Jeg mener ikke, at jeg er arbejdsnarkoman… :?
Jeg er vild med mit arbejde - og knokler som en hest - hver dag.
Men jeg lever ikke for mit arbejde - selvom jeg er meget berørt,
hvis en patient er døende, når jeg går hjem.
For jeg ville så gerne være tilstede 
Hvordan har I det med jeres arbejde :?
Jeg bruger gerne ekstra tid hvis vi er bagud eller har nogen deadlines som SKAL nåes…
Arbejdsnarkoman: NEJ
Min far: JA
Han kører gerne på arbejde kl 20 hvis de ringer og siger HJÆLP
Han har ofte 12-14 timers vagter, arbejder i weekender… Det menneske KAN ikke holde fri - så jeg er spændt på hvordan han overlever den næste måned 
Jeg vil nok desværre sige ja, og jeg er for god af mig hvis de ringer, for hvis jeg ikke lige skal andet.’
Men jeg er da blevet bedre til at holde fri og have ro med det.
Nej, det er jeg ikke, jeg arbejder for at leve, ikke omvendt! Jeg kan da godt tage lidt ekstra tid, men også kun fordi at jeg ved, at jeg så får noget igen i den anden ende.
Både ja og nej.
Nu kan jeg kun tale om fortid, da jeg pt. er i revalidering efter en meget lang sygemelding, hvor det delvis var min sidste ansættelse der var dråben i det så omtalte bæger.
Overarbejde er ikke min favorit kop the men hvis man skal så skal man.
Til gengæld har jeg været meget slem til at tage mit arbejde med mig hjem, både psykisk og fysisk.
Kan som et af de grelle eksempler nævne en situation fra et vikariat på Hovedbiblioteket i Randers. Det var store opgave-skrivnings tid for alt der gik i skole, og jeg havde en ung mand som kunde der læste på en tekstil-uddannelse og skulle lave et modeshow med tilhørende rapport. Han havde valgt at hans kollektion skulle minde om det gamle Egypten og jeg syntes det var et vildt spændende projekt. Desværre har man ikke uendelig meget tid til hver kunde, så jeg sendte ham afsted med nogle bøger og internetlinks og fik jo så hans lånekortnummer så jeg kunne reservere noget mere relevant materiale til ham. Den sag fortsatte jeg så lige med efter fyraften og sad foran skærmen herhjemme fra jeg kom ind af døren til jeg gik i seng og søgte oplysninger til ham. Og da jeg mødte næste dag havde jeg et bjerg af papirer med hjemmefra som jeg fik sendt til ham med posten. Resultat: et styk meget glad ung mand der kom og fortalte om hans 13-tal og hvor glad han var for min hjælp…og et eksempel på hvor dårlig jeg har været til at sætte grænser mellem arbejde og fri.
Jeg er blevet bedre…tror jeg nok 
Arbejde…? Endnu et fremmedord… 
Pt vil jeg uden at blinke sige ja.
Jeg har 2 jobs og har de seneste 2 mdr kun haft 2 fridage, så der knokles.
Derudover har jeg det frivillige arbejde som ha’er herinde - det bliver også et par timer om dagen. Jeg skriver pt ikke så meget, men jeg læser herinde hver dag, det skal man jo 
I perioder lidt -høhø Jeg elsker mit arbejde og jeg tænker meget på det, lægger planer, spekulerer, glæder mig over når tingene bare lykkes.
Nu hvor stvet er ved at lægge sig efter den vilde kommunesammenlægning, så er tempoet ved at blive tåleligt og jeg bruger ikke længere min hjemme(arbejds)opkobling som en forlængelse af arbejdsdagen, men som en mulighed for at arbejde hjemmefra indimellem.
[quote=Gizzemissen;179659]Både ja og nej.
Nu kan jeg kun tale om fortid, da jeg pt. er i revalidering efter en meget lang sygemelding, hvor det delvis var min sidste ansættelse der var dråben i det så omtalte bæger.
Overarbejde er ikke min favorit kop the men hvis man skal så skal man.
Til gengæld har jeg været meget slem til at tage mit arbejde med mig hjem, både psykisk og fysisk.
Kan som et af de grelle eksempler nævne en situation fra et vikariat på Hovedbiblioteket i Randers. Det var store opgave-skrivnings tid for alt der gik i skole, og jeg havde en ung mand som kunde der læste på en tekstil-uddannelse og skulle lave et modeshow med tilhørende rapport. Han havde valgt at hans kollektion skulle minde om det gamle Egypten og jeg syntes det var et vildt spændende projekt. Desværre har man ikke uendelig meget tid til hver kunde, så jeg sendte ham afsted med nogle bøger og internetlinks og fik jo så hans lånekortnummer så jeg kunne reservere noget mere relevant materiale til ham. Den sag fortsatte jeg så lige med efter fyraften og sad foran skærmen herhjemme fra jeg kom ind af døren til jeg gik i seng og søgte oplysninger til ham. Og da jeg mødte næste dag havde jeg et bjerg af papirer med hjemmefra som jeg fik sendt til ham med posten. Resultat: et styk meget glad ung mand der kom og fortalte om hans 13-tal og hvor glad han var for min hjælp…og et eksempel på hvor dårlig jeg har været til at sætte grænser mellem arbejde og fri.
Jeg er blevet bedre…tror jeg nok [/quote]
Sådan skal en mor være:wehuu:
Hjertelig til lykke til den unge mand.
Flot gået 
Jaaaaaaaaaaaa:rock:…uden tvivl, jeg er total arbejdsnarkoman…og gudskelov for det, med min situation nu, hvor jeg er blevet alene…der skal tjenes en formue hver månede bare for at dække de faste udgifter og 14½ misser er heller ikke billige i drift-love…så gudskelov er jeg arbejdsnarkoman og ææælsker mit arbejde…og der er heldigvis i mit fag nok arbejde at få:thumbup:
Jeg har været det Mona, men ikke mere
jeg har været arbejdsnarkoman så det gør en ting, har altid givet mig 110% på mit job og har altid været den der gjorde en ekstra indsats uanset hvad og det har bragt mig derhen hvor jeg er idag, dvs jeg idag har en kronisk dårlig fod samt har jeg utrolig let til stress,panik-anfald osv osv.
heldigvis er jeg ved at ha lært at passe på mig selv og sige fra i god tid, samt jeg har fundet mine begrænsninger osv.
Hmm, jeg er jo studerende og jeg har mellem 25 planlagte timer og forlæsninger om ugen og ud over det har jeg omkring 15 - 25 timers lektier og opgaver der skal laves.
Ud over det har jeg 8 timer om ugen i en ungdomsklub og der bruger jeg rigtig meget tid! Og så er jeg vikar på en ungdomspension og der har jeg omkring 2 døgnvagter om måneden.
Jeg ser mig selv som en arbejdsnarkonan, men stadig med forbehold for jeg kunne godt have lidt mere arbejde
Jeg arbejder først og fremmest for at kunne gøre hvad jeg vil, når jeg holder fri
Jeg er pligtopfyldende på mit arbejde, men jeg “tager arbejdstøjet af”, når jeg går derfra, og så skænker jeg det ikke en tanke!
Jeg arbejder for at leve, jeg lever ikke for mit arbejde
Både min far og ældste søster er gået ned med stress et par gange, og jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig skal ende sådan!
Lige nu er jeg “kun” vikar og går altså ikke op i mit arbejde med “liv og sjæl”. Når jeg har fyraften, holder jeg op med at tænke over det. Men når jeg er derhjemme og sider og syr et eller andet, så bliver jeg arbejdsnarkoman Kan let sidde i 14 timer en lørdag og sy. For mig kommer det an på, om jeg elsker at lave det jeg laver, og jeg “elsker” ikke just mit vikarjob (hader det dog heldigvis ikke)