Det hænder at vi alle møder katte som får specielle pladser i ens hjerte.
Der kan være meget forskellige grunde .
I må gerne poste billeder og fortællinger i jeres tråd og jeg forventer ikke at det er katte der bor ved jer. men blot at de har gjort et unik indtryk
På dette billed er mine hekse… Dette billed husker mig på hvorfor jeg elsker min race og katte. 2 af disse katte valgte med hjerte og viste mig hvor stærke bånd en ejer får med sin kat, hvis de vælger hinanden. Dette kuld var så hyggelig og den blå klump der ligger ved min mands arm er Djintan vores første import, vores gimpe og en af grundene til at jeg elsker blå katte.
Perle min upser. Men verdens bedste af slagsen. Hun har et unik plads min hjerte om min husar, Men hun jeg elskede hende og hendes sjove vaner… Hun skulle nusses når vi gik i seng. Min mand endte engang imellem med at holde en finger stille så hun selv kunne nusse. Når hun så opdagede det bed hun ham med sine hjæretænder… Hun blev neutraliseret i en løbetid og vi glemmer aldrig den spinkle stemme… (det er ligefør min mand kunne fristes til at få en fertil perser blot for at opleve den lyd og stemme igen). Mine orientalere så på perle som den grimmeste kat. men lige så grim som vi alle fandt hende ligeså dejlig var hun. Hun var en hitte mis, men døde med mine tårer i sin pels
Chang er for mig den perfekte orientaler som har det som blommen i et æg i et kælekatte hjem
Dette billed af Hope er for mig indbegrebet af hvorfor jeg finder de her OLH killinger så voldsomt nuttede… det andet killingebillede her viser noget andet jeg elsker. Nemlig det farvelade kuld jeg med flere af mine katte kan lave… Wow hvor er tanken fed at man i et kuld kan lave 6 forskellige racer.
Kato… nøj den dreng er savnet… Han døde alt for tidligt… men han var smuk og sød. Kato mindede mig om min første langhårede orientaler. hans farve er jeg kommet til at elske, men kun fordi jeg altid har elsket mine cinnamon killingers temperament og personlighed. Kato var ingen undtagelse på det område
Jeg ligger nok flere ind når jeg får fundet ud af hvordan jeg ligger billeder ind
Her er katten der for altid vil fylde mit hjerte:hjerte:. Min gamle Charlie, det er nu 4 1/2 år siden han blev aflivet, pga svær gigt. Han blev 18 år gammel og savner ham,begge stadigt.
Dette billede er fra Charlies sidste dag, det gør stadig meget ondt.
Ville have skrevet hele hans historie, men kan stadig ikke. Jeg kommer til at græde, bare jeg kigger på billeder af ham.
Sidder og stortuder lige nu:ked:
[QUOTE=irene;927955]Ville have skrevet hele hans historie, men kan stadig ikke. Jeg kommer til at græde, bare jeg kigger på billeder af ham.
Sidder og stortuder lige nu:ked:[/QUOTE]
Det kender jeg så godt…havde flere foto jeg også gerne ville vise, men jeg kan ikke…jeg tuder allerede nu bare ved tanken om dem
Jeg kan desværre ikke sætte et billede ind af ham, men gud hvor jeg dog savner min dejlige Sigurd, der desværre måtte herfra alt for tidligt. Han nåede kun at bo hos os i en månedstid, men i den tid nåede han virkelig at tage mit hjerte med storm. Savner sådan at ligge på sofaen og få et kys midt på munden at en lille blå perserdreng med vådt skæg
Her bliver jeg nu nødt til at sætte Mulle ind, min første kat, som jeg husker og som guider mig i mit opdræt stadig. Jeg har vist skrevet om Mulle mange gange herinde før så… det er nok godt nok.
Vidunderlige Sifka. Min elskede skønne soulmate, som desværre måtte herfra kun 4 år gammel. Hun satte sig ovenpå mine fødder da jeg så hende første gang og insisterede på at komme med hjem. Hun var en blanding af skovkat og huskat og var alle dage højt elsket. Jeg har aldrig oplevet en kat der kunne læser mine følelser som hende.
Jeg savner hende stadig:ked:
En kat, der for altid vil have en stor plads i mit hjerte, er Ivanhoe.
Han var vores første Somali og min første racekat. Han var smuk, legesyg, kælen og alt, hvad vi kunne ønske os
af en kat. Vi havde bare så store forventninger til ham, men desværre blev han taget af FIP, og selv nu 4½ år
senere gør det stadig ondt at tænke på.
Den kat, der har sat det største aftryk i mit hjerte, er uden tvivl Sammie. Trods hun kun nåede at blive 1 år og 4 måneder, kom hun til at betyde rigtig meget for mig. Hun var en helt speciel pige, og samtidig var bare så smuk Selvom det nu er over 4 år siden hun døde, savner jeg hende stadig meget og tænker ofte på hende…
Wulli kom ind i mit liv da jeg var i en dyb depression. Han var mit lys i hverdagen. Derfor er han en meget speciel kat for mig, og jeg føler at vi har et meget stærkt bånd.
Det lyder måske underligt for nogen, men han er min sjæleven. Et kig i hans øjne, og vi forstår hinanden
Her er mit ynglingsbillede af mig og min sjæleven :
De to her. Uadskillelige fra omtrent de så hinanden… De måtte også aflives kort tid efter hinanden, jeg tror helt sikkert at Jacks (den sorte) død fik vippet Basil over kanten hurtigere end han ellers havde “behøvet”
Uff jeg savner dem. Specielt Basil. Jack var Mandens kat (og jeg er sikker på han også stadig savner ham!) men Basil var MIN lille dejlige siamissemand…
Jeg elsker og har elsket dem alle højt. Ingen tvivl om det.
Men de to der kravlede dybest ind og som stadig er inderligt savnede er hende her:
Astrakhans’s Fair Donna
Donna gik i mit hjerte med sine fløjlspoter fra dag 1 - hun var MIN kat, min ven, min skygge i 11 år. Hun var vores rolige lederkat, kærlig, modig, venlig…
Hendes søster Dittes verden brød sammen da hun døde, hun kom sig aldrig helt.
Og ham her, Kazuki Von Krolock
Vores lille Greve der flyttede ind som 3 årig og selv om han havde nok at slås med helbredsmæssigt var han den stabiliserende, kærlige faktor i vores kattehold. Han hjalp 2 killinger ind i husholdningen, passede på dem fra dag 1 og de elskede ham begge højt. Især Tullen selvfølgelig, der virkelig var lost uden ham.
Zutti var også helt specifikt min kat efter han flyttede hertil, og jeg savner ham stadig så jeg får tårer i øjnene bare af at skrive dette…
Han og Donna havde sind som tvillinger - og samme sære vane med at næsten vaske huden af en i bare kærlighed. At jeg aldrig har hørt dem knurre eller kun yderste sjældent hvæse - bortset fra af bilerne der kørte ned i parkeringskælderen - det knurrede de begge af
De mødte aldrig hinanden… men de var støbt af samme fantastiske siamesersind. Den idelle siameser
Selvom jeg elsker og har elsket alle mine katte højt, så har lillemissen aka. Jumpy aka. Camischa’s Jumping Jack Flash en speciel plads i mit hjerte Han var den første kat jeg havde fra killing af og han var min egen fuldfede DAMP-due på speed indtil jeg mistede ham alt alt for tidligt i en alder af 4½ til FIP
Her 6 år senere trækker det stadig tårer at kigge mine billeder af ham igennem for at finde dette:
Min elskede skønne soulmate, som desværre måtte herfra kun 4 år gammel. Hun satte sig ovenpå mine fødder da jeg så hende første gang og insisterede på at komme med hjem. Hun var en blanding af skovkat og huskat og var alle dage højt elsket. Jeg har aldrig oplevet en kat der kunne læser mine følelser som hende.
