Gizmo og jeg er lige kommet hjem fra dyrlægen…
Egentlig skulle han have været vaccineret, men det måtte vi udsætte til den 18. august, da vaccinen ikke ville du sammen med den behandling han ellers fik.
Jeg lagde for en uges tid mærke til at stuepanteren var begyndt at blive mere korthåret tre steder på kroppen igen. Sidste efterår havde han slikket sig bar de helt identiske steder: nederst på maven og to pletter på hans højre lår. I oktober sidste år fik han en Medrol-indsprøjtning og der har ikke været noget siden. Pelsen voksede langsomt (meget langsomt) og sikkert frem igen.
Men for en uges tid siden var den altså gal igen, pletterne blev mere og mere tydelige, så da jeg ringede til dyrlægen i dag for at bestille en tid og fortalte om symptomerne, fik vi en tid allerede her sidst på dagen for at han ikke skulle gå og have kløe hele weekenden med.
Hos dyrlægen fik vi en rigtig god snak. Først om hvorfor han ikke kunne blive vaccineret samtidigt (Medrol nedsætter immunforsvaret og vaccinen booster samme) og derefter om hans tidligere sygdomsforløb. Der var ikke tegn på lopper og som jeg også sagde, så så hans loppeallergi meget anderledes og meget mere alvorlig ud. Hun gav mig også ret i at det var mærkeligt at det kun var på den ene side af kroppen han slikkede - og at stederne var identiske med sidste gang.
Men det blev til at han fik en Medrol-indsprøjtning igen, dyrlægen mente helt sikkert at det kunne forsvares når han sidst havde fået en i oktober sidste år og først havde fået problemer nu. Hun havde patienter der fik en indsprøjtning hver 6. uge, så at Gizmo havde været symptomfri så længe synes hun var positivt.
Gizmo lagde under hele konsultationen kraftigt an på dyrlægen og ja, jeg må indrømme det - han har solgt sig selv til endnu en dyrlæge i den praksis. “Du kunne godt blive klinik-kat her hos os,” sagde hun i hvert fald imens hun gnubbede og kælede og svømmede hen over hans dejlige øjne.
Og det bedste af det hele var da han blev vejet…
Min bamse har tabt sig 600 gram og er nu nede på 9,3 kilo
Altså virker vores nye “kur” med ingen lightfoder og godt med vådfoder en gang om dagen. Jeg er simpelthen så stolt af ham at jeg ikke ved hvilket ben jeg skal stå på
Nu vil jeg holde nøje øje med ham weekenden over for at tjekke at han holder op med at slikke sig overdrevent - og så er det igang med hans Viacutan kapsler igen (de har været glemt lidt i flytteforvirringen…) så hans immunforsvar kan blive mere modstandsdygtigt mod allergi.
Og hans vaccinationstid i næste måned ligger så vi stadig kan komme til Gram den 5. september uden problemer - mig og min bamse.
Stuepanteren er lige hoppet herop til mig, han spinder stadig som en ny-tunet motor og er i super humør Bare alle mine katte var så nemme.
Nåh ja, så fik jeg også lige et stempel og en underskrift på et hjemmelavet papir til boligforeningen, om at både Gizmo og Junior er kastrerede og mærkede. Så kan det blive afleveret når jeg skal derud om en uges tid alligevel