Ja her sidder jeg så og lufter ud imens jeg sidder på computer. Jeg hører så ude fra gaden en vred stemme langt væk. Det er for langt væk til at jeg kan høre hvad der bliver sagt, men vedkommende kommer tættere og tættere på.
Jeg sidder og tænker for mig selv at der nok er en eller anden der taler i mobiltelefon og skælder en eller anden hæder og ære fra, men jeg må indrømme jeg blev en kende chokeret da stemmen kom tæt nok på til at jeg kunne høre hvad der foregik.
En far går på gaden med sin lille pige. 7-10 år. Og jeg citere hvad han sagde med MEGET rasende og råbende stemme:
"Jeg gider for s**** ikke følges med mor! - " (sagt med en stemme som om barnet var dybt debilt)
“- Jeg kan for h****** ikke LI hende!” (Bliver råbt ud over hele gaden, og sagt på en måde som om “mor” er en hundelort eller andet ulækkert.)
Jeg var lige ved at stikke hovedet ud af vinduet og spørge hvordan pokker det var han talte til sin datter. Faderen fortsætter så.
“Jeg gider simpelthen ikke det her mere! Vil du over til mor? Så gå over til mor!”
*løbende skridt nede på gaden og en pigestemme der råber håbefuldt på sin mor - hvorefter faderen står og brøler efter pigen.
Jeg er rystet over hvordan han taler til sin datter, og rystet over hvordan han omtaler moderen. Jeg synes virkelig forældre skal tænke over hvordan de taler til deres børn og hvordan de omtaler deres anden forælder hvis de ikke er sammen - det er at stille børn i en super unfair situation fordi de selvfølgelig elsker begge forældre.
Hvordan taler du til dine børn? omtaler du den anden forælder neutralt eller positivt - eller har du også udbrud som den famøse “far” her havde?
Stakkels barn:(. Umiddelbart har “farmand” ikke for meget mellem ørerne. Hvis han brøler sådan i fuld offentlighed, vil jeg da nødigt høre hvordan han skaber sig der hjemme.
Lige meget hvilken twist der imellem forældrene, så skal man ikke lade det gå ud over børnene og nærmest tvinge dem til at vælge side. Det er dybt unfair. Børnene sidder tilbage med den følelse at det er dem som er skyld i at mor og far ikke kan lide hinanden.
Sørgeligt at nogle forældre er tomhjernet til at indse dette.
Vi har et gudbarn… en ung pige, som vi i sagens natur har kendt hele hendes liv og som vi holder meget af.
Som knap 16 årig begyndte hun at hænge ud med en type, der bare ikke faldt i hverken vores eller hendes mors smag. Han var ikke noget at samle på og virkede falsk, uengageret og udnyttende - svært at forklare, men vi kunne rent ud sagt ikke lide ham!!!
Han havde som 20 årig allerede tre børn med tre forskellige unge piger og naturligvis lykkedes det da også vores gudbarn at blive (planlagt - ih guder!!!) gravid med fjolset!
Der blev lovet guld og grønne skove og både vi og moderen måtte bare se til og holde gode miner til slet spil… For “forbyde” tøsen at se ham - nej, det ville ende galt! Vi kunne forsigtigt komme med en udtalelse, men man skulle passe på ikke at kritisere… så var tøsen simpelthen skredet!!! Så hellere lade hende vide, at ingen kunne forstå henddes valg, men at vi ville være der for hende…
Og det fik hun i den grad brug for, da deres barn var ca 2 måneder… og stodderen skred med truslen om at han nok skulle få taget den unge fra hende!!! Forholdet mellem dem var modbydeligt og han viste sig lige nøjagtig fra den side, som vi (med vores større erfaring) havde kunne ane - især når vi begyndte at sammenligne med hans tidligere forhold…
Han skal ikke vise sig i næheden af os - han vil få et møgfald af dimensioner!
Da der efter ca 1 års tid var faldet lidt ro på det hele (og han var vandret videre til en ny ung pige, der allerede havde været gravid (abort) en gang med ham), havde jeg en lang snak med vores gudbarn…
Hun hadede ham inderligt - meget forståeligt - og svinede ham til med sprogets værste gloser - lige så forståeligt!.. Og som sagt - jeg har aldrig nogensinde kunne lide ham!
MEN…
Han er FAR til hendes barn!!! Hver gang hun sviner ham til, sviner hun også en del af barnet… Selv om de ikke har kontakt, så er barnet en del af ham og har måske træk både udseende og personlighed fra ham!
Vores gudbarn blev bedt om at have det med i sin tankegang… Barnet kan trods alt ikke gøre for at hun på et tidspunkt har været et fjols! Og dengang var han jo det eneste saliggørende…
Idag omtaler hun barnets far på en ganske anden måde… man er ikke spor i tvivl om at de havde (og har!) problemer i deres forhold… Men deres barn hører aldrig negative udtalelser om sin far - kun at far og mor ikke kan sammen fordi de er for forskellige…
Barnet bliver vel på et tidspunkt så stort og modent at det kan få den rette sammenhæng… men det bliver ikke vores gudbarn (eller os eller mormor), der kommer med den forklaring… Barnet må selv finde ud af det!
For… ingen kritiserer faderen… selv om han er en #¤¤#%%&/& IDIOT!!!
Det er jo det der med at være det gode eksempel. Man kan forklare og
forklare i en uendelighed, men hvis man selv opfører sig tåbeligt, så er
risikoen stor for, at ens børn også vil lære at opføre sig tåbeligt. Børn
lærer af det de oplever, sådan er det.
Jeg tror heller ikke, at du ville have fået noget som helst ud af at åbne
vinduet for at spørge faren, hvad der foregik - højst sandsynligt ville hans
barn så have fået en lektion i, hvordan man tiltaler unge indblandende
kvinder.
Jeg har altid forsøgt at tale pænt til mine (nu store) børn, både om deres far og andre mennesker. Også at tale pænt TIL dem. Det er da vist som regel lykkedes mig at undgå “brølere” af særlig grov karakter.
Men men men… jeg er altså kun et menneske og ind imellem er der da røget/ryger der en finke af fadet. Især når temperementet løber af med mig kan der vælte ugennemtænkte ting ud af munden på mig.
Tilgengæld er jeg så god til at sige undskyld og forklare hvad der gik galt, når jeg kommer ned på jorden igen.-surrender
Jeg kunne ikke selv drømme om at reagere som denne far, men jeg sidder her med en tanke. Hvad nu hvis tøsepigebarnet har spurgt og spurgt og spurgt og spurgt og spurgt og spurgt og spurgt og spurgt inden du hører til optrinet, kan forklaringen sikkert være at han er hamrende træt af sin datters spørgsmål. Jeg ved at jeg selv vil have MEGET svært ved at være sød, rar og pædagogisk, hvis det var en af mine unger der spurgte i en evighed om akkurat det samme, og hvis jeg ikke følte jeg kom nogle vegne med mine svar, ville jeg nok også bruge lidt grovere vendinger til sidst.
Men igen. Jeg ville ikke råbe og skrige på åben gade.
Anne, du har ret IMHO.
Jeg tænkte det før, men turde ikke skrive det: En af mine mange grunde til, at jeg vælger ikke at få børn, er, at jeg kender mit eget temperament.
Jeg er ikke særligt tålmodig, selvom jeg har trænet det og fået det prædiket fra en tidlig alder.
Tværtimod: Bliver jeg presset nok, så flyver jeg i luften, ka-boum! Og det skal intet barn udsættes for.
Jeg kender til at have en hidsig “forælder” og er en varm fortaler for fredelig (eller om nødigt u-fredelige!) skilsmisser.
En af de værste ting, et barn kan vokse op med, er en stadigt tikkende og ofte eksploderende bombe af en far eller mor uden selverkendelse.
Desværre får folk børn uden eftertanke. Uden at tænke på den genetiske og psykologiske arv, de giver videre.
For de “eeeelsker jo børn” - som børn. De samme børns voksenliv tænker de ikke over, for de får børn for deres egen skyld. Ikke for børnenes skyld.
