Freja - en ægte stjerne

Efter Happy blev min lejlighed desinficeret og da jeg havde fået penge fra Kattens Værn i erstatning, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med, da jeg hellere ville have haft Happy, besluttede jeg mig for at bruge dem på en ny kat. Kattens Værn havde tilbudt mig en ny kat, men min tillid til deres forretning var væk, jeg sørgede stadig, og jeg vidste, at jeg måtte søge lykken på anden vis.

Jeg valgte en racekat fra en opdrætter. Freja var en smuk sorttabby MCO - igen har jeg ingen digitale fotos af hende, men hun var noget ganske særligt. Jeg husker, da jeg fik hende hjem og lå og så på hende om aftenen. Jeg var så stolt af, at jeg havde fået en MCO og at Freja endelig var her. For første gang siden tabet af Happy kunne jeg smile igen.

Freja var KANON! Hun gik lige ind i mit hjem og det føltes som havde hun været der altid. Desværre viste endnu en grim sygdom sit ansigt. Denne gang var det FIP, og det skete kun et halvt år efter, at jeg havde aflivet en ven hos dyrlægen (Happy). Jeg stod tilbage med Nanoq, som imellem tiden var kommet til, rystet og jeg kan huske, at jeg gik ned til Viborgsøerne og skreg FUCK DIG GUD, hvis du findes! Folk gloede en del:-)

JegMen væk var hun. Min lille stjerne kat - Freja - kærlighedens gudinde.
Happys endelig var grim - men Frejas var værre… Fippen, som kom i tør form startede med en øjenbetændelse, men på to dage vandrede den ud i blodbanerne - jeg skal spare jer for detaljerne. Og så af hensyn til Frejas minde. Hun var en stolt kat jo:-)

En rigtig diva. Jeg fortsatte bogen om hende. Her følger et par uddrag fra min al for korte tid med elskede Freja. Når jeg læser det bringer det stadig tårerne frem i mine øjne.

Freja var kærligheden, hun var min ven, og heldigvis lever hun for evigt i mit hjerte. Kun en ting er stærkere end sygdom og død - ægte kærlighed.

Tak Freja fordi du kom og gav så meget. Du var en ægte “racer-kat”:slight_smile:

“Spinde spinde spinde SPINDE SPINDE. Er der noget så sødt som at vågne til en killing, der spinder kærligt? Nej vel… især ikke klokken fire om morgenen. Freja stod på min mave og kiggede glad, da jeg slog øjnene op. - Endelig er du vågen, udbrød hun. - Der er bare så meget, vi skal nå, inden du skal på arbejde. Jeg har fundet en mus! - En hvad?, råbte jeg og sprang til kattens store fornøjelse ud af sengen, før jeg opdagede, at hun havde ment en tøjmus. Med et lumsk smil, rullede Freja sig sammen på min varme dyne, mens jeg med søvnige øjne luskede mod badeværelset. Jeg nåede knap at opdage, hvad der skete, før jeg pludselig lå flad på køkkengulvet, kun i ført mine bedste underbukser og en let deodorant fra Fakta. Jeg var gledet… Lyset blev tændt, og jeg så mig forvirret omkring. Frejas vandskål lå væltet ud over hele gulvet, som flød i vand. - Den stod et dårligt sted. Jeg ville have bedt dig om hjælp, men du sov jo… Frejas stemme var sukkersød - noget hun er ekspert i, og som hun vinder mange hjerter og godbidder på.
Jeg ønskede kortvarigt killingen tilbage til opdrætteren i Sønder Vissing, mens jeg velopdragent gik i gang med at tørre op. I dag har Freja en vandabsorberende pude under sin skål. For uanset, hvor jeg stiller den, er det, efter vandet på gulvet at dømme, stadig det forkerte sted. Og hvem har lyst til at sige en Maine Coon imod. - Bare vent til jeg vejer 9 kilo!, lyder Frejas yndlingstrussel, når jeg gør oprør. Det vejer hendes mor nemlig, men det er der jo længe til, at Freja gør ikk… Mon det passer, at katte husker bedre end en elefant?”…

…“En maine coon er en semilanghårskat, og de behøver, ifølge Freja, aldrig at blive børstet. Hun burde vel vide bedst om sin egen race men allerede få dage efter, at den gråstribede (- Det hedder det ikk! Jeg er sort blotched tabby!! Bare vent til den dag, hvor jeg vejer 9 kilo!) killing trådte ind af min dør, lærte jeg at sætte spørgsmålstegn ved hendes reelle hensigter. Lyve kan en kat ikke, siger de kloge, men nu er Freja jo heller ikke frøken hvem som helst.
Derfor besluttede jeg, at hun skulle lære at blive børstet. - Ak skam, mine stakkels hænder, udbrød jeg efter første forsøg. Freja sad glad og bed i børsten. - Ja, du jamrer men så bare vent til, jeg kommer op på de der 9 kilo!, snerrede hun. Jeg sukkede. Hun havde vundet - for nu.
Løsningen var - naturligvis - mad. Ved at skiftevis bruge belønningsklikkeren og give Hendes Kongelig Guddommelighed en godbid, fik jeg allernådigst lov at børste lidt af hendes pels.
Nu vil jeg naturligvis ikke skrive, at Freja er uldret - det ville koste mange søvnløse nætter som straf - men blot konstatere, at det er en nødvendighed at børste en semilanghårskat af og til…”

…“Ventetiden var lang, men endelig kom dagen, hvor Nanoq ville ankomme. Freja og jeg ventede spændt, og endelig ringede det på døren.
Brita afleverede ham selv, og jeg var edderspændt på, hvad Hendes Kongelige Snoblighed ville sige. Transportkassen blev sat på gulvet, og Freja kom nysgerrigt nærmere. - Er det den nye racerka… Mere nåede hun ikke at sige, før hun hvæsende og spruttende trak sig arrigt tilbage. Dybt fornærmet og med ekstra busket hale sprang hun op på køkkenbordet, hvorfra Brita og jeg fik jordens største skideballe. Højlydt erklærede hun sin mening om nyanskaffelsen, mens Nanoq sad og kiggede forundret ud af kassen. - En vandrotte?, råbte Freja og gik frem og tilbage på bordkanten. - Du har købt en vandrotte?! Både Brita og jeg forsøgte at forklare Hendes Store Stædighed, at selv om Nanoq var af farven sort smoke, så var han altså en lille kat og endda samme race som Freja. Det gjorde bare Frøkenen endnu mere sur. - Det beskidte pjusk der har aldrig været en kat, og slet ikke en racerkat som jeg, lød det, hvorpå hun vendte sig, så vi kun kunne se hendes hale og dertil hørende.
Jeg vidste ikke helt om, jeg skulle undskylde Frejas opførsel, men Brita trak bare på skuldrene. - Kom, vi lukker ham ud, så kan hun sidde deroppe og være sur.
Som sagt så gjort, lågen til transportkassen gik op, og fra det øjeblik var der intet på Søndermarksvej, der blev normalt igen.
Med halen lige i vejret og sort pels strittende ud til højre og venstre spankulerede Nanoq ud af kassen. Så sig omkring, spandt lidt og besluttede sig for, at her ville han godt bo.
Freja, som stadig holdt stand på køkkenbordet, hvorfra hun hvæsende fortalte, hvad hun mente om situationen, kiggede han bare på en enkel gang, så trak han på skuldrene og gik over og spiste hendes mad. Frøkenen var nær besvimet af forargelse. - Aldrig har jeg set noget lignende, råbte hun og løb over til mig i et forsøg på at fedte sig ind. - Rotten spiser min mad! MIN MAD! Men da vi ikke gjorde noget for at hjælpe hende - og da Nanoq stadig ikke værdigede hende et blik - gav hun til sidst op og satte sig bare forundret på bordet og fulgte den lille pelsdusk med øjnene.
Nanoq spiste alt maden, gik på bakken (også Frejas selv om de har hver deres) og så hoppede han ellers op i hendes yndlingsstol og lagde sig godt til rette. Lidt efter sov han.
Brita mente nok, at Freja skulle tø op. - Hun er jo kun seks måneder og selv en killing, så der går ikke lang tid, så er de venner, forudså hun, inden hun kørte.
Jeg så på Freja, som havde en mund, der vendte nedad og skiftevis lynede med skældsord og hvide tænder. Jeg håbede, at Brita fik ret.
Om natten sov den lille spindende fyr i min arm, mens han igen og igen fortalte mig, hvor sød han var og så på mig med forelskede små øjne.
Freja kiggede med fra køkkenbordet, og om natten kunne jeg hører, hvordan hun igen og igen surt mumlede for sig selv. - En vandrotte! At tænke sig! En vandrotte her i MIT hjem!”…

Alt var idyl med mig og mine to MCO, men så dukkede Døden igen op i Viborg - og han tog endnu en af mine venner med sig alt for tidligt.

"Kapitel 5: Det sker igen

Der gik to vidunderlige måneder. Trods alle mine strabadser, nød jeg livet med mine to katte og de livet med mig og hinanden, indtil døden igen bankede på vores dør. Igen var det alt for tidligt, og igen var det et af mine elskede dyr, den tog med. Døden kom efter Freja i en alder af otte måneder, og det havde nær væltet mig rent følelsesmæssigt at miste igen så kort tid efter Happy. I dag kan jeg takke Nokie - min klippe - for at jeg turde fortsætte og elske igen.
Det hele startede med en betændelse i det ene øje. Vi tog til dyrlæge, fik noget salve og gik i gang med behandlingen, som Freja - utroligt nok - fandt sig i. Hendes tilstand var stabil, men jeg fornemmede, at hun ikke var hel frisk. Talte med dyrlægen igen, som mente, at vi skulle give hende lidt tid, da en infektion kunne tære på kræfterne, og hun havde jo ingen feber. Fire dage senere blev jeg vækket af, at Nanoq skreg på en måde, som jeg aldrig før har hørt en kat skrige. Jeg tumlede ud af sengen, fik tændt lyset og fandt Freja liggende på gulvet i badeværelset. Hun gispede voldsomt efter vejret, forsøgte at rejse sig, men væltede hele tiden over til den ene side. Detaljerne skal jeg skåne jer for. Mest af hensyn til Frejas eftermæle, men det var ikke et kønt syn. På en eller anden måde lykkedes det mig at bevare roen, få Freja i transportkassen og klæde mig på, imens jeg ringede efter en taxa og til dyrlægen for at fortælle, at vi kom nu. Inden jeg løftede kassen, stak Nanoq snuden helt hen til Freja og miauvede. Hun svarede på samme måde, og så gik vi.
I journalen skrev dyrlægen, at "katten har for lav kropstemperatur, vælter til siden, kan ikke korrigere bevægelserne og er delvis lam. Fremtidsprognose: SLET. " Jeg vidste det allerede, da jeg forlod klinikken efter at have afleveret Freja derude til nærmere undersøgelse. Jeg ville ikke få hende med hjem igen. Jeg ville miste endnu en ven, som jeg netop havde knyttet mig til. En ven, som jeg elskede højt, og som havde givet mig så meget kærlighed igen. Dyrlægen ringede nogle timer senere. Han ville aflive nu, og jeg kunne ikke komme og sige farvel. Min verden brød sammen. - Det lader til, at infektionen har spredt sig til Frejas hjerne og frembragt en skade der. Hun vil hverken kunne genkende dig eller du hende. Spar dig selv for den oplevelse, og lad hende få fred, sagde min dyrlæge, og jeg gav ham naturligvis ret. En obduktion viste, at Freja var død af FIP, smitsom bughinde betændelse, som dog heldigvis ikke smitter mellem katte, og som derfor ikke havde smittet til Nanoq. Det var min eneste trøst midt i sorgen. At jeg ikke også ville miste ham.
Da jeg besøgte klinikken igen, var tavsheden larmende. Ingen vidste rigtig, hvad de skulle sige. Der stod manden, som for anden gang på et halvt år havde aflivet en af mine kat. Han forklarede, at FIP med stor sandsynlighed var grunden til, at Frejas sår ikke ville gro sammen efter sterilisationen og udtrykte sin medfølelse med mig, men jeg var som i en ond drøm og kunne ikke rigtig svare.
Min lille pige var væk. Død.
Jeg skulle aldrig mere vågne ved, at hun stod og stampede på min dyne og spindende bekendtgjorde, at nu var klokken tre. Aldrig mere se ind i hendes kloge øjne og aldrig mere have den store ære at stryge hendes bløde pels. Freja var væk. Forsvundet fra mit liv. Og fra Nanoqs.
Jeg spottede ingens gud. Gik bare hjem og smed mig på sengen, imens jeg græd og græd og krammede lille Nanoq ind til mig igen og igen. Han protesterede ikke, og han ledte heller ikke efter Freja. Jeg ved, at han forstod.

                                                           #

På kommoden ved siden af min computer, hvor jeg sidder og skriver disse ord, står en ramme med billeder af Freja. Hun leger og spinder på dem alle sammen. Er så fuld af liv og energi og glæde. Er så nærværende og munter. På en lille gul lap, som jeg satte på rammen, den gang hun kom tilbage efter sterilisationen, står “At leve er ikke hvor længe, men hvordan”. Og det var netop, hvad min lille pige gjorde. Levede fuldt ud hver dag, elskede rent og inderligt og spredte glæde i hvert sekund, hun var her. Endnu et poteaftryk er sat i mit hjerte.
Et poteaftryk fra et stort væsen, som jeg er taknemmelig over, at jeg måtte lære at kende.
Bare en kat? Måske, men sikken en!

                                                       Til Freja

En mark så grøn,
en blomst så køn,
solstrålen på min kind,
strejf af en forårsvind.

Et øjeblik, et nu, et minde.
En kærlighed så dyb kan ikke forsvinde.
En fornemmelse af nærvær, et kort sekund,
et smil, der spiller om min mund.
En fryd, en glæde i mit hjerte,
som jager bort al mørke og smerte.
Og pludselig jeg ser

  • du er jo lige her!

Jeg har ændret min holdning,
den var for stejl.
Sagde jeg mistede dig, da du døde,
men jeg tog fejl.
Behøver ikke græde mer´
for du er jo stadig lige her.
I alt det gode, som der sker."

Ja Freja er her endnu. Min kærlighed til hende er evig og den kan ingen sygdom eller død tage fra mig. Nogensinde:-)

Tak Freja fordi du lærte mig og Nanoq så meget og for alle de gode grin vi delte:-)

Knus Helle

Nu sidder jeg og græder -kedhvor er livet dog uretfærdig -ked

Stor trøstekrammer -kramer

åh hvad skal man dog sige til dig lige nu -ked Jeg kan kun græde lidt sammen med dig, føle en brøkdel af din smerte, men tro mig det er også det jeg gør -ked
Livet er bare så uretfærdig en gang imellem -brist -brist

-ked -ked -ked -ked -ked -ked -ked -ked -ked

ej Helle altså…

KÆMPE -pote trøste -kramer

Ja der findes ikke rigtig nogle ord…

Men tak:-)