Jeg har tænkt over den her længe, og synes det kunne være ganske interessant at høre hvilke holdninger i andre har til denne problemstilling.
Kernen er - hvor meget vil du gøre for din kat i henhold til operationer og omkostninger.
For noget tid siden skulle både min flok og min mors flok vaccineres. Det var så sådan at da vi kom ud på dyreklinikken sad der en misser derude der havde været ude for et tragisk uheld i hjemmet.
På en eller anden måde var kradsetræet væltet og det værst tænkelige skete. Det landede oven på katten. Det resulterede i at den kom meget voldsomt til skade med det ene ben.
Ejeren fik så benet opereret. Af hvad jeg kunne forstå på det hele så var tanken at benet så skulle virke igen bagefter. Det skete desværre aldrig. Benet døde. Så nu skulle missen igennem endnu en operation, hvor den så skulle have amputeret benet, og så blive en lykkelig trebenet kælekat.
Alt i alt har katten jo nok fået operationer for over 10.000 kr. Det er godt nok mange penge. Det fik mig til at tænke. Hvor langt er folk villige til at gå for katten?
Jeg talte med en opdrætter om samme sag og hun sagde at der var forskel på om hun ville gøre det alt efter hvilken kat der var tale om. Hvis det var en beholder - altså en evig beholder - så ja. Men hvis det var en der skulle sendes videre efter kortere tid, så var det ikke sikkert.
Jeg kan godt se det fra opdrætterens synspunkt. Hvis man poster en masse penge i en operation til en kat der skal sendes ud som kælekat og som vedkommende måske kan få 1000 kr. for ved salg. Det er så et minus på kontoen på 9000 i forhold.
Når vi taler evigt blivende kælekatte, ja så er der jo tale om et elsket dyr der aldrig kan erstattes. Skal dyr i din mening altid reddes uanset omkostningerne hvis den kan få et godt og langt liv bagefter?
Eller er det okay at gøre et liv op i omkostninger?
Jeg ville gå meget meget langt - hvis kattens livkvalitet og -glæde kan opretholdes efter endt behandling.
Og hvis katten kan holdes smertedækket undervejs.
[quote=PiaR;453006]Jeg ville gå meget meget langt - hvis kattens livkvalitet og -glæde kan opretholdes efter endt behandling.
Og hvis katten kan holdes smertedækket undervejs.[/quote]
Jeg fik lov til at komme ud og hilse på den omtalte mis ude bagved. Den slæbte rundt på det døde ben, den sad nemlig og ventede på at få det amputeret. Den var enormt glad og kælen, så den virkede ikke som om den på nogen måde havde smerter eller var ked af det - jo måske ked af at være i et bur og sidde og glo alene og kede sig men heller ikke mere end det.
Det er meget svært at svare entydigt på, for det kommer an på kattens alder og cost/benefit eller risiko/gavn af operationen. Det kommer også helt an på diagnosen og prognosen efter behandling. En ung kat vil man nok behandle mere på end en ældre, fordi dens chance for at komme godt igennem et behandlingsforløb er større. Ældre katte er det mere risikobetonet fx at lægge i narkose. Osv.
Jeg ville gå rigtig langt! De katte jeg har valgt som mine kælekatte betyder alt for mig og ja, jeg ville gå rigtig langt for at de skulle kunne overleve et uheld eller leve med en sygdom. Selvfølgelig skal de leve et godt liv og jeg ville ikke “holde liv” i en kat hvis den ingen livskvalitet havde. Jeg har desværre måtte sige farvel til to katte alt for tidligt - der var intet der kunne redde dem.
Jeg ved godt at rigtig mange råber “aflivning” så snart katten skal igennem en operation eller andet som i en periode kan være smertefuldt. Men der må jeg sige at jeg er nok egoistisk, for jeg vil gerne lade katten gennemgå det når jeg ved at resultatet i sidste ende bliver godt og min kat kan have mange år endnu. Kunne ikke drømme om at aflive min kat, hvis der var mulighed for helbredelse.
Hvis vi tager eksempelet med benet, så er der halt sikkeret at Kiwi og Lotus ville blive lagt til at sove:( Dette er set ud fra at det er to ældre katte som jeg ikke mener vil have en særlig god livskvalitet bagefter. Derudover har de allerede nu nogle skavanker bl.a. er Kiwi plaget af let gigt.
De yngre vil nok nemmere kunne tilpasse sig livet med kun 3 ben. Men hvis man amputere skal man jo også regne med at det vil lægge en ekstra belastning på de resterende. Alt i alt er det for mig en vurdering af den enkelte kat og dens livskvalitet efter en op.
Det vil dog også være en økonomisk overvejelse, vi kan lægge mange penge i dyrlægeregninger, men jeg sætter nok en økonomisk grænse på 12-15000,- på en enkelt op.
Det er altid en beslutning der vil blive taget for den enkelte kat.
Jeg er gået længere end mange ville gøre for nogen katte - og kortere for andre …
For mig handler det først og fremmest og kattens livskvalitet - og om det er en kat der ved sin blotte tilstedeværelse er en fornøjelse at være sammen med - eller om det er en kat der “bare” bor her.
Om katten skal blive boende eller ej - det skelner jeg ikke imellem. Tænker som sagt først på katten - livskvalitet for både dyr og ejer.
Pengene har aldrig været grunden om katten skulle leve eller det var billigere den var død …
Jeg er helt enig i at det ville være individuelt fra kat til kat, skade til skade osv. Og jeg er så også en af dem som ville kigge lidt på min pengepung, for jeg ønsker på ingen måde at mine børn skal gå sultne i seng eller mangle andet. Forhåbentlig kommer jeg aldrig ud for det valg igen, for jeg har skam fået 1 aflivet pga. pengepungen sagde nej på det tidspunkt, selvom det selvfølgelig ikke var det primære, men det berømte blylod som fik vægtskålen til at tippe over.
Diego alene har stået mig i 20.000+ kr. her i løbet af forår/sommer i ekstraudgifter til doktor dyr… Det ville jeg gladeligt give ud igen. For mig handler beslutningen om den slags operationer altid om hvad der er til kattens bedste og hvad dens fremtidsudsigter er efter sådan noget, ikke prisen. Selvfølgelig skal man også nogen gange være realistisk. F.eks. 25.000 for en operation, som måske kan hælpe katten i et par år… Ja, det ville ikke være sikkert at jeg sagde ja til det og jeg ville aldrig bebrejde at nogen sagde nej
For mig handler det om kattens livskvalitet efter uheldet. Min Coco blev jo ramt af en bil og brækkede kæben og samtidig blev kinden revet fra tandkødet i den ene side. Han fik kæben sat sammen og kindkødet syet fast. Dog måtte han igennem et par operationer fordi noget af kindkødet døde og skulle fjernes. Han havde det virkelig skidt den første uge.
Hævet i hele ansigtet, trak vejret besværet, forpoterne sad i en krampagtig “holde fast i noget” stilling. Jeg var flere gange i tvivl om jeg gjorde det rigtige… men satte min lid til min dyrlæges erfaringer. Dagligt kørte jeg på dyrehospitalet hvor han fik tilført væske, antibiotika og smertestillende medicin. Jeg kunne jo ikke vide om han ville være blevet hjerneskadet.
Heldigvis kom han sig ret hurtigt. Efter de første 5 dage begyndte han at kunne spise baby tørkost og special vådfoder fra dyrlægen og så gik det ellers hurtigt fremad. De men han har efter ulykken er han mangler begge hjørnetænder i undermunden og alle småtænderne imellem… og han klarer fint at fange mus og fugle alligevel.
Alt i alt løb operationerne vel op i 8-10.000 kr. og det har været alle pengene værd. Hvis det efterfølgende havde vist sig at han ville være blevet hjerneskadet så han ikke ville få et godt katteliv … ja så var han blevet aflivet. Jeg ville aldrig føle at pengene var spildt.
Han er den dyreste kat i dyrlægeregninger jeg til dato har haft. 2 gange han har stukket af har han været kommet hjem forrevet og bidt af en anden kat. Begge gange var det dyrlægevagt og vel omkring 8-10.000 oven i. Den ene gang kostede det i hvertfald 5.500 fordi hans næse og kind skulle sys.
For mig kan det ikke gøres op i penge men i livskvalitet.
Det korte svar: (så længe katten har det godt og er glad) Meget langt!
Nu har jeg jo selv en meget dyr kat…Flykra har nok kostet mig i nærheden af 20.000kr i dyrlægeregninger og hun er ikke 3 år endnu…det er “pænt mange penge” når man er på SU, men hun betyder meget for os og ikke mindst for Vívil (kuldbror) så vi er villige til at gå langt for at hun har det godt og er glad Hendes “dårlige perioder” bliver heldigvis færre og kortere og så længe det går i den retning, så fortsætter vi med at “pumpe penge i hende” …selv om alle efterhånden synes at vi er skøre og burde have aflivet hende forlængst
Jeg vil gå meget langt for kattene, men har også en økonomisk grænse, så hvis de skulle opereres og det kostede 10.000, så var vi nok nødt til, at sige farvel.
Når det så er sagt, så kunne jeg ikke forestille mig nogen tilfælde, der skulle blive så dyrt, pånær det nævnte eksempel med amputation og her har jeg ikke helt taget stilling til om det er et værdigt katteliv eller ej.
Som andre også skriver, så handler det jo også om kattens livskvalitet bagefter.
Jeg vil gå langt, for jeg elsker mine dyr; men ikke for enhver pris.
Det skal være på betingelse af - at katten vil få et værdigt liv efterfølgende.
Jeg har lige oplevet, at nogle mennesker, jeg kender sporadisk, lader en hund, der er 15 år gammel “få en chance mere” (hvad det så end betyder)
Hunden har fået en hjerneblødning.
Hunden går sidelæns og virrer med hovedet.
med den eneste klausul at det skal være et godt og værdigt liv for misser… er det det, så betaler jeg hvad det koster uanset hvad !![/quote]
Da Fanny brækkede sin pote blev jeg stillet over for nogle valg, for der er tre måder at gøre det på:
Ingenting - lade det gro sammen af sig selv
Skinne/bandage - i håb om, at den får lov at blive siddende
Operation - estimeret pris: 15-20.000
Baseret på min egen erfaring med mulighed nr. 2 blev den valgt fra med det samme (prisen kom ikke på tale, da den ikke vil være anderledes end ved nr. 1).
Så stod valget mellem nr. 1 og nr. 3 og der valgte jeg at støtte mig til en dyrlæge med mange års erfaring - og jeg valgte nr. 1.
Røntgenbilledet viste, at i hvert fald den ene af de brækkede knogler reelt var knust i bruddet og derfor ikke kunne sættes sammen ved operation, og derfor vurderede jeg, at ulempen og generne ved at foretage operationen faktisk var større end de gener, hun måske ville få af ikke at få foretaget operationen.
Udover, at hun viste mig, at man sagtens kan både løbe og balancere på rækværk på tre ben, så har hun nu ingen synlige gener ved ikke at have fået foretaget operationen, så jeg fortryder ikke.
Det var en ren cost/benefit analyse - men alternativet var dog ikke at aflive hende. De tanker var jeg slet ikke i nærheden af.
Jeg har lige oplevet, at nogle mennesker, jeg kender sporadisk, lader en hund, der er 15 år gammel “få en chance mere” (hvad det så end betyder)
Hunden har fået en hjerneblødning.
Hunden går sidelæns og virrer med hovedet.
Behøver jeg fortælle, at jeg er meget forarget. [/quote]
Ja, hvis noget går på hjernen af dyrene, så afliver vi også næste gang. Vores gule lab Buffy levede jo i 1 år efter, at hun var ramt af hjernehindebetændelse og vi fortryder i dag, at vi ikke gav hende fred med det samme, men dyrlægerne var jo optimistiske og vi lyttede jo til dem…
men heller ikke mere end det.
Hendes “dårlige perioder” bliver heldigvis færre og kortere og så længe det går i den retning, så fortsætter vi med at “pumpe penge i hende” 
