I går måtte jeg sige farvel til Ellie. 
Hun var engang den allersødeste, kærlige missepige – men det var længe siden jeg oprigtigt kunne sige at hun trivedes.
Det er altid svært at skulle tage beslutningen om aflivning, men jeg synes det var ekstra hårdt denne gang, da hun jo ikke var dødeligt syg og hun stadig havde sine gode øjeblikke. Og jeg er så ked af at jeg ikke kunne give hende et godt liv. 
Der er selvfølgelig en lang historie med forværring af hendes sindstilstand og adfærd, og tiltag fra min side for at hun kunne trives. Men jeg magter ikke at forklare, og det er jo egentlig heller ikke vigtigt.
Det var eneste rigtige løsning. Nu har hun fred. 
og nej, når det er ikke er sygdom, så er det ekstra svært for at finde grænsen hvornår er det nok har jeg nu prøvet alt og kun du kender den. 
