Kan savlen skyldes fjernede tænder?

Asani er pludselig begyndt at savle. I går kom han ind udefra med savl i knurhårene i højre side af munden. Senere lå han på sengen og sov på min nat-t-shirt, og da jeg skulle bruge den, var den helt våd. Her til morgen kom han igen ind med savl i knurhårene (både han og Chili drikker af havebordet, hvor der hver morgen er masser af dug).

Han fik jo for nylig fjernet flere kindtænder, så kan det være det, der er problemet? Jeg synes bare, det mærkeligt, at det først skulle slå igennem nu. Det er trods alt over en måned siden.

Men jeg vil høre, om andre har oplevet det samme - at manglende tænder har den effekt? Jeg tror ikke, det er noget, der generer ham selv, og jeg kan også sagtens leve med det, bare det ikke er tegn på, at der er noget galt med tænderne. Eller måske snarere tandkødet og kæben, der hvor de har siddet. Han har jo været til tjek, og det var helet fint op.

Jeg var til et oplæg i Dyrlægeringen om førstehjælp til katte, og der sagde dyrlægen, at savlen oftest er tegn på et fremmedlegeme, som har sat sig fast bag den bløde gane. De ser tit enten græsstrå eller mad, som sætter sig fast her. De fortalte os, at vi skulle kontakte dyrlægen, hvis katten begyndte at savle, og evt. skulle den komme ind og blive undersøgt med skop bag ganen.

det kan det godt…
men ellers kan det være fremmed legeme, kvalme, stoppet/ betændt spytkirtel…og sikkert hundrede andre ting

Jeg vil lige tilføje, at Florian også havde pludseligt opstået savlen på et tidspunkt. Det var før jeg var til det oplæg om førstehjælp, så jeg spurgte herinde på forummet og fik det råd at se tiden an i 1-2 dage, ellers dyrlæge. Florian var ikke umiddelbart påvirket af, at han savlede, men spiste, drak, sov, og brugte bakken helt normalt. Det startede lørdag eftermiddag, og lørdag aften var det aftagende. Søndag forsvandt det. Han har ikke siden været præget af det på nogen måde. Præcis hvad det skyldtes, ved jeg stadigvæk ikke.

Tak, Cecilie. Asani virker heller ikke påvirket af det. Spiser, drikker, springer omkring og så videre, så jeg ser også lige tiden an. Men hvis det ikke er bedre i morgen, vil jeg nok give vagtdyrlægen et kald.

I øvrigt må det have været min dyrlæge, Mogens, der holdt det oplæg, du var til, så det er meget rart indirekte at have hans vurdering :slight_smile:

Savlen KAN måske også være tegn på at man har gnasket i noget ude i haven, man ikke helt kunne tåle…? Eller stukket snuden for langt ned i en giftig tudse?
Anyway, når han virker til at have det fint, så ville jeg nok også bare lige se tiden an.

Vi har jo desværre fået fjernet MANGE tænder her i huset - og savlen har jeg ikke oplevet. Jeg hælder også mere til noget man gumler på

Min Sparky (MCO) har for år tilbage fået lavet “full mouth” - dvs fjernet samtlige resterende tænder (grundet vedvarende mundhulebetændelse og FORL). Han har svært ved at holde på sit mundvand, men han savler aldrig så puden/underlaget er vådt. Jeg har en del katte, som har fået fjernet enkelte tænder grundet FORL, og der har savlen heller aldrig været et problem, med mindre det var i de første dage postoperativt, og det var betinget af kvalme.

Så jeg tror heller ikke at det er tænderne som udløser det.

Håber der falder ro på. Og at han blot har været i nærkontakt med noget i haven, der hurtigt går over igen.
Men vil lige indskyde, at det kan være en god ide at kigge på plantearterne i haven og giftigheden af dem, såfremt de har tendens til at en smagsprøve.

Jeg har jo Brazil som kun har hjørnetænder + de små fortænder tilbage, han savler ikke men når han ryster hovedet kommer der komme dråber fra ham

Bølle-Bjørn har jo fået fjernet alle tænder, på nær hjørnetænderne og de små fortænder i overmunden, og han savler til tider … mest når han hygger sig, f.eks. når vi nusser og han spinder :slight_smile:

Tak for tilbagemeldingerne. I går var jeg væk hele dagen, og eftersom Asani ikke ville komme ind, inden jeg tog af sted (man forsøger ikke at kigge ham i munden ustraffet :rock:), måtte jeg lade vinduet stå åbent og lade ham være ude. Det første, jeg lagde mærke til, da jeg kom hjem, og han sprang ind ad vinduet, var savlen :frowning: Til gengæld har jeg ikke lagt mærke til noget siden da. Hverken resten af aftenen eller her til morgen. Dog synes jeg, han slikker sig meget om munden og synker meget.

De fleste observationer har været forbundet med, at han er kommet direkte udefra eller næsten lige har været ude, så det kan selvfølgelig være noget i haven. Jeg har bare ikke rigtig andet end min plæne derude. Der vokser ganske vist også mange forskellige ting i den plæne, bl.a. kløver. Jeg ved ikke, hvordan katte har det med dem. De er, så vidt jeg ved, ikke så gode for køer, men det er jo af andre årsager. Jeg har ikke set tudser derude, men vi har dræbersnegle.

Men der ser i det mindste ikke ud til at være noget som helst andet i vejen med ham. Han spiser, han leger, han fanger insekter, han vil gerne træne, og han vil gerne nusse. Så nu må jeg holde øje med ham i dag og se, om det dukker op igen. Lige nu er der vist ingen grund til at hive fat i vagtdyrlægen.

Brian har fuld tandsæt og ved mindste tegn på begejstring render mundvandet fra ham :smiley:

Sådan var Asanis bror faktisk også. Han savlede også i stride strømme, når han var glad og tilfreds :slight_smile: Men det har Asani aldrig gjort, og jeg tror nu heller ikke, det er det, der er “problemet” her :slight_smile:

Asani savlede stadig i går morges. Da han stod op efter at have sovet i går formiddags, var hans ene kind helt gennemblødt. Samtidig kløede han sig under hagen, på halsen og i øret. Der var tydeligvis et eller andet, der generede ham, men som han ikke rigtig kunne få ram på.

Han sov igen om eftermiddagen, og da han stod op, var der ingenting mere. Der har ikke været noget siden. Jeg mærker hele tiden efter, om han er våd i mundvigene og på kinderne og på hagen, og der er ingenting at mærke på ham.

Kan jeg mon så tillade mig at gå ud fra, at det er overstået? At hvad det så end var, der generede ham, er væk igen? Han er stadig lige frisk og spiser og drikker og leger etc. Altså, hvad jeg mener er - bør jeg konsultere dyrlægen, selv om der ikke er mere at se på ham? Som sagt er jeg ikke voldsomt nært knyttet til mine penge, når det gælder kattene - men på den anden side har vi jo lige fået en ganske hæftig regning for hans tænder m.m.

Seneste udvikling i sagen - stadig ikke mere savlen, men nu har han fået snask i øjnene i stedet. Temmelig meget snask, synes jeg. Jeg ved selvfølgelig ikke, om der er en sammenhæng, men det kunne der vel godt være?

Han er stadig frisk og kvik og spiser m.m., men hvis der stadig er noget med øjnene i morgen, må dyrlægen have et kald.

Hvordan går det i dag? :kryds:

Tak, Tea - han har det åbenbart bedre :slight_smile: Det lader til, at det hele nu er gået i sig selv igen, så det er bare mig, der er pylret. Fordi jeg ikke rigtig vidste, hvad det var forårsaget af. Så umiddelbart tror jeg, at han (7-9-13!) slipper for en tur til dyrlægen i denne omgang. Med mindre han finder på endnu et symptom at føje til listen :slight_smile: