Jeg så kun den første video med Guido, og hold da helt op… 
Det var godtnok skræmmende. Kunne ikke engang se den færdig.
:knuser: til dig Irene. Jeg håber at alt løser sig. 
Lige som Sugieh, har jeg været møllen igennem med epileptiske anfald. Som rigtig nok skrevet gør anfaldene ikke ondt, det som sker for en epileptiker er at de neurologiske impulser i hjernen “kortslutter” og er det som giver kramperne, man er stort set ikke ved bevidsthed som sådan. Det som I skal passe meget på med er ikke at komme for tæt på Harley når anfaldet står på og overvåg hende på afstand når hun vågner for det er utroligt vigtigt at hun ikke forbinder jer med anfaldene. I de første minutter er man ret så omtåget, og jeg var især meget tørstig.
Jeg har fundet en skrivelse som var lagt ud på det gamle MaineCoonInfo jeg havde, men jeg afventer lige forfatteren for tilladelse om at lægge det ud, men det er en beretning om det at have en epilepsi kat.
Til Irene og andre interesserede, jeg fandt den artikel jeg skrev til MaineCoonInfo i sin tid om hvad epilepsi er. Denne artikel blev til med hjælp fra dyrlæger på LIFE dengang KU. Så tag med i betragtning at det er ikke en videnskabelig artikel, men en oplysende artikel.
Epilepsi er en tilstand som optræder hyppigt hos katte, ca. 0,5% af alle katte har epilepsi.
Hvad er Epilepsi?
Epilepsi opstår i hjernen, når nerveceller i hjernen pluselige udsender elektriske impulser samtidig. Så der sker en slags ”kortslutning”.
Der skelnes mellem to forskellige former for epilepsi:
symptomatisk; hvor man kan identificere årsagen til anfaldene fx et slag mod hovedet, hjernesvulst eller en medfødt misdannelse i hjernen. Symptomatisk epilepsi er ikke arveligt, men et dyr kan godt være disponeret for det hvis der fx er tale om arvelig misdannelse som årsag.
Idopatisk epilepsi er når årsagen er ukendt og skyldes en ubalance mellem hæmmende og aktiverende signalstoffer i hjernen. Denne form for epilepsi er arvelig.
Symptomerne ved epileptiske anfald er forskellig da det det kommer an på hvor stor en del af hjernen anfaldet omfatter. Hvis det er et afgrænset område i hjernen falder katten ikke om med kramper men får symptomer fra det angrebne område som er ramt af den overdreven elektriske aktivitet. Katten kan virke disorienteret, aggressiv, være unormal kontaktsøgene eller have krampe i et ben eller få unormale trækninger i ansigtet som tegn på anfaldet.
Ved et anfald hvor det er hele hjernen som bliver ramt af den elektriske aktivitet vil katten ændre adfærd og blive ængstelig og evt. forsøge at gå i skjul inden den falder om med kramper og evt. fråde om munden. Katten mister kontrollen over sine kropsfunktioner og der vil derfor være afgang af urin og afføring under anfaldet. Et typisk epilepsianfald varer ikke mere end 2 minutter - men lange minutter for ejeren.
Efter selve anfaldet kan katten være urolig eller forvirret, virke bange, være aggressiv eller bare meget træt. Den efter-tilstand kan være fra nogle minutter til flere timer efter anfaldet.
Under et anfald skal man ikke forsøge at holde fast i katten idet man kan blive bidt eller kradset, eftersom at katten er bevidstløs og ikke ved hvad den gør. Man skal heller ikke forsøge at komme noget i munden på den da det kan komme ned i luftrøret og katten kan blive kvalt.
I nogle tilfælde kan der opstår den situation at det ene anfald afløser det andet uden at katten kommer til bevidsthed. Denne form for anfald er heldigvis sjælden, men er livstruende i det øjeblik den opstår og kræver øjeblikkelig hjælp fra dyrlægen. Her vil dyrlægen give katten indsprøjtninger som virker krampestillende og beholder katten til observation for evt. nye anfald.
Også ved tilfælde hvor der er anfald flere gange i løbet af en dag skal man opsøge sin dyrlæge akut.
Behandling af epilepsi
Hvis katten får anfald med eller uden bevidsthedløshed og har kramper bør dyrlægen kontaktes. Hvis der er tale om et enkeltstående anfald og katten er rask og sund vil dyrlægen kigge tiden an og se om den vil få yderligere anfald. Skulle det så ske at der kommer flere anfald, vil dyrlægen undersøge katten grundigt idet at sygdomme som hjerte- og leversygdomme kan fremkalde anfald der minder om epilepsi. Når dyrlægen har kunne udlukke at der ikke er andre sygdomme der kan forårsage anfaldene, vil ejeren blive spurgt om hvordan anfaldene ser ud og hvor/hvornår de opstår om det er fx under leg eller mens katten sover. Dernæst vil der blive taget blodprøver og evt blive taget røgtenbillder for at udelukke andre sygdomme.
Specialundersøgelser som elktroencephalografi(EEG), en undersøgelse som kun Landbohøjskole kan lave, forsøger man at klarlægge hvad slags anfald katten lider af. Undersøgelsen registrer hjernens elektriske overfladeaktivitet ved hjælp af små elektroder placeret oven på kattens hoved. Inden undersøgelsen har katten fået en beroligende indsprøjtning da det er vigtigt at katten ligger stille den tid undersøgelsen står på.
Katte, der lider af epilepsi, behandles med stoffet diazepam eller fenemal hvilket sjældent har bivirkninger. De midler som man bruger til mennesker er ikke effektive over for epilepsi hos katte og tåles dårligt af dem hvilket er årsagen til at man ikke bruger disse midler på dyr.
Et godt liv med epilepsi?
De fleste katte med epilepsi kan sagtens leve et godt og normalt liv, hvis den er kommet i korrekt behandling af dyrlægen. Katte med epilepsi kan med den rette medicin blive helt anfaldsfri eller få reduceret antallet af anfald ned til sådan et niveau at det ikke påvirker livskvaliteten.
Desværre sker det jævnligt at katte bliver aflivet og den tungtvejende årsag er at ejerne oftest føler sig rådvilde og magtesløse idet de er bange for at katten lider eller at den skal få anfald når den er alene og evt. komme til skade.
At en kat får diagnosen epilepsi er ikke ensbetydende med at den får et dårligt liv - tværtimod.
jeg har kontakt til en læge hvis kat har epilepsi, hvis du har lyst kan jeg sætte jer i kontakt
Min Bøv havde epilepsi. det var heldigvis sjældent han fik anfald, men det var gimt at se på alligevel.
Nu er jeg vokset op med en mor der havde epilepsi, så jeg var jo sådan nogenlunde klar over hvad det var (havde osse en veninde hvis hund havde det, så jeg vidste det også kunne ske for dyr)
Vi fik aldrig gjort noget ved det hos Bøv fordi det var så sjældent, måske 1, max 2 gange om året.
Vores kat Zulu fik nogle anfald, som kunne lede tankerne hen på epilepsi (jeg har tidligere lavet en tråd om det)
Hans gang blev meget stiv i det, han gik forvirret rundt og satte sig ned, han så uden at se og hans hoved begynde at køre fra side til side - som pendulet i en bornholmer, det samme gjorde hans øjne, når jeg blidt holdt hans hoved.
Anfaldet varede ikke så længe, men bagefter var han rigtig, rigtig træt.
Jeg tog ham straks til dyrlægen, som ikke umiddelbart kunne finde noget på ham - og umiddelbart var anfaldet også ovre, kun en svag sitren i hans øjne vidnede om, at noget havde påvirket ham.
Jeg har set 2 anfald hos Zulu, og de kom med en lille uges mellemrum, så vidt jeg husker. Min egen tanke var, at der kunne være tale om en stress-reaktion hos Zulu. En ny kat var kommet til, og Zulu brød sig ikke om denne. Efterfølgende er Zulu blevet skånet/skærmet, og jeg har ikke set flere anfald.
Dyr kan selvfølgelig også få stress, men det er nok ikke lige dét man først tænker på. Man bliver SÅ bekymret når ens kat har det skidt, og man føler sig så magtesløs.
Irene, jeg ved selvfølgelig ikke om Haley har stress, men tanken bør ikke udelukkes.
Mange tanker herfra og krydsede fingre/poter for en snarlig bedring til Haley.
Nu fik jeg set videoerne med henholdsvis Guido og Sam som er de to første videoer, og for mig er Guidos sådan en jeg forbinder med rigtig epilepsi, mens Sams faktisk ligner den form jeg havde så det er skræmmende at se. Det er tydeligt at han er lysfølsom, søger ro og mørke- denne form for epilepsi jeg havde kaldes for juvenil epilepsi. Det er en epilepsi som rammer unge i puberteten som som de fleste vokser fra, derfor regner med at det er en hormonel betinget form for epilepsi. Hvad man ikke lige har fået knækket er hvorfor nogle ender med den for resten af livet. Jeg var en af de heldige der voksede fra den, og takket være den førende ekspert dengang Mogens Dam blev jeg hurtigt pillet af medicinen for han var den eneste af 5 læger der kunne se at det var ikke den rigtige form for medicin.
Så sørg for at skrive dagbog over hendes “anfald” for den kan kaste lys over om det måske er noget helt andet og så det jeg tænker er lidt om Haleys måske kan være trigget af hun har haft killinger??
Jeg har sendt filmen af Sam til min dyrlæge, så hun kan se Haley’s anfald. Jeg kan ikke få mig selv til at optage hendes anfald, selv om jeg nok burde.
Haley havde 3 anfald i går aftes, 1 før hun fik sin første medicin og 2 efter. Men det sidste var ikke så voldsomt. Så har hun haft et her til formiddag, men heller ikke så voldsomt, men lige så langt.
Så jeg håber medicinen begynder at virke og at bivirkningerne begynder at aftage.
Hvor er det træls 
Håber som du selv siger at medicinen begynder at virke og hendes bivirkninger ikke bliver for slemme.
[QUOTE=irene;1114850]Jeg har sendt filmen af Sam til min dyrlæge, så hun kan se Haley’s anfald. Jeg kan ikke få mig selv til at optage hendes anfald, selv om jeg nok burde.
Haley havde 3 anfald i går aftes, 1 før hun fik sin første medicin og 2 efter. Men det sidste var ikke så voldsomt. Så har hun haft et her til formiddag, men heller ikke så voldsomt, men lige så langt.
Så jeg håber medicinen begynder at virke og at bivirkningerne begynder at aftage.[/QUOTE]
Jeg tror ikke jeg ville kunne få mig selv til at optage et anfald heller - jeg ville være alt for fokuseret og bekymret til at gøre det tror jeg - dog kan jeg helt sikkert godt se det smarte i at optage et… men puha - håber godt nok snart medicinen virker så hun kan blive frisk igen (eller anfaldsfri - du ved hvad jeg mener )
Haley har haft en del anfald i dag, men de er ikke så kraftige mere. Hun er stadig meget omtåget af medicinen, ved godt at jeg skal regne med disse bivirkninger den første uge. Men hvor må det være ubehageligt, at gå med en konstant brandert uden at vide hvorfor.
Jeg håber hun kan få det så godt, at hun får ordentligt liv, uden alt for mange anfald.
Irene, det er jeg godt nok ked af at høre. Håber virkelig I kan få hende behandlet:kryds: Rigtig god bedring!
[QUOTE=irene;1115020]Haley har haft en del anfald i dag, men de er ikke så kraftige mere. Hun er stadig meget omtåget af medicinen, ved godt at jeg skal regne med disse bivirkninger den første uge. Men hvor må det være ubehageligt, at gå med en konstant brandert uden at vide hvorfor.
Jeg håber hun kan få det så godt, at hun får ordentligt liv, uden alt for mange anfald.[/QUOTE]
lidt sent jeg kommer på banen…men sidste år fodrede vi på en vild kille med epilepsi, jeg så den have et par anfald så vi holdt extra øje med den, den nåede så aldrig at komme forbi dr.dyr…den druknede i havedammen, formentligt under et anfald
så jeg har egentligt kun et par gode råd…hold den væk fra vand den kan drukne i…har den høje steder som foretrukne, så sørg for at den lander blødt hvis den falder
begge de gange jeg så det, var den “over jorden”…mellem 1 og 2 meter og sansynligvis er den faldet fra et træ da den druknede (mon det kan have sammenhæng med balancenerven hvis den har haft en polyp bag trommehinden)
Håber og for at Haley får et godt liv igen.
Åh hvor gør det mig ondt for jer og smukke Haley. Har ingen erfaring med epilepse ved kat,mmen med hund. Vores grand danoise fik det efter en påkørsel og fik anfald flere gang daglig i starten, så fik hun medicin der holdt det på anfald ca hver 3-4 uge, men pludselig trappede det op og trods øgning af dosis fortsatte det med anfald flere gange om ugen og vi valgte så at give hende fred.
Ved ikke om jeg får på puklen nu, men hvor længe skal der gå før I kan se en evt ønsket effekt ? Jeg mener det må være så hårdt for Haleys lille krop med både gentagne anfald hver dag og bivirkninger med medicinen ? Skal hun undersøges nærmere for evt polyp der sidder eller lign ?
her er en tråd omkring det.
http://sphynxforum.dk/debatter/emne/fra-odense/
Lige et “dumt” spørgsmål … er det ikke arveligt? Hvad så med killingerne?
De kan vel næppe gå ud til opdræt?
Bare en strøtanke fra mig 
[QUOTE=En forhenværende bruger;1115736]Lige et “dumt” spørgsmål … er det ikke arveligt? Hvad så med killingerne?
De kan vel næppe gå ud til opdræt?
Bare en strøtanke fra mig [/QUOTE]
NEJ! Epilepsi hos kat er praktisk taget aldrig arveligt. Det er det i langt højere grad hos hund, men det er og bliver 2 forskellige arter; og epilepsi kan have en række forskellige udløsende årsager. Hos kat er der faktisk altid tale om enten traume, infektion - eller gode gamle “idiopatisk”, men aldrig arvelighed.
VH
Susanne
[QUOTE=Susanne W;1115743]NEJ! Epilepsi hos kat er praktisk taget aldrig arveligt. Det er det i langt højere grad hos hund, men det er og bliver 2 forskellige arter; og epilepsi kan have en række forskellige udløsende årsager. Hos kat er der faktisk altid tale om enten traume, infektion - eller gode gamle “idiopatisk”, men aldrig arvelighed.
VH
Susanne[/QUOTE]
Tak for svar.
Synes bare at jeg havde læst det modsatte et andet sted 