Da jeg var barn havde vi fritløbende huskatte, så mit kendskab til racekatte er begrænset til det jeg har læst, dem jeg har oplevet hos andre, og så til mine to perserdrenge Bambo og Aslan.
Bambo kunne i princippet have trivedes fint som enekat. Vi fik Aslan fordi vi fik at vide, at det var bedst for katte at have en ven, så det skulle han selvfølgelig have. Det var dog ikke en udelt succes. Han tolererede Aslans selskab, men al interaktion, grooming osv. var envejskommunikation fra Aslans side af.
Bambo døde hjemme, og Aslan ledte aldrig efter ham, virkede ikke som om han sørgede, men blomstrede op, blev endnu mere puttemis, og styrede os og hjemmet med fast pote. Vi holdt meget øje med ham, om han lod til at være ensom, men han virkede så glad og tilfreds med at han fik al vores opmærksomhed.
Ud over det var der en masse omvæltning i vores liv, så en ny kat var ikke optimalt heller, men havde Aslan virket som om han manglede selskab, så havde han selvfølgelig fået det.
Men nu er Aslan heller ikke længere. Jeg har undværet min følgesvend i 10 mdr, og er (som nævnt et par gange herinde) ved at være klar til at få en kat igen. Jeg har dog besluttet mig for at vente til huset er overdraget til de nye ejere og jeg har fået flyttet de sidste møbler, så jeg ikke stresser min nye bofælle (katten) unødigt.
Vi overdrager nøglerne 15. januar, så det kunne godt komme på tale, at der kunne flytte en pelsklump hjem til mig inden for det næste halve års tid.
At have haft 2 katte af samme race er jo ikke ensbetydende med at man ved alt. Men ud fra mine erfaringer, så kunne begge mine persere have fungeret fint som enekatte, da de var meget mere knyttede til mig og Thomas end til hinanden. Aslan prøvede at opsøge Bambo og havde han haft en god ven frem for en modvillig bofælle, ville han måske også have savnet Bambo da han ikke var mere.
Jeg kan desværre ikke anskaffe mig to, da reglerne i min nye bolig kun tillader 1 kæledyr pr lejlighed. Havde jeg kunne tage to var jeg spurtet forbi Classic Beauty og set om deres to drenge (Garfield og Spencer Reid) var et match med mig, for de har godt nok amors pil lige i hjertekulen på mig.
Så jeg skal have mig enten en kat af en race, hvor eneherskerlivet generelt ikke er et problem, eller et individ, som ikke savner selskab. Jeg behøver ikke en killing, selvom de er svære at stå for, for jeg ved godt, at det kan være svært at spå om hvorvidt en killing kommer til at savne selskab, da de jo slet ikke er færdigbagte i personlighed.
Faktisk var jeg i november ude at se på en misling på 14 uger, hvor der desværre ikke lige var kemi denne gang. Der var også nogle 5 ugers killinger, og de var jo helt igennem nuttede, men selvom jeg fik muligheden for at lægge billet ind på en af de små, så var jeg ikke rigtig fristet, for jeg kunne ikke fornemme personligheden på dem i den alder.
Samtidig er jeg jo også bekendt med at persere kan have udfordringer pga næserne. Jeg oplevede Bambo, som havde meget små næsebor, og havde diverse udfordringer på grund af disse, til trods for at han egentlig havde rimelig fin passage i hans indvendige luftveje, men de små næsebor gav jo nogle flaskehals udfordringer. Han snorkede kun lejlighedsvis, og lod til at have større udfordringer med hofterne end med næsen.
Aslan havde dejligt store næsebor, og heldigvis tilhørende åbne luftveje, men den korte snude efterlod meget lidt plads til diverse kropslige væsker, som hos ham desværre krystalliserede sig, hvilket gav lejlighedsvise fnyseanfald, så helt ugeneret af næsen har han jo ikke været, til trods for, at han ikke havde vejrtrækningsbesvær.
Jeg er dog virkelig glad for perserens temperament. Mine drenge var kærlige, hengivne spindemaskiner, insisterende på deres ret, og relativt rolige. Bevares, de var stædige som ind i helvede, men det er jeg egentlig også selv, så det var et karaktertræk jeg kunne spejle mig i, og more mig over.
Jeg har ikke de store tanker om vokalitet. Bambo var ikke særlig vokal, Aslan var til gengæld meget vokal, for en perser vel at mærke. Begge dele havde sin charme. Eller… Det er egentlig forkert udtrykt. Bambo havde ikke ret meget lyd på når han snakkede. Han kunne føre lange samtaler med os, med en lyd der virkede som en mellemting mellem et suk og et host, bare… bevidst? For at kommunikere? Vi ville så kopiere lyden tilbage til ham og sådan kunne vi sidde længe. Han kunne sagtens miave og bruge lyd, han gjorde det bare kun når han var utilfreds. Aslan derimod kurrede og vrælede og var meget ekspressiv. Han sagde sjældent noget bare for at snakke, det var altid med formål. Om det så var opmærksomhed, manglende mad, kattebakken der lugtede fordi han lige havde været på osv.
Jeg er åben overfor en del i forhold til farve, men har en svaghed for røde (han)katte m/u hvid. Så hvis racen har mulighed for rød er mine øjne på stilke. Jeg har nærmest kun haft hankatte, men igen, det er ikke fordi jeg er styret udenom hunkatte som sådan, sådan har det bare været. Det vigtigste er, at der er kemi.
Jeg vil ikke kunne tilbyde et decideret udeliv. Jeg har kun en fransk altan på 3. sal, og den kan ikke kattesikres, så der skal missen ikke ud. Jeg trænede mine gamle drenge til at gå i sele, og det vil jeg også kunne med en ny, tænker jeg.
Jeg er autist med ADHD, og har bl.a. udfordringer i forhold til at blive overstimuleret. Derfor dur de meget livlige racer ikke til mig, når jeg kun har mine 75m2. Men jeg elsker at lege, træne og putte med dyr, så trolden kommer ikke til at savne kærlighed og aktivering.
Nå men hele den her lange smøre egentlig bare for at spørge om der er nogle racer der generelt læner sig mere op ad eneherskerlivet end andre?
), også har jeg andre der ville gå i stykker hvis de skulle være alene.
Vi har været meget specifikke med, hvor vi får kat fra. Og vi har to puttebriter 
Selvfølgelig ikke som burmeser eller siataler, men jeg er helt ok med de oftest ligger ved siden af. De er nogen af dem, der oftest er hvor vi er.