Jeg har valgt lade en meget, meget kær og savnet firbenet katteven fortælle sin historie. Her er den så:
Hej,
min mor har bedt mig om at fortælle jer min historie, om hvordan hun mødte mig og hvordan hun tog sig af mig. Det bliver nok ikke nogen lang historie, men jeg håber I kan lide den alligevel.
Jeg kan ikke huske ret meget fra tiden før jeg mødte mor og hun ved heller ikke noget. Jeg kan huske lidt om hvordan jeg hyggede mig med mine søskende og katte mor. Hvor rart og varmt det var og hvor koldt det pludselig blev da jeg blev taget fra dem. Det næste jeg kan huske er en venlig stemme og en kærlig hånd som kælede for mig. Mange havde passeret mig uden at stoppe, men denne person stoppede og tog sig af mig. Denne person blev min mor. Først vidste hun ikke rigtig hvad hun skulle gøre med mig, men jeg er bare glad for at hun tog sig af mig. Ikke at det var særlig koldt dengang, men ensomt var det. Jeg kan ikke fortælle om mine søskende da det er for meget for mig og det er meget lidt jeg kan huske. Lad os bare sige at jeg var den eneste tilbage. Mor plejede at sige at jeg nok var blevet dumpet i nærheden af hvor hun fandt mig og at hun ikke kunne forstå at nogen ville smide en så dejlig mis som mig væk.
Da hun havde forstået at jeg ikke hørte til nogen steder tog hun mig med sig. Først sov jeg på hendes arm, tæt op ad hende. Det var så dejlig varmt og beroligende…jeg var desuden osse udmattet efter at have været alene i så lang tid. Men da jeg begyndte og ville klatre rundt på hende puttede hun mig ned i en mørk tingest. Det fik mig til at falde lidt til ro, så længe hun ikke åbnede for meget. Det var egentlig ret rart inde den mørke tingest…men jeg havde ingen ide om hvad hun havde tænkt sig med mig. Hvad hvis hun ikke ville have mig? Eller hvad nu hvis hun ville smide mig væk ligesom dem der tog mig væk fra min anden mor? Eller endnu værre slå mig ihjel? Det viste sig at jeg havde været bekymret uden grund. Selvom det tog laaaaaaaaaaaaaaaaang tid at komme til mor’s hjem så var det dejligt at komme ud af den tingest (jeg fandt senere ud af at det hed en rygsæk. Mennesker er nogle mærkelige nogen, men rare er de nu). Da jeg kom ud blev jeg nærmest overfaldet af nye dufte, lyde og andre store to-benede. Fandt noget der lugtede meget som noget der kunne spises og det gav jeg mig i kast med. Jeg havde ikke fået noget at spise i meget lang tid så hva jeg kunne få fat i blev spist. Jeg tilbragte noget tid med at spise og blev derefter sat ind i et mega stort rum, dog ikke i samme størrelse som det første, men stadig stort.
Der tilbragte jeg hele natten. Jeg var så glad for at mor ikke smed mig væk eller slog mig ihjel at jeg bare måtte ligge på hendes brystkasse og slikke hende alt jeg kunne. Hun var ikke så begejstret for at blive slikket i ørene, men hun fandt sig da i det. Jeg spandt alt det jeg havde lært for at vise hende min taknemlighed.
Den næste dag forsvandt mor i meget lang tid, det syntes jeg ihvertfald. Men til alt held kom hun tilbage igen. Jeg kom altid og bød hende velkommen hjem da jeg fandt ud af at hun aldrig forlod mig, men kom hjem igen. Jeg elskede at slikke hendes ansigt og ligge hos hende.
Jeg har næsten glemt det, men der var osse to andre katte hjemme hos mor. Den ene var en rar ældre hankat og en lidt hidsig hunkat. Hankatten hed Thomas O’ Malley, men han fortalte at han bare blev kaldt for Thomas. Han havde boet i nogle år hos mor før jeg kom. Han var rar, men osse streng. Gik jeg over stregen satte han mig på plads. Hunkatten hed Mille. Hun var ikke nær så venligt stemt overfor mig som Thomas. Hun fortalte mig klart og tydeligt at her boede hun og at hun bestemte, meeeeen den troede jeg ikke helt på. Hun ville ikke have mig i nærheden af sig og det var osse fint nok. Jeg havde mor og thomas og det var nok for mig.
En dag blev jeg og de andre katte sat ind i sære kasser og ind i en endnu mere sær, larmende tingest for at blive sat af i et fremmed sted. Mor var her ikke mere! Ville hun ikke have mig mere? Jeg var forvirret og bange, men Thomas forsikrede mig om at det ikke ville vare længe før mor ville komme for os igen. Dem vi var hos var egentlig søde folk og vi fandt os til rette hjemme hos dem.
Efter hvad der syntes som en evighed kom mor og hendes familie og hentede os. Så havde Thomas altså haft ret. Men det varede ikke længe før vi måtte ind i de der kasser og blev transporteret til endnu et fremmed sted. Jeg blev bange igen, men var sikker på at mor ville komme for mig hvis bare jeg var en god missedreng. Jeg blev behageligt overrasket over at denne gang blev mor hos mig. Det varede ikke længe før jeg havde vænnet mig til det nye sted. Det var meget større end det andet og jeg kunne komme i en stor, stor have!
Efter denne flytning begyndte mor at snakke om at jeg skulle til noget der hed dyrlæge…hvad var det? var det noget rart? Var noget nyt mad? Ja, jeg ved godt jeg begyndte og synes at hunmisserne blev mere interessante, men det var da ikke noget problem, vel? Men jeg nåede aldrig at finde ud af hvad dyrlæge var for noget fordi jeg blev ramt af en af de der larmende tingester og derefter fandt jeg mig selv svævende over min krop og så mor græde. Jeg prøvede at trøste hende, men hun blev ved med at græde. Mor, hvorfor græder du? Jeg er jo lige her. Jeg vil altid være hos dig. Det var ikke din skyld, mor.
Mor, hvorfor kan jeg ikke slikke dit ansigt som jeg plejer? Du elskede det altid. Jeg kunne altid få dig til at le og smile. Mor, vær ikke ked af at jeg ikke kan ligge hos dig og spinde som jeg plejer. Jeg ved godt det gør ondt lige nu, men jeg vil gøre mit bedste for at du vil finde en lige så god misse dreng som mig. Han vil ikke kunne erstatte mig, men jeg håber han vil kunne trøste dig i mit sted når du føler dig ensom. Jeg blev måske ikke så gammel, men den tid jeg havde hos dig var den bedste og jeg ville ikke bytte den for noget i verden. Mor, jeg er ked af at jeg ikke kom ind den aften, men jeg var på vej hjem. Som jeg sagde før så var det ikke din skyld at jeg døde, jeg er bare glad for at det var dig der fandt mig. Du gav mig det bedste af dig selv og du gjorde en lille killing lykkelig.
Knus, pottedask og mys
fra
Mango
Jeg håber I kunne lide Mango’s fortælling. Han blev kun 6 måneder gammel…sådan ca. Jeg fandt han i en vejside da han var ca 8-10 uger gammel. Han blev ramt af en bil og døde med det samme. Det knuste mit hjerte og det var på tide at jeg gjorde op med sorgen.
Sov sødt min lille skat.
R.I.P Mango Juli 2003-Januar 2004 
