… og andre problemstillinger med kat i forbindelse med operation.
Katte og krykker er bare ikke en god kombination. Chili er utryg ved dem og holder sig på afstand, men Asani har allerede på nuværende tidspunkt været i karambolage med dem, når han er kommet ræsende med 200 km/t bagfra ind mellem krykkerne og mine ben. Heldigvis er det gået mest ud over ham selv (det gør det for det meste - også når jeg ikke er på krykker), fordi han ikke kan styre i det tempo, men lærer han af det? Næh, nej!
Han vil også gerne op at sidde på skulderen som sædvanlig, men det kan jeg ikke overskue, når jeg først og fremmest skal forsøge at håndtere de uvante krykker. Normalt kan jeg stoppe ham ved at holde hånden ud, men i aftes blev jeg nødt til at lave en undvigemanøvre, da han var ved at sætte af. Og så faldt han ned af sofabordet
Han kan heller ikke forstå, at jeg ikke bare springer op af sofaen for at fodre ham i tide og utide. Han sidder på sofabordet og venter og venter, og når han så bliver FOR utålmodig, begynder han at skubbe rundt med ting på bordet og rage dem på gulvet, hvis han kan komme til det. Så på et tidspunkt opdagede jeg, han sad og legede med plastikposen med morfintabletter Så kunne jeg godt komme hurtigt op fra sofaen!
Chili vil til gengæld gerne ligge hos mig i sofaen. Jeg ligger på siden, og så kommer hun og ligger på - ja, min hofte. DEN hofte. Nok ikke lige så smart lige nu. Så hun følte sig vist lidt afvist i flere omgange.
Da jeg vågnede i nat kl. 4 og skulle på toilettet, kunne jeg slet ikke få lov at stå op. Asani lå bag mine knæ og Chili foran mig, og ingen af dem flyttede sig, da jeg forsøgte at komme ud af sengen Det er lidt svært at forklare dem, hvorfor alt ikke er som det plejer at være.