Hvorfor netop den valgte race?

Katte Generel snak om katte
#21

Vi havde vores to blandinger (colourpoint+huskat) og da vi mistede den ene var vi jo nødt til at have en ven til Garfield :slight_smile:
Vi tog på en katteudstilling og fik lidt visitkort til opdrættere af Norske Skovkatte, endnu en udstilling blev det til, og vi gik og kiggede på NFO’erne og gik så lige rundt om burrækken og der sad den smukkeste kat jeg nogensinde har set, sådan en ville jeg have. Han var en blå non-agouti med hvid, og hvidt skæg, han var bare kæmpe og smuk. Sådan en ville jeg have.

Det var så en Maine Coon og 5 måneder efter flyttede vores første MCO ind - også kom der så flere til :høhø: kan ikke forestille mig vores hjem uden et par MCO’er :hjerte:

#22

Jeg havde kun hørt om burmesere gennem min kollega og veninde, da jeg blev bedt om , at passe hendes hus, 1 stk Mops og 5 burmesere + 2 burmeserkillinger
14 dage, hvor familien tog til Finland !
14 dage med de afsindigt sjove katte, der åbnede døre, hev tøj ud af skabe samt " hjalp" med alt fra rengøring til at skrive på PC’en !
De 14 dage ændrede mit liv, - - - jeg var dybt forelsket, - - - - og da jeg ca ½ senere skulle flytte, fik jeg tilbudt den ene af de killinger jeg havde passet , - - og Mulle blev starten på mit opdræt!
Å r senere, havde jeg kigget kattebøger, - - hvilket medførte, at jeg måtte eje en Singapura, - - — for mig “drømmekatten” -:hjerte::hjerte::hjerte: - - - og efter mange års søgning, lykkedes det , at få min første hunkilling fra U.K. og ½ år senere en hankilling. Temperamentsmæssigt ( iflg, bøgerne) ligner de 2 racer hinanden og de trives ialtfald godt sammen!
Min første kærlighed Burmeseren , bor til evig tid i mit hjerte og heldigvis, er jeg stadig forelsket i mine små, yndige Singapura . som egentlig er købt på “udseenet”, + literatur om racen! Men, jeg har valgt rigtigt, og elsker mine 5 katte af begge racer:)

Cats ogConni

#23

Jeg havde indtil 2001 kun haft huskatte…men fik så foræret en perser…og så var jeg solgt…foretrækker dog EXO da jeg ikke er helt vild med at stille pelsplejekrav til mine katte

#24

I starten af min opvækst hjemme hos moar og farmand… (:høhø:) havde vi huskatte, det var min mor som bragte dem ind i familien, om min far ville det eller ej!
Nogen år senere var vi (så vidt jeg husker) på besøg på en slags hobbyudstilling med Norske Skovkatte, og mødte vist der en opdrætter som vi ville købe en killing af.
Så der kom vores første racekat ind i vores familie, en lækker NFO han som vi havde fornøjelsen af i næsten 18 år.

Da jeg flyttede for mig selv, og havde boet nogen år uden kat, kom jeg til det punkt at jeg MANGLEDE en kat i mit liv, og førend jeg vidste det havnede jeg en aften et sted med nogen killinger som rendte uden mor og ordentlig pleje og tog Teddy med hjem samme aften. “Bare” en huskat…
Min egen første racekat er Arthur, og jer som har fulgt med ved at jeg har ham herfra Kattegale.dk. :smiley:
Når jeg tænker nærmere over det, så har jeg faktisk (uden at bemærke det) kigget på siamesere mange gange i mit liv, aldrig tænkt over at jeg en dag skulle eje en langhåret fuldfarvet hippie siameser dog. Men Arthur’s temperament passer rigtig godt til mig og mit liv. Desuden er Teddy så snaksagelig at han er “halv-siam” i mit hoved… :fnis:

#25

[QUOTE=holymoly;566752]Jeg skulle have min første racekat, da jeg var flyttet sammen med Thomas, efter en barndom med fritløbende huskatte. Katten skulle være i lejlighed, og derfor tænkte jeg, at en racekat sikkert ville tilpasse sig bedre. Valget faldt på Abyssinier og vi tog på vores første katteudstilling i marts 93 for at se dem live.

Men da jeg så dem, var der slet ingen kemi. Jeg var grædefærdig, indtil Thomas trak i mig og sagde " hvad tror du så det der er for en?". Det der var EC MtKittery Jackman, en kæmpestor bruntabby Maine Coon, og vi så os aldrig tilbage. :høhø:

Der er mange andre racer, jeg gerne ville prøve at leve sammen med, men indtil videre er vi altid endt med “en til Maine Coon” og jeg kan ikke forestille mig et liv uden mindst to Maine Coons i mit hjem. :hjerte:[/QUOTE]

Aiiii Pil, så må du sevalsme snart få rumpetten til Glostrup, så du kan se det store drog og de vimse tickede :slight_smile: det ku’ være at Mary kunne omvende dig mht. kemien - hun vil i hvert fald garanteret forsøge!

#26

Der har altid været katte i mit liv - huskatte.

For et par år siden besluttede Michael og jeg at vi også ville have racekat ud over de to huskatte. Vi ville gerne udstille og med tiden også opdrætte. Vi besøgte en masse udstillinger for at se på forskellige racer, og endte ud med at det skulle være en semilanghåret.

Så brugte vi endnu mere tid på at finde ud af hvilken slags.
Valget stod mellem MCO og NFO da den sibirske på det tidspunkt var ude for rækkevidde rent økonomisk.
Efter lidt flere udstillingsbesøg vidste vi bare at NFO er katten for os. Den er smuk, den er klog og så er den i en størrelse så jeg kan håndtere den.

Den store drøm var en hvid hunkat med blå øjne, men farven var ikke det afgørende - det var kemi og temperament.
Vi besøgte nogle opdrættere og da vi mødte Missebarnet første gang var vi helt sikre.
Hende skulle det være og det blev det :slight_smile:
18. oktober 2009 flyttede hun ind og vores liv var forandret forevigt :hjerte:

To måneder senere flyttede Gakke ind for en skovkattekilling var jo slet ikke nok, så nu var familien på to huskatte og to NFO’er.

Missebarnet skulle være vores udstillingskat og med tiden gerne starten på vores opdræt.
Desværre kom der en livmoderbetændelse ind og ødelage vores planer, så vi måtte løbe hende langt langt tidligere end beregnet (uden kattegale havde vi opgivet det hele og ladet hende kasterere, vi er Jer evigt taknemmelige for uanet støtte og viden) - 30. april 2010 kom der det dejligste kuld på fire vulkanbørn.

Af det kuld beholdte vi Askja, som så snart hun var født bare emmede af beholder :love2::love2:

Så nu har vi tre NFO’er og det er vist stadig ikke nok.
De katte er blevet vores store kærlighed, og vi holder meget af at vise dem frem på udstillinger.

#27

Noget så enkelt som , kærlighed ved første møde med en maine coon.:hjerte:
Og så gik det mange år inden jeg mødte min ejen soul mate Spike , og han var starten til den store kærlighed og denne skønne livs stil at leve med dem.:hjerte::hjerte::hjerte::hjerte:

#28

coons - og ja somali. Det er dem jeg kan holde ud at bo sammen med, men synes de alle er skønne og herlige bekendtskaber uanset herkomst

#29

Da jeg var barn, 10 eller deromkring, fik vi en burmeser - en lilla burmeser, som selvfølgelig var min bedste ven :hjerte: Min mor og stedfar blev skilt, jeg flyttede til min far og Dusse (som katten hed), måtte omplaceres - han kom til alletiders ældre par, som samtidig fik en legekammerat til ham, så han havde det fantastisk!
Da jeg blev 17 ville jeg have min egen kat - på besøg på en udstilling så jeg en abyssinier, dejlig kat! Sådan en måtte jeg have … og det fik jeg så, men desværre fra en pænt dårlig ‘opdrætter’ (det var så min første oplevelse med en BYB) og katten blev faktisk afleveret tilbage efter 14 dage. Så var det slut med aby’er for en tid, og jeg bestemte mig for at det sikre valg var en burmeser - og Bissen flyttede han - han blev til flere da Dizzy og senere Olivia flyttede ind, Olivia var vores første avlskat :slight_smile: Jeg havde stadig ikke glemt aby’erne, og jeg brugte et par år på at finde den rigtige, og hun blev også til flere hen ad vejen … til sidst maine coonen, altså, ham har jeg jo haft bestilt hos Pil i flere år! Og da den helt rigtige kom, så var det bare om at slå til :slight_smile:

#30

Jeg har altid levet sammen med katte, og i starten mente jeg, at ‘en kat er da en kat’ = der kunne vel ikke være den store forskel,
og racekatte var da noget opreklameret fis, desuden var siamesere jo direkte grimme. :tihi:

Men for ca 30 år siden mødte jeg så i løbet af samme år en skovkat, en perser og en brite,
jeg havde ofte haft blå katte, så jeg forelskede mig i den ‘blå brite’ og mente, at sådan én ville jeg have engang.
Alligevel blev min første racekat en perser, og det var tilfældigt, men jeg kunne godt lide udseendet (dengang),
og så var han utrolig dum, sød og smadder sjov, så da han døde, kom der en ny perser i huset.
Iøvrigt mente jeg stadig, at siamesere var grimme. - Indtil jeg mødte Max og Musse,
Max var en rødstribet orientaler, og Musse var en brunmasket siameser.
… 14 dage senere købte jeg en ballineser, og ca. et år efter købte jeg Arthur; min ‘soulmate’. :inlove:

Efter at have haft siameser i huset i snart 13 år, kan jeg ikke forestille mig at skulle undvære alt det, som de har.
Desuden kan jeg heller ikke forestille mig ikke at have huskatte i huset, da de oftest er en overraskelse,
og når man har levet med katte i 60 år, skal det være meget grelt, hvis jeg ikke kan lære at leve sammen med dem. :hjerte:

Altså - siamesere; fordi de er smukke, har blå øjne, er snakkende, fulde af numre, er meget kloge og i det hele taget har en uforlignelig personlighed.

Huskatte; fordi de er så forskellige både i farver, mønstre og personlighed.
Og fordi man ofte har mulighed for at redde et liv ved at købe en.

PS. Jeg har også haft briter i huset, de var søde og dejlige og kunne sikkert godt friste mig en gang.
.

#31

Da jeg skulle have min første kat, var min plan jo faktisk bare en kat…
det vigtigste for mig var at den var korthåret og til dels meget selvstændig.
Russerens udseende fangede mig OMGÅENDE! Jeg synes den var gudesmuk! :hjerte: (har altid haft en ting for blå:ups:)

Jeg havde egentligt drømt om en russer-dronning, som skulle være en ene forkælet diva - men Yasha ville mig det anderledes :tihi:
der var slet ikke noget at rafle om, da jeg besøgte killingerne første gang. Han valgte mig og jeg lod mig overtale:ups:

Jeg blev samtidig valgt af en race, som jeg faktisk altid havde sagt jeg IKKE ville have :tihi: Devouee ville nemlig med mig og Yasha hjem! der var INTET at diskutere og pludselig havde jeg også en burmeser :tihi:
Jeg havde ellers forberedt mig på, at så grim og ekstremt über velcro 2-komponent klister lims kat skulle jeg ALDRIG have… Det bestemte jeg så ikke selv :tihi: Jeg lærte at elske burmeserens ekstreme kærlighed og lærte at se skønheden :hjerte:

Jeg vidste, at jeg en skønne dag ville have en RIGTIG huskat - der både havde rigtig huskatte forældre og som LIGNEDE en rigtig huskat… ikke en masse raceskrammel sammen :ups:
og der sad Unni - Susanne solgte hende godt! så på trods af mor er europé - så kunne Unni godt gå som (uægte) huskat for mig :hjerte:

I dag, hvor jeg sidder uden Devouee og ikke har en burmeser mere, så er der gået nogle ting op for mig.
Jeg troede jeg ville være russer-menneske for altid - troede jeg!
Men med så mange andre racer, så udvikler de sig. Og på blot 4-6 år har russeren udviklet sig til noget, som ikke længere tiltaler mig, som de gjorde en gang. Og samtidig har jeg i de 4½ år jeg havde Devouee, lært at elske burmeser racen og kan lige så godt indse, at jeg aldrig vil kunne undvære burmeseren :ups:
jeg er gået fra en korthårskat yderlighed i temperament til den anden :tihi:
at jeg så må være tålmodig og vente på min næste burmeser - jaja det tager jeg så med… men en ting er sikkert - Takket været Devouee, har jeg lært at elske racen burmeser på godt og ondt og kan i dag ikke forestille mig en fremtid uden den! :ups:

#32

Jeg har haft kat siden jeg var bette. Min mor er nemlig rigtig glad for katte, så vi har altid haft mindst 1 kat siden jeg var… bom bom… nok 5-6 år gammel såvidt jeg husker. Før da havde vi nemlig hund, men det var slet ikke min mor.

Bølle var den kat vi havde længst tid, en grå tabby huskat som bare var SÅ skøn og dejlig, men jeg overså ham ofte, fordi jeg altid har været hundemenneske, og ofte syntes det var DRØNkedeligt kun at have kat. :ups:

Men da jeg blev 21 og for første gang boede i min egen lejlighed, besluttede jeg mig for, at jeg ville have kat. Max Power var så min første egen kat. En gråstribet huskat. Jeg anede ikke der var temperamentsforskellige mellem de forskellige racer, jeg tænkte bare “en kat er vel en kat” og ville ikke betale en masse penge, bare for at få mere pels eller blå øjne.

Det var først da Max Power forsvandt, og jeg besluttede mig for at mine fremtidige katte skulle være indekatte, at en hel ny verden åbnede sig for mig. Tænk at der er så mange forskellige racer, og at racerne er SÅ forskellige. Wauw!

Både mig og kæresten (Kenny) faldt for abyssinier, og senere også de sølvsorte somali. Den dag i dag falder vi stadigvæk i staver over disse katte, og drømmer om at en dag, når vi får noget større, så skal vi have to af de banditter :hjerte:

Men virkeligheden var en ganske anden, vores nuværende hjem taget i betragtning. Vi har kun to små værelser, hvoraf det ene værelse (stuen) er proppet med bure med gnavere, og det ville i vores øjne være SÅ synd for en nysgerrig og vovet aby at skulle leve i vores stue, hvor vi helst ser, at der ikke skal kravle katte rundt på burene, eller for den sags skyld sidde og stirre sig selv ihjel på burene dag ud og dag ind. :ups:

Kenny ville IKKE have langhårskat, og slet ikke maskede katte. Men da han så et billede af en blå colourpoint ragdoll, med de store blå øjne der kiggede på ham, var han solgt. Vi besøgte opdrætteren af pågældende kat, og var helt enige om at det var ragdolls vi skulle dele hverdagen med.

Både udseendet og temperamentet passer perfekt ind i vores liv. De er både dovne og legesyge, men også kloge og reagerer utroligt meget på mit og Kennys humør. Dem er vi bare super glad for, og Kenny, der ellers blev frastødt af langt hår og masketegning, er nu helt skudt i ragdoll’en og sværger til, at den race altid skal være i hans liv. :hjerte:

#33

Det er nu mange år siden at jeg erkendte, at jeg aldrig igen vil kunne få den kat, som jeg vil have!
Saga blev nemlig aldrig klonet :slight_smile:
Den lille hysteriske, temperamentsfulde, lunefulde og elskelige kulsorte fintbyggede huskat, vil altid være KATTEN i mit liv! :hjerte:

Heldigvis vidste jeg også at jeg havde andre muligheder…
I en meget ung alder stiftede jeg bekendtskab med den norske langhårede “huskat” ude på Øen hos min familie…
Jeg kunne vældig godt lide disse katte… store, stærke, selvstændige, robuste - helt deres egne…
Først efter at Saga havde haft sit kuld og jeg begyndte at undersøge lidt mere om skovkatten, gik det op for mig, at det var den race, som min familie have rendende som gårdkatte - og at man i tidernes morgen havde hentet katte fra Øen for at bistå i det entusiastiske projekt med at bevare Den Norske Skovkat…
Især en af Sagas killinger “var en skovkat” - både af udseende og temperament og altså på trods af sin korthårede sorte huskattemor… Tamlin blev min dreng og jeg var dybt fascineret af den måde han skilte sig ud fra ikke kun sin mor men også sin bror Tjalfe…
Så da Tamlin døde, var tiden inde til at prøve den ægte vare… Og vi købte Aske, skovmis af blodet…

Jeg holder stadig på at Aske er det bedste køb, jeg nogensinde har gjort!!!
Han var ALT, hvad jeg kunne forlange af en skovkat! og mere til…
Har man først haft det privilegie at leve med en kat som ham, så vil man for altid elske hans race…
Den intelligente, reserverede, fjollede, selvsikre Norske Skovkat :hjerte:
Min race…

Abyssinieren… Jeg har altid ment at der her er tale om den smukkeste katterace, som findes!
Og engang tilbage i 1993 lykkedes det mig at få hevet Jan med på, hvad jeg siden har fundet ud af, var World Show :slight_smile: Bare for at se Aby’er i levende live…
OhBoy… de var jo smukkere end billederne kunne fremstille…
Jeg havde dog skudt alle tanker om den race ud af hovedet - vi havde jo fritgående katte og en aby kan ikke gå frit!
Og så en dag fik vi en mail ud af det blå… Lille Namacoola behøvede hjælp.
Efter lidt betænkningstid flyttede lillepigen ind…
Siden har vi måtte erkende en meget vigtig ting…Vi har alle brug for lidt vanvid i vores liv… Til det skal man bruge en abyssinier :hjerte:

På samme WW så Jan for første gang en Maine Coon… Han stod bare helt stille og bare NØD at se på katten…
Ca 15 år efter at Jan havde annonceret at han en dag skulle have sådan en kat, flyttede den første coon ind… og får Jan sin vilje vil vi nok altid have sådan et intelligensmæssigt udfordret, lalleglad, sjovt skrummel i huset :hjerte:

At vi også har en perser skyldes udelukkende at der er tale om Brian, som jo, trods stamtavlens ord om noget andet, er en Persinnier :hjerte:

#34

Jeg er jo gammel hundemenneske, men boede i en periode hos en veninde der havde en huskatte killing. Denne killing og min briard hvalp legede simpelthen så godt sammen, at da jeg flyttede
til mit eget så måtte jeg jo have en kat til mine hunde:tihi:

Men - vant til racehunde og udstillinger af samme som jeg var - var det en naturlig ting for mig at gå på en katteudstilling. Det skulle vise sig skæbnesvangert :dokdok:

Jeg forelskede mig i flere racer - den fantastiske yndige og grasiøse aby ( men der manglede jo pels), Hellig Birmaen - skovkatten i sølv…( dengang var der ingen Maine Coon i DK).

Jeg gik så hjem og tænkte og blev enig om, at med mit temperament så ville jeg have en kat der ikke " var sin egen" men lige som en hund - var MIN. Samtidig ville jeg have en aktiv og legesyg kat der aldrig blev kedelig men kunne give mit behov for sjov hjælp. En kat der ikke tog sig selv for alvorligt men som både kunne lade mig le af den og le med mig. En kat der ikke var bundet i hjemmet men nemt kunne flyttes rundt. Og samtidig en kat der var smuk at se på, blød at røre ved, en kat med pels med en der ikke krævede pelspleje.

Der var kun een race der levede op til alle de krav :tihi: nemlig somalien.

Abyen glemte jeg aldrig helt - og i starten kom den ind her som udavlsprojekt til somaliopdrættet men dels er jeg jo lidt fascineret af denne “nedbarberede somali :lol:” og dels er min katteripartner, Henning, mere til de korthårede end de langhårede - så idag har vi begge dele, omend jeg lige nu gerne vil skære kraftigt i mit abyopdræt og koncentrere mig lidt mere omkring somalien igen.

Men jeg kan sige, at trods små kærlighedsfling med andre racer - så er SOMALIEN simpelthen den perfekte kat for mig. Den lever op til alle mine krav og lidt til og ikke mindst idag hvor jeg har opdrættet dem til at se endnu smukkere ud så findes der hverken en smukkere kat eller en kat der er mere spændende at leve sammen med. Til gengæld må jeg sige, at somalien er IKKE en kat for alle. Det er en kat for specialister, for dem der vil noget specielt og ikke har noget imod at indrette hus og have efter katten istedet for omvendt. Det er en race der kræver en veludviklet humoristisk sans og et stort overskud og det er ikke en kat for sarte nerver. Til gengæld så forlænger somalien og abyen helt sikkert deres ejers liv: Det siges jo at daglig latter forlænger livet - og der går ikke en dag uden at mine katte giver anledning til vild latter :lol:

#35

Da jeg i sin tid kom hjem fra England og flyttede hjemmefra savnede jeg at have et dyr omkring mig. Ung som jeg var, skulle det ikke være hund, for den er man for afhængig af, så da naboens kat fik killinger flyttede min første kat ind.

Han blev efter et par år afløst af en anden huskat og da jeg 9 år senere måtte aflive ham pga. FIV besluttede jeg mig for at få racekat. Min daværende chef havde burmilla og russer og anbefalede mig at kontakte en opdrætter, der havde flere racer, så jeg kunne se lidt forskelligt. Dengang havde han 6 racer, men ud fra mine krav til katten, anbefalede han mig en burmeser.

Meget har jeg været uenig med den mand om gennem tiderne, men lige netop dét valg er vi enige om :hjerte:

Dengang flyttede Guinness og Bailey ind og senere kom Galliano til med henblik på udstilling, Sander som Gallianos dyreste legetøj og Fanny som min første avlskat. Uanset, at jeg engang imellem drømmer om andre racer - og måske endda vil udleve en eller flere drømme - vil der altid være burmesere i mit hus :smiley: Og de næste mange år håber jeg at kunne lave flere af dem selv.

#36

Findes der andre? :lol:

Nej, spøg til side. Selvfølgelig findes der andre, men ikke andre for mig. Der findes sindsygt mange flotte og fascinerende racer, men ikke nogen der i den grad er gået i blodet på mig som Maine Coon´en har. Jeg kan være dybt fascineret af andre racer, men det er en fascination der ikke holder mange dage, så mon ikke man kan sige at jeg vist har fået den helt rigtige race for mig? :slight_smile:

#37

Jeg har aldrig ejet en racekat. Har altid haft huskat. Og da vi skulle have Tiger så ville min kæreste ikke have en racekat, så derfor blev det en huskat. Jeg kunne godt tænke mig en hellig birma, men der er lige det med pels, har et langhåret svin og det sgu besværligt, men det jo også noget andet :slight_smile:

#38

Den sætning satte så mange tanker igang, at jeg lige måtte checke din profil igen. Aha - marsvin! :smiley: