Frygtsom hund

Til mit spørgsmål i slutningen hører lidt forhistorie.

Mine forældre og et hold venner passer ofte hund for hinanden.
De har begge to hunde, men har forholdene til at kunne passe alle 4. Det giver jo et naturligt “bytte” i at passe hund for hinanden.
Det har altid fungeret godt og været “let” for alle :slight_smile:
Når jeg har været på besøg, har det altid været hyggeligt - hey 4 hunde at hygge med i stedet for 2 er jo bare dejligt :slight_smile:

For tre år siden fik vennerne så en ny hund, da de måtte sige farvel til den ældste. Så nu har de den “nye” Quilla og den “gamle” hund Malu.
Malu og jeg har altid være “buddies” - jeg har lånt hende på jagt og generelt har vi altid haft kemi. Det har jeg - uden at være selvfed :ups: - med langt de fleste hunde, især münsterländerne, som jeg jo far barnsben er vant til at læse og omgås.
Den nye hund var fra start “reserveret” over for nye hunde og mennesker, men ikke noget “særligt” - ud over at det er lidt atypisk for en grosser münsterländer at være.
Jeg mødte Quilla første gang da hund var omkring de 6-7 mdr. hos sine ejere på et aftenbesøg.
Hun undgik mig, men ellers ikke noget. Jeg gjorde ikke noget særligt - for hun kom nok når hun var klar. De lå også det meste af aftenen selvvalgt i bryggerset, så jeg så hende knap.
Anden gang jeg mødte hende var hos mine forældre. Det var lidt en uheldig start, som jeg nu bagefter gerne ville have lavet om!
Jeg kom hjem til forældrene før de havde fri fra arbejde og jeg anede faktisk ikke, at der den dag var 4 hunde og ikke 2 som vanligt i hundegården.
Mine forældres hunde - Zeiko og Zentha - kom glade ud i hundegården. Da jeg går ind for at lukke dem ud, ser jeg Malu stå og hoppe og danse af glæde for at blive lukket ud også.
Jeg kom glad og kaldende ind i rummet med solbriller og kasket på - og omme bagved de tre andre - stod pludselig Quilla med rejste børster og knurrede :uha:
Hun blev tydeligvis godt og grundigt forskrækket og bange for mig :S BUM - hvor trådte jeg grundigt i spinaten, men for hulen - sådan “plejer” jeg jo bare at gå ind til de hunde, for de kender mig jo… bare ikke Quilla.

Hun tøede langsomt op hen over dagen, men grundlæggende utryg ved mig hele eftermiddagen.
jeg vidste at de to - Quilla og Malu - har en tendens til at strejfe, så de kom begge på kæde udenfor (dejlig sommerdag :slight_smile: ) og de to hjemmevandte hunde kunne så gå løs omkring dem. De er heldigvis super søde til bare at lægge sig ved de to andre, så det var jo fred og fordragelighed.
… bortset fra at Quilla hele weekenden og ved hvert fremtidige møde har været bange, utryg og direkte truende over for mig lige siden :frowning:

Vi har været på jagt sammen - men hun løber konsekvent uden om mig, knurrer gerne af både mig og den hund jeg går med, når vi står og venter eller sidder på samme trailer. Jeg har været på besøg hos det vennepar mange gange siden - og her har jeg både prøvet at totalt ignorere hende, være ekstra glad over for hende og være som jeg ellers er over for de tre andre hunde - med samme resultat. En hund som knurrer af mig, så snart hun er inden for 2 meters afstand af mig. :S

Godt nok er hun også reserveret over for andre “nye” - men det går som regel hurtigt over. og det er ALDRIG som den grad hun er over for mig.
En enkelt gang var det nær gået galt; da jeg skulle sætte snore på alle hunde inden en gåtur.
Uden at skænke det en tanke, behandler jeg hende som alle de andre - de 3 af 4 er altså MEGET ens af statur, farvefordeling og tyngde, så jeg troede hun var Malu. Da jeg sætter snoren på for hurtigt knurrer hun og klaprer tænder af ren forskrækkelse af min hånd :uha:

Til dagligt tænker jeg ikke over Quilla. Det er 5-6 gange om året vi “ser hinanden” af kort varighed (jagter, en sommer-aften og julefrokost :tihi:).
MEN MEN - nu står jeg pludselig med en “situation”.

Om noget tid havde mine forældre sagt ja til at passe hunde. Der kom så pludselig en 2*70år fødselsdag ind på noget familie på Sydfyn.
Min mor spørger straks om jeg så vil passe hundene. Jow da - naturligvis tænker jeg :slight_smile: Det skal da bare blive hyggeligt med en “hundeweekend” i Thy.
Det er vel 3 måneder siden jeg sagde ja til. Men først her i weekenden kom jeg til at tænke på, hvad med Quilla :uha:

Jeg vil ikke have en chance for at kalde hende til mig = hun skal altid være i snor udendørs. (Malu kommer heldigvis 110% på den rette fløjte, så selvom hun løber langt ud, kommer hun ind igen).
Det er alligevel mindst 8 gange jeg skal have snor på hunden til gåturene - og jeg indrømmer at den klapren med tænderne faktisk sidder i mig endnu. Jeg kan blive nervøs ved at skulle sætte en snor i det halsbånd - det er alligevel ret tæt på munden… Har selvfølgelig en retrieverline som kan komme omkring hovedet, men den er dælme kort at gå i hver gang vi skal ud :frowning:

Jeg har hat idé om, hvorfor hun stadig er lurren ved mig. Hvad det er - om det er lugten af kattene, hun ikke kan lide, eller hvad hulen det kan være.

Det SKAL fungere fra fredag aften til søndag eftermiddag den weekend. Der er ikke andre muligheder.
Men hvordan hulen, skal jeg komme “ind på livet” af den hund? Jeg ville jo sådan set gerne hygge mig med alle 4 hunde den weekend :slight_smile:

Min far driller med, at det komme så snart Qulla får et par leverpostejsmadder til morgenmad, for det får den kun hos mine forældre (ikke et ORD om det morgenmads-valg til hund - hundene elsker det og mine forældre kommer aldrig til at ændre på det:ups: :tihi:). Quilla ELSKER elsker leverpostejsmadder åbenbart :smiley:

Men hvis det bare var et spørgsmål om godbidder og mad… Jeg er bange for det ikke løses så let. Münsterländerne er jo ikke de mest madglade dyr og jeg tvivler faktisk på, at hun ville tage noget “fra min hånd”.

Skal jeg bare gøre mit bedste for, at lade som om hun er “lige som de andre” og bare behandle dem alle ens, men forbehold for, at hun ikke bliver sluppet løs. Altså ignorere det og lade som om alt er trygt og godt - som det plejer.
Eller kan/skal jeg gøre noget aktivt for, at vise hende, at jeg ikke er “farlig” ? :?

Jeg har aldrig før stået med en hund, som er bange for mig - og det er lidt det jeg læser hende som: utryg og til tider bange for mig.

som en note. Quilla er ikke “nederst” i hierakiet. Derhjemme har hun helt sikkert teten over Malu, selvom hun er yngst. Hos mine forældre bestemmer Zentha over Malu og Quilla, mens Zeiko (yngst og mindst) klart er “sidst til at spise”.
De fungerer alle 4 som sådan rigtig fint sammen. Der er aldrig bøvl mellem dem. Malu og Zentha sover længe som de ældre damer de er, mens Quilla og Zeiko tumler og leger sammen.
Men er Zeiko nu med mig på jagt - så skal hun knurres og gøs af af Quilla, fuldstændig som hun knurrer af mig, kommer vi hinanden for nært :S
Quilla fungerer ellers til hundetræning uden problemer om andre hunde og mennesker.
Men jeg er ikke sikker på, hvor grundigt hun er socialiseret.
Hun lades aldrig alene med børnebørnene, da de har oplevet hende nervøs omkring dem. Men slet slet ikke i nærheden af hendes opførsel over for mig.

Puha, den er sg* svær Pia…
Lad mig lige tænke lidt tanker og evt få en snak med andre… måske kan jeg så komme med lidt fornuftigt i morgen.

Jeg tror ikke umiddelbart jeg er en hjælp.
Da Nolle blev smidt af hos mig, var det en virkelig skræmt hund jeg stod med.
Den ene gang jeg havde mødt ham, uden for, var han som en “vildhund”. Gik rundt om mig, og gøede. Han skulle ikke tæt på.
Det jeg egentlig ville sige, er om du evt. har mulighed for at være helt alene med hende? Det virkede nemlig med Nolle.
Jeg satte mig bare i sofaen, og læste en bog. Og efter en times tid, hoppede han op og lagde sig ved mig. Han var stadig utryg, men søgte mig i stedet.
Det er selvfølgelig ikke helt samme situation. Men Nolle er om noget nervøs ved nye mennesker også.

Ann, har sikkert en helt anden løsning :slight_smile: Det var bare hvad jeg har prøvet.

[QUOTE=Blunky;1306753]Jeg tror ikke umiddelbart jeg er en hjælp.
Da Nolle blev smidt af hos mig, var det en virkelig skræmt hund jeg stod med.
Den ene gang jeg havde mødt ham, uden for, var han som en “vildhund”. Gik rundt om mig, og gøede. Han skulle ikke tæt på.
Det jeg egentlig ville sige, er om du evt. har mulighed for at være helt alene med hende? Det virkede nemlig med Nolle.
Jeg satte mig bare i sofaen, og læste en bog. Og efter en times tid, hoppede han op og lagde sig ved mig. Han var stadig utryg, men søgte mig i stedet.
Det er selvfølgelig ikke helt samme situation. Men Nolle er om noget nervøs ved nye mennesker også.

Ann, har sikkert en helt anden løsning :slight_smile: Det var bare hvad jeg har prøvet.[/QUOTE]

altså jeg ville sagtens kunne lukke de tre andre fra og så bare sætte mig i jagtstuen med hende med en god bog eller sådan noget.
Sofaen må hun ikke være i, men hun kan ligge lige ved siden af, hvis hun vil - eller jeg kan sætte mig på bjørneskindet, som er dejligt rart at være på også :slight_smile:
Men om hun vil søge mig, er jo så det gode spørgsmål.

Nu har jeg aldrig selv arbejdet med en hund der var bange for mig, bange for andre ja men aldrig mig selv.

Din første udfordring bliver at finde noget hun synes er guf, alle hunde har et eller andet også selvom de ikke er den normale madglade type. For min hund er det stegt kød eller pølser, jeg brugte pølser til at vænne ham til fremmede. Han var hunderæd for alt og alle i starten da jeg fik ham, nu tror han alle vil snakke med ham. Vær ikke bekymret for om hun vil tage af din hånd til at starte med, det er nok hun ser at du smider guffen til hende i starten. Det er måske lidt svært med de andre hunde der, så jeg ville nok lukke dem fra hvis det ikke stresser hende, eventuelt giv hende mindre mad den dag så hun stadig er lidt sulten. Dog pas på du ikke presser hende mens du er alene med hende, lad hende følge gufferne og komme til dig. Jeg er ret sikker på hendes reaktion til dig kommer fra hendes chock første gang I mødtes, hun husker hvor forskrækket hun blev og det sidder i hende endnu. Du skal have hende til at forbinde dig med noget godt istedet for forskækkelsen.

Med henhold til gåturene ville det nok være bedst hvis du kunne arbejde en smule med hendes tryghed inden du skal være alene med hende hele weekenden, gerne sammen med hendes ejer. Kan du eventuelt forlænge den line du snakker om hvis du ikke har mulighed for at arbejde lidt med hende inden den weekend ?

Disse viser det meget godt og giver et par råd undervejs


jeg når desværre ikke at kunne arbejde med hende inden weekenden :frowning:
Ville ønske vi lige have tænkt os om, allerede da jeg sagde ja - for så havde vi kunne nå det. Tankeløst, men det er svært at ændre på nu.

og jo - tror nu nok jeg finde noget at forlænge snoren med - det er bare lige at gå huset igennem for liner :slight_smile:

Den hund ville jeg gå langt uden om. Det er ikke din, og du kan ikke arbejde med den som den kræver. Du ville skulle bruge meget mere tid. Endelig lyder det som en hund med en genetisk elendig evne til at afreagere. Den slags hunde er ofte uberegnelige. Jeg ville ikke røre den med en ildtang, var jeg dig. Det kan sikkert gå, men hvorfor skal du dog udsætte dig selv for det? Dine forældre må finde en anden løsning. At begynde og smålappe på den slags alvorligheder her er i bedste fald spild af tid. Måske kan du lykkes med det, men hvorfor ? Sideløbende er der hele din utryghed - som jeg forstår - og som sådan en usikker hund kan mærke. Dette er med til at forværre sagen. Mit råd er klart, at lade Quilla være og bede ejerne om at finde en anden pasning når den hund er der. De andre kan du uden problemer passe, men ikke en hund uden evne til at afreagere. Det er iøvrigt en af de vigtigste egenskaber at eje ved en hund - uanset race. Dine forældre bør desuden få hunden tjekket for smerter. Den adfærd er ikke normal, og du tager en stor del af skylden - dette bør du stoppe med. At en hund dør af at se et menneske med solbriller og kasket vidner om at der er mere galt end at man er “lidt usikker og skal have leverpostej”.

Er du nødt til at passe den hund denne ene gang, så pas rigtig godt på dig selv

[QUOTE=lenschow;1307162]Den hund ville jeg gå langt uden om. Det er ikke din, og du kan ikke arbejde med den som den kræver. Du ville skulle bruge meget mere tid. Endelig lyder det som en hund med en genetisk elendig evne til at afreagere. Den slags hunde er ofte uberegnelige. Jeg ville ikke røre den med en ildtang, var jeg dig. Det kan sikkert gå, men hvorfor skal du dog udsætte dig selv for det? Dine forældre må finde en anden løsning. At begynde og smålappe på den slags alvorligheder her er i bedste fald spild af tid. Måske kan du lykkes med det, men hvorfor ? Sideløbende er der hele din utryghed - som jeg forstår - og som sådan en usikker hund kan mærke. Dette er med til at forværre sagen. Mit råd er klart, at lade Quilla være og bede ejerne om at finde en anden pasning når den hund er der. De andre kan du uden problemer passe, men ikke en hund uden evne til at afreagere. Det er iøvrigt en af de vigtigste egenskaber at eje ved en hund - uanset race.[B] Dine forældre bør desuden få hunden tjekket for smerter.[/B] Den adfærd er ikke normal, og du tager en stor del af skylden - dette bør du stoppe med. At en hund dør af at se et menneske med solbriller og kasket vidner om at der er mere galt end at man er “lidt usikker og skal have leverpostej”.

Er du nødt til at passe den hund denne ene gang, så pas rigtig godt på dig selv [/QUOTE]

Det er ikke Pias forældres hund. Det er Pias forældres venners hund, som Pias forældre ofte passer.

Ikke det væsentlige i mit indlæg - som er manglende evne til at afreagere - ret det til “ejerne”.

Nå - det udvikler sig lidt i disse dage efter vores ferie.
Her i ugens løb har ejeren forsøgt at få passet Quilla et andet sted.

Da min mor og jeg afleverede Zentha og Seiko inden vi skulle på ferie hen over påsken, begyndte Seiko pludselig at reagere på Quillas adfærd over for mig.
Alle 4 hunde plejer jo at være fine venner…

Da vi kørte ind i indkørslen løb Malu og Quilla rundt på grunden som de plejer, når deres ejer går ude i haven ved dem. (de bor på en nedlagt landejendom - stor gårdsplads…)
Gamle Malu styrtede glad om for at hilse på mig. Med sig trak hun Quilla, som vist bare opfattede at der måtte komme en god person ud af den bil, siden Malu var så glad.
Quilla trak sig dog med det samme hun opdagede det var mig uden noget nævneværdigt - hun trak sig bare og løb om til min mor og videre om til bagsmækken af bilen, hvor vores hunde jo var.

Da vi står og snakker med ejeren af Quilla og Malu kommer Quilla faktisk hen til mig og snuser, forsigtigt og lettere undvigende - kigger på Malu og Seiko, som stadig står klinet op ad mit ben for at snakke, og brummer let mens hun bakker væk og egentligt bare går sin vej.
Her begynder Seiko - den mindste af alle fire og faktisk hende, som plejer at være “underdog” i den flok, at knurre og gø af Quilla - hun stilte sig ind mellem Quilla og mig :uha:
Det gik efter sigende helt væk - Seikos adfærd - med det samme vi kørte. Alle fire var fine venner i de 9 dage, de passede hundene sammen. ingen gøen, ballade eller noget som helst - de legede og fjollede som de plejer.

så nu forsøger han om Quilla kan passes et andet sted.
Hvis ikke det lykkes - så bliver det “kun” fra lørdag eftermiddag til søndag formiddag nu, jeg skal passe dem og ikke fra fredag, som ellers var planen.
Så det kun bliver kortest nødvendige tid, jeg skal passe Quilla.
Og så bliver hundene luftet af to omgange - Malu og Quilla for sig, og mine forældres hunde for sig. Ekstra motion til mig.
Lige så meget, så vi ikke risikere der ikke bliver problemer mellem Quilla og Seiko, for de to plejer jo ellers at fungere rigtig fint sammen. Men Seiko er åbenbart ikke glad for Quillas adfærd over for mig…
Det har jeg alligevel aldrig prøvet.

Jeg kan ikke bestemme om Quilla skal til dyrlæge , men det går jeg ud fra hun kommer jævnligt, for hun bliver brugt til div. prøver osv osv. og får tjekket for HD-status osv., de hunde plejer bestemt ikke at komme en gang for lidt til dyrlægen.
Tværtimod er min opfattelse faktisk at han rådfører sig med dyrlægen med selv det mindste.