En kattelem er lykken 
…ikke mindst når kræene gider bruge den :høhø:
Åhhhh, vi har haft vores trængsler med Marrow, som bare nægtede at
bruge den - og hans opdrætter har sagt mange gange til mig, at det nok
skulle komme - jeg tvivlede, men det lykkedes til sidst
Kodeordet var tålmodighed - hvis jeg i dag stod over for samme
problematik, ville jeg nok forsøge mig med klikkertræning.
Følgende er et uddrag af historien om en kattelem fra min hjemmeside:
Efter de første måneder med egen indgang for kattene, var det kun
Balut, der tog den til sig. Han rendte ind og ud og nød det i fulde drag.
Fiona gik kun ud ad lemmen, aldrig ind! Hun syntes i øvrigt, at det trak
ubehageligt med kold luft i hovedet, når man skubbede til kattelemmen.
Annabel gik enkelte gange ud, men aldrig-aldrig ind. Marrow besluttede sig
for, at han hverken ville gå ud eller ind ad den. Han er blevet proppet
igennem et utal af gange - både dag og nat!, men han synes afgjort, det
er noget moderne pjat og forstår overhovedet ikke, at vi vil bruge penge
på sådan en anordning, når man nu har indtil flere dejlige store havedøre,
som åbner sig hurtigt og lydløst, når man kradser op ad dem.
Familien har på skift ligget med arme, og hvad der ellers kan komme
igennem hullet, og kaldt og lokket med godbidder, men lige meget har det
hjulpet. Marrow kigger bare på en og tænker, "ha, de kan jo heller ikke
selv komme igennem, fjolser".
Nu bruger Marrow kattelemmen!!!
Efter knapt to år lykkedes det at få Marrow til at bruge kattelemmen
selv. Han sad en dag ved den ene havedør og kiggede på duer i haven.
Det var fantastisk spændende, og han smaskede og klaprede tænder i et
væk. Pludselig - og lynhurtigt - vendte han rundt og spurtede hen i den
anden ende af stuen og for ud igennem kattelemmen og ned bag i haven
efter duen!
Hele historien er her http://www.mainecoonkat.dk/Historien-om-en-kattelem
