Nu har jeg hørt, at min kærestes vens kat får nogle piller fordi den er deprimeret. Jeg har aldrig hørt om det før, så ville høre om det er noget I kender til…?
Synes det lyder lidt sært, men kan jo godt være de kan være det? Hvis det er rigtigt nok, hvordan kan man så fornemme det på en kat? :øhmm:
Det er rigtigt nok, en kat kan sagtens blive deprimeret.
Jeg har prøvet det ad to omgange med samme kat i forbindelse med en anden kats død. De tydelige tegn har været ændret opførsel, hun trak sig meget ind i sig selv og denne gang har hun også hypersoigneret sig selv på bagpartiet fordi der kom noget stress ind over også.
Jeg har behandlet med Zylkene, der er en efterligning af det protein killinger får i modermælken der gør dem trygge. Det har virket ganske forbløffende. Man kan også gennem dyrlægen starte behandling med deciderede antidepressiver til kat, men det har jeg ikke erfaring med selv.
[quote=Gizzemissen;505600]Det er rigtigt nok, en kat kan sagtens blive deprimeret.
Jeg har prøvet det ad to omgange med samme kat i forbindelse med en anden kats død. De tydelige tegn har været ændret opførsel, hun trak sig meget ind i sig selv og denne gang har hun også hypersoigneret sig selv på bagpartiet fordi der kom noget stress ind over også.
Jeg har behandlet med Zylkene, der er en efterligning af det protein killinger får i modermælken der gør dem trygge. Det har virket ganske forbløffende. Man kan også gennem dyrlægen starte behandling med deciderede antidepressiver til kat, men det har jeg ikke erfaring med selv.[/quote]
Okay… Det lyder bare vildt… :S
Dejligt at din kat fik det godt igen…
Jeg har læst flere steder at orientalske katte kan udvikle en depression af ensomhed, hvis de holdes som alene katte (ikke at de nødvendigvis gør det, selvfølgelig). Og der er eksempler som dem Tina nævner. Min gamle hunkat gik nærmest i sort af sorg og chok, da hendes søster døde. Vi måtte finde en ny kat hurtigt at frygt for at hun skulle synke helt ind i sig selv. Så… ja…
Den del af hjernen hvor følelseslivet “sidder” er den ældste del af hjernen (det limbiske - æh - system? Gider ikke slå efter lige nu ;)); og den del af kattes og menneskers hjerner ligner hinanden til forveksling. Nogle forskere mener derfor at de grundlæggende basisfølelser må være de samme…
Det hedder det limbiske system:-) og omfatter blandt andet amygdale og hippocampus. Det styrer korttidshukommelse, følelser og sammen med det man populært kalder krybdyrshjernen udgør det det man kalder “den gamle hjerne”
Og ja det kan de… Årsagerne kan være lige så mange som der er katte
MVH
[quote=lenschow;505670]Det hedder det limbiske system:-) og omfatter blandt andet amygdale og hippocampus. Det styrer korttidshukommelse, følelser og sammen med det man populært kalder krybdyrshjernen udgør det det man kalder “den gamle hjerne”
[/quote]
Kender du det, at man pludselig bliver i tvivl om noget, man egentlig godt ved? 
Ja for pokker - den sorte klap.
Jeg har en lærer, der er hjerneNØRD. Karen Frost som har skrevet speciale om hjernen. Hun tærsker os igennem dette stof og siger: Hvis jeg ringer i nat skal I kunne det!
men så griner hun heldigvis 
det må være cool at vide så meget om hjernen som hun gør. Jeg har forsøgt at finde mere om kattens hjerne, men der står godt nok ikke meget synes jeg… selvom det er et af de dyr, der er anvendt mest i forsøg pga deres lighed med os… Hvis du støder på gode links, så sig endelig til.
Jeg er især interesseret i amygdalas størrelse på en kat… og om domesticeringen har ændret katten hjerne fra Lybica til nu og om siamesere/abyer, nogle af de ældste racekatte - har en anderledes hjerne end andre nyere racere og hybrider såsom fx bengal…
Jeg prøver at huske hvor jeg har læst det, jeg henviste til. Men selv om jeg finder det, er det ikke så udspecificeret som det, du nævner. Det lyder ellers spændende
Katte kan sagtens blive alvorligt deprimerede.
Således har jeg andetsteds beskrevet Anakots voldsomme reaktion, da Kitty døde:
Katte sørger helt klart på forskellige måder - men de sørger også
Da Kitty - min første Korat og flokkens ubestridte matriark, selv i sine gamle svækkede dage - døde, gik Anakot (som havde brugt Kitty som “reservemor”) helt i sort, da hun så den tomme transportkasse, og det gik op for hende, at Kitty ikke kom hjem igen. Anakot gik i chok og sorg - dette viste sig ved, at hun holdt op med at spise/drikke og ikke havde lyst til noget som helst - andet end at ligge rundt omkring og være ked. Vores bekymring for hende var stor, så hun kom i væskebehandling hos dyrlægen i dagevis (hun kom hjem om natten) for at sikre, at hendes organer ikke tog varig skade af denne sulte-/drikkestrejke - pludselig en dag var det, som hendes voldsomme sorgperiode var ovre - iaf begyndte hun at spise/drikke og vise interesse for omverdenen igen
Så der er håb for ende af tunnellen - katte sørger på forskellig vis og i varierende perioder, men de kommer igennem det med kærlighed og støtte fra deres menneske/r og flokfælle/r
Arthur har været deprimeret, hver eneste gang han har mistet en ven. 
Så vil han først og fremmest snuse rundt efter den afdøde,
han vil lægge sig i afdødes kurv, han spiser mindre og sover mere.
Da Pjevs, hans ven igennem ni år døde af kræft, var Arthur dybt deprimeret,
selv efter vi fik en ny kat (Tiger) i huset, forsvandt Arthurs tristhed ikke rigtigt.
Den nye kat var voksen og skulle sammenføres gradvist, så de kunne ikke være sammen i starten.
Tiger nåede aldrig at blive helt resocialiseret, (af forskellige årsager)
alligevel vendte Arthurs depression tilbage, da Tiger døde efter to måneder.
Først da terminatoren; 12 uger gamle Tjalfe kom i huset, glemte Arthur sin depression. -love
Arthur har haft mange venner i sit 12 årige liv, og han har været ked af det, hver gang de er ‘forsvundet’,
selv om han altid har fået lov til at se og lugte til dem, før de blev begravet.
Selv om Arthur elsker alle sine tre venner, kan de to andre ikke erstatte den, der er væk.
Det er først og fremmest for Arthurs skyld, at vi altid får en killing i huset, når en gammel kat er død.
Så. Jo, de kan sagtens blive deprimerede - ligesom hunde kan.
- Han er iøvrigt også deprimeret, når en hundeven er død…
Nanoq tog to år om helt at komme over Frejas død og Tara sørger en masse over Nemo
hold da op - nogle historier… Dog dejligt at kattene har fået det godt igen… Det er altid rart med ny viden, og nu vil jeg da være opmærksom på mine katte bliver det, når de mister en ven…
Jeg har lige læst denne gamle tråd for at se om jeg var helt gal på den… Det er jeg vist ikke: Quintus 3 3/4 år har for nylig mistet sin ven. Jeg har så fundet en anden burmeser, en han, kastrat på 6 år som også har mistet sin ven. De nævnte at han var blevet deprimeret men at han spiste og drak igen, hvilket jeg også har konstateret! Men, nu, efter langsom duft introduktion, jeg fik ham søndag, gik Quintus ind til ham… De så hinanden men gjorde intet stort nummer ud af det. Quintus legede med en snor, Zumo kikkede på med store skeptiske øjne.
Bagefter gik han ind i transportkassen hvor jeg ikke har set ham før… Og siden er han ikke kommet ud! Han ser vitterlig bund deprimeret ud 
Hvad skal jeg gøre??
Overvejer at starte forfra med introduktionen… Men også i stedet at sammenføre dem hurtigere… Og se om han bliver glad igen…
Hvad gør jeg??
Indtil i dag har har været super i mødekommende og måske verden mest kælne kat ever… Nu er han slatten og trist!
(Quintus er lige blevet opereret med sine tænder, så han er ikke rigtig frisk)
[QUOTE=Quint;1259461]Jeg har lige læst denne gamle tråd for at se om jeg var helt gal på den… Det er jeg vist ikke: Quintus 3 3/4 år har for nylig mistet sin ven. Jeg har så fundet en anden burmeser, en han, kastrat på 6 år som også har mistet sin ven. De nævnte at han var blevet deprimeret men at han spiste og drak igen, hvilket jeg også har konstateret! Men, nu, efter langsom duft introduktion, jeg fik ham søndag, gik Quintus ind til ham… De så hinanden men gjorde intet stort nummer ud af det. Quintus legede med en snor, Zumo kikkede på med store skeptiske øjne.
Bagefter gik han ind i transportkassen hvor jeg ikke har set ham før… Og siden er han ikke kommet ud! Han ser vitterlig bund deprimeret ud
Hvad skal jeg gøre??
Overvejer at starte forfra med introduktionen… Men også i stedet at sammenføre dem hurtigere… Og se om han bliver glad igen…
Hvad gør jeg??
Indtil i dag har har været super i mødekommende og måske verden mest kælne kat ever… Nu er han slatten og trist!
(Quintus er lige blevet opereret med sine tænder, så han er ikke rigtig frisk)[/QUOTE]
Bare lige for at få det helt klart - var det Zumo eller Quintus, der gik i transportkassen:? Jeg ville nok se tiden lidt an, inden jeg ændrede på noget… Der er meget for begge katte at tage stilling til. Mon ike katten i transportkassen kommer ud, når sulten og tissetrangen melder sig:? 
Quintus er ham med tænderne, Zumo er ham i kassen.
-Jeg tog ham lige lidt ud af kassen og har leget med ham og givet ham godbid. Alt sammen blev meget positivt modtaget! Så. Der er jo nok håb, jeg har bare aldrig nogensinde set en kat på den måde tidligere i mit liv.
Og ja. Det er meget for dem begge. Lige den med tænderne havde jeg alligevel ikke set komme. Skidt “planlagt” 
[QUOTE=Quint;1259471]Quintus er ham med tænderne, Zumo er ham i kassen.
-Jeg tog ham lige lidt ud af kassen og har leget med ham og givet ham godbid. Alt sammen blev meget positivt modtaget! Så. Der er jo nok håb, jeg har bare aldrig nogensinde set en kat på den måde tidligere i mit liv.
Og ja. Det er meget for dem begge. Lige den med tænderne havde jeg alligevel ikke set komme. Skidt “planlagt” [/QUOTE]
Det lyder positivt Giv tid!
[QUOTE=Quint;1259461]Bagefter gik han ind i transportkassen hvor jeg ikke har set ham før… Og siden er han ikke kommet ud! Han ser vitterlig bund deprimeret ud
Hvad skal jeg gøre?? [/QUOTE]
Giv tid. Regn med at der let går 14 dage inden det hele klikker på plads. Det er ligesom når vi andre får nyt job. Det er ret let at lære hvor kantinen og toiletterne er. Det er noget helt andet at begynde at føle sig hjemme - det tager lidt længere tid, selv om man egentlig godt kan finde rundt og de nye kolleger umiddelbart ser fredelige ud. Giv tid - det skal nok komme.
VH
Susanne
Vi fik Putte som killing i 2004. Et halvt år senere flyttede en knap 8-årig hunkat, Mille, ind. Vi ville have selskab til Putte, men de kom ikke så godt ud af det med hinanden i starten. Især pga. aldersforskellen, tror jeg. Men med tiden blev de gode venner, og Putte lagde hoved mod Milles bryst, og hun vaskede ham i ansigtet. Sådan var det gennem mange år, til Mille døde af dårligt hjerte i 2012, 15 år gammel. Putte blev meget trist. Han lå og krammede Milles puder i vinduet og var bare ked af det. Han prøvede endda at lægge hovedet ind til brystet på Ozzy, vores anden kat, men Ozzy gad bestemt ikke vaske Putte. Vi bestemte os hurtigt for at få en ny kat nr. 3, selvom vi egentlig ikke selv var klar. Men det var vigtigt for Putte. Tre måneder senere flyttede Phoebe ind, og Putte og Phoebe blev hurtigt gode venner. Faktisk var Phoebe også hurtig til at begynde at vaske Putte, så Putte fik det godt igen og var glad.
Da Putte døde af nyresvigt i 2013, påvirkede det ikke Ozzy eller Phoebe så meget, ud over at de siden dengang er blevet mere nervøs over for lyde, de ikke kan genkende, f.eks. når de er i soveværelset og hører en lyd fra stuen. Jeg ved ikke, om de tænker, om det mon er Putte derinde, men tanken har strejfet mig. Især Phoebe er blevet noget mere nervøs. Men ikke deprimeret, heldigvis. Vi satser på igen at skulle have kat nr. 3, så Phoebe har en at putte med og vaske, da Ozzy ikke gider det så meget, selvom Phoebe “tvangsvasker” ham af og til, men det har en lidt lang udsigt, da vi pt. arbejder på at få Ozzys mundbetændelse under kontrol. Måske næste år, hvis vi er heldige.