Hørte en udsendelse i sommer, om digteren Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling. Han læste dette digt op, som hedder “Den døde kat i papkassen”, og jeg tudede simpelthen som en besat så smuk og sødt og fyldt med kærlighed til katten, syntes jeg det var.
Samtidig håner han de, der siger, at “det bare er en sjæleløs kat” ret grundigt:-)
Han et dejligt menneske på mange måder, da journalisten spurgte ham om han savnede sin kat, svarede han “Da jeg skrev det digt, var mit hjerte knust og min verden brudt sammen. Hvordan kan du spørge om det, når jeg skriver, at jeg har delt mit liv med det dyr i 16 år?”
Jeg vil lige dele det med jer.
For 16 år siden fik jeg en papkasse med en ravfarvet kat
der nu igen ligger i en papkasse
som jeg cykler med gennem byen mod en have i Brønshøj
hvor jeg skal begrave dette dyr som jeg ifølge dogmatikken aldrig skal gense fordi det ikke besad en sjæl.
Men hvad var det så jeg læste i hendes grønne øjne
når de kiggede ind i mine
som om også hun havde et spørgsmål til mig?
Ikke fordi jeg bilder mig ind at støde på svaret
under nedskrivningen af disse linjer
And God asked the feline spirit
Are you ready to come home?
Oh, yes, quite so, replied the precious soul
And, as a cat, you know I am most able
To decide anything for myself.
Are you coming then? asked God.
Soon, replied the whiskered angel
But I must come slowly
For my human friends are troubled
For you see, they need me, quite certainly.
But don’t they understand? asked God
That you’ll never leave them?
That your souls are intertwined. For all eternity?
That nothing is created or destroyed?
It just is…forever and ever and ever.
Eventually they will understand,
Replied the glorious cat
For I will whisper into their hearts
That I am always with them
I just am…forever and ever and ever.
Author Unknown
- men hvor spørger journalister dog dumt nogen gange 
