Hvornår er det tid


#1

Jeg ved godt at jeg i sidste ende selv skal træffe beslutningen. Jeg har bare brug for at dele lidt med jer og høre jeres erfaringer igen. Det er en jo en proces at være i.
Min søde, smukke, dejlige, super trofaste Frida er som I ved blevet 16 år. Siden december har hun fået medicin for dårlige nyrer og fået diætmad. Det løftede hende en del. Men nu synes jeg det går lidt den anden vej. Hun spiser men jeg skal tilbyde hende maden og friste hende flere gange om dagen. Hun sover meget. Hun vil gerne ligge i sengen ved mig. Om dagen vil hun ofte gerne ligge for sig selv fx ude på vores loft. Hun putter ikke så meget med Fiona mere. Hendes luftveje er lidt påvirket ikke sådan at hun ikke kan trække vejet overhovedet, det er bare lidt mere højlydt. Bærer jeg hende ud vil hun gerne hvæsse kløer på træer og spise lidt græs. Hun elsker at ligge og sole sig på min altan. :heart:
Jeg er helt afklaret med at hun ikke skal igennem nogen form for større behandlinger.
Men må jeg høre hvornår vidste I at det var nu? Hvad var tegnene?


#2

Åh det er så svært og gør så ondt, når det er ved at være tiden.
Kig hende dybt i øjnene. En dag kan du se at gnisten er væk og hun tydeligt siger at nu er hun træt og gerne vil slippe for mere. Jeg synes egentlig at samtalen med katten er … “let nok”, forstået på den måde at den siger tydeligt nok at nu rækker det egentlig. Det er samtalen med mig selv, der er svær, fordi jeg ikke har lyst til at høre hvad jeg får fortalt og ikke har lyst til at agere, selv hvis jeg lytter… og iøvrigt kan det være svært at høre noget rent mentalt for bare snot og tårer, selv hvis jeg lytter. Jeg synes ikke beslutningen som sådan er svær - men jeg synes den er tung som et ondt år og vejer som en hel storebæltsbro…
VH
Susanne


#3

Der er også objektive indikatorer. Bl.a. funktion og vægt.

Så længe katten fanger mus, er det ikke helt slut.

Det er forventeligt, at en kat, der i sine velmagtsdage vejede 4,5 kg, kun vejer 3,5 kg i 15 års alderen, idet den har tabt muskelmasse og fedtdepoter. Men når samme kat kommer ned på 3 kg, så går det ikke længere.


#4

Nu græder jeg bare. Tak Susanne. :heart: Det er den kat som min søn er opvokset med og den kat min nu afdøde mor holdt så meget af. Hun snød os og fødte en kæmpe killing på P piller inden hun så blev neutraliseret. Det blev min søns killing men den blev ikke så gammel. Hun har flyttet med mig så mange gange og altid bare være trofast som om at bare jeg var der, så var det ok. En gang overlod jeg hende til en bofælle, hvor vi boede i hus med have, fordi jeg flyttede i lejlighed og synes det var synd for hende. Men jeg måtte bede ham komme med hende igen, fordi vi hører sammen Frida og jeg. Så blev hun by kat og løb også ude i det kvarter og kom altid hjem. Nu bor vi på en ejendom på landet og her er fred og ro. Og her skal hun ende sine dage en dag under et smukt træ i min have. :heart:


#5

Lige nu :heart:


#6

Det er flere år siden hun stoppede med at fange mus. Jeg ved egentligt ikke hvorfor. Jeg vil veje hende igen senere i dag. Jeg gør det jævnligt. Jeg tror ikke hun er så langt nede i vægt. Hun har været til den runde side. Men jeg tjekker det igen i dag.


#7

Frida vejer 4,1 kg. Så vægtnedgangen er ik så stor. :slight_smile:


#8

Hvor er hun bare sød :heart_eyes:

Det er svært - og kunsten er at finde tidspunktet hvor livskvaliteten ‘vipper’ - når der er flere dårlige end gode dage.

Det jeg kikker efter er madlyst (specielt om der altid lige er plads til top-favoritten - en reje eller to, fortrukne kød/dåsemad, ynglings gufferen). Vægt(tab) som også nævnt. Hvordan de sover - afslappet på siden/ryggen, dyb søvn. Interaktion med de andre misser. Om mis stadig vil ud og gå en tur i haven - altså holder fast i rutine selvom ture måske er kortere. Soignering - om mis bruger tid på at pudse sig og pels er relativ fin. Om mis sover de samme steder - og ikke lige pludselig ‘gemmer sig’ når der skal soves. Og ved sygdom naturligvis hvordan symptomer udvikler sig.
Jeg har en ‘kattekalender’ hvor jeg skriver stort og småt ned - og det kan tit være hjælp til at se hvordan symptomer udvikler sig…og også en hjælp til at tage beslutning…hvis eks alvorlige symptomer bliver hyppigere. Eks havde jeg mis med lungekræft - her skrev jeg ned når hun hostede.

Jeg ringer også gerne på forhånd og tager snak med dyrlægen om at komme hjem til mig og aflive ‘når det er tid’ - så det er forberedt. Altså få en aftale om hvordan det lige gøres så dyrlægen kan komme med kort varsel. Nogle gange bliver det sådan at man ved ‘nu er det tid’ - og så er det bedst ikke at vente for længe efter det. Det kan gå hurtigt ned af bakke.
Det værste er i de tilfælde hvor man bagefter godt ved at det skulle have været tidligere…


#9

En anden ting der måske også kan føjes til omkring det gode i at planlægge på forhånd - og tænke ting i gennem og forberede sig - som du også er i gang med: det er at forsøge ikke selv at være alt for ked af det når mis ser det - specielt til sidst.
Min oplevelse er at det stresser dem mere - de kan jo godt mærke man er oprevet. Gamle misser man har haft i mange år er jo en hengivne og de ved når der er noget galt.

Så en ting man også kan gøre på forhånd er at man mentalt forbereder sig på selve situationen til sidst. Tænke situationen i gennem - alle store og små detaljer. Gøre det nogle gange så man tager noget af brodden af så at sige. Øver sig på hvordan man bedst håndtere det. Hvad man kan gøre for at gemme noget af sorgen til senere og give mis en god afsked.


#10

Tusinde tak for dit meget uddybende svar @Musashi Det var også lige hvad jeg kunne bruge. :hjerte:
Jeg har talt med dyrlægen for lang tid siden, hun vil gerne komme herud når tid er.
Jeg hæfter mig ved en ting du skriver: når hun gemmer sig for at sove.
Det er nemlig nyt at hun søger ud på vores loft for at sove.
Mht mad så spiser hun som sagt, men jeg skal virkelig tilbyde det foran hende, så hun ser det.
Min oplevelse er endvidere, at hun hører dårligt og har gjort det længe.
Hun og Fiona på knap to år plejer at putte meget sammen, det sker ikke rigtig mere. Det skal så også siges at Fiona er vildt meget ude pt.
Men der er en forandring.
Hendes luftveje virker som sagt lidt irriteret, men det er ikke sådan at hun ikke kan få luft eller noget. Jeg har fået tid ved dyrlægen snart til hele flokken her: 3 katte og en hund. Så der kan der blive set på hende igen.
Hun er træt af at skulle have nyre medicin hver dag, det er ikke en fornøjelse for nogen af os.
Hun holder til på 1. sal det meste af tiden, det har hun gjort mens jeg har boet her ( Lidt over et år). Det sker hun kommer ned og putter i sofaen hos mig. Hun sover mange nætter hos mig i sengen.
Jeg bærer hende nogle gange helt ud, og så nusser hun som sagt lidt rundt udenfor og hvæsser klør i et træ og nipper til lidt græs.
Men der er en forandring.
Jeg græder næsten mens jeg skriver dette. Men jeg prøver også på at være realistisk. Sidste vinter tog sidste vinter afsked med hendes makker Orla på en fin og smuk måde sammen med en fantastisk mobil dyrlæge, der havde masser af tid. Hun kan anbefales!
Så det er status lige nu.


#11

Udehygge lige nu. :blush:


#12

Nu ved jeg ikke hvad større behandling er, men du kan overveje mirtrazapin som er appetit stimulerende (1/8 pille hver 2. dag) eller ormeprazol, da en del nyrekatte døjer med mavesyrebalancen og det giver dem kvalme/opkast.

Edit: så lige dit sidste indlæg efter jeg havde skrevet. Nogle gange skal man også beslutte sig for hvornår nok er nok, som du er inde på, og nogle gange er det enkelte problem ikke så stort, men den akkumulerede effekt af “småproblemer” kan være for stor…


#13

Måske skal du prøve at slutte fred med tanken om at dette er hendes sidste sommer, og når sommeren går på hæld, så begynder den trælse sæson hvor gigt begynder at gøre ondt… I sin tid tog vi en bevidst beslutning om at gamle Mikkel Huskat skulle nydes sommeren over, og han havde det nogenlunde godt. Han var 15½ år gammel og gik stift og tiltagende langsomt. En dag sidst på sommeren sagde han selv at nu var han træt. Lagde sig under et træ i haven og ville ikke ind. Vi tog beslutningen med det samme og kørte samme eftermiddag. Turen til dyrlægen var slem, vi kunne næsten ikke. Vi græd som piskede, dyrlægen græd og det væltede de næste 2 døgn ind med hilsener fra nær og fjern som havde kendt ham (han var velkendt på udstillinger dengang) og det trak tænder ud som få andre ting jeg har oplevet. Vi lærte også noget af det, bl.a. at “sommeren over” ikke er så dårlig en plan, fordi det er lettere at have det nogenlunde i varmt og godt vejr, end i koldt og fugtigt vejr. Der har været et par gammel-misser siden da, der har kørt på en plan der hed “sommeren over”, og det har været håndterbart for os og til at leve med for katten.
VH
Susanne


#14

Jeg har selv tænkt tanken Susanne med sommeren over. Og da jeg fortæller kæresten om dit indlæg, så siger han at han også har tænkt det samme. Men åh hvor er det sejt. Jeg har aldrig haft en kat eller hund der blev så gammel og som har været så speciel. :heart:


#15

Åh hvor jeg kan følge dig, det er bare så svært :frowning:
jeg følger lige lidt med i tråden, da jeg står selv i lidt af det samme dilemma. Min kat er 11 år og han har gigt. Jeg synes bare det er gået ned ad bakke med ham på det seneste. Især fordi han trækker sig meget og ikke er så selskabelig længere. Han har også tabt sig. Jeg har så at sige lovet ham at han ikke skal mere igennem - han har bl.a. Været opereret i benet og fået tænder fjernet, samt han desværre altid har været noget påvirket respiratorisk af sin races svaghed (perser).
Men det er godt nok svært at vurdere hvornår det er tid til at sige farvel. Han kommer trods alt stadig og hilser glad om morgenen og venter på mig i køkkenet, for at få sit vådfoder. Men meget af dagen bliver tilbragt med at “gemme sig” og kan se han går dårligt på bagbenene. Det er bare så svært at skulle tage beslutningen. Mange har sagt til mig, at når han er “så gammel” så er det da bare at få det gjort, men jeg synes nu ikke det bliver nemmere, fordi man har haft katten i så mange år…

Jeg håber din Frida viser dig hvornår det er tid. Det er bestemt ikke nemt :frowning:


#16

Det er vanvittig svært at skulle tage den beslutning og selvom hovedet er med på det, så er det jo ikke sikkert dine følelser er.

Jeg har i sidste uge måttet sige farvel til Chip min 13 år gamle huskat. Jeg ved godt det er den rigtige beslutning, dyrlægen bekræftede at det var den ansvarlige og rigtige beslutning; men jeg græd som pisket over at skulle tage beslutningen og jeg er stadig ked af det og det bliver jeg ved med at være.

Så nej at have haft en kat i mange år gør det ikke nemmere, måske endda tværtimod.

Pøj pøj til jer alle, som lige nu eller i fremtiden står med den beslutning.


#17

Det er nemlig rigtig svært! Jeg tænker, at vi må blive ved med at kigge godt og indtrængende på vores gamle misser for at se, om de stadig har livskvalitet, eller de kun er her for vores skyld nu. :brist:
Jeg sørger for, at der er vand i flere af de rum hun kommer i, og jeg tilbyder hende mad flere gange om dagen. De andre misser freder jo ik bare hendes mad.

Jeg skal have tjekket resten af dyreflokken ved dyrlæge på mandag når vi har fået ferie, og så kommer hun med, så dyrlægen kan tjekke hende også.

Jeg er så taknemmelig over, at der findes et forum som dette, hvor der er så meget varme, indlevelse og gode råd til det at være gal med katte. :heart_eyes_cat:
Her er plads til at del oplevelser, tanker og følelser omkring katten, som andre måske kan finde lidt overdrevet: “det er jo bare en kat” Nej det er ik bare en kat, det er min elskede lille kat. :hearts:

Pøj pøj med din mis. :troste: har du et billede af ham?


#18

Ja da, her er min bamse :heart:

Det er fra i går hvor jeg tog ham ud på græsplænen. Han ville gerne sidde og kigge lidt, men gik hurtigt ind igen. Førhen plejede han at gå ud sammen med de to andre på sådan en lun dag.

Jeg har også tænkt på om jeg skulle tage Valentin ned til dyrlægen, men ved ikke om det giver mening. Han har flere forskellige sygdomme/udfordringer som gør at jeg ikke vil have han skal igennem diverse behandlinger. Men måske bare for at få en status. Han får fast metacam og arthroflex, som skulle hjælpe på gigten - dyrlægen har også talt om binyrebarkhormon, hvis det ikke var nok, men det vil jo også være noget han kun kan få i en kortere periode.

Og ja det er helt sikkert en gave med et forum som dette, hvor vi alle kan sætte os ind i, hvordan det er. For mange andre synes det er skørt, at man overhovedet vil behandle en så gammel kat, men som du siger, så er vores katte jo noget specielt og uerstatteligt for os som bor med dem og elsker dem.

Og hvor er Frida også bare smuk og sød :heart: Det er også virkelig svært med nyrekatte. Min anden kat Medea er jo som du ved også nyrekat. Hun har nærmest fået et helt nyt liv efter vi startede på Mirtazapin hver 2./3. Dag. Hun havde også for nyligt et dyk, hvor hun mistede appetitten og kastede op. Men dyrlægen fik rettet hende på væskebehandling og nu også Mirtazapin - det hjælper meget på at holde hendes appetit i gang og hun er virkelig blevet meget gladere og selskabelig. Vi joker lidt herhjemme med at hun er på lykkepiller :smile:

Potekram til dig :heart_eyes_cat:


#19

Hvor er han dejlig ham Valentin :star_struck: Et skønt billede at have!

Jeg tænker, at der sker jo ikke noget ved, at vi lige får dem tjekket. Jeg er også helt afklaret med, at der ikke skal ske det store med Frida mere.
Min hankat Orla blev som sagt 11 år, så kunne han ikke mere med dårlige nyrer og et par infektioner oveni hinanden med antibiotika.
Frida får Semintra mod dårlige nyrer - 4 ml oralt hver dag. Det er ikke noget hun er vild med, men hun tilgiver mig jo alligevel. Jeg tror dog ikke jeg vil give medicin for flere ting, hvis det opstår. Så må det være fordi hun er mæt af dage. 16 år er jo trods alt en pæn alder for en fritløbende mis. :hearts:


#20

Tak :heart:

Det kan jeg virkelig også godt forstå hvis du ikke vil. Jeg har efterhånden et halvt apotek til mine. Medea får også semintra samt mirtazapin og ipakitine. Valentin får metacam og arthroflex. Og det er bestemt ikke særlig sjovt at skulle give så meget medicin til dem…
16 år er da helt sikkert en flot alder for din skønne Frida.

Tror også jeg vil tage Valentin forbi dyrlægen her en af dagene og få en status på hans gigt. Så må vi tage den derfra… Han skal i hvert fald ikke gå og have smerter :cry: