Katte har jo forskellig personlighed lige som alle andre individer.
Da jeg begyndte at få børn (og dyr), vænnede de sig til hinanden, efter som der kom nye til af forskellige slags,
dengang kom de altid til som små - både mennesker og dyr, og så vænner de sig oftest til hinanden ret hurtigt.
Efter menneskebørnene blev voksne og flyttede, har jeg (også) haft mange forskellige katte, der har reageret på forskellige måder på børn.
Pjevs var en stor dreng på 10 kilo, samtidig var han en stor kylling, når børnebørnene kom på besøg, gjorde han sig usynlig,
det samme gjorde han, når min venindes børn kom, men dem vænnede han sig lidt mere til, da de kom hver dag.
Dog blev han aldrig tryg ved nogen børn, - om det var støj niveau’et eller uroen i huset, fandt jeg aldrig ud af.
Nu har jeg Tjalfe, der reagerer direkte modsat, når der kommer børn i huset.
Han kommer straks og sætter sig på lur (eller vente position), så legen kan begynde, han vil lege og jage eller ‘jages’.
Selvfølgelig kan han køres træt, men alligevel ser han længselsfuldt efter børnene, når de går.
Det sjove er, at Tjalfe har meget andet tilfælles med Pjevs i væremåde, han er kærlig, kælen, doven, lidt dum mm. - som Pjevs.
Så det er ikke let at drage paraleller, - heller ikke engang når der er tale om racekatte.
F.eks. skulle Siamesere og Orientalere have nogenlunde samme temperament,
men Siameseren, som bor hos mig elsker alle mennesker og forventer, de elsker ham,
hvor imod min søns Orientaler er en rigtig kylling,
det er først efter han er fyldt 15, jeg er begyndt at kunne komme ham nær.
Maine Coon: Min datters veninde har en, der elsker alle uanset alder - både familie og fremmede.
Min datter har en, der er super kælen og påtrængende hos hende selv plus mand og børn,
men hun holder meget lav profil, når der kommer andre folk i huset.
Morale: Jeg tror, det ligger i den enkelte kats psyke, (uanset herkomst)
om den er glad for børn eller bange for dem,
om den er glad for voksne eller bange for dem,
om den er glad for hunde eller bange for dem…
o.s.v…
Der er simpelthen ikke en rød tråd… Katte er bare forskellige - som os.
Mange andre har skrevet noget lignende om deres erfaringer, men jeg håber, mit bidrag har bare et eller andet, som måske kan gøre en forskel.
Jeg er sikker på, at Charlie nok skal blive mere afslappet med hensyn til børn,
men han bliver nok aldrig vild med dem. Det er jo heler ikke det vigtigste, bare han lærer ikke at være bange for dem.
Pøj-pøj med Charlie og hans ‘tilvænning’… 
.