Jeppe, Jepsen, Jeppe baby, baby maybe, og Putte Monster, skulle have haft mange flere år til at være en pestilens, men sådan blev det ikke 
Da min ekskæreste gerne ville flytte til Aalborg for at læse, holdte jeg på, at skulle jeg flytte væk fra alt kendt, så skulle vi bo et sted, hvor vi måtte have kat og det lykkedes. Efter knap en uge i Aalborg ringede jeg til Kattens Værn bare for at høre, hvordan adoptionsprocessen ved dem fungerede, hvilket endte ud i, jeg aftalte vi skulle kigge ud to dage senere, fordi de i én uge havde haft den måske perfekte for os kat siddende. Vant til inde livet i en kollegie lejlighed, bange for andre kat, godt 1,5 år og ikke i stand til at åbne døre, hvilket matched vores ønsker og så havde tidligere ejer oveni givet alt tilbehøret med til katten, kattebakker, transportkasse, kradsetræ, mad og legetøj.
Jeg fik at vide inden vi tog der ud, at det altså kun var for at kigge og at det virkelig skulle være en helt speciel kat, for at vi allerede købte en kat… Det viste sig, at det ikke bare var en helt speciel kat, men fra første blik min kat vi mødte, Jeppe valgte at jeg var hans menneske da vi hilste på hinanden første gang 
At hans alder skulle vise sig, at være det eneste af vores ønsker han egentlig levede op til, var sekundært så længe vi var sammen… Når vi glemte at låse hoveddøren og han gik på tur, svarede han mig altid når jeg kaldte, så jeg kunne følge lyden og samle ham op igen, og at han ikke trives som ene kat, forårsagede at vi fik grund til at acceptere Mille skulle med os hjem
Jeg vidste allerede i en tidlig alder, at jeg en dag ville have kat, og at jeg ikke ville acceptere at risikere at stå og ikke kunne give den det den havde brug for, hvilket sendte mig ind på en vej, hvor jeg kæmpede hårdt for at få en uddannelse og et job, der gjorde det muligt… Som årene gik blev kampen hårdere og hårdere, og uden Jeppe og Mille havde jeg ikke haft noget at kæmpe for, men jeg gjorde det for mit løfte til dem om at de aldrig skulle mangle noget…
Jeppe var fantastisk til at lade mig sno mig rundt om ham, når jeg var ked af det, og til at lægge sig over mit bryst på en bestemt måde, så hans spindende kunne hjælpe mig med at løsne op, når jeg viste symptomer på stress, han var helt klar over, hvornår der var brug for ham Det fedeste var i perioden, hvor det var Jeppe, Mille og jeg, da begyndte han at fortælle gæster, hvornår de skulle smutte med sit kropssprog og hvæs 
Livet med Jeppe var ikke uden bekymringer, tænderne blev fjernet langsomt år efter efter år, dyrlæger skulle spises, venstre knæ blev skadet og somehow præsterede han at brække kæben 
Dyrlægen mente jeg skulle kunne give ham piller indtil han kunne blive opereret, ellers ville det være bedst at lade ham få fred der, heldigvis i det jeg skulle til at tage den sværeste beslutning nogensinde, kom hjælpen herinde fra, og Anne_P tilbød at hjælpe, så han kunne få sit smertestillende og nogle flere år 
Desværre blev det ikke så mange år som håbet og aftalt med Jeppe 
17 August skrev min kæreste, at Jeppe opførte sig mærkeligt og at han var bekymret. Dyrlægen var enig, så vi blev presset ind og jeg fandt ud af, at det tager knap en time fra Højbjerg til Hobro dyrehospital, hvor Jeppe og min kæreste kun lige var kommet ind til dyrlægen da jeg ankom. Vi blev tilbudt at prøve at give ham smertestillende henover weekenden og så komme retur til blodprøver om mandagen, hvis det ikke var blevet bedre, alternativt kunne de tage blodprøver med det samme. Med Jeppes had til dyrlæger skulle det overstås straks, jeg ville ikke have ham en ekstra tur afsted, hvis det kunne undgås.
Blodprocenten var omkring 21-22% hvilket var lavt, så vi blev henvist og mast ind i kalenderen hos en i Svenstrup med speciale i de lidt sære tilfælde allerede næste dag. Dyrlægen lagde ikke skjul på, at han ikke var sikker på, at det ville gøre anden forskel, end at vi vidste med os selv, at vi havde gjort hvad vi kunne.
Ventetiden var den værste, vi brugte aftenen på at græde og glæde os over, at Jeppe i det mindste insisterede på at være i stuen ved os, selvom han ikke orkede at putte. Fredag morgen fik Mille lov at putte ved hans side en sidste gang. Da vi kom tilbage på dyrehospitalet efter 8 lange timer, fik vi beskeden som ventet, det bedste ville være at give Jeppe fred
Blodprocenten var faldet til 11% og selvom han var svag, sørgede Jeppe for at dyrlægen lærte at når jeg advarer om, at min kat ikke kan lide dyrlæger og kan være en mundfuld så mener jeg det, han hvæste og knurrede når de kom for tæt på… Selv da vi kom indtil ham og han var næsten fuldt bedøvet skældte han ud, lige indtil jeg skiftede deres tæppe ud med hans hæklede tæppe fra transportkassen og han opdagede han kunne lægge sit hoved i min hånd
Han kæmpede til det sidste, men den lille krop kunne ikke mere
Jeg nåede at have 11 år med Jeppe og jeg er dybt taknemlig for hver eneste dag med ham, selvom de sidste 3 uger har været hårde og krævet flere tårer end jeg troede man kunne producere
I morgen kører vi til Hobro og henter ham hjem i form af aske smykker, så jeg til hver en tid har en lille del af ham, selvom det er i den forkerte form
Den sidste morgen putte tid
Altid tæt på og i hygge humør
Det bedste putte sted
for Jeppe
Jeppe
