Jeg har kendt Ella i omtrent 3½ år. Hun var her allerede, da jeg flyttede ind. Et dyrlægebesøg afslørede via hendes øretatovering, at hun boede lidt længere henne ad vejen, men de gamle ejere ønskede hende ikke tilbage. Jeg overtog hende, da hun alligevel holdt til i min garage og på loftet over fyrrummet.
Ella var en halvvild rappenskralde, som insisterede på at leve et frit liv 
Hun hadede andre katte, men ville gerne kontakt til mig - dog altid med forbehold og meget brok. Ella havde en meget markant stemme og lød altid som om hun var klar til at slå en ihjel, hvis man rørte hende for meget, så vores fysiske kontakt var begrænset. Hun ville gerne kæle lidt, men kun på hendes egne præmisser, og det respekterede jeg. Om sommeren kunne hun godt lide at ligge på en stol på terrassen, om efteråret i et hundehus med lammeskind og om vinteren på loftet over fyrrummet.
Ella fandt hurtigt ud af at komme og gå som hun ville i indhegningen. Hun accepterede ikke at være lukket inde. Hun ville gerne ind i køkkenet at spise og ligge lidt på bænken, og jeg har flere gange forsøgt, når der var dårligt vejr udenfor, at holde hende inde, men hun gik nærmest i panik, når jeg lukkede døren ud til 
Denne vinter kunne hun dog på de koldeste nætter godt acceptere at være lukket inde i fyrrummet om natten. Men hun blev 12 år d. 1. maj, og det har i et stykke tid været tydeligt, at udelivet begyndte at slide på hende.
Jeg har mange gange i den tid, vi har kendt hinanden, overvejet aflivning. Hun har flere gange bidt mig i benet uden varsel og uden jeg rørte hende. Hendes temperament var for dårligt til omplacering. Hun ville ikke være inde, hvor jeg kunne passe på hende, og hun fik det efterhånden sværere og sværere udenfor. Om det var de andre katte i området, ræven, som jeg for nylig opdagede på overvågningen, mine katte, som var blevet til flere, elhegnet, som var kommet op på baghaven, et skrantende helbred eller måske en kombination af det hele, der var årsagen, ved jeg ikke. Men Ella forsvandt i længere og længere perioder og dukkede meget sulten og stresset op igen. Efterhånden også med et tydeligt vægttab til trods for, at der altid har stået foder til hende i garagen.
Jeg har altid lovet Ella og mig selv, at når udelivet blev for svært for hende, så skulle hun herfra. Under normale omstændigheder, ville jeg nok ikke aflive uden først at få undersøgt for sygdomme, men Ella var en speciel kat med et særligt temperament, så det var svært at tilbyde hende nogle mere trygge rammer at blive gammel i. Samtidig blev jeg tiltagende bekymret for, om hun pludselig skulle forsvinde helt og måske ligge syg eller såret et sted 
Hun forsvandt i forrige/sidste uge i 4 dage, hvorefter hun dukkede op igen om tirsdagen, meget sulten og meget træt. Hun opholdt sig dog kun 3-4 timer på terrassen, hvorefter hun forsvandt igen, og denne gang var hun væk i 5 dage. Jeg har ledt efter hende og fandt hende i søndags inde i skoven/krattet ved indkørslen. Hun gik velvilligt ind i en transportkasse for at få foder; Hun var igen meget sulten og efterhånden tynd over ryggen, og jeg tog hende ind på kontoret. Hun lavede stort set ikke andet end at spise og sove i et døgn. Men så begyndte hun at blive rastløs. Jeg kunne ikke få mig selv til at lukke hende ud igen til en ukendt skæbne. Jeg aftalte derfor med dyrlægen, at hun skulle aflives tirsdag. Der var en svær beslutning, men jeg er sikker på, det var den rigtige 
Jeg hentede mandag eftermiddag Bonqat (receptpligtig angstdæmpende medicin) ved dyrlægen, som hun fik i tun meget tidligt tirsdag morgen, og det havde en virkelig god effekt på hende 
Jeg har aldrig set hende så afslappet, og jeg kunne nemt løfte hende ind i en transportkassen. Hun var lidt utilfreds og miauede undervejs til dyrlægen, men var ikke panisk, som hun var den første og eneste gang, jeg tidligere har haft hende med til dyrlæge. Denne gang, kunne jeg snakke med hende undervejs (hun stod ved siden af mig på passagersædet), og hun var helt rolig ved dyrlægen. Planen havde egentlig været, at jeg afleverede hende til aflivning uden selv at deltage, da jeg ikke havde lyst til at se hende i panik i et fikseringsbur, for at hun kunne blive lagt til at sove. Men pga. den gode effekt af medicinen blev jeg hos hende, og aflivningen forløb helt normalt, stille og rolig, og jeg kunne nusse hende hele vejen igennem. Det var en stor lettelse - for os begge, tror jeg - at hun kunne komme så fredeligt herfra.
RIP smukke Ella 
Du var en sej dame, en ener og en dronning af dit domæne.
Ella i mandags d. 1. juni
på vejen for Ella
en flot afsked for hende 
Du var elsket. 
