Hvorfor tror I, at katten bringer bytte hjem til ejeren?
Det er en gammel snak, men der er stadig intet svar for alvor på det.
Jeg plejer at sige, at det er fordi de ser på mig og tænker: “Puha en dårlig kat. Hun kan ikke en gang springe op på skabet… Den stakkel… Her er min mus - du kan jo ikke jage selv…”
:høhø:
Men det er naturligvis i spøg - tror jeg:cool:
Hvorfor tror I de gør det? Alle bud er sådan set lige gode.
Mit bud er, at de bringer det til et sted, hvor de kan fortære det i fred - altså et gammelt levn af en tidligere brugbar adfærd - i dag spiser de det ofte ikke, men det ligger stadig midt i stuen.
Hvorfor på ejerens hovedpude? Hm… bob bob… lugter trygt og sikkert… Der gemmer jeg mit bytte til senere (når jeg blir sulten - hvilket de fleste af vores katte aldrig blir:-))
Jeg ved, helt uvidenskabeligt, men med 100% sikkerhed, hvorfor de ikke gør det. Når de bringer mus ind, er det ikke gaver til mig i hvert fald. Jeg skal ikke lægge mine kolde klamme snitter på deres bytte - det er deres bytte! De bringer absolut heller ikke levende mus med ind for at lære mig at jage. De bringer levende mus med ind, for selv at slå den ihjel og æde dem.
Jeg mener at det er meget naturligt at deres byttedyr skal befinde sig i nærheden af deres normale opholds/spisesteder. Der er trygt og det er jo netop i foder-zonen. En gang i mellem lægger de det i madskålen (og også legetøjsmus) og det viser jo netop og de forstår sammenhængen i at bidrage til husholdningen.
For år tilbage passede jeg genboens kat, når hun var på ferie.
Når hun var hjemme, lagde katten så godt som hver nat en mus ved hendes seng, og det var tydeligt, at det var til hende, for katten rørte den ikke mere. Når hun ikke var hjemme, blev der ikke lagt nogen mus.
Katten gav dem ikke til mig i stedet, dog kom han dog en dag meget stolt hjem til mig med en skade, han havde fanget, og den var til mig, for han lagde den på dørmåtten.
Min gamle huskat kom med gaver til os. Det var meget åbenlyst. Måske regnede hun ikke med, at vi kunne forsørge os selv
Hun kom ind med byttet, miavede og lagde det foran vores fødder, mens hun sad og kiggede forventningsfuldt op på os, og når vi så havde rost hende, daffede hun af igen.
Andet bytte blev lagt ved bagdøren, lidt ligesom at ligge trofæer frem og vise “seeeee er jeg ikke dyyyyygtig”. For hun interesserede sig ikke yderligere for byttet.
Andet bytte så vi aldrig - eller jo, vi så måske en bunke fjer i haven, resten var spist.
Min gamle siam var en klovn til at fange noget som helst - han kunne simpelthen ikke tie stille længe nok til at at snige sig ind på et bytte :klapper: Men vores huskat fangede jævnligt mus og andet godt og tog med hjem til ham - vi andre fik aldrig noget :?
Min gamle siam var en klovn til at fange noget som helst - han kunne simpelthen ikke tie stille længe nok til at at snige sig ind på et bytte :klapper: Men vores huskat fangede jævnligt mus og andet godt og tog med hjem til ham - vi andre fik aldrig noget :?[/QUOTE]
Jeg havde to piger. Den ældste var en mesterjæger. Den anden nøjes med at snuppe den ældste’s bytte og gøre som om, at det var hendes
Altså vores dygtige jægere på gården tog mus “med hjem” til de knap så dygtige/dovne staldkatte. Jeg har altid tolket det som at de har spist det de kunne, men en god jagt ville de ikke lade gå til spilde og så kan de dovne kræ jo tage resterne
Skal vi sammenligne med vildkatten? Jeg ved ikke så meget om dem, andet end at de formodentlig bringer først dødt og så næsten-levende og til sidst helt levende bytte til deres killinger. Jeg tror ikke at de fodrer på andre dyr i nabolaget… :høhø:
Men ærligt talt? Who knows? Det kan da godt være at de har forskellige perspektiver. F.eks at ejeren er en dårlig jager/ser tynd ud. :høhø:
Stolthed? Fremvisning af jagttrofæer? Pas. Jeg ved ikke om det kan påvises hos dyr andet end ejerenes oplevelser. Dem kan man jo fortolke så frit man vil!
Jeg har set dyrefilm om en søleopard som bragte pingviner til en vildtfotograf oppe i nord hvor det er koooldt!
Mine egne ildere har altid haft en “mere stolt” holdning hvis de selv har nedlagt en mus.
Vi har fået serveret divserse levende og døde fugle og mus fra kattene i mange år.
(Jeg glemmer sent da jeg blev vækket af mco’en Fine kl l*** om natten fordi at hun havde givet mig en levende mus! Da jeg vågnede og opdagede hende med musen i munden smed hun den foran mig og gik ud igen. Så kunne jeg selv fange det lille bæst og lempe den ud af kattelemmen igen)
Jeg ved det ikke, er det empati? flokadfærd? Hos katte ( og dyr generalt) er jeg blevet opgivende. De tager alligevel altid røven på mig. -LOL
Tit og ofte bringer vores huskatte mus og fugle med hjem til os.
Fuglene bliver altid spist. Nogle gange i haven og andre gange i vores baggang.
Musene bliver også tit spist, men lige så ofte bliver de lagt til os.
Specielt den ene af vores katte kommer STOLT hjem med byttet i munden, og lægger det foran os eller på måtten ved døren.
Jeg er ikke i tvivl om at katten er meget, meget glad, for halen står lodret op i vejret og katten miaver løs, selv med musen i munden … alt imens den kommer “spankulerende” ind ad indkørslen.
Vi kan altid høre når den kat kommer med et bytte - den har sådan en speciel måde at miave på
Om det er stolthed (se hvad jeg har fanget) eller dens gavmildhed (se hvad jeg har til jer) eller praleri (jeg kan noget du ikke kan) tjaaaa, hvem ved :?
Når Isis har haft killinger, kom hun med legetøj til de små. Sidste år begyndte hun at komme ud i haven, og da jeg fik en ny killing, fangede Isis en stor guldsmed, og afleverede den levende til den lille. Så sad hun og betragtede den bette lege med den der guldsmed. Der var ingen tvivl om at hun forsøgte at hjælpe den lille, så hun kunne lære selv at fange byttedyr. Den måde hun sad og kiggede nøje på hvordan den lille legede, uden at stjæle guldsmeden tilbage fra hende.
Jeg tror det er lidt det samme, når vores katte kommer hjem med “gaver” til os. At de betragter os lidt som ubehjælpsomme killinger, der skal lære at fange byttedyr
Det er også min foretrukne forklaring. Mange katte bruger jo også “killingekaldet” på deres mennesker.
På andre områder er mennesket blevet kattenes surrogatforældre, der sørger for dem, men rollefordelingen i vores verden må være meget forvirrende for en art, der er domesticeret for få tusinde år siden. Så nogle gange er de vores killinger, andre gange er det omvendt.
Nu er det begrænset hvad vores har af muligheder for at fange bytte, men Heaven “fanger” da af og til en regnorm og den ligger hun lige ved vores seng så man træder ud i den når man står op. :høhø:
Om det er fordi hun vil give gaver eller fordi hun viser hvor dygtig en jæger hun er ved jeg ikke…men det er klamt at træde i
Jeg har altid set sådan på det at vi godt nok tror vi ejer kattene, men kattene har et helt andet syn på sagen. Vi er godt nok større end vores kære firebenede, men jeg er ret sikker på at fra kattens synspunkt er vi blot forvoksede killinger og vi skal have hjælp til at fange vores mad. Vores gamle gårdkat afleverede gerne et par mus om dagen på måtten ved stalddøren, hvor hun var sikker på vi fandt dem.
