Når man har en kat der er syg, så tænker man jo ikke opdrætter skal betale, man tænker at dyret skal blive rask. Og det er jo også synd at den skal tilbage til en flok, hvor den ikke trivedes. 
ja, admin har slettet. Venter fortsat svar på hvorfor…
Medmindre katten er akut syg, så har man jo et valg. Man kan vælge at lade sin kat behandle. Man kan også vælge at sige at man forventer opdrætter dækker en del af/hele udgiften fordi ens dyrlæge siger manglen var der på købstidspunktet. I så fald retter man henvendelse til opdrætter og fortæller om problemet.
Det er fint nok at man ikke tænker på, at opdrætter skal betale når man har en syg kat (igen når det ikke er akut), men hvorfor så komme i tanke om det bagefter?
Derudover er det jo umuligt at gøre sig til dommer i en sag man får beskrevet på nettet, hvor man kun hører fra den ene side og hvor man ikke er i besiddelse af den dokumentation der måtte foreligge. Hvis de vil klage, så skal de gå til forbrugerklagenævnet. Men dialog er jo nok at foretrække. Når nu opdrætter har valgt at tilbyde at lade handlen gå tilbage, så kan det jo være at man kan “slå halv skade” på den måde at køber får købssummen selvom det ikke er halvdelen. Så er opdrætter af med det beløb vedkommende var villig til at give tilbage, og køber har fået et tilskud til dyrlægeregningen. Som du har beskrevet situationen synes jeg ikke din veninde kan forvente noget som helst.
Ups ja, det gik for hurtigt. Her er de rigtige paragraffer:
§ 81. Vil køberen påberåbe sig en mangel, skal køberen give sælgeren meddelelse herom inden for rimelig tid, efter at køberen har opdaget mangelen. I modsat fald taber køberen retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder efter, at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig…
§ 83. Har køberen ikke inden to år efter salgsgenstandens overgivelse til ham meddelt sælgeren, at han vil påberåbe sig en mangel, kan han ikke senere gøre den gældende, …
Dvs. køber kan tøve i 2 måneder - og måske mere - med sin klage. Men efter 2 år kan man normalt ikke klage mere.
vh
Andreas
Det tror jeg faktisk langt de fleste af os vil være helt enige i Men det er nøjagtigt der man begynder at prøve at sætte loven ud af kraft og erstatte den med følelser… Langt de fleste gange jeg anbefaler at handelen ophæves fordi det er en rigtig god løsning, i hvert fald så længe vi kan fastholde at folk har købt en vare der fejler noget, så ender samtalen ret hurtigt med at folk ikke vil af med katten igen. Så går det bare i hårdknude i stedet…
VH
Susanne
I DKK har vi en jurist ansat der mælger mellem hvalpekøbere og opdrættere (altså kun DKK hunde)
Har I ikke en ligende ordning indenfor racekatte i Danmark?
Ofte i en sag som den nævnt her, vil køber få ½ delen af penge retur, ikke må bruge dyret i avl (det jo sygt) og beholde den . Man er gået bort fra at hunden skal leveres retur for at købere kan få kompensation - men har erkendt at hunden er blevet et familie medlem. Er en kat ikke det?
blot frie tanker til refleksion over hvordan man også kan løse en sådan sag
[QUOTE=catsanddogs;1220048]I DKK har vi en jurist ansat der mælger mellem hvalpekøbere og opdrættere (altså kun DKK hunde)
Har I ikke en ligende ordning indenfor racekatte i Danmark?[/quote]
Nej, der er SLET ikke de penge i kattesporten, som der er i hund - ikke engang tilnærmelsesvist. Der er én halvtidsansat, der har kontor hjemme - hun laver vores stamtavler. ALT andet sker gratis i vores fritid.
Ofte i en sag som den nævnt her, vil køber få ½ delen af penge retur, ikke må bruge dyret i avl (det jo sygt) og beholde den . Man er gået bort fra at hunden skal leveres retur for at købere kan få kompensation - men har erkendt at hunden er blevet et familie medlem. Er en kat ikke det?
Jo - det er en kat som regel også, men det er altså udover købelovens rammer at man kan ophæve en handel, få pengene retur OG beholde varen. Men her sætter DKK sig så udover købeloven, hvis det er noget de decideret gennemtvinger!
VH
Susanne
Jeg gad egentligt godt vide, hvordan en opdrætter have en fast dyrlæge, der kan overse en SÅ ringe mund (hvilket han jo må have gjort, hvis katten havde været afsted til vaccination, som det fremgår). Jeg ville nok overveje at finde et andet sted til mine dyr. :S
Og bare lige for at præcisere det jeg skrev længere oppe - så kan jeg se, det nok kan misforstås - det jeg mente var, at jeg synes opdrætteren skulle give pengene retur for KATTEN - ikke for dyrlægeregningen. Dén er lidt mere speget, og den ved jeg ikke helt, hvordan man - rent etisk - burde løse (taler stadig ikke lovmæssigt 
).
Det kommer nok også lidt an på, hvor meget der oprindeligt er betalt for katten.
Eftersom jeg ikke går ud fra, at en dyrlæge kan finde på at begynde at fjerne halvdelen af tandsættet hos en kat uden grund, så ville opdrætteren jo selv skulle have haft en god portion penge op af lommen, hvis katten var blevet der.
Og jeg taler stadig kun om, hvad JEG synes ville være moralsk og etisk korrekt. Er udmærket klar over, at loven siger noget andet.
[QUOTE=Diana F;1220051]Jeg gad egentligt godt vide, hvordan en opdrætter have en fast dyrlæge, der kan overse en SÅ ringe mund (hvilket han jo må have gjort, hvis katten havde været afsted til vaccination, som det fremgår). Jeg ville nok overveje at finde et andet sted til mine dyr. :S
…[/QUOTE]
Det er da et godt spørgsmål. Men historien mangler førstehånds data.
Vi kender købers version på anden hånd.
Vi ved ikke, hvad sælger siger.
Vi ved ikke, hvad sælgers dyrlæge siger.
Vi ved ikke, hvad købers dyrlæge siger.
Måske kunne flere oplysninger få historien til at give mere mening.
vh
Andreas
[QUOTE=Susanne W;1220049]Jo - det er en kat som regel også, men det er altså udover købelovens rammer at man kan ophæve en handel, få pengene retur OG beholde varen. Men her sætter DKK sig så udover købeloven, hvis det er noget de decideret gennemtvinger!
VH
Susanne[/QUOTE]
Nu tvivler jeg på DKK ikke holder loven. Men derfor må man vel godt gøre tingene bedre end loven? Der er vel også noget som hedder etik? det er der i hvert fald hos DKK. Og jeg må indrømme jeg kender nogle meget etiske katteopdrættere.
Men naturligvis er der brådne kar alle vegne. Vel også indenfor kattesporten? Jeg kender da nogle der engang var medlem af DKK…
Og vil en opdrætte ikke samarbejde, man ikke har en jurist i klubben som kan hjælpe køber, så har man vel ikke så mange muligheder?
Hvis man køber en vare (her en kat) og IKKE ønsker at hænge på reperationsregningen skal varen retur den dag turen gik til her dyrlægen første gang og ikke når varen er blevet repareret eller vurderet og fundet lidende af dette og hint. Ønsker man at vide hvad en dyrlæge siger har man jo lov at følge med opdrætteren til dyrlægen.
Men helt ærligt…hvordan kan man forlange, at en ganske almindelig kælekattekøber VED, hvad der er det lovmæssigt korrekte at gøre i sådan en situation?
Jeg kan da godt forstå, at man bare tænker på at gøre katten rask - og ikke på, hvilken arbejdsgang man præcist skal følge ifølge diverse love.
Der må det vel være opdrætteren (som er den professionelle hér), der ved overdragelse/salg bør gøre opmærksom på, hvad der forventes, hvis der opstår problemer. Evt. skrive det ind i kontrakten.
Og som jeg forstår, HAR køber løbende været i kontakt med opdrætteren. Hvad der er blevet talt om ved vi jo så bare ikke…og ja, vi kender jo kun sagen fra én side, det er jeg også godt klar over.
Ingen anelse - hvis de tvinger medlemmerne til MERE end købelovens krav, så er den helt gal; men du beskriver ikke om der er pligt til at følge juristens anvisninger eller om det blot er forslag. Derfor er det håbløst at debattere.
Men derfor må man vel godt gøre tingene bedre end loven? Der er vel også noget som hedder etik?
Det må man da gerne - men åbenbart KUN når det kommer direkte ud af opdrætterens lomme? Der findes helt faste regler i lovgivningen, men er man ikke tilfreds med det, så er det altså OK at presse opdrætteren på tegnebogen og straks hive spørgsmålet om etik ind? Hvis ikke en opdrætter gør MERE end loven foreskriver, så er det altså uetisk? Ved du hvad, det er derfor Lis har ret i at opdrættere er et truet folkefærd, for deres rettigheder i henhold til lovgivningen tromles fuldstændigt ned her.
Det oprindelige spørgsmål var:
“Spørgsmålet er så, om hun nogen måde kan gøre krav på erstatning for nogle af de penge hun har betalt?”
Jeg går ud fra at Lubas gerne vil have et svar udfra lovgivningen, ikke ud fra en lang række forskellige menneskers smagsopfattelse. Udfra loven om forbrugerkøb er der ikke mange ben i det - nej, hun skal ikke regne med at kunne gøre krav på noget. Og igen - der mangler så mange opklarende oplysninger, at det er en skam den skal ende i et debatforum (se Andreas indlæg ovenfor mht. mangler!) - og i hvert fald er det ærgerligt (set herfra) at der fra nogle kanter straks dukker forventinger op om at man ikke bare har nogle krav i henhold til lovgivningen, men at sælger - der godt nok i lovens øjne er erhvervsdrivende, men i det virkelige liv er privatperson - derudover også bare har at bøsse en hvilken som helst dyrlægeregning uden at blinke, uden en second opinion - bare fald til patten og betal, for ellers er vedkommende uetisk… Jeg kan sagtens forstå at så mange opgiver at opdrætte, for det er hårde vilkår at være oppe imod - en relativt klar lovgivning og presset fra forargede “bystanders” der synes at fordi det er en opdrætter, så skal vedkommende bare flås økonomisk, uanset hvad. Så er vi ret langt fra det oprindelige spørgsmål…
VH
Susanne
Helt ærligt - det er der ingen der forlanger! Men sådan er livet nu engang - man er selv ansvarlig for at kende lovgivningen, om man synes om det eller ej.
Jeg kan da godt forstå, at man bare tænker på at gøre katten rask - og ikke på, hvilken arbejdsgang man præcist skal følge ifølge diverse love.
Der er ingen der anfægter tanken om at gøre katten rask. Det oprindelige spørgsmål var - igen:
"Spørgsmålet er så, om hun nogen måde kan gøre krav på erstatning for nogle af de penge hun har betalt? "
Der svares udfra gældende lovgivning, udfra de sparsomme oplysninger der gives.
Der må det vel være opdrætteren (som er den professionelle hér), der ved overdragelse/salg bør gøre opmærksom på, hvad der forventes, hvis der opstår problemer. Evt. skrive det ind i kontrakten.
Og vi gentager lige at opdrættere IKKE er “professionelle” men almindelige mennesker uden juridisk uddannelse. Det gør kun tingene mere komplicerede, når folk mener at en opdrætter er en forretningsdrivende - det er de ikke i det virkelige liv, og de fleste af dem har ikke den juridiske viden til at skrive en særlig god kontrakt. Men det behøver de heller ikke - loven om forbrugerkøb er gældende, og i de tilfælde hvor der står noget decideret tåbeligt i sådan en kontrakt kan køber så glæde sig over at loven er på deres side.
VH
Susanne
[QUOTE=Susanne W;1220080]
Det oprindelige spørgsmål var:
“Spørgsmålet er så, om hun nogen måde kan gøre krav på erstatning for nogle af de penge hun har betalt?”
Jeg går ud fra at Lubas gerne vil have et svar udfra lovgivningen, ikke ud fra en lang række forskellige menneskers smagsopfattelse. Udfra loven om forbrugerkøb er der ikke mange ben i det - nej, hun skal ikke regne med at kunne gøre krav på noget. Og igen - der mangler så mange opklarende oplysninger, at det er en skam den skal ende i et debatforum (se Andreas indlæg ovenfor mht. mangler!) - og i hvert fald er det ærgerligt (set herfra) at der fra nogle kanter straks dukker forventinger op om at man ikke bare har nogle krav i henhold til lovgivningen, men at sælger - der godt nok i lovens øjne er erhvervsdrivende, men i det virkelige liv er privatperson - derudover også bare har at bøsse en hvilken som helst dyrlægeregning uden at blinke, uden en second opinion - bare fald til patten og betal, for ellers er vedkommende uetisk… Jeg kan sagtens forstå at så mange opgiver at opdrætte, for det er hårde vilkår at være oppe imod - en relativt klar lovgivning og presset fra forargede “bystanders” der synes at fordi det er en opdrætter, så skal vedkommende bare flås økonomisk, uanset hvad. Så er vi ret langt fra det oprindelige spørgsmål…
VH
Susanne[/QUOTE]
Jeg er SÅ enig !
Hvor er det synd, at “sager” skal ende i diverse fora, hvor oplysningerne kun kommer fra den ene side af 
Der findes et regelsæt, som forklarer ens rettigheder. Om man så synes om det, er en anden sag.
Man får hverken mere eller mindre ret, ved at andre synes, at det er synd for en, eller at diskutere etik og moral.
Hvor ville det være dejligt, hvis sådanne sager kunne løses i mindelighed 
Det jeg finder mest bekymrende er opdrætter i den anden, nu slettede, tråd fremstilles som ligeglad uansvarlig der har misrygtet nævnte kat i flere år. Jf trådstarters egen udtalelse. Det er der min kæde hopper af
Reglerne er som beskrevet - nej køber kan ikke forlange at få penge retur, brugt hos dyrlægen.
Jeg bliver noget så træt og ærgelig over at der forventes en hel masse “ekstra” af opdrættere.
Ja, de fleste af os vil faktisk nærmest stå på hovedet for “vores” killinger og købere, men når det kommer til sager som denne, så er det altså virkelig træls at være opdrætter, som stemples som Uetisk, fordi de ikke vil betale købers udgifter.
Jeg har selv prøvet at stå en en situation, hvor en købers dyrlæge stort set havde erklæret “min” kat for aflivningsklar pga. tænder som var så frygteligt dårlige… Heldigvis kontaktede køber mig inden de gjorede yderligere og jeg fik køber til at køre katten til undersøgelse hos “min” dyrlæge, som er tanddyrlæge. Katten blev røngtenundersøgt og kigget grundigt igennem og viste sig ikke at fejle en flyvende fis!
Havde jeg nu ikke haft kontakt til min køber inden de var gået viddere, ville katten i bedste fald have haft livet i behold, dog uden sine tænder og ejer ville have været en hel del fattigere - og var det kommet så vidt, at ejer ville have haft sine dyrlæge udgifter for en ryddet mund dækket, havde jeg uden tvivl også tilbudt at lade købet gå tilbage, men nægtet at betale dyrlægeudgifter for noget jeg ikke selv havde haft mulighed for at være inde over.
I så fald, havde jeg måske været den opdrætter der var uetisk og ville have været blevet lynchet på div. fora… - helt ærligt, synes I selv det er helt rimeligt?
Nej, indimellem bliver man altså bare træt… Katteopdræt er bestemt ikke for sarte sjæle…
/Mette
Nu virker det som om at jeg har sagt, at jeg synes at det er ‘etisk korrekt’, at opdrætteren betaler DYRLÆGEREGNINGEN. Det har jeg IKKE skrevet nogen steder!!
Jeg skrev, at JEG synes, det ville være mest RETFÆRDIGT, hvis man betalte beløbet for KATTEN retur til køber (og lod katten blive hos sin nye ejer). For eftersom det er en voksen omplaceringskat, er beløbet vel betragteligt mindre end de dyrlægeregninger, de allerede har måttet punge ud for.
Det ville i MINE øjne være en rimelig løsning - ud fra de oplysninger, der er givet i første indlæg.
Jeg erindrer såmænd stadig en helsides artikel om netop denne kat, som du som den slemme, slemme opdrætter du nu engang er 
havde solgt. Og jeg husker også at resten af historien måtte vi have udenfor medierne - der kom vist aldrig så meget som en undskyldning for at have trukket dig gennem mudderet på det ret tynde grundlag. Husker jeg forkert?
VH
Susanne
Og det undrer mig egentligt, at I opdrættere står SÅ stejlt på lovgivningen, når det drejer sig om at svare i denne tråd - for det er da mit indtryk, at jer, der er ‘gamle i gårde’ her på KG NETOP ofte strækker jer ‘ud over’ lovgivningen.
I må da også have hjertet med i overvejelserne - eller etik eller retfærdighed eller hvad vi nu skal kalde det.