Nu synes jeg vi trænger til en tråd om de gode opdrættere vi kender, for der er heldigvis mange. Og heldigvis er de “uheldige” i mindretal.
Vi fik vores første racekatte i 1988 (efter vores huskatte på 16 år var døde). Dejlige buttede Silver Shadede Brite killinger uden øjenproblemer eller andre skavanker. 2 små dejlige isjørne (Molly kom til 8 måneder senere fra samme opdrætter).
Selvom jeg havde haft kat i 16 år, så var der virkelig meget jeg ikke vidste, og slet ikke om udstillinger, andet end som besøgende. Opdrætteren støttede, forklarede og introducerede mig til udstillingsverdenen. Jeg kunne altid ringe om alting, og hun tog sig tid til at forklare. Senere da en af misserne som 6 årig fik en autoimum sygdom, der varede over 1 måned, var vi i kontakt konstant hvor hun virkelig skulle trøste og støtte, og hvis det drejer sig om mine katte, så har jeg ingen hæmninger. Jeg har helt sikkert været en pestilens af rang.
På det tidspunkt var vi medlem af BB klubben og der var også en dejlig personlighed Inger Spiro, der virkelig også måtte lægge øre til mit tuderi, og som også støttede, selvom hun slet ikke var min opdrætter, bare en vi havde forbindelse med fordi vi trykte BB bladet og var i klub med.
Da vi fik vores Somali var det også af en rigtig sød og hjælpsom opdrætter, men jeg var efterhånden så erfaren, at jeg vist ikke brugte hende ret meget.
De sorte pigers opdrætter er vist holdt op, men de kom også fra et ordentligt opdræt, hvor jeg dog heller ikke har haft behov for kontakt. Quini kommer fra Brita, og jeg kan ikke huske, om jeg har brugt Brita til andet end dagligdagsting. Men jeg er 100% sikker på, at jeg altid vil kunne ringe og få hjælp, hvis jeg har behov.
Jeg er sikker på, at der er mange der som jeg, har oplevet hjælpsomme opdrættere med dejlige killinger