Knud. D. 10. juli 2014 - d. 28. marts 2025.
I går, på den smukkeste forårsdag, måtte vi sende Knud afsted. Det skete i hjemme i trygge omgivelser, og var lige så fint og værdigt som Knud.
Knud var en mild siameser. Han var en stille, kærlig og kælen hyggefyr, der mest af alt holdt af nusse om de andre katte. I alle årene med Finn var Knud den primært ansvarlige for af holde ham ren.
Knud elskede dog også os mennesker. Han ‘satte’ altid min ældstes hår, når han var hjemme på besøg og det bedste han vidste var, når jeg om aftenen satte mig i lænestolen, og det blev ‘Knudtid’, som vi kaldte det. Det blå, kærlige blik, når jeg kyssede ham mellem ørerne…
Men nu er Knud ikke mere. Han blev en af de stadig alt for mange, som ikke overlever møgsydommen FIP. Uretfærdigt og ubærligt.
Jeg savner ham allerede og så længe jeg er til, vil han aldrig, aldrig blive glemt.