Til mit spørgsmål i slutningen hører lidt forhistorie.
Mine forældre og et hold venner passer ofte hund for hinanden.
De har begge to hunde, men har forholdene til at kunne passe alle 4. Det giver jo et naturligt “bytte” i at passe hund for hinanden.
Det har altid fungeret godt og været “let” for alle
Når jeg har været på besøg, har det altid været hyggeligt - hey 4 hunde at hygge med i stedet for 2 er jo bare dejligt
For tre år siden fik vennerne så en ny hund, da de måtte sige farvel til den ældste. Så nu har de den “nye” Quilla og den “gamle” hund Malu.
Malu og jeg har altid være “buddies” - jeg har lånt hende på jagt og generelt har vi altid haft kemi. Det har jeg - uden at være selvfed - med langt de fleste hunde, især münsterländerne, som jeg jo far barnsben er vant til at læse og omgås.
Den nye hund var fra start “reserveret” over for nye hunde og mennesker, men ikke noget “særligt” - ud over at det er lidt atypisk for en grosser münsterländer at være.
Jeg mødte Quilla første gang da hund var omkring de 6-7 mdr. hos sine ejere på et aftenbesøg.
Hun undgik mig, men ellers ikke noget. Jeg gjorde ikke noget særligt - for hun kom nok når hun var klar. De lå også det meste af aftenen selvvalgt i bryggerset, så jeg så hende knap.
Anden gang jeg mødte hende var hos mine forældre. Det var lidt en uheldig start, som jeg nu bagefter gerne ville have lavet om!
Jeg kom hjem til forældrene før de havde fri fra arbejde og jeg anede faktisk ikke, at der den dag var 4 hunde og ikke 2 som vanligt i hundegården.
Mine forældres hunde - Zeiko og Zentha - kom glade ud i hundegården. Da jeg går ind for at lukke dem ud, ser jeg Malu stå og hoppe og danse af glæde for at blive lukket ud også.
Jeg kom glad og kaldende ind i rummet med solbriller og kasket på - og omme bagved de tre andre - stod pludselig Quilla med rejste børster og knurrede
Hun blev tydeligvis godt og grundigt forskrækket og bange for mig :S BUM - hvor trådte jeg grundigt i spinaten, men for hulen - sådan “plejer” jeg jo bare at gå ind til de hunde, for de kender mig jo… bare ikke Quilla.
Hun tøede langsomt op hen over dagen, men grundlæggende utryg ved mig hele eftermiddagen.
jeg vidste at de to - Quilla og Malu - har en tendens til at strejfe, så de kom begge på kæde udenfor (dejlig sommerdag ) og de to hjemmevandte hunde kunne så gå løs omkring dem. De er heldigvis super søde til bare at lægge sig ved de to andre, så det var jo fred og fordragelighed.
… bortset fra at Quilla hele weekenden og ved hvert fremtidige møde har været bange, utryg og direkte truende over for mig lige siden
Vi har været på jagt sammen - men hun løber konsekvent uden om mig, knurrer gerne af både mig og den hund jeg går med, når vi står og venter eller sidder på samme trailer. Jeg har været på besøg hos det vennepar mange gange siden - og her har jeg både prøvet at totalt ignorere hende, være ekstra glad over for hende og være som jeg ellers er over for de tre andre hunde - med samme resultat. En hund som knurrer af mig, så snart hun er inden for 2 meters afstand af mig. :S
Godt nok er hun også reserveret over for andre “nye” - men det går som regel hurtigt over. og det er ALDRIG som den grad hun er over for mig.
En enkelt gang var det nær gået galt; da jeg skulle sætte snore på alle hunde inden en gåtur.
Uden at skænke det en tanke, behandler jeg hende som alle de andre - de 3 af 4 er altså MEGET ens af statur, farvefordeling og tyngde, så jeg troede hun var Malu. Da jeg sætter snoren på for hurtigt knurrer hun og klaprer tænder af ren forskrækkelse af min hånd
Til dagligt tænker jeg ikke over Quilla. Det er 5-6 gange om året vi “ser hinanden” af kort varighed (jagter, en sommer-aften og julefrokost ).
MEN MEN - nu står jeg pludselig med en “situation”.
Om noget tid havde mine forældre sagt ja til at passe hunde. Der kom så pludselig en 2*70år fødselsdag ind på noget familie på Sydfyn.
Min mor spørger straks om jeg så vil passe hundene. Jow da - naturligvis tænker jeg Det skal da bare blive hyggeligt med en “hundeweekend” i Thy.
Det er vel 3 måneder siden jeg sagde ja til. Men først her i weekenden kom jeg til at tænke på, hvad med Quilla
Jeg vil ikke have en chance for at kalde hende til mig = hun skal altid være i snor udendørs. (Malu kommer heldigvis 110% på den rette fløjte, så selvom hun løber langt ud, kommer hun ind igen).
Det er alligevel mindst 8 gange jeg skal have snor på hunden til gåturene - og jeg indrømmer at den klapren med tænderne faktisk sidder i mig endnu. Jeg kan blive nervøs ved at skulle sætte en snor i det halsbånd - det er alligevel ret tæt på munden… Har selvfølgelig en retrieverline som kan komme omkring hovedet, men den er dælme kort at gå i hver gang vi skal ud
Jeg har hat idé om, hvorfor hun stadig er lurren ved mig. Hvad det er - om det er lugten af kattene, hun ikke kan lide, eller hvad hulen det kan være.
Det SKAL fungere fra fredag aften til søndag eftermiddag den weekend. Der er ikke andre muligheder.
Men hvordan hulen, skal jeg komme “ind på livet” af den hund? Jeg ville jo sådan set gerne hygge mig med alle 4 hunde den weekend
Min far driller med, at det komme så snart Qulla får et par leverpostejsmadder til morgenmad, for det får den kun hos mine forældre (ikke et ORD om det morgenmads-valg til hund - hundene elsker det og mine forældre kommer aldrig til at ændre på det:ups: ). Quilla ELSKER elsker leverpostejsmadder åbenbart
Men hvis det bare var et spørgsmål om godbidder og mad… Jeg er bange for det ikke løses så let. Münsterländerne er jo ikke de mest madglade dyr og jeg tvivler faktisk på, at hun ville tage noget “fra min hånd”.
Skal jeg bare gøre mit bedste for, at lade som om hun er “lige som de andre” og bare behandle dem alle ens, men forbehold for, at hun ikke bliver sluppet løs. Altså ignorere det og lade som om alt er trygt og godt - som det plejer.
Eller kan/skal jeg gøre noget aktivt for, at vise hende, at jeg ikke er “farlig” ? :?
Jeg har aldrig før stået med en hund, som er bange for mig - og det er lidt det jeg læser hende som: utryg og til tider bange for mig.
som en note. Quilla er ikke “nederst” i hierakiet. Derhjemme har hun helt sikkert teten over Malu, selvom hun er yngst. Hos mine forældre bestemmer Zentha over Malu og Quilla, mens Zeiko (yngst og mindst) klart er “sidst til at spise”.
De fungerer alle 4 som sådan rigtig fint sammen. Der er aldrig bøvl mellem dem. Malu og Zentha sover længe som de ældre damer de er, mens Quilla og Zeiko tumler og leger sammen.
Men er Zeiko nu med mig på jagt - så skal hun knurres og gøs af af Quilla, fuldstændig som hun knurrer af mig, kommer vi hinanden for nært :S
Quilla fungerer ellers til hundetræning uden problemer om andre hunde og mennesker.
Men jeg er ikke sikker på, hvor grundigt hun er socialiseret.
Hun lades aldrig alene med børnebørnene, da de har oplevet hende nervøs omkring dem. Men slet slet ikke i nærheden af hendes opførsel over for mig.