Alt var idyl med mig og mine to MCO, men så dukkede Døden igen op i Viborg - og han tog endnu en af mine venner med sig alt for tidligt.
"Kapitel 5: Det sker igen
Der gik to vidunderlige måneder. Trods alle mine strabadser, nød jeg livet med mine to katte og de livet med mig og hinanden, indtil døden igen bankede på vores dør. Igen var det alt for tidligt, og igen var det et af mine elskede dyr, den tog med. Døden kom efter Freja i en alder af otte måneder, og det havde nær væltet mig rent følelsesmæssigt at miste igen så kort tid efter Happy. I dag kan jeg takke Nokie - min klippe - for at jeg turde fortsætte og elske igen.
Det hele startede med en betændelse i det ene øje. Vi tog til dyrlæge, fik noget salve og gik i gang med behandlingen, som Freja - utroligt nok - fandt sig i. Hendes tilstand var stabil, men jeg fornemmede, at hun ikke var hel frisk. Talte med dyrlægen igen, som mente, at vi skulle give hende lidt tid, da en infektion kunne tære på kræfterne, og hun havde jo ingen feber. Fire dage senere blev jeg vækket af, at Nanoq skreg på en måde, som jeg aldrig før har hørt en kat skrige. Jeg tumlede ud af sengen, fik tændt lyset og fandt Freja liggende på gulvet i badeværelset. Hun gispede voldsomt efter vejret, forsøgte at rejse sig, men væltede hele tiden over til den ene side. Detaljerne skal jeg skåne jer for. Mest af hensyn til Frejas eftermæle, men det var ikke et kønt syn. På en eller anden måde lykkedes det mig at bevare roen, få Freja i transportkassen og klæde mig på, imens jeg ringede efter en taxa og til dyrlægen for at fortælle, at vi kom nu. Inden jeg løftede kassen, stak Nanoq snuden helt hen til Freja og miauvede. Hun svarede på samme måde, og så gik vi.
I journalen skrev dyrlægen, at "katten har for lav kropstemperatur, vælter til siden, kan ikke korrigere bevægelserne og er delvis lam. Fremtidsprognose: SLET. " Jeg vidste det allerede, da jeg forlod klinikken efter at have afleveret Freja derude til nærmere undersøgelse. Jeg ville ikke få hende med hjem igen. Jeg ville miste endnu en ven, som jeg netop havde knyttet mig til. En ven, som jeg elskede højt, og som havde givet mig så meget kærlighed igen. Dyrlægen ringede nogle timer senere. Han ville aflive nu, og jeg kunne ikke komme og sige farvel. Min verden brød sammen. - Det lader til, at infektionen har spredt sig til Frejas hjerne og frembragt en skade der. Hun vil hverken kunne genkende dig eller du hende. Spar dig selv for den oplevelse, og lad hende få fred, sagde min dyrlæge, og jeg gav ham naturligvis ret. En obduktion viste, at Freja var død af FIP, smitsom bughinde betændelse, som dog heldigvis ikke smitter mellem katte, og som derfor ikke havde smittet til Nanoq. Det var min eneste trøst midt i sorgen. At jeg ikke også ville miste ham.
Da jeg besøgte klinikken igen, var tavsheden larmende. Ingen vidste rigtig, hvad de skulle sige. Der stod manden, som for anden gang på et halvt år havde aflivet en af mine kat. Han forklarede, at FIP med stor sandsynlighed var grunden til, at Frejas sår ikke ville gro sammen efter sterilisationen og udtrykte sin medfølelse med mig, men jeg var som i en ond drøm og kunne ikke rigtig svare.
Min lille pige var væk. Død.
Jeg skulle aldrig mere vågne ved, at hun stod og stampede på min dyne og spindende bekendtgjorde, at nu var klokken tre. Aldrig mere se ind i hendes kloge øjne og aldrig mere have den store ære at stryge hendes bløde pels. Freja var væk. Forsvundet fra mit liv. Og fra Nanoqs.
Jeg spottede ingens gud. Gik bare hjem og smed mig på sengen, imens jeg græd og græd og krammede lille Nanoq ind til mig igen og igen. Han protesterede ikke, og han ledte heller ikke efter Freja. Jeg ved, at han forstod.
#
På kommoden ved siden af min computer, hvor jeg sidder og skriver disse ord, står en ramme med billeder af Freja. Hun leger og spinder på dem alle sammen. Er så fuld af liv og energi og glæde. Er så nærværende og munter. På en lille gul lap, som jeg satte på rammen, den gang hun kom tilbage efter sterilisationen, står “At leve er ikke hvor længe, men hvordan”. Og det var netop, hvad min lille pige gjorde. Levede fuldt ud hver dag, elskede rent og inderligt og spredte glæde i hvert sekund, hun var her. Endnu et poteaftryk er sat i mit hjerte.
Et poteaftryk fra et stort væsen, som jeg er taknemmelig over, at jeg måtte lære at kende.
Bare en kat? Måske, men sikken en!
Til Freja
En mark så grøn,
en blomst så køn,
solstrålen på min kind,
strejf af en forårsvind.
Et øjeblik, et nu, et minde.
En kærlighed så dyb kan ikke forsvinde.
En fornemmelse af nærvær, et kort sekund,
et smil, der spiller om min mund.
En fryd, en glæde i mit hjerte,
som jager bort al mørke og smerte.
Og pludselig jeg ser
Jeg har ændret min holdning,
den var for stejl.
Sagde jeg mistede dig, da du døde,
men jeg tog fejl.
Behøver ikke græde mer´
for du er jo stadig lige her.
I alt det gode, som der sker."
Ja Freja er her endnu. Min kærlighed til hende er evig og den kan ingen sygdom eller død tage fra mig. Nogensinde:-)
Tak Freja fordi du lærte mig og Nanoq så meget og for alle de gode grin vi delte:-)
Knus Helle