Har du fået kylling tjekket for urinvejsproblemer? Katte, der har ondt, når de går på bakken, søger andre steder hen, som regel på noget blødt, men jeg havde en bekendt, der havde en kat, hvis foretrukne sted var badekarret. Der skal tages urinprøve, som skal afsted til dyrlægen med det samme, ellers kan dyrlægen tage den med nål. (Det skriver jeg lige, fordi jeg har egen bitter erfaring med dyrlæge, som mente, at det var nok at røre ved katten :-))
Hvis katten har døjet med det længe, kan man risikere, at oplevelsen af, at det gør ondt, bliver hængende, og den fortsætter med at tisse ved siden af (også egen bitter erfaring). Man KAN træne det, når katten ikke har ondt mere (egen god erfaring :-)), men forhåbentlig stopper det, når smerterne er væk.
Med hensyn til kradseriet, så kan du være helt sikker på en ting: hvis du fodrer katten, når den kradser på døren, så vil den kradse på døren! Her handler det om at beslutte sig for, at holde op og så ellers bide tænderne sammen. For en kat, der lært, at det virker at kradse, vil fortsætte og intensivere adfærden, når det ikke giver pote i første omgang. De kloge taler om “extintion burst” - altså en voldsom intensivering af adfærden, før den forsvinder. Jeg ville kombinere det med tiltag, som gør det umuligt eller svært for katten at kradse og så sørge for, at den har, hvad den skal bruge af mad og legesager.
Med sådan en kat, der forspiser sig sådan, ville jeg også prøve med vådfoder. Og så tror jeg, at jeg ville prøve at se, om foder ad libitum i en lang periode kan lære katten, at der ER mad. Mine katte har altid haft foder ad libitum, men på et tidspunkt syntes jeg, at de var blevet lidt tykke og begyndte at rationere. Det var en rigtig dårlig ide, for de var sultne, sultne og sultne, og faktisk blev de så forslugne, at de snildt kunne spise en hel dags ration på nul-komma-fem. Jeg droppede projektet og gik til bage til at have foder til at stå altid, og i et par uger efter åd de som gale, men derefter faldt der ro på igen. Forresten har jeg en kat, der lader til at kaste op, når hun har orm, det var måske også værd at tjekke?
I øvrigt lukkede jeg på et tidspunkt døren til mit soveværelse, da Billy var en pestilens at sove med. Cirka en gang i timen skulle han op og møve rundt og vade mig i ansigtet, og det blev jeg ikke frisk, glad og udhvilet af! Først fandt kræet ud af, at han da bare kunne åbne døren ved at hoppe op på håndtaget. Så blev døren låst, og det gav så også en hel uge uden søvn, fordi han igen og igen og igen bumlede op ad den dør. Derefter gav han op, men i flere måneder efter prøvede han alligevel lige til engang imellem. Der skal man huske, at er der succes bare en gang, så får katten fornyet blod på tanden, så der handler det også om lige at bide tænderne sammen.
Jeg ved ikke, om det er så forfærdeligt at lukke to katte ind på 15 kvadratmeter om natten. Jeg har en veninde, som opdrætter, og hos hende kommer alle katte (tre hunner plus eventuelle killinger) ind på et katteværelse om natten. Det er så kun kattenes værelse med kattetræer, huler og bakker, men jeg tror ikke, det er meget større end 15 kvadratmeter. Hendes katte er vant til det, så de brokker sig ikke. Når de skal i seng, giver hun dem vådfoder som godnatmad i værelset (hvor der også står tørfoder), og så bliver de der natten over.
Men det kan også være, at når din kylling er ok og ikke tisser på gulvet, at I kan ignorere det meste irriterende adfærd væk? 
Held og lykke med det 
mvh. tina