Hjælp mig, min kat er deprimeret

Katte Adfærd, træning og opdragelse
1

Kære dejlige kattemennesker

Jeg er simpelthen så ked af det og ved snart ikke længere, hvad jeg skal gøre. Jeg er så bange for at være nødt til at aflive min elskede Wilma, som siden vi fik en anden kat for 4 mdr siden har ændret adfærd fuldstændig. Hun mistrives VIRKELIG.

I begyndelsen hvæsede og brummede hun bare af killingen, når han kom for tæt på. Nu trækker hun sig fra os allesammen. Vil ikke være sammen med os, vil overhovedet ikke lege, holder sig kun udenfor og i soveværelset, brummer af os, hvæser, gemmer hovedet i hjørnet af sofaen, når vi tager hende ind i stuen og virker bare rigtig, rigtig ked af det. Hun klemmer øjnene sammen og har store pupiller. Vi har adskilt kattene, fået hende undersøgt for fysiske sygdomme, prøvet Feliway, Felifriend, Kalm, at lade hende være i fred samt at “tvinge” hende til samvær. INTET har hjulpet og tingene er bare blevet værre.

På onsdag får vi en katteadfærdsterapeut på besøg.

Jeg tror ikke længere på, at noget vil hjælpe. Min mor siger, at hun ikke tror på, det nogensinde bliver bedre, min kæreste siger, vi må affinde os med situationen, men det kan jeg ikke. Min kat lider, og jeg lider med hende.

Hvad skal jeg gøre?? Har nogen erfaring med Zylkene eller antidepressiv medicin til katte?

Mvh. Julie

PS: Vi har adopteret hende fra et andet hjem, og vi mener, hun er mellem 9 og 11 år gammel.

2

Jeg tror ikke, at Zylkene eller antidepressiver er den rigtige løsning i situationen. Ikke som en permanent løsning, i hvert fald. Det kan måske bruges i en overgangsperiode, hvor I finder ud af præcis, hvad I skal stille op. Jeg håber, at I i samråd med adfærdsterapeuten kan finde frem til, hvad der er den rigtige løsning i lige netop jeres tilfælde. Og vær klar til at overveje alle muligheder, også eventuelt omplacering.

Det eneste, jeg synes, I ikke må gøre, er at affinde jer med situationen. I virkeligheden er det jo katten, der så kommer til at affinde sig med en situation, hvor den mistrives. Så der er jeg helt enig med dig og uenig med din kæreste.

3

Jeg er enig med Ingrid. Og så synes jeg i øvrigt om I skal overveje, om det er den gamle kat I skal af med, hvis det ender med omplacering. Hun er sværere at omplacere, og så vidt jeg forstår ud fra dit indlæg trivedes hun fint, indtil I fik kat nr 2? Jeg prøvede selv for ikke så længe siden at sammenførte min gamle mis Sigga med en yngre kat, og det kunne hun ikke leve med. Så jeg valgt at levere den unge kat tilbage, selvom det gjorde ondt. Jeg følte at min gamle kat fortjente at have det godt resten af sit liv, og så må jeg få to katte, når hun ikke er mere.

4

Wilma’s hjem er jo blevet invaderet af en KILLING!!! Det synes hun er skrækkeligt, den er dum, grim og den er irriterende.

Det er aldrig hensigtsmæssigt for den ældre kat pludselig at få én killing i huset, om noget, så skal der være 2 killinger. Èn killing er alt for meget postyr for en ældre missedame, hun vil bare have det, som det var før den irriterende unge flyttede ind.

For 9½ og 9 år siden fik jeg aflivet hhv en MCO og en NFO, begge pga sygdom. Så var jeg efterladt med en Burmilla, der dengang var 13 år - hun havde aldrig været uden andet katteselskab i hele sit liv.
Jeg købte 2 MCO-killinger, på det tidspunkt 8 uger - så vi måtte vente 8 uger før de flyttede ind, som 16-ugers killinger, kuldsøskende.

Det er gået rigtig fint - alle blev venner straks, men fordelen for min Burmilla var, at de 2 killinger havde hinanden at lege med - selvom hun blandede sig i deres leg, så havde hun også fred, når det var det, hun ville.

Wilma har forsøgt at få den killing til at flytte hjem til sig selv igen, ved at brumme, hvæse og kigge den dybt i øjnene, vredt! Men den bor der stadig…Wilma har det slemt og du kan ikke medicinere dig ud af dette problem.
Jeg mener ej heller, at du kan adfærdsbehandle dig ud af det.

5

[QUOTE=galath;1265726]Jeg tror ikke, at Zylkene eller antidepressiver er den rigtige løsning i situationen. Ikke som en permanent løsning, i hvert fald. Det kan måske bruges i en overgangsperiode, hvor I finder ud af præcis, hvad I skal stille op. Jeg håber, at I i samråd med adfærdsterapeuten kan finde frem til, hvad der er den rigtige løsning i lige netop jeres tilfælde. Og vær klar til at overveje alle muligheder, også eventuelt omplacering.

Det eneste, jeg synes, I ikke må gøre, er at affinde jer med situationen. I virkeligheden er det jo katten, der så kommer til at affinde sig med en situation, hvor den mistrives. Så der er jeg helt enig med dig og uenig med din kæreste.[/QUOTE]

Wilma har desværre allerede boet to steder, før hun kom til os, så jeg nænner ikke at omplacere hende. Flytningen over til os har i forvejen været stressende for hende. Charlie, den lille, ville vi kunne omplacere, men min kæreste har knyttet sig utroligt meget til ham, og ville blive utroligt ked af det.

I det hele taget er det vist bare en lortesituation for alle parter :,(

6

Jeg er i hvert fald villig til at prøve det hele. Medicin og adfærdsterapi, som nogen har gode erfaringer med.

7

Kære Trine

Jeg er så enig med dig. Hvis nogen skal omplaceres, synes jeg også det skal være ham. Jeg synes virkelig, Wilma fortjener at have det godt resten af sin levetid, og jeg var meget tæt på at levere Charlie tilbage, men min kæreste blev helt dårlig ved tanken, fordi han har knyttet sig sådan til ham.

8

Du kunne også overveje at få yderligere en killing til at “tage trykket” :smiley: Jeg er helt enig med de andre (og dine egne betragtninger) i, at det ikke er den gamle, der skal omplaceres - det ville simpelthen være synd :frowning:

9

Lige nu er kattene helt adskilt, sådan at vi har delt vores lejlighed op i to. Det anbefalede adfærdsterapeuten, da vi skal introducere dem på ny. Det har de været i en uge nu, og det har ikke hjulpet, desværre.

Og nej, jeg kan ikke få mig selv til at omplacere Wilma. Det ville betyde, at hun skulle til et fjerde hjem! :blegne:

10

Wilma ved godt, det lille irriterende monster er der et eller andet sted :frowning:

11

Ja, jeg er helt enig med de andre, I må ikke bare lade stå til. Det vil være utroligt synd for Wilma, og såmænd også for den lille. Dertil tror jeg heller ikke Wilma er decidere deprimeret, men hun er helt sikkert ikke tryg i sit eget hjem. Så jeg vil nok mene at virker det ikke med de ting som adfærdsterapeuten (må man evt. spørge hvem?) foreslår, så vil jeg mene, at din kæreste må “tage sig sammen” og gøre det der er bedst for kattene, dvs. at killingen må flytte igen. Killingen er stadig ung og vil have meget nemmere vil at tilpasse sig, og I vil også have nemmere ved at finde et hjem til ham fremfor en voksen “skadet” kat. For ellers er alternativet jo aflivning af Wilma. (Medmindre hun kommer til at trives med opdelt hus og I kan holde ud at leve med det).

12

Nu kommer jeg måske til at lyde lidt hård…

Vi stod for et halvt år siden med to katte, der pludseligt ikke kunne sammen længere. Den ene jagtede simpelthen den anden. Vi forsøgte at få dem sammen igen i fire måneder, men det duede ikke.

Beslutningen var så: skal vi omplacere den unge kat eller aflive den ældre, der i forvejen havde haft fire andre hjem (derfor omplacering ikke blev overvejet). Det gjorde virkeligt virkeligt virkeligt ondt, men vi fandt nyt hjem til den unge. Han var MIN putte, nusse, krammekat, men jeg tog stadig beslutningen om nyt hjem, for det var der eneste rigtige for kattene. Det gør ondt, men man overlever!

Jeg håber af hele mit hjerte, at I får det hele løst. Men hvis det bare ikke kan lade sig gøre, så mener jeg, at din kæreste må slippe den lille. For begge kattes skyld.

13

Ja, det gør hun uden tvivl :smiley:

14

Hun hedder Anja og er fra gladkat.dk
Lige nu er Wilma bare så skidt, at det er svært at se, at hun skulle kunne få det bedre igen. Nogen omkring mig mener, at “skaden er sket” og at det ikke vil ændre noget, at den lille rykker ud igen :frowning:

15

Du lyder slet ikke hård… Du trøster. Katteadfærdsterapeuten kommer på torsdag, og jeg overvejer også antidepressiv medicin til hende, men hvor langt skal jeg gå - hvor længe skal jeg lade det fortsætte? Der er allerede gået 4 mdr :trøste:

16

[QUOTE=Lykke;1265789]Nu kommer jeg måske til at lyde lidt hård…

Vi stod for et halvt år siden med to katte, der pludseligt ikke kunne sammen længere. Den ene jagtede simpelthen den anden. Vi forsøgte at få dem sammen igen i fire måneder, men det duede ikke.

Beslutningen var så: skal vi omplacere den unge kat eller aflive den ældre, der i forvejen havde haft fire andre hjem (derfor omplacering ikke blev overvejet). Det gjorde virkeligt virkeligt virkeligt ondt, men vi fandt nyt hjem til den unge. Han var MIN putte, nusse, krammekat, men jeg tog stadig beslutningen om nyt hjem, for det var der eneste rigtige for kattene. Det gør ondt, men man overlever!

Jeg håber af hele mit hjerte, at I får det hele løst. Men hvis det bare ikke kan lade sig gøre, så mener jeg, at din kæreste må slippe den lille. For begge kattes skyld.[/QUOTE]

Du lyder slet ikke hård… Du trøster. Katteadfærdsterapeuten kommer på torsdag, og jeg overvejer også antidepressiv medicin til hende, men hvor langt skal jeg gå - hvor længe skal jeg lade det fortsætte? Der er allerede gået 4 mdr :ked:

17

Der kan vel ikke ligge en skjult sygdom bag Wilmas adfærd. Jeg lægger især mærke til at du skriver at hun kniber øjnene sammen, og til tider har store pupiller - Især knibe øjnene sammen kan være tegn på at katten har smerter. En syg kat, vil altid trække sig fra samvær fra både andre katte og mennesker, og når hun hvæser af jer, kan godt betyde at hun har ondt et eller andet sted. Hvordan spiser hun ? Og hvad med bakke-besøg, er alt normalt her ?

Jeg vil råde dig til at lade en dyrlæge gennem tjekke hende inden der bliver truffet en beslutning.

Ellers er jeg enig med de andre, det vil være synd at omplacere Wilma, hun har brug for et blivende sted. Den unge kat / killing ville sagtens kunne flyttes, og han vil nok uden tvivl have godt af at blive flyttet til et hjem hvor der er andre katte som godt gider ham.

18

Jeg synes, det vil være synd at medicinere hende. Hun fejler jo givet ikke noget, der ikke ville forsvinde af sig selv, hvis killingen ikke var der længere. Og nu er det nok mig, der lyder hård: Men at medicinere hende vil være at prøve at få hende til at tilpasse sig jeres behov - i stedet for at I tager hensyn til hendes behov.

19

Antidepressiv medicin er efter min mening absolut ikke vejen frem. Hun er stresset, ikke deprimeret, så den bedste medicin er at fjerne det, der stresser hende og den eneste løsning, jeg kan se på at beholde den unge kat også er at anskaffe yderligere en killing, der kan tage trykket. Ellers er omplacering det eneste, der giver mening :slight_smile:

20

[QUOTE=Alice;1265802]Der kan vel ikke ligge en skjult sygdom bag Wilmas adfærd. Jeg lægger især mærke til at du skriver at hun kniber øjnene sammen, og til tider har store pupiller - Især knibe øjnene sammen kan være tegn på at katten har smerter. En syg kat, vil altid trække sig fra samvær fra både andre katte og mennesker, og når hun hvæser af jer, kan godt betyde at hun har ondt et eller andet sted. Hvordan spiser hun ? Og hvad med bakke-besøg, er alt normalt her ?

Jeg vil råde dig til at lade en dyrlæge gennem tjekke hende inden der bliver truffet en beslutning.

Ellers er jeg enig med de andre, det vil være synd at omplacere Wilma, hun har brug for et blivende sted. Den unge kat / killing ville sagtens kunne flyttes, og han vil nok uden tvivl have godt af at blive flyttet til et hjem hvor der er andre katte som godt gider ham.[/QUOTE]

Alice, TS skriver, at katten er undersøgt for fysiske sygdomme. 1. indlæg.