Det er åbenbart (desværre) op til den enkelte dyrlæges og politimyndigheds vurdering, om dyr vanrøgtes eller ej.
Jeg stillede DB et konkret spørgsmål ifm. de “listehunde”, der konstant blev råavlet på og hvalpene efterfølgende aflivet, nemlig om beslaglæggelsen af dem skyldtes, at det drejede sig om “listehunde” eller overtrædelse af dyreværnsloven.
Jeg fik følgende svar:
Hunden er ikke blevet beslaglagt af politiet pga, at den tilhører en forbudt race. Denne hund blev beslaglagt i henhold til dyreværnslovens §§ 21 og 22, hvori der står at såfremt et dyr ikke bliver behandlet forsvarligt og ejeren ikke efterlever et pålæg fra politiet om at ændre behandlingen, kan politiet lade dyret aflive eller beslaglægge:
§ 21. Behandles dyr uforsvarligt, kan politidirektøren give den ansvarlige pålæg om dyrets behandling. Er dyret sygt eller kommet uhelbredeligt til skade kan politidirektøren meddele pålæg om aflivning af dyret, hvis det vil medføre unødig lidelse at lade det leve.
Stk. 2. Pålæg skal meddeles skriftligt. Inden der meddeles pålæg, skal politidirektøren indhente en erklæring fra en dyrlæge og om fornødent fra fødevareregionen. Endvidere skal den, der har ansvaret for dyret, have lejlighed til at udtale sig.
Stk. 3. Stk. 2 kan fraviges i det omfang, det er nødvendigt for at afværge en væsentlig lidelse for dyret.
Stk. 4. Politidirektøren afholder omkostningerne ved sagens behandling, men kan kræve beløbet refunderet af den, der har fået pålæg. Refusionskravet tillægges udpantningsret.
Ændringer:
Ændret [U]1/7[/U] 2009 ved 2009-06-12-ÆL.499 [U](LF 162 08-09)[/U].
§ 22. Efterkommes pålægget efter [U]§ 21[/U], stk. 1, 1. pkt., ikke, skal politidirektøren sørge for dyrenes pasning og kan herunder anbringe dyrene et andet sted. Efterkommes pålæg efter[U]§ 21[/U], stk. 1, 2. pkt., ikke, skal politidirektøren sørge for, at dyret aflives.
Stk. 2. Politidirektøren kan straks eller senere bestemme, at dyrene skal sælges eller aflives, hvis forholdene taler derfor, herunder dyrenes tilstand, udsigten til, at ejeren kan passe dyrene igen, og udgifterne ved dyrenes placering andetsteds.
Stk. 3.[U]§ 21[/U], stk. 4, finder tilsvarende anvendelse på udgifterne efter denne bestemmelse.
Det er denne beslaglægning retten har sagt god for. Senere følger så en sag i retten om ejerens overtrædelse af dyreværnsloven.
Man må godt avle på dem, der er født før skilledatoen, men kun til eget brug. Altså må hvalene ikke formidles.
Med venlig hilsen
Det vil sige, at alle dyr - og altså også katte - kan beslaglægges under henvisning til disse paragraffer.
At de så ikke bliver det, er yderst beklageligt og viser endnu engang forskellen på synet hunde/katte.
PS: Jeg følger også med i tråden på Lavtinget, og alt tyder på, at CK stadig er going strong.