Jeg har mødt en speciel lille kat

I Kan få lov at smugkigge en del af min artikelserie til på mandag om kæledyr som helbreder mennesker. Katten Lea er helt fantastisk:-)

"Lea arbejder også på Åglimt

Af Helle Lenschow
VSF

Kæledyr: Det er ikke sikkert, at du lige opdager Lea med det samme, at du træder ind af døren på plejecenter Åglimts demens afdeling Valmuen i Aalestrup. Måske ligger katten bare og småsover i en stol, men trods det, at Lea ikke gør et stort væsen ud af sig, så spiller katten faktisk en meget vigtig rolle.

Hun er endda udvalgt specielt til at bo på afdelingen, hvor de demente beboere finder stor glæde og tryghed ved kattens tilstedeværelse.

»Vi har altid haft kat her på afdelingen. Det er et meget bevidst valg, for der er ting, som et kæledyr kan give beboerne, og som personalet ikke kan. En kat er desuden lig med hjemlighed, hygge og udstråler ro,« siger gruppeleder af Valmuen Hanne Poulsen.

Internatkatten fik en chance

Lea kom til afdelingen som voksen. Hun er hentet på Aalborg Dyreklinik, hvor hun sad som hjemløs, indtil plejepersonalet fra Valmuen kom forbi.

»Det var vigtigt for os at få en rolig og venlig kat. Vi valgte en voksen kat, og Leas sind er perfekt til opgaven,« siger Hanne Poulsen.

Ifølge hende oplever personalet, at katten vækker nogle ellers gemte sanser hos de demente. Mange stopper op, aer Lea, sidder lidt med katten eller kommenterer »den søde lille mis«.

»Der er beboere her, som selv har haft kat, da de boede hjemme. For mange er det en stor sorg at miste et kæledyr, når de flytter på plejehjem. Lea udfylder en rolle, som andre mennesker ikke kan udfylde. Hun kan åbne mennesker op,« siger Hanne Poulsen.

Udover Lea har Åglimt netop lavet en aftale med en hundekennel i Skals, som fremover vil agere som besøgsven med hunde i opholdsstuen Oasen hver 14. dag."


Mens jeg sidder og interviewer hende Hanne her, så er der pludselig en, der snor sig om mine ben og siger “Miiiuew!” Det er lidt sjovt, for de andre gange jeg har været på det center har jeg ALDRIG set Lea. Vi grinede lidt af, at det virkede som om, at hun vidste at det her handlede om hende nu… :slight_smile:

Kan man andet end elske sådan en kat? Og sikke et SKØNT plejehjem altså!

Knus

super læsning helle-thumbs

Jeg tænkte Uha det er vist godt det ikke er Tara der har det job:-) Eller tip… Eller Don nemo! Nanoq kunne godt have det :-)))

Knus

Super dejlig læsning og hvor er det bare rigtig.

Min far er lettere dement men har altid været meget glad for dyr.

Det første min far plejede at spørge efter var om jeg havde misserne med, men det havde jeg jo ikke hvis jeg bare lige kom til en kop kaffe.

Her i foråret blev min mand og jeg så enige om at mine forældre skulle være misseejer så vi købte en sød 4 år gammel perser til dem.

Den er de bare så glade for og min far har nu igen en at snakke med når han ikke gidder snakke med min mor -tihi