Jeg synes efterhånden mit liv er en stor bekymring og stress faktor 
I formiddags, opdager jeg at en eller anden har haft en heftig omgang diarre i kattebakken 
Der er jo to muligheder, enten vores gamle burmeser dreng Milo, på 13 år, eller vores ragdoll/perser/hellig birma pige, Kiara, på 4 år.
Jeg hælder dog mest til at det er Kiara, da hun lige måtte have en klud til pelsen bagi, samt at jeg hørte hende i min halv vågne tilstand inden jeg stod op - hun har det nemlig med at gøre opmærksom på hvis hun er blevet “grisset til” når hun har været på bakken.
Hun har været som vanligt, men jeg er straks ekstra bekymret, især fordi hun er min “soul-cat” og vi har et helt specielt forhold, og så fordi vi idag tager til Sjælland til min mands forældres fødselsdag, og først er hjemme igen søndag, så jeg kan ikke engang holde ordentligt øje med hende 
Min far kommer naturligvis og er hos kattene, men det er bare ikke helt det samme som selv at være der til at holde øje!
Det skal lige siges at Kiara er en mors pige, sådan nærmest grænsende til det unormale, hun følger mig som en skygge, derfor har jeg hende også både med på ferier og jeg ved snart ikke hvad, eneste sted hun ikke kommer med er over til min mands familie grundet allergi og at der kommer mange hunde i hjemmet.
Jeg har for nyligt fået nyt arbejde og selv det har hun har virket en smule påvirket af, blandt andet fortæller min mand at hun ikke kan finde ro om natten når jeg ikke er der (jeg er nattevagt)
Jeg har i øvrigt selv haft dårlig mave i et par dage, men vi kan vel næppe fejle det samme, trods alt 
Hvad tænker I? Skal jeg være bekymret eller tage den helt med ro?
Har naturligvis bedt min far holde ekstra godt øje med hende 
