Har i oplevet dette? (Børn)

Katte Generel snak om katte
#1

Første gang Charlie så små børn flygtede han skrigende væk - efter en dags tid var tingene OK. Det var for et par år siden.

I år havde jeg så en veninde på besøg med børn. De første dage var der intet - derefter blev Charlie mere indlukket. Da de rejste blev han sig selv igen.

Nu har der igen været en børne familie på besøg og samme mønster - de første dage OK og derefter tilbageholdende/indelukket.

Det skal siges at begge holds børn selv har katte - de har ikke jagtet ham eller på nogen måde ladet ham lide overlast, drevet rovdrift med hensyn til leg eller noget som helst.

Charlie er igen sig selv men det undre mig altså :slight_smile:

#2

Nej, det lyder da lidt mærkeligt, men mon ikke, at det hele bliver lidt for meget for Charlie efter et stykke tid ?
Hvis man ikke er vant til børn og den larm, der ofte følger med, kan det hele godt virke overvældende og sådan kan en kat vel også sagtens have det…

Jeg har et omvendt problem med Filur- der skal altid være gang i den og helst en masse hunde, mennesker og børn omkring ham og hvis man ikke kommer til ham, så kommer han til dem.
Vores lille dreng på 6 mdr. er altså spændende, selvom han ikke har styr på, at være sød ved katte endnu. Det rør dog ikke Filur, der hele tiden planter sig lige foran ham.
Barnet kravler jo, så vi har vores hyr, men heldigvis er Filur en kat, at man kan stole på, men undre mig stadig over at han søger sådan til den bette hele tiden…
Jeg er ved at lære ham kommandoen- flyt dig kat, men den er ikke gået helt ind på lystavlen endnu. :stuck_out_tongue:

#3

Første gang Diva så naboen datter (dengang ca. 2 år) blev Diva meget, meget vred.

Hun spruttede, hvæste, daskede ud med en pote og lavede den der “smask-lyd” med munden, hendes pels strittede på hende og hun bakkede langsomt væk.

Min nabo og jeg kiggede på hinanden og sagde i kor: “hvad sker der” ???

Datteren havde intet gjort, hun kom blot stille ind i rummet.

Det skal lige siges at Diva er noget af det mest kælne, hvilket naboen godt ved.
Hun er husets pleaser.
Hun tager sig kærligt af alt og alle.
Hun elsker alle og alle elsker Diva

Diva har aldrig, hverken før eller siden, haft den opførsel.
(så Diva mon noget, som vi andre ikke kunne se) :uha:

#4

Jeg tror det handler om at børn har nogle helt andre lyde end voksne afhængig af børnenes alder selvfølgelig. Jeg tror ikke det handler om hvordan børnene ser ud eller om de interesserer sig for katten eller ej. Da jeg fik min første søn i sin tid havde jeg 4 voksne katte som ikke var vant til børn overhovedet, 1 burmeser og 3 abyssiniere. Hver gang min søn sagde noget, gråd eller andre lyde for de forskrækket væk og det stod på i et stykke tid kan jeg huske. Når han ikke sagde noget kunne de godt ligge på armlænet imens jeg ammede-men kun når der var ro. Snart faldt der ro på kattene og de blev ligeglade med lydende og mere interesserede i ham. Prøv selv som voksen at efterligne alle lyde fra et barn i leg, et barn på eks 3-5 år så vil vi finde ud af hvor mange lyde de laver som vi som voksne ihvertifald ikke gør. Ukendte lyde er altid meget skræmmende alene af den grund at vi ikke ved hvad de betyder. Hvert år bliver jeg forskrækket når ungerne som allikerne har i min skorsten lige er klækket, når jeg åbner døren til mit værksted begynder alle ungerne i kor at skrige. Og så skal jeg lige vænne mig til det en dag eller to indtil jeg har husket at det bare er dem der siger sådan. Jeg har set at heste brugt til handicapridning har haft en brølende og høj rockmusik tændt i stalden og det er ikke for at stresse hesten at de gør det men simpelthen for at den skal vænne sig til de meget anderledes og høje lyde som handicappede kan lave. Så de ikke kommer til at reagere med flugt under en ridetur. Der kan selvfølgelig sikker være katte som ikke kan vænne sig til børn, eller en kat som helst bare vil være i fred for børn uden at blive gramset eller båret rundt. Men jeg tror størstedele kan bare de får tid til at vænne sig til lydende og deres måde at være på. Det barn på 2 år som kom ind af døren stille og roligt kan sagtens langt forinden det kom ind, have lavet nogle for katten ukendte lyde. Da jeg fik min Sarah for 3 uger siden reagerede hun også lidt skræmt på min hunds lyd når han går, af kløerne der rammer gulvet. Og det allerede langt inden hun så ham. Nu reagerer hun slet ikke mere fordi hun ved at når den lyd kommer i det fjerne rum så er den “dumme” hund bare på vej.
Håber ikke det var for lang og kedelig en smøre?:slight_smile:

#5

Børnestemmers toneleje ligger væsentligt højere end voksnes, og de kommer også tit pludseligt for fuld udblæsning, og det tror jeg, kattene med deres fine hørelse reagerer negativt på.
Det gipper også i mig, skal dertil siges. -what

Det er min erfaring, at katte vænner sig til det, hvis det er daglige gentagelser, nok med et fint ord kaldet stimulusfiltrering :høhø:

Nu er det ikke alene børnestemmer, der kan virke sådan.

Jeg havde på et tidspunkt en bekendt. Hendes stemme var meget høj og skinger og hendes bevægelser meget voldsomme.
Mine katte flygtede altid, når hun kom, og dukkede først op, når hun var gået.

#6

Ja det kan du have ret i.
Et eksempel er at Sarah den første uge her ikke fortrak en mine da jeg tændte for støvsugeren og ej heller da jeg piskede flødeskum med elpiskeren(hun fortsatte bare med at spise) og det da om noget høje lyde. Men hun reagerede på en stawarspistol som ikke larmede mere end de to andre tværtimod.
Hvis vi mennesker ser en anden person holde en stor oppustet ballon i den ene hånd og en nål i den anden ved vi fra vores erfaring at nu kommer der snart et brag-og vi bliver ikke forskrækket.
Hvis den samme person med ballon og nål stiller sig bagved en anden som ikke kan se det og stikker nålen i ballonen er det en helt anden sag-så bliver vi meget forskrækket. En baby som aldrig har hørt en ballon springe før og som ej heller kan forstå hvad en ballon og en nål betyder begynder som regel at græde når den springer. Ikke fordi de er babyer men fordi de ikke forstår hvad det er og hvorfor den høje lyd pludselig kommer. Lidt tør forklaring måske :)men jeg tror ikke katte reagerer mere fordi de har en god hørelse, jeg tror de reagerer fordi det er ukendt og/eller er nervøse.

#7

Mille kan mildest talt ikke fordrage børn. Så snart hun hører dem, så smutter hun op på skabet inde i soveværelset og kommer ikke ned før de er væk igen:)

Det er nok som Mega skriver at børns toneleje er højere end voksnes… som regel. Det skal da lige siges at hvis der kommer voksne her i huset der er larmende så er hun også smuttet.

#8

I modsætning til de skingre børnestemmer har jeg oplevet, at babygråd virker nærmest modsat. Her virker kattene “bekymrede” og undersøgende - måske fordi lyden kan minde om en kat, der enten kalder eller er i nød.

#9

Mine reagerede også underligt da vi fik besøg af killingekøbere med børn.

Killinger og katte var ekstra varsomme overfor børnene, men børnene var samtidig også ekstra spændende at undersøge. Børn er helt sikkert noget andet end voksne.

Men næste gang der kommer killinger herhjemme vil jeg sørge for at de har oplevet børn før vi får killingekøbere på besøg. Det var lidt pinlig at kattene blev ‘sådan lidt underlige’, synes jeg nemlig. Men måske ser kattene børnene udfra hver deres personlighed og ikke som en gruppe alligevel?

Børnefamilierne købte alle en killing herfra, i øvrigt.

#10

Jeg tror bare at det er fordi børn larmer mere end voksne, og det er katten jo ikke vant til.
Jeg får tit afvide af killingekøbere at det er så dejligt at vi har børn om end store 10 og 15 år.
For killingerne er meget mere sociale og ikke bange for så mange ting.
Om det er sandt ved jeg ikke, men det siger de nu

#11

[quote=Quanti´s;412928]Jeg tror bare at det er fordi børn larmer mere end voksne, og det er katten jo ikke vant til.
[/quote]

Det tror jeg nemlig også. Vores katte er vant til børn, så de reagerer ofte modsat og opsøger larmen, for det er jo spændende for dem.

#12

Katte er nu nogen sjove dyr. Og de er helt deres egne når det kommer til at omgås andre mennesker…

Min kat har også et bestemt mønster hvis man kan kalde det det. Det handler ikke helt om det samme, men alligevel lidt :slight_smile:

Hun er meget sky og hvæser af fremmede hvis de kommer på tæt på, hvilket er fuldt forståeligt med den barndom hun har haft!! Derfor husker jeg altid at fortælle vores gæster at de skal lade hende være i fred. MEN… så er der undtagelsen der bekræfter reglen. Når jeg har fortalt mine gæster dette for jeg nogen gange kommentaren: “Puha jeg er nemlig også bange for katte” eller " Godt nok, katte er nemlig slet ikke mig", og dem der har det sådan er altid de mest spændende mennesker der findes for hende… De skal snunes til, kæles op af og hun gør alt hvad der står i hendes magt for at de gider kæle med hende… Og utroligt nok så slår den aldrig fejl…!

Heldigvis er hun en lille charmetrold, så hun skal nok få fedtet sig ind… Men helt ærligt, så kunne hun da istedet vælge dem som hellere end gerne vil give hende opmærksomhed :wink:

#13

Sikkert, men må bare lige fortælle at jeg oplevet en gravid hunkat og en hunkat med killinger gå amok over barnegråd, og gå til angreb - og det var så mig, hun gik på angreb på, og jeg var barnet… (men det var ikke mig, der græd).

#14

Nej det har jeg aldrig oplevet, men det lyder som om, at de mange indtryk overstimulere ham lidt og han derfor håndtere det ved at trække sig ind i sig selv. Så længe det ikke er en varig tilstand er den OK

MVH

#15

Men en gravid kat ( + en nybagt morkat ) er jo også spækket med hormoner og reagerer nok anderledes end hun ellers ville.
Her har kattene også gerne ville snuse og trøste, når den bette græder.

#16

[quote=Babyrex;412932]MEN… så er der undtagelsen der bekræfter reglen. Når jeg har fortalt mine gæster dette for jeg nogen gange kommentaren: “Puha jeg er nemlig også bange for katte” eller " Godt nok, katte er nemlig slet ikke mig", og dem der har det sådan er altid de mest spændende mennesker der findes for hende… De skal snunes til, kæles op af og hun gør alt hvad der står i hendes magt for at de gider kæle med hende… Og utroligt nok så slår den aldrig fejl…!

Heldigvis er hun en lille charmetrold, så hun skal nok få fedtet sig ind… Men helt ærligt, så kunne hun da istedet vælge dem som hellere end gerne vil give hende opmærksomhed ;)[/quote]
Hendes valg er helt logisk, når man har kattens “sprog” in mente.

På kattesprog er et stirrende blik = øretæver i luften.
Hvis man blinker langsomt og kigger væk, signaler man derimod fredelige hensigter.

Når du får øjenkontakt med din kat, blink så langsomt og lad blikket glide væk. Så vil du se, at katten gør det samme.

Folk, der er glade for katte, vil ofte stirre interesseret på husets kat, mens den, der er bange for katte, kigger væk og tænker: bare den ikke kommer hen til mig.

Katten går derfor hen til den person, der signalerer fredelige hensigter.

#17

[quote=Mega;413014]Hendes valg er helt logisk, når man har kattens “sprog” in mente.

På kattesprog er et stirrende blik = øretæver i luften.
Hvis man blinker langsomt og kigger væk, signaler man derimod fredelige hensigter.

Folk, der er glade for katte, vil ofte stirre interesseret på husets kat, mens den, der er bange for katte, kigger væk og tænker: bare den ikke kommer hen til mig.

Katten går derfor hen til den person, der signalerer fredelige hensigter.[/quote]

Ja det giver jo god mening :slight_smile:

#18

Katte har jo forskellig personlighed lige som alle andre individer.

Da jeg begyndte at få børn (og dyr), vænnede de sig til hinanden, efter som der kom nye til af forskellige slags,
dengang kom de altid til som små - både mennesker og dyr, og så vænner de sig oftest til hinanden ret hurtigt.

Efter menneskebørnene blev voksne og flyttede, har jeg (også) haft mange forskellige katte, der har reageret på forskellige måder på børn.

Pjevs var en stor dreng på 10 kilo, samtidig var han en stor kylling, når børnebørnene kom på besøg, gjorde han sig usynlig,
det samme gjorde han, når min venindes børn kom, men dem vænnede han sig lidt mere til, da de kom hver dag.
Dog blev han aldrig tryg ved nogen børn, - om det var støj niveau’et eller uroen i huset, fandt jeg aldrig ud af.

Nu har jeg Tjalfe, der reagerer direkte modsat, når der kommer børn i huset.
Han kommer straks og sætter sig på lur (eller vente position), så legen kan begynde, han vil lege og jage eller ‘jages’.
Selvfølgelig kan han køres træt, men alligevel ser han længselsfuldt efter børnene, når de går.
Det sjove er, at Tjalfe har meget andet tilfælles med Pjevs i væremåde, han er kærlig, kælen, doven, lidt dum mm. - som Pjevs.

Så det er ikke let at drage paraleller, - heller ikke engang når der er tale om racekatte.

F.eks. skulle Siamesere og Orientalere have nogenlunde samme temperament,
men Siameseren, som bor hos mig elsker alle mennesker og forventer, de elsker ham,
hvor imod min søns Orientaler er en rigtig kylling,
det er først efter han er fyldt 15, jeg er begyndt at kunne komme ham nær.

Maine Coon: Min datters veninde har en, der elsker alle uanset alder - både familie og fremmede.
Min datter har en, der er super kælen og påtrængende hos hende selv plus mand og børn,
men hun holder meget lav profil, når der kommer andre folk i huset.

Morale: Jeg tror, det ligger i den enkelte kats psyke, (uanset herkomst)
om den er glad for børn eller bange for dem,
om den er glad for voksne eller bange for dem,
om den er glad for hunde eller bange for dem…
o.s.v…
Der er simpelthen ikke en rød tråd… Katte er bare forskellige - som os.

Mange andre har skrevet noget lignende om deres erfaringer, men jeg håber, mit bidrag har bare et eller andet, som måske kan gøre en forskel.
Jeg er sikker på, at Charlie nok skal blive mere afslappet med hensyn til børn,
men han bliver nok aldrig vild med dem. Det er jo heler ikke det vigtigste, bare han lærer ikke at være bange for dem.

Pøj-pøj med Charlie og hans ‘tilvænning’… :slight_smile:
.

#19

Jeg kan helt klart se forskel på killingernes reaktion på børn nu og da jeg stadig havde huset fuld af unger omend de jo til sidst var store teanagere. Idag vil jeg gøre meget ud af at fortælle børnefamilier hvad de kan vente den første tid.

En killing fra mit første kuld i 1998 boede hos os siden hos min datter og de sidste 6 år i Kalundborg hos hende efter at hun blev gift for 6 år siden og fik børn. Leo nægter at komme ind så længe de små ikke går på 2 ben og siger lyde der minder om ord.