Intet er åbenbart for småt til ikke at kunne begraves.
Da ungerne var små, havde vi på førstesalen et akvarie, og det var aftalen, at kun min mand skulle stå for fodringen.
Alligevel fodrede ungerne også, og da jeg opdagede, at fiskene gik i overfladen og snappede efter luft, fik jeg travlt, for akvariet lugtede af råddent vand (hvilket det også var).
Frem med gulvspand, pumpe og filter, der blev fyldt i løbet af no time og gik i stykker, da jeg skulle tømme det, så indholdet røg tilbage i akvariet.
En nylonstrømte som alternativ hjalp ikke, og jeg måtte pumpe det rådne vand op i gulvspanden.
“Fiskesøren”, som Søren’s fisk hed, var på det tidspunkt død, og jeg plumpede den ud i wc-kummen, hvorpå Søren brød hulkende sammen, for den skulle begraves.
Så ringede det på døren, og da jeg skulle skynde mig ned og åbne, kom jeg til at sparke til spanden med det rådne vand, som plaskede ned ad trappen.
Det var min mand + et par kolleger, han (uden mit vidende) havde inviteret med hjem til middag, som jeg ikke engang var begyndt på endnu.
Nå, men for at slutte denne lange historie, fiskede jeg “Fiskesøren” op af wc-kummen, så Søren kunne lægge den i en tændstikæske og begrave den i haven.
