Jeg tager lige afsæt i noget, jeg fortalte sidste år i Janes tråd om Savlemonstret
[QUOTE=FinnFrode;654329]Jeg følger denne tråd med stor interesse, for er der noget Snehvide ikke kan klare, er det bilture… Vi har kun haft hende i bil fire gange, og hun har skidt i kassen hver gang:
[ul]
[li]Første gang var, da vi hentede hende på kattehjemmet. Det gik galt efter 10 minutters kørsel, men det var naturligvis også lige til at blive nervøs af, sådan at blive hevet ud af de vante omgivelser og stoppet i en kasse. Hun kendte mig jo ikke endnu…
[/li][li]Anden gang var et par uger efter på vej til det første dyrlægebesøg. Vi undskyldte hende med, at hun jo stadig ikke kendte os så godt…
[/li][li]Tredje gang var året efter - i en taxa, da vi kørte hjem fra dyrlægen. Vi var heldigvis næsten hjemme…
[/li][li]Fjerde gang var i vinters - også på vej til dyrlægen. Jeg havde ellers forsikret mig om, at hun havde lavet stort lige inden vi tog afsted, men nej…
[/li][/ul]
Hun er jo normalt ikke nervøst anlagt - faktisk meget tilbagelænet og rolig, men biler kan hun altså ikke klare. Eller måske gør transportkassen oplevelsen meget værre for hende? Jeg kunne forestille mig, at hun måske kunne lære blive kørt i sin sele på skødet af mig. Og med håndklæde under for en sikkerheds skyld.
Så nu skal jeg bare have overbevist sønnen om, at vi skal ud at træne hende - det var i hans bil tre af gangene, hvor det gik galt. :)[/QUOTE]
Det blev så aldrig til noget med at få trænet Snehvide, men da vi skulle afsted til det årlige dyrlægecheck i går, besluttede jeg mig for at gøre forsøget alligevel.
Hun fik sit seletøj på, som når vi ellers går tur, og da vi kom ud på parkeringspladsen holdt bilen klar med motoren igang. Hun er blevet mere rolig overfor ting, der før skræmte hende, så jeg kunne guide hende næsten helt hen til bilen. Så brød hun sig ikke om, at jeg løftede hende op, men det gør hun jo aldrig. Jeg satte mig ind på bagsædet med hende på skødet - med et håndklæde under og kassen lige ved siden af, hvis det skulle blive nødvendigt.
Hun tog det forbløffende roligt, da bilen satte igang - hun sad faktisk hele vejen og kiggede interesseret ud af vinduet. Ind imellem spændte hun lidt, men hun prøvede ikke at vriste sig løs eller noget. Jeg havde et fast greb i seletøjet hele vejen og snakkede konstant til hende, som jeg plejer at gøre, når vi oplever “farlige” ting på gåturen.
Henne ved dyrlægen sikrede vi os lige, at der ikke var nogen løsgående, og så fik hun ellers lov til selv at gå ind ad døren til receptionen, hvor hendes kasse nu stod klar med lågen åben. Og den ville hun meget gerne ind i nu. :cool2:
Hjemturen gik lige så godt. Hun sad bare og kiggede ud hele vejen - lidt anspændt, men uden at pibe. Og hun holdt sig naturligvis med både det ene og det andet. Så jeg tror, jeg har fundet løsningen på, hvordan hun skal transporteres fremover.