Min lillebror skal giftes midt i maj, og nu har min mor spurgt om jeg holder tale (Min bror og svigerinde har frabedt sig sange)
Jeg har sagt at det ved jeg ikke, for aner ikke hvad der forventes af gommens søster. Har faktisk ikke været til et bryllup, siden jeg var 11, hvor det var min kusine der blev gift.
Hvad er traditionen i dag?
Håber nogen kyndige KatteGale kan komme med gode råd…
Umiddelbart vil jeg ikke mene der forventes noget som sådan.
Når de frabeder sig sange er det jo ikke det samme som at forvente taler 
Personligt holder jeg yderst sjældent tale, for jeg er ikke ret god til det, og så er det i min verden bedre at lade være
Noget du kunne gøre (blev gjort ved min nieces bryllup) Var t uddele et stykke papir til gæsterne og bede dem om at skrive en hilsen til brudeparret til deres første brylupsdag. samle sedlerne ind og låse dem i en kiste. Nøglen udleverer du på deres 1. års dag
Jeg synes det er en sød ide Og jeg glæder mig til at høre, hvad min niece og hendes mand har fået af små hilsner
Ved godt nok ikke hvad der er normalt. Jeg holdte tale (en sjov tale, skrevet i rim) , og jeg ville også selv syntes det var det mest rigtige. Men hvis det ikke kommer naturligt for dig… tja
mener heller ikke der er nogen traditioner mht tale knyttet til gommens søster… det er vist mest hvis man skulle have lyst
der forventes ikke noget og der er ikke tradition for noget så du har frit spil !
Hvis du har lyst, så hold en tale. 
Hvis du ikke har lyst, så lad være. :høhø:
Tusind tak for svarene. Jeg vil nu gå i tænkeboks over hvad jeg vil gøre.
Det er toastmasteren der har henvendt sig til mine forældre og spurgt om de vil holde tale, men toastmasteren har ikke henvendt sig til mig, så tror heller ikke de forventer noget af mig.
Vil bare føle mig lidt skidt tilpas hvis vi kommer til dagen, og så man forventede noget bestemt - ift fx Emma Gad - og så jeg ingenting gjorde.
Du skal helt klart kun gøre det du selv har lyst til!
Det sjoveste jeg har oplevet til et bryllup var hod min veninde. Hendes storesøster og dennes mand havde skrevet en sang om hvordan brudeparret mødtes - fremført af søsteren og dennes mand! Det var vildt sjovt, men virker nok bedst hvis man er to om det. Det blev fremført som syngespil, hvor de spillede henholdsvis brud og brudgom…
Jeg selv kan godt finde på at holde tale. Da min far blev 60 lavede jeg en “her er dit liv” planche, som jeg brugte som basis for talen. Når min mor fylder 60 i år bliver det med en fotobog lavet som en ABC. For hvert bogstav har jeg fundet tre ting, der beskriver hende. Hun får bogen, og så vælger jeg nok bare en enkelt ting ud fra hvert bogstav.
Men igen: Ingen særlige regler.
Det er meget forskelligt fra familie til familie hvilken trationer man har.
Da min mand og jeg blev gift var der mange taler fra hans side af familie, mens min familie altid har det med at skriver sange.
Da min lillebror og hans kone blev gift, holdt jeg en tale - ikke for brudeparret men til bruden. Jeg kender jo min lillebror så’n rimelig godt så min tale var en tale til hende, hvor jeg fortalte om ham, hans opvækst og væremåde, samtidig med jeg viste billeder med en lyskanon. Talen var meget humoristisk udført og billederne var en god blanding af sjove, søde og LIDT pinlige billeder.
Jeg tror at det typisk er det lidt mere ikke-traditionelle der vil blive husket, for hvem husker egentlig hvem der kom med sangen til brudeparret, hvor de bliver ønsket tillykke med hinanden… den der på rød papir altså.
Enig - jeg tror heller ikke, at der forventes noget, men jeg slår lige op i min “Etikettehåndbog” (joda, sådan en har jeg faktisk, den er hylende morsom. Note: Kan ikke lige finde den, og det generer mig :S)
Fra utallige selskaber, bryllupper eller ej, oplever jeg, at “hellere for lidt end for meget”, når det gælder taler. Der er altid nogen af den type, der elsker at høre deres egen stemme, de holder taler, og de taler og taler og taler (malermesteren hjemme i … - han er nok død forlængst).
Sange, tja, dårlige versefødder og udhængning af den fejredes bommerter, det bliver også hurtigt for meget. Det ødelagde rent ud sagt min konfirmation for mig, jeg blev så ked af, at de syntes, at jeg var så dum og så meget til grin.
Hvis du har lyst til at sige noget, kan du jo gøre det kort og kærligt, noget med at ønske, at de må blive meget lykkelige sammen resten af livet.
Perspektiv: Da polterabend-fænomenet virkelig tog fart (det har aldrig været nogen tradition i DK, mener jeg), kom der avisartikler om det.
Politiken (tror jeg, eller Berl.) skrev om et bryllup, hvor brudgommen tog tidligt hen til festsalen, og skiftede servietterne ud med røde og blå servietter. Nogle navne fik en rød, nogle en blå.
Da gæsterne kommer fra kirken og går til bords, slår han på glasset og be’r fast og bestemt alle med den ene farve servietter om at gå! Nu!
Det var dem, der havde været så grove ved ham, at han ikke ønskede at se dem igen.
Morale: Blæs på traditionerne, I skal alle have det rart i en god stemning. Resten kan være ligemeget.
Man kan nu godt holde en underholdende tale, uden den bliver direkte pinlig. Min lillebror var RIGTIG glad for talen, for jeg gik på intet tidspunkt over stregen, hvilket jeg syns er vigtigt at have med. Man kan sagtens fortælle om episoder, der på tidspunktet kunne virke lidt pinlige, men som man kan grine af bagefter SELVOM det var en selv det gik ud over. Så længe det ikke overskrider “det her er en historie jeg ALDRIG vil høre om igen” grænsen.
Jamen, det kan jeg kun give dig ret i.
De sange, jeg husker, gengav på stribe episoder, hvor jeg var komplet utilstrækkelig, og det blev der grint ad.
Nu er det jo også et bryllup for 2 voksne.
Det er noget andet end en (barnlig og) sårbar 13-årig.
Jeg er sikker på, at mange forstår den fine balance mht hvad der er morsomt, og hvad der er udhængning. Samt forskellen på at grine ad og grine med, langt bedre end mine store søskende (ca 15-18 år ældre).
IMHO er en fest noget, hvor alle gerne skulle have det rart