jeg går så langt det er nødvendigt - så længe kattens livskvalitet opretholdes!
Jeg har jo Devouee - hende har jeg kostet på ja næsten siden jeg købte hende… efter 6 måneder tror jeg startede “cirkuset” med dyrlægeundersøgelser…
Jeg stoppede med at tælle dyrlægeregningerne da jeg kom over et meget højt beløb - og jeg har brugt yderligere siden Men hun er alle pengene værd!
Jeg har fundet pengene løbende som div. test er lavet.
Men med hendes nuværende diagnose, så vil operation aldrig komme på tale.
Hun har gigt i hele bagpartiet, og hun er nu 6 år, og allerede noget generet af det pga. nedsat mobilitet…
men i dag er hun smertefri og så længe jeg kan holde hende smertefri, så bliver hun men nej - jeg vil ikek trække hende gennem mere nu - for jeg tror ikke på at hendes livskvalitet kan opretholdes den dag operation bliver nødvendigt, og der har jeg heldigvis dyrlægens opbakning.
Men generelt vil jeg gå MEGET langt. godt nok er jeg studerende og lever af min SU og et fritidsjob som livredder, men sku jeg stå en søndag aften, så er økonomien sekundær! Det findes der ud af! jeg har en flink bankdame, med stor forståelse for kattene (hun er selv datter af tidl. katteopdrætter:tihi:) og ellers så ved jeg, at min mor elsker kattene lige så højt som jeg, og gerne hjælper der.
For mig handler det om livskvaliteten hos katten. For det er det vigtigste for mig!
Jamen jeg vil gå rigtig langt for at redde et af mine kæledyr, for de betyder utrolig meget for mig. Dog vil jeg altid se på hvordan kattens liv bagefter ville forventes at blive, for uanset så skal der være livskvalitet til katten bagefter, ellers er det for mig ingen grund til at redde katten uanset pris.
Jeg ville ønske jeg kunne sige prisen ikke betyder noget, men da kun en i husstanden har job og jeg går sygemeldt, så spiller den lidt ind, dog vil den aldrig blive afgørende da jeg har en rigtig god familie bag som jeg ved altid vil låne mig pengene skulle jeg stå og have brug for det.
Som så mange andre vil jeg sige:
Så længe katten har det godt vil jeg gå meget langt.
Nu er jeg allerede gået et stykke af den vej idet jeg har Buster der har fået konstateret sukkersyge, og blevet sat i behandling med insulin, som han skal have sm indsprøjtning to gange om dagen.
I mit tilfælde er det hårdest for mig, Buster mærker jo ikke andet end de to prik om dagen, resten er jo mig der mærker, fx. at jeg skal være obs på blodsukker, rigtig kost, dyrere specialfoder etc.
Men det vil jeg gerne give Buster, så længe han har det godt.
Og jeg er ikek i tvivl om at livskvalitet kommer før livskvantitet, så hvis jeg på et tidspunkt kan se at Buster bare ikke har det godt længere, og jeg ikke kan give ham bedre behandling, så må jeg tage næste skridt.
Men som det er nu har Buster det godt, og accepterer indsprøjtningerne, så for mig er det det rigtige jeg har valgt.
Jeg vil gå rigtig langt for mine katte - men ikke for enhver pris (og det handler ikke om penge). Min første racekat kostede mig i nærheden af 20.000 i dyrlægeregninger den sidste måned, han levede. Til den pris kunne jeg have købt 4 nye katte, ville min gamle dyrlæge have sagt…
For mig handlede det ikke om penge, men om at min kat skulle blive rask igen. Men jeg nåede også til et punkt, hvor jeg ikke syntes at det var rimeligt, at han skulle mere igennem - det havde været for min skyld, ikke for kattens. Og katten skal have livskvalitet, den må ikke lide unødigt, og den skal bestemt heller ikke gennemgå noget bare for min skyld.
Så må det hellere være mig, der tager smerten, når der skal siges farvel.
Meget langt, hvis det giver mening for dyret.
Nu har jeg kun været semi-sat i situationen. Plejemis Anna Bell fik jo konstateret mellemgulvsbrok. Man kan nok her sige, at det var til hendes held, at hun var blevet neutraliseret, før vi opdagede brokken, for ellers havde jeg helt ærligt nok ladet hende aflive i stedet for at lægge en syg kat (det er ret alvorligt) under kniven for at blive det.
Men nu er hun jo ligesom blevet neutraliseret, så derfor er udgangspunktet lidt anderledes.
Mellemgulvsbrok kan forsøgsvis opereres, men det koster 12-14.000 kr. og blev anbefalet ikke at gøre, af dyrlægen, da han kun har udført operationen to gange før - og den ene var gået galt. Katten skal nemlig blandt andet i respirator, så det er ikke helt ukompliceret.
Man kan også sige, at nu er hun jo ligesom 4,5 år, har fået to kuld killinger og har klaret det fint at blive neutraliseret, så at bruge så mange penge på en operation og så risikere at hun ville dø undervejs… nej… jeg anser chancen for, at hun får nogle gode år uden operation som højere.
Men så kommer vi dertil, at jeg kan jo ikke sende hende videre. Og fordi at hun jo er blevet neutraliseret, så får hun chancen her.
Katte med akut mellemgulvsbrok vil normalt dø af traumet, hvis de ikke opereres straks. Det er fordi at det er medfødt, at hun/hendes krop ligesom har vænnet sig til den her tilstand med, at lunger og hjerte er under konstant pres.
Jeg ville også gå meget langt så længe det er for kattens bedste. Det vigtigste er at de har god livskvalitet. Heldigvis har der ikke været de vilde dyrlæge regninger, udover det det sædvanlige med neutralisering osv.
Jeg betalte tidligere i år 2000 i dusør til dem der fandt min kat, + alt hvad jeg ellers havde ofret på at finde ham. Jeg føler ikke pengene er spildt selvom han stak af en måned efter…
Langt - men det kommer an på katten, og hvert tilfælde vil være en individuel beslutning, så det er ikke til at sige præcist hvor langt.
Det kommer an på prognosen, det kommer an på hvor meget katten skal igennem, det kommer an på diagnosen, det kommer an på alder, der kommer an på om katten allerede trækkes med andre sygdomme…
Jeg vil se på om der kan komme et godt resultat ud af det, der skal være tilstrækkelig livskvalitet. Men når det er sagt, så ved jeg også hvor frygtelig svært det kan være i praksis at indse, hvornår nok er nok. Fordi vi har så mange følelser bundet i de kære kræ.
Jeg vil også sige at det kommer an på hvad det er der er galt med katten.
Da Line-pigen blev lam fik vi virkelig at føle hvordan det var at skulle tage stilling til det.
Flere gange var der fremskridt og så igen tibagefald, heldigvis holdt vi ved og hun er i dag så god som ny.
Da vores elskede Matador i sommer fik kræft var vi slet ikke i tvivl, han skulle bare have fred og vi ville ikke gå længere, men alligevel tænker jeg i dag at måske, hvis vi nu…
[quote=Coon Danica;453238]Da vores elskede Matador i sommer fik kræft var vi slet ikke i tvivl, han skulle bare have fred og vi ville ikke gå længere, men alligevel tænker jeg i dag at måske, hvis vi nu…
Hilsen Lisbeth[/quote]
Det er jo lige så individuelt som hos mennesker, og lad være med at plage dig selv med at spekulere på hvis nu…
Vores gamle hankat, Pavarotti, fik en knude fjernet (brystkræft) i en alder af 11. Aftalen med dyrlægen var én operation og max. én reoperation - og nix weiter. Det var et relativt lille indgreb, han var på benene igen dagen efter. Knuden var ondartet, men der gik et helt år, inden der kom en ny samme sted. Den fik han også fjernet, og den var underligt nok godartet. Men den slags har det med at sprede sig umærkeligt indad, og ca. ½ år senere var det tydeligt, at tiden var inde. Han var kun mærkbart nedstemt de sidste 4 dage, og havde det ikke været jul (og dermed lukket på dyrehospitalet), var han blevet aflivet et par dage tidligere - VILLE simpelthen ikke have andre til det end egen dyrlæge, når han ikke havde smerter. Ringede såmænd endda til vagtdyrlægen for lige at få en uvildig vurdering, men det var hende den koldhjertede skid til XX, og da hun irriteret bjæffede “Skal jeg aflive din kat eller hvad, for så skal det være nu”, så besluttede jeg at vi godt kunne vente 2 døgn mere!
Hvis penge og afskæring af højre arm kunne have reddet hans liv, havde vi idag boet i telt og jeg havde skrevet rigtigt langsomt med venstre hånd…!
VH
Susanne
vi ville gå hele vejen uanset omkostningerne, men dog kun hvis det var etisk rigtigt og at det bagefter kun ville gavne katten.
vores egne følelser må vi så tilsidesætte da det helt og aldeles er kattens ve og vel der kommer i første række.
dog vil jeg sige at hvis det kom dertil og daffy som er 14 år blev alvorlig syg og evt skulle igennem en operation ville vi måske nok vælge at stoppe der, ikke pga af økonomi, men pga af hans alder og de små-skavanker han allerede har.
Jeg har ikke stået i sådan en situation med en kat. Men vores gamle familiehund fik kræft. Hun var den mest fantastiske hund og vi ville gøre alt for hende. Så hun blev opereret. Det var en dyr operation og hun var skidt efterfølgende. En uges tid efter operationen gav hun op midt i en gåtur.
Vi måtte bære hende hjem. Dyrlægen blev kontaktet og hun blev aflivet.
Hvor kunne hun være sparet for megen smerte og vi for bekymring, hvis hun var blevet aflivet med det samme.
Den oplevelse vil helt klart præge min beslutning, hvis jeg skulle komme i en lignende situation med en kat.
da jeg var 7 år fandt jeg ud af hvor meget jeg ville gøre for mine kommende kæledyr.
Jeg ved godt det lyder underligt, men jeg fandt ud af noget dengang.
Hvis man virkelig elsker noget/nogen, så er man villig til at gå langt.
Min bedstebor fik da jeg var 7 år en gravhund. Det var hendes hjerteven og en hun ikke kunne undvære. Da han var 7 mdr, kørte dyrlægen ved et uheld overham og hans ben brækkede flere steder og var stort set ødelagt. Hunden havde hun fået af min kusine og alle mente dengang at hun skulle havde aflivet den og fået en ny. Men hun var blevet så glad for ham at hun lod ham indlægge i en uge hvor dyrlægerne opererede hans ben flere gange. han fik lagt en skinne inden i benet og han brugte en del tid på at halte.
Jeg var ikke gammel dengang, men jeg lærte dengang at kan en livskammerat hjælpes, så vil det betyde alverden for både dyret og menneskerne omkring den.
Min bedstemor døde for 8-9 år siden. Min faster forstod min bedstemors kærlighed til sin hund og valgte at give ham et hjem. Dette gjorde hun af kærlighed til både min bedstemor og hunden.
Der skete en masse da min bedstemor døde og jeg snakkede ikke med min faster i lang tid. men i sidste uge snakkede jeg med hendes mand (min onkel). Han fortalte at min bedstemors hun var død for 6 mdr. siden. Han blev 18 år og havde et fantastisk liv.
Er ret så enige i alle andre… Jeg ville også selv gå meget langt - så længe det har gode udsigtet… MEN… jeg vil dog sige at hvis det var en meget dyr operation uden garantier ville jeg overveje det en ekstra gang…
Jeg har lidt blandede følelser hvad dette emne angår.
Jeg vil gå rigtig langt. Har haft en kat med elepsi (Staves?)
Som i den første tid kostede 15000 inden for 1 uge.
Diverse randerier på dyrehospitaler søndag nat, og indlæggelse.
Jeg ville gøre det igen. Idag er missen 6 år bor hos min søster og har stort set ingen tilbagefald haft siden han var 2 år. Han får ikke sin medicin mere.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at mine dyr betyder alt. Og jeg vil gå meget langt for at gøre det bedste for dem.
Men mit hjerte fortæller mig også, at hvis katten/Hunden ikke ville kunne overleve i naturen som sådan… Er det værdigt??
Jeg tænker oftes, når jeg lufter min hund. Han ville intet problem have med at mangle et ben eller 2. Og jeg ville elske ham som han er… Men er det værdigt?.. Kan jeg se mig selv i øjne efter dette? at lade det forsætte?..
Jeg ville nok få gjort operationen alligevel.
Men det kommer igen an på situationen, og hvad det handler om.
Diabetes, ja ville jeg forsætte på.
Men hvis Bamse blev lam. lad os sige kørt ned af en bil. Og chancen for han ville komme til at gå igen, var næsten lig nul. Ville jeg nok ikke gå videre.
Jeg undrer mig lidt, og tænker faktisk heroisme (hvorfor det ord popper op, ved jeg ikke helt). Det ser så godt ud på skrift at man vil poste alle de penge man har, og ikke har, i at hjælpe sin kat. Men sandheden er vel, at de fleste af os ikke har uanede mængder af penge, og derfor bliver nødt til at tænke over hvor pengene til ungernes lejrtur, tøj, madpakke osv. skal komme fra i sådan en situation.
I mit tilfælde er det også et spørgsmål, hvor svaret afhænger meget af situationen.
Jeg har endnu aldrig stået med et dyr, hvor der akut skulle tages stilling - heldigvis, men man gør sig alligevel visse tanker.
I tilfældet med et operativt indgreb skal jeg nok have en rimelig stor garanti for at katten vil kunne komme sig helt og have et godt og fuldt liv bagefter uden de store fysiske begrænsninger.
En stor operation på en ung kat kan godt forsvares, men hvis jeg får at vide at der er stor risiko for f.eks. gigt eller andre skavanker tidligt i kattens liv, vil jeg tænke mig om en ekstra gang. Ved indgreb til over 10.000 vil jeg tænke mig ekstra om, for jeg kan frygte at det ikke er nok med selve indgrebet men at der også skal lægges X antal kroner i efterbehandling, og hvor langt vil man gå. Som Kia har jeg også en familie, hvor mine børn ikke skal bøde for at mor har en dyr hobby, og skal de have penge til skolerejser mm. må de altså stå først i køen. Vi har ikke ubegrænsede midler, og da jeg pt. er arbejdsløs, er der yderligere begrænsninger.
Med hensyn til div. prøver og efterfølgende medicinsk behandling, vil jeg nok være mere positiv. En kat med sukkersyge, nyreproblemer, allergi eller som andetsteds beskrevet problemer med bugspytkirtlen skal da have en chance for at rette sig.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om denne tråd, for den kan godt give nogle en dårlig samvittighed over deres valg - især hvis valget er begrundet i økonomi. Vi skal huske ikke at dømme for hårdt, det betyder ikke at man ikke elsker sin kat, selvom man vægler at sige stop. Det er en hård beslutning og ikke en der træffes med tørre øjne.
Langt så længe det er for kattens skyld og ikke min.
Jeg har ingen økonomisk overlægger, da mine dyr er forsikret.
Tara har jeg brugt 6000 kroner på men det har virket så pyt (sagen ligger lige nu ved forsikringen så jeg ved ikke, hvor meget de betaler plus opdrætter har valgt at hjælpe på eget initiativ også).
Eddie har jeg brugt 11.000 kroner på, men det har virket så pyt (og forsikringen betalte alt undtagen 800 kr)
Freja og Happy nåede samlet op på 10.000 kroner, før de døde af Fip og FeLV - Kattens Værn gav mig erstatning på 5000 kroner retur for Happy, og for Freja betalte forsikringen det hele undtagen 800 kroner.
Så jeg er dælme, når jeg sætter det sådan her op, glad for at betale til min forsikring.
efter 6 måneder tror jeg startede “cirkuset” med dyrlægeundersøgelser…
Men hun er alle pengene værd!
men nej - jeg vil ikek trække hende gennem mere nu - for jeg tror ikke på at hendes livskvalitet kan opretholdes den dag operation bliver nødvendigt, og der har jeg heldigvis dyrlægens opbakning.
