Det er mange år siden jeg har brugt jeres side, men nu står jeg i en situation hvor jeg har et ekstra behov for at møde nogle ligesindede.
Sagen er den at jeg har 2 katte. Trolde på 16 og Bella som bliver 13 om en måned.
Vi er nået dertil hvor især Trolde er begyndt at skrante meget. Jeg stoppede 6000 kr ned i et stort sort vagtdyrlæge hul i påsken. Trolde havde feber. Blodprøver så fine ud men hun er på antibiotika.
Hun er blevet tyndere de seneste mdr og spiser ikke så meget mere, men efter feberen antageligt er faldet går det lidt bedre.
Det er frustrerende ikke at vide hvad feberen skyldes men min pengekasse er desværre helt tom for nu.
Når det så er sagt så ved jeg jo godt hvad vej det går med sådan en gammel mis. Det har været et par forfærdelige uger hvor det for alvor er gået op for mig at jeg kommer til at miste hende, og måske snart. Jeg øver mig i at acceptere det, det er jo naturens gang og hun har haft et langt liv i luksus.
Men det er især svært at gå og se på en kat der syner hen ligeså stille. Hvornår skal man lige tage den beslutning om at give hende fred og tanken om at hendes hjerte skal standses mens hun ligger i mine arme er ubærlig.
Hun er der ikke endnu. Hun spiser, drikker, går på bakken og vil ud flere gange om dagen og jeg sætter pris på den tid jeg har hende så godt jeg kan. Hun betyder rigtig meget for mig da jeg altid har boet alene med mine dyr.
Men det er også rigtig stressende fordi man konstant er obs på hende og hendes tilstand. Man bliver lidt fanget fordi man føler sig magtesløs og heller ikke vil lade hende alene mere end højest nødvendigt.
Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres erfaringer med en gammel kat, hvordan I håndterede det at de var ved at være mætte af dage.
Jeg tager også gerne imod gode råd.
Jeg har desværre ikke så mange erfaringer, jeg kan dele. Mine katte er forholdsvis friske og ikke så gamle igen. Men vi ved nok alle, hvor svært det er at sige farvel. Og hvor mange gange man tvivler på sine egne beslutninger. Om de er i kattens interesse, eller om man gør det for sin egen skyld.
Der er uden tvivl andre, der har været der, hvor du er nu, som måske kan fortælle om deres erfaringer. Om hvordan de vidste, at det var nu, det skulle være.
Nogle gange kan det være sværere at se og også at tage beslutningen om, “hvornår er nok nok” når ens kæledyr skranter lige så stille og det bare løbende går ned af bakke.
Min erfaring er, at det kan være nemmere at se og tage beslutninger ved akut sygdom, hvor dyret pludseligt bliver akut meget dårligt og behandling ikke har den forventede effekt, men at man ved den skranten der sker over lang tid, nok også over tid accepterer mere, fordi udgangspunktet lidt bliver, “han/hun er dårligere, men jo ikke så meget dårligere end for en uge siden”.
Dertil så sagt, så synes jeg, at når tiden er nået, så ved man det.
Et tydeligt tegn at man er ved at nå dertil er, i min erfaring, når dyret begynder at trække sig i kontakten.
Det giver rigtig god mening, at det kan være sværere at vurdere, når det kommer snigende. Tak for tippet med at de begynder at trække sig i kontakten, den har jeg ikke tænkt over. Da feberen rasede var hun ikke meget værd, men i dag har hun endelig spist godt. Hun er også stadig ret kontaktsøgende, men bruger jo også en del tid på at sove
Jeg forestiller mig også at jeg ved det når det er tid. Jeg øver mig i at nyde vores tid sammen istedet for at gå at frygte når det sker. Nemmere sagt end gjort.
Jeg tog afsked med min mispige på 16 for 1 år siden. Hidtil har jeg mistet katte akut, hun er den første hvor det kom snigende. Jeg sørgede i god tid for at have aftalt med dyrlægen, at det skulle foregå herhjemme og hvordan, og de beslutninger der kommer efter (kremering, urne o. lign.) sidder på rygraden efterhånden. Så tilbage var “blot” at vide hvornår det var tid. Jeg var så bange for ikke at fange tidspunktet. Men det var i sidste ende utroligt nemt. Hun sagde det selv til mig med blikket i hendes øjne. Og nu et år efter er det stadig den beslutning om at tage afsked jeg har det bedst med ud af de 5 gange jeg har været der. Jeg savner hende for sindssygt, men jeg har det godt med hele oplevelsen
Tak fordi du delte din erfaring, det hjælper mig rigtig meget. Det er sgu hårdt at gå “at vente på” men jeg vil bruge dit råd og snart få styr på hvad der skal ske når det sker.
Føler jeg går i en boble lige nu, hun er virkelig blevet gammel lige pludselig men hun fungerer stadig og er glad. Nogle gange virker hun ligefrem ungdommelig. Men der er efterhånden langt i mellem. Jeg tror desværre ikke der går længe hvis det fortsætter så hurtigt med at hun ældes. Hun skal i hvert fald ikke gå og lide, det kan jeg ikke byde hende
Kunne hun da bare falde i søvn en dag og ikke vågne op, men det er nok bare ønsketænkning
Uha, jeg forstår så udmærket din frygt. Jeg har to katte på 10 og 12 år, og har altid boet alene med dem, er ikke gift og har ingen børn. Så de to katte er mit et og alt! Min 12-årige Siri har også skrantet lidt det sidste år - hun har fået astma og trukket alle sine tænder ud grundet FORL og har vist også lidt gigt, så jeg kender til det med dyrlægeregningerne og konstant at holde øje. Indtil videre har hun det dog godt, og spiser og er glad. Men jeg frygter virkelig også for den dag, jeg skal tage sådan en tung beslutning. Jeg ved, at jeg vil være fuldstændig knust. Jeg frygter også, hvordan min anden kat - Mocha- vil reagere på det. Hun er så umådeligt glad for Siri og kalder altid på hende, hvis hun ikke lige kan finde hende.
Jeg har også tænkt, at jeg vil have dyrlægen hjem til mig og give hende fred, når den tid kommer - så skal hendes sidste minutter ikke være fyldt med angst og utryghed. Men bare tanken om, at skulle miste Siri får mig til at græde - sidder faktisk nu med en klump i halsen. Jeg håber også, at hun selv vil lade mig det vide, når det er tid . Det er så hårdt at have dyr, som man er så bange for at miste, så jeg forstår dig så godt. Men jeg tror det vigtigste er, at det skal ske på kattens præmisser og ikke vores - at vi ikke skal holde dem i live for vores skyld, hvis det ikke er et godt liv. Jeg håber selv, at jeg er stærk nok til at tage den rette beslutning, når den tid kommer.
Jeg ved ikke om dette er en hjælp for dig, men jeg ville bare fortælle, at jeg forstår dig så godt og sender dig et kæmpe virtuelt kram.
Kære Lene
Det er en kæmpe hjælp at vide at man ikke er alene og at nogle forstår de stærke følelser man kan have til sine dyr.
Det bliver en sindssyg svær beslutning når den tid kommer, jeg ka heller ik holde ud at tænke på det, kommer også til at tage rigtig hårdt på mig
Jeg prøver virkelig at være zen omkring det, men det sgu svært hvis det virker som om de ik er helt på toppen og det kan godt føles som om man bare går og venter på at det for alvor går ned af bakke.
Idag har jeg været v dyrlæge for 4 gang på 14 dage fordi Bella på snart 13 blev ved med at være underlig. Hun fik senior pakke med blodprøver og alt var perfekt på alle parametre. Han mente det var orm da hendes mave er hård og udspilet så nu starter vi med ormekur. Jeg har brugt 8000 på de 14 dage og jeg har simpelthen ik flere penge at tage af, så jeg håber virker der kommer ro på nu.
Jeg er ked af at høre at du også skal igennem en masse dyrlæge besøg med dine katte Håber I trods alt har en masse glæde af hinanden
