Kærlighedsbid? Skal man være bekymret?

#1

Jeg er ny her… Det har måske været oppe og vende.
Jeg har lige overtaget min svigerdatters kat, navnet Cip.
Han er neutraliseret, er et år gammel. Har haft en hård start på livet.
Han blev fundet i en kuld på 5, 4 dage gamle, som blev indleveret til SPCA i Houston. De blev opflasket, og 5 uger gamle tog min svigerdatter sig af dem, de var syge allesammen. Hun adopterede 2 af dem, da de var store nok og færdigbehandlede. Nu he4 i sommers flyttede familien til Norge grundet nyt arbejde, og bor imidlertidigt i lejlighed. Mens de flyttede, var kattene til pension imens.
Men de kunne ikke sove, kattene hylede om natten, og sloges indbyrdes, og børnene var ikke specielt søde ved den ene. Så hun gav mig den ene, og senere den anden til en anden familie.
Min kat Cip, er en ren madøre, kan slet ikke have noget på spisebordet. Han er kælen, men vil ikke tages op, og han napper i hænder og ben, generelt ikke hårdt. Men når jeg står ved køkkenbordet, er han begyndt at bide lidt hårdere, sååå det er jeg ikke så glad for. Men skal jeg være bekymret, ved ikke, om det udarter sig senere? Er ikke meget for afstraffelser, men siger fast nej.

1 Like
#2

Jeg er glad for, du ikke bruger afstraffelse. Du ville sandsynligvis ikke opnå andet end at gøre katten utryg.

At han ikke vil tages op, er måske mest et spørgsmål om, at han ikke er blevet vænnet til at acceptere det, mens han var helt lille killing. Men det kan også være et udslag af generel utryghed på grund af den svære start. Personligt ville jeg ved en kat med hans baggrund acceptere, at det er sådan, han vil have det, og ikke forsøge at ændre på det.

Men jeg fornemmer, at det også er det, du gør. Og at det er napperiet, der er det egentlige problem.

Der er folk herinde, der ved mere om katteopdragelse end mig, så de korrigerer mig nok, hvis jeg tager fejl. Jeg er ikke sikker på, det er den bedste fremgangsmåde at sige nej. Jo, hvis det virker, er det selvfølgelig fint nok. Men det gør det nok ikke, når du spørger?

Når du snakker til ham, uanset hvad du siger, så får han opmærksomhed. Så virker hans napperi - selv om han jo nok hellere ville have en bid kød :slight_smile: Så ignorer ham i stedet. Hvis han napper - gå roligt ud af køkkenet uden at sige noget til ham og uden at se på ham. Husk at lade være med at falde for fristelsen til lige at give ham en lille haps ind imellem. Det kræver konsekvens og tålmodighed, og der er selvfølgelig ingen garantier for, at det vil virke.

Og så det skøre forslag - hvis det kun er i den situation, hvor du står i køkkenet, det sker, kunne du prøve at iføre dig langskaftede gummistøvler. Så tænker jeg hurtigt, han bliver ked af at nappe, især hvis du fortsat ignorerer ham :wink:

#3

Tak for svaret.

Ja, det er nappriet, der bekymrer mig, siden det gradvis blev lidt værre for mine ben.
Det lyder logisk at ignorere Cip ved køkkenbordet.
De støvler skal vist være meget langskaftede, til op over knæene, som kan tiltale visse personer, så jeg ville nok blive forstyrret på en anden måde :smirk:
Men jeg fik at vide af svigerdatter, at han var meget kælen før, havde altid nappet blidt. Jeg opfattede ham dog (som en killing) lidt reserverende overfor fremmede, men ellers meget kælen overfor sin familien. Fik at vide, at børnene kunne være lidt hårde ved dem, så flytningen gjorde situationen ikke just bedre, så han var ret aggressiv overfor søsteren og hylede om natten.
Cip snakker meget og svarer, og gnider sig mod mine ben, og hænder og napper blidt. Et par gange kom han op og lå på mit skød et par timer, ellers gør han det ikke, højst et par minutter.
Men tak, jeg prøver at ignorere ham.

#4

Prøv at kom med et skarpt IW udbrud som om du var en killing, ikke sikkert han ved det gør ondt. Hjælper nogengange og fortælle dem det gør ondt.