Godt nok en hund men - hvad mener I? Ville I kunne finde på det med en kat? Jeg ville ikke
https://www.dr.dk/tv/se/dr3-vil-klone-din-bedste-ven/dr3-vil-klone-din-bedste-ven-1-3
Jeg mener, at det at tage afsked er en del af det at leve - og at det er udtryk for en usundhed, hvis man ikke kan lære det - uanset hvor hårdt det er. Jeg mener, at afskeden er en del af livet, og noget vi som mennesker skal forholde os til og leve med.
Jeg har dog ikke set udsendelsen endnu.
Der er også dem, der udstopper kæledyrene eller har asken stående i en urne. Jeg kan slet ikke forholde mig til noget af det. Vores dyr bliver liggende hos dyrlægen efter afskeden - vi vil ikke have en dyrekirkegård i baghaven,
Nu så jeg udsendelsen. Alene det, at en klon ikke er en kopi, bør stoppe folk. Ydre faktorer/miljø spiller ind på hvordan dyret bliver og man kan ikke sikre sig, at man får “samme” dyr igen - nu er jeg helt klar i min holdning om at være imod. Allerede i dag ser jeg hvad ejers forventninger kan gøre af skade i en relation mellem dyr og ejer. Nogle får fx en kat igen, der ligner den gamle osv - og nogle skuffes. Det er synd for både dyr og ejer. Jeg går ind for at elske hvert dyr for det, der gør det dyr unikt
Hr ikke set udsendelsen, og har heller ikke planer om det…
Jeg kunne ikke drømme om at klone et dyr - det er at blande sig i naturens orden…
Den med adfærden/personligheden tænkte jeg godt på i går, da jeg så titlen på tråden. Fx elsker jeg jo min søde, sære Nobby. Men han er jo kun som han er pga det han ellers har været igennem, så en ny ‘Nobby’ vi opfostrede ville jo slet ikke blive den samme…
Jeg ville ikke udelukke det!
MEN - der skulle være en overordentlig god grund til det 
Ud fra synspunktet, at det er fordi jeg personligt synes min lille “nuser-pusser” er det mest fantastiske her på jorden, ville svaret være et klart NEJ - men hvis der var en avls eller genetisk værdi i at gøre det (rent forskningsmæssigt eller i tilfælde af at det var en uddøende art (hvide næsehorn el. lign.)), ville jeg ikke have det fjerneste imod det.
På niveau med de kloner de har gående på bl.a. Foulum Forsøgsstation (dem der også blev vist frem i indslaget), som har et formål i forsknings øjemed, så synes jeg kloning kunne være ganske nyttigt.
/Mette - der gerne ville have en “fit” klon, som man så kunne bytte krop med 
(jojo - der er skam en læge der påstår at han kan skifte krop på et menneske nu 
)
Jeg har ikke rigtig taget stilling til kloning, dels fordi, jeg synes, at det er spænde , at man kan,- og også meget skræmmende! .’ .
Men, hvis jeg ikke var så gammel, ville jeg for, alt i verden, gerne have en OlineII - mest fordi hun havde, alle Burmeserens smukkeste egenskaber, og var min bedste ven i 15 år!
Da jeg ikke længere kører bil, blev hun aflivet herhjemme af søde Anne ,- Flexdyrlægen" og, jeg havde for mange år siden bestemt,- og informeret min familie om, at Oline blev kremeret, og hendes urne skulle med i min kiste ( mit eneste krav/ønske ved min død
Så ja, Olne står i en urne i skabet på badeværelset og venter på, at jeg , sætter træskoene . Så det kan jo også være en årag til, at man har sin skattekat i en urne
OG jo jeg har 4 andre katte, som jeg også elsker, - - – men Oline tog hele mit hjerte 
selvom hun ikke var hverken barn eller barnebarn hos mig
Her er det heldigt, at jeg er så gammel [
](javascript:void(0))
Cats og Conni
Pet sematary af Stephen King. Læste den for 25 år siden, og det er den jeg tænker på hver gang snakken falder på kloning af kæledyr *smiley, med rejste nakkehår der kigger sig nervøst over skulderen, til tonerne fra psycho"
Jeg har ikke set udsendelsen…og…det er ikke rigtig noget som tiltaler mig…og dog…kunne jeg have en Tomber hos mig igen…så er det altså lige før
I går var det et halvt år siden hun gik bort…og der er ikke mange dage jeg ikke har grædt over hende, og det selvom jeg har min store misseflok og elsker dem alle højt…men kunne jeg få en klon af Tomber…så tog jeg imod det…det gjorde jeg…og nu tuder jeg igen…hun var en ener…min øjesten:hjerte:
Så jo…jeg forstå godt at dem der kan gør det…
Hvis ellers det var noget der virkede og det økonomisk var muligt (der røg allerede 2 af kardinalpunkterne i planen), så klonede vi Helios i næste uge! Jeg kan sagtens forstå at nogle dyr fylder så meget i ens liv, at man stort set ikke kan undvære dem. Nu hjælper kloning så ikke på det, for det er jo bare en art kopi, ikke det samme væsen, så det vil under alle omstændigheder være omsonst.
Den første kat der blev klonet gav iøvrigt de kloge hoveder en overraskelse, for den lignede ikke moderen. Man havde brugt en tortie hunkat og glemt at tage reglerne om farvegenetik i ed, så Leslie Lyons måtte lige ind og forklare dem lidt af det enhver katteopdrætter ved, men som videnskabsfolkene havde overset 
CattleDog Publishing
VH
Susanne
Som sådan er jeg ligeglad med kloning, så længe ingen levende væsner lider overlast. Man skal selvfølgeligt ha gjort op med sig selv hvilke forventninger man har til projektet og være realistisk omkring resultatet, så ser jeg etisk ikke nogen problemer i det.
Jeg går dog ind for tvangsneutralisering af alle kloner. Så længe teknologien ikke er bedre udviklet, og så længe der stadig sker uforklarlige mutationer i arvemassen under kloning synes jeg det er dybt uansvarligt at kloner får lov til at formere sig. Vi risikerer varige skader på genpuljen så længe der ikke er styr på den del.
Jeg er helt skudt i Foulums klonede grise - hver gang vi er oppe og se til vores egne grise tigger jeg om at få en baby-gris med hjem, men de vil slet ikke af med dem. De er meget opmærksomme på at deres arbejde ikke må blandes med normale grise, fordi de ikke kan overskue konsekvenserne.
For mig ville det så ikke være udseenet , der var det vigtigste, men Olines helt vidunderlige sind, og hvad jegvil kalde “kloghed”
Jeg har jo haft en del Burmesere gennem årene, hvor Oline klart har været den der var "anderledes " og ja, selvfølgelig blev forståelsen mellem Oline og jeg ikke mindre i de 15 år hun var her men allerede som ung kat var hun "speciel "
Da er har endnu ikke været meget fremme om, at " egenskabene/intelligensen" følger en kloning,------- så er det godt, at jeg ikke når, at skulle tage stilling til fremtidens kunnen[:thumbup:](http://javascript<strong></strong>:void(0))
Cats og Conni
Selvom jeg elsker Isabella mere end jeg nogensinde har elsket nogen, så ville jeg egentlig ikke ønske mig en klon af hende, for den virkelige Isabella ville stadig være rejst i forvejen. En klon ville aldrig kunne udfylde det kæmpe tomrum hendes fravær ville skabe! Faktisk ville en klon dagligt minde om dette fravær og gøre, at jeg aldrig kunne komme videre, og bygge en ny fantastisk relation op. Hun vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte, fordi hun dagligt støtter mig, og minder om om, hvorfor jeg kæmper for at vælger livet til, og ikke fra! Hun har reddet mit liv! Pjevs er jo borte, og hun har også en ganske særlig plads i mit hjerte, fordi hun viste mig, hvor fantastiske katte er! Uden hende ville jeg aldrig have Isabella nu!
Jeg vidste godt, da jeg valgte at dele mit live med en pelstot, at deres liv på jorden er kortere end vores, men i den tid får vi så meget glæde og gode minder, at vi kan varme os med dem resten af livet. Jeg frygter når jeg skal sige på gensyn til Isabella, men for mig giver det, at jeg tror på, vi skal ses igen, mod nok til at også at sige hej til en lille pelstot, som til gengæld giver mig sin ubetinget kærlighed og passer på mig!
Isabella har vist mig, at jeg er en god kattemor, selvom jeg har dage, hvor jeg tvivler. (De dage er både I og Susanne så søde til lige at minde mig om det 
), og jeg er hende evigt taknemmelig. Jeg har dog overvejet, at få hende kremeret, så en del af hende bliver hos mig, og så jeg stadig kan føre samtaler med hende. Og hun kan minde mig om, hvorfor jeg skal kæmpe videre!
P.S. Isabella og jeg har dog aftalt, at vi skal blive meget gamle sammen 
[QUOTE=PjevseMalene;1239341]Selvom jeg elsker Isabella mere end jeg nogensinde har elsket nogen, så ville jeg egentlig ikke ønske mig en klon af hende, for den virkelige Isabella ville stadig være rejst i forvejen. En klon ville aldrig kunne udfylde det kæmpe tomrum hendes fravær ville skabe! Faktisk ville en klon dagligt minde om dette fravær og gøre, at jeg aldrig kunne komme videre, og bygge en ny fantastisk relation op. Hun vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte, fordi hun dagligt støtter mig, og minder om om, hvorfor jeg kæmper for at vælger livet til, og ikke fra! Hun har reddet mit liv! Pjevs er jo borte, og hun har også en ganske særlig plads i mit hjerte, fordi hun viste mig, hvor fantastiske katte er! Uden hende ville jeg aldrig have Isabella nu!
Jeg vidste godt, da jeg valgte at dele mit live med en pelstot, at deres liv på jorden er kortere end vores, men i den tid får vi så meget glæde og gode minder, at vi kan varme os med dem resten af livet. Jeg frygter når jeg skal sige på gensyn til Isabella, men for mig giver det, at jeg tror på, vi skal ses igen, mod nok til at også at sige hej til en lille pelstot, som til gengæld giver mig sin ubetinget kærlighed og passer på mig!
Isabella har vist mig, at jeg er en god kattemor, selvom jeg har dage, hvor jeg tvivler. (De dage er både I og Susanne så søde til lige at minde mig om det ), og jeg er hende evigt taknemmelig. Jeg har dog overvejet, at få hende kremeret, så en del af hende bliver hos mig, og så jeg stadig kan føre samtaler med hende. Og hun kan minde mig om, hvorfor jeg skal kæmpe videre!
P.S. Isabella og jeg har dog aftalt, at vi skal blive meget gamle sammen [/QUOTE] :
Nu vil en ny kat, klonet eller ej aldrig være en “erstatninskat” men tanken om, at kunne få, en ny kat, lig det jeg jo har opdrætet efter i min tid, som opdrætter, vil jo ikke hindre mig i, også, at elske den! Og ja, Isabella. den aftale mente jeg også, at jeg havde med Oline,---- men canceren, snød os, og da man jo ikke må aflive menesker, var det Oline, der måtte væk! så selvom, jeg må savne hende resten, af mit liv, ville jeg alligevel også kunne elske en “gentagelese” af hende som sit eget individ[:-)](javascript:void(0))
Knus fra
Cats og Conni
[QUOTE=conninissen;1239357]:
Nu vil en ny kat, klonet eller ej aldrig være en “erstatninskat” men tanken om, at kunne få, en ny kat, lig det jeg jo har opdrætet efter i min tid, som opdrætter, vil jo ikke hindre mig i, også, at elske den! Og ja, Isabella. den aftale mente jeg også, at jeg havde med Oline,---- men canceren, snød os, og da man jo ikke må aflive menesker, var det Oline, der måtte væk! så selvom, jeg må savne hende resten, af mit liv, ville jeg alligevel også kunne elske en “gentagelese” af hende som sit eget individ
Knus fra
Cats og Conni[/QUOTE]
Jeg kan godt forstå det du har skrevet i indlæggene, og det giver også meget mening for mig! Nu er Isabella jo ‘kun’ knap 5 år, og jeg har jo knap kendt hende i et! Hver dag bliver mit bånd til hende lidt stærkere, og jeg tror også, at jeg vil se anderledes på det, når engang hun hun er rejst i forvejen! Jeg håber ikke, at du føler jeg synes din holdning er forkert, tværtimod synes jeg den giver yderst god mening
Jeg ville nok bare ikke kunne magte en lille Isabella klon, fordi jeg ubevist ville tillægge hende alle Isabellas kvaliteter, og forvente at hun var Isabella… Det ville jo ikke gavne nogen af os, for jeg ville blive skuffet over, at hun ikke kunne blive ligesom min Isabella, og hun fik aldrig lov til at være sig selv… Men kan man glæde sige over, at man har en tro kopi af sin smukke og elskede kat, og samtidig glæde sig over, at den har sin egen personlighed, så synes jeg på ingen måde det er forkert Så bringer den nye kat jo glæde med sig