Jeg hedder Frank, er 56 år gammel og har haft kat siden jeg var 17 år - og er opvokset i et hjem med kat. Jeg har altid været fascineret af de små rovdyr - så jeg har altid haft mindst to katte, både almindelige huskatte, Norsk Skovkat, Burmesere og så nu en Cornish Rex dame og en gårdkatte dame 
I 2009 besluttede jeg mig for, at min hankat Stewart (gårdkat) skulle have sig en veninde. Jeg havde også besluttet mig for, at det skulle være en Cornish Rex - ikke mindst pga. dens særprægede udseende som jeg grinede af bare jeg så billeder af disse, men også fordi al den litteratur jeg havde gennemtrawlet om racen, gjorde at jeg var helt sikker.
Så jeg kontaktede Cecilie der havde et (fantastisk) opdræt, Løveid, på Østerbro i København. Hun havde en ungkat tilbage, og det var Hester på 6 måneder. Jeg tog derud, og var solgt med det samme. OG jeg har aldrig siden fortrudt - en helt igennem fantastisk race. De har jo kun inderpels, så de er ekstremt bløde at røre ved - og fældning er nærmest ukendt. Selvfølgeligt taber de pels, men slet ikke i samme omfang som katte med både inder- og yderpels. Da det samtidig er en race der i store træk er fri for indavl og sygdomme, ja så kan jeg personligt ikke være gladere. Temperamentet er fantastisk - de er ikke til at slippe væk fra, og taler meget … som i RIGTIG meget, så det skal man være indstillet på. Med andre ord kræver det at man virkeligt vil sin kat 24/7/365.
Jeg skulle til USA en uge efter jeg så hende, så vi aftalte at Cecilie lige så godt kunne få gjort dette mens jeg var væk - så skulle jeg ikke tænke på dette, og hun var så ‘klar’ når jeg hentede hende. Det viste sig, at der opstod komplikationer, så det var lige før jeg mistede hende før jeg overhovedet havde fået hende. Hun klarede det heldigvis, og Cecilie sendte mig dette billede mens jeg sad på en altan i New Orleans En lille smuk dame i en spadseredragt - hun kunne ikke lade være med at bide i stingene
Og dette er da hun havde boet hos mig et døgn - pludseligt tog fanden ved hende, og hun var en ultra-farlig kat …!
Det viste sig, at Hester hele tiden masede sin næse op mod min næse, og så begyndte jeg at ‘puste hende væk’. Så lavede hun noget mærkværdigt, nemlig at begynde at slubre - som var det vand hun slubrede i sig … hvilket altså ‘bare’ var min ånde. Nu er det en daglig rutine - hun vil simpelthen ‘pustes’ og gerne så mange gange, og så længe, som muligt! Se selv her!
En anden mærkværdighed er at hun er masochist! Hun kan simpelthen ikke få nok at at ‘få smæk’ lige over halen - det er kommet dertil, at jeg bare skal holde hånden fladt ud i luften, så kommer hun løbende og placerer sig lige under denne — og så skal hun have smæk LOL Børnene i familien elsker det - og hun ligedan, jo mere, jo bedre
Dette kan ses her.
Det var lidt om Hester - Sox vil jeg præsentere en anden dag
Ha’ en god aften alle sammen
Velkommen til
