Jeg oplever mine katte som rigtig gode venner!
Jeg oplever de har en afhængighed og samhørighed med hinanden, som ikke må brydes.
Huskatten og “de 2 små” (som nu er 2 år ) leger meget både inde og ude, deler mad og grus osv. Men de sover aldrig sammen, det gider husmissen ikke.
Er jeg afsted med “de 2 små” eller bare den ene af dem, er husmissen rastløs og virker egentlig lidt forvirret. “De små” følges altid i tykt og tyndt, og for dem dur det slet ikke være adskilt!
De 2 små er kuldsøskende.
Det tror jeg det er. Mille og Laban er pot og pande. De leger sammen, sover sammen, vasker hinanden og har tumleture.
Da Mille skulle ned til dyrlægen og have fjernet sting efter hun blev neutraliseret, var Laban enorm utilfreds med at han ikke kom med. Da han så at Mille kom i transportkassen, vandrede han hvileløs frem og tilbage og vi var nær ikke kommet ud af døren. Da vi kom hjem igen(efter 20 minutter), var der et cirkus af en verden. Man skulle tro at de havde været væk fra hinanden i flere uger:).
Hos os oplever jeg helt klart en forskel på hanner og hunner. Hannerne er
kammerater, mens pigerne ikke mænger sig med dem - og pigerne i øvrigt
heller ikke så meget indbyrdes som drengene.
Da jeg tog Nunuu til dyrelæge alene ringede Finn allerede inden jeg var nået derhen. Charlie var simpelthen forvirret over at han var væk og hylede op.
Da vi endelig kom hjem kastede Charlie sig over Nunuu og overøste ham med kysser
) leger meget både inde og ude, deler mad og grus osv. Men de sover aldrig sammen, det gider husmissen ikke.
