Jeg faldt over denne artikel skrevet af en Kirsten Kjær i 2005, jeg syntes den giver stof til eftertanke. :?
I den vestlige verden har vi et kompleks retssystem med sagførere, juryer, dommere og tusindvis af regler og regulativer, ved hvilke en person kan blive vurderet. Og nogle af de grundlæggende regler er, at en person skal for retten, før han eller hun kan blive dømt, at enhver person har ret til et ordentligt forsvar, og at han eller hun er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Men udenfor retssalene dømmer vi ofte hinanden alene på udseendet (!).
Vi agerer på samme tid dommer og jury, og vi dømmer og kritiserer andre mennesker for at være dem, de er, for at være anderledes end os, for at have anderledes sprog eller accent, for at klæde sig anderledes, for at have anderledes meninger, for at have, hvad vi ikke har og ønsker osv. Og vi dømmer mennesker ud fra vore erfaringer med andre mennesker, f.eks.: En mand med den accent har engang fornærmet mig – så nu mistror og dømmer jeg alle med den accent, eller: Jeg har ’brændt mig på kærligheden’ en gang – så nu dømmer jeg alle kvinder (eller mænd) ud fra den ene erfaring. Og hvis vi oplever noget mere end en gang, bliver det let til ’sandheden’ – og sætter kursen for vores fremtid! Vi dømmer og kritiserer andre for at gøre ’fejltagelser’ – hvilket er en selvmodsigelse. Hvis fejltagelser blev gjort med vilje, ville de ikke blive kaldt fejltagelser; så hvordan kan nogen blive dømt på dem?
NB: Dette emne beskæftiger sig ikke med mennesker, der med vilje misbruger, lyver overfor, stjæler fra eller skader andre for at opnå personlig tilfredsstillelse, profit eller magt, såsom børnemishandlere, mordere, korrupte politikere, forurenere af vores Jord osv. osv. Dette emne handler om mennesker som dig og mig.
For det meste dømmer vi på et meget tyndt grundlag; og sommetider straffer vi endda andre mennesker, når de ikke lever op til vore forventninger til dem, eller de ikke passer ind i vores system af ’regler’!
Et indiansk ordsprog siger: ’Døm ikke en mand, før du har vandret en mil i hans mokkasiner’.
Vi skandinaver er ikke de mest lovlydige mennesker i Verden; men der er en lov, som mange følger frivilligt, og det er ’Janteloven’:
’Janteloven’ er et begreb, der stammer fra en selvbiografisk roman af den dansk-norske forfatter, Aksel Sandemose (1899 -1965), født Nielsen, i Nykøbing Mors: ”En flyktning krysser sitt spor” (1933). I denne roman er Jante en lille by – som enhver anden lille by - hvor alle kæmper for at holde hinanden nede, for at forhindre, at nogen skiller sig ud fra mængden. Det paradoksale er selvfølgelig, at samtidig med, at alle bruger loven mod alle andre, er de også alle selv ofre for den.
Janteloven siger:
- Du skal ikke tro, du er noget.
- Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
- Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
- Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
- Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
- Du skal ikke tro, at du er mere end os.
- Du skal ikke tro, at du duer til noget.
- Du skal ikke le ad os.
- Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
- Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.
Prøv at gå en tur i en hvilken som helst dansk provinsby, iført en cowboyhat f. eks.! Det er en god måde til at finde ud af, hvordan det fungerer.
Hvorfor dømmer og kritiserer mennesker andre mennesker?
Det er min erfaring, at mennesker, der dømmer og kritiserer andre, for det meste gør det, fordi de har svært ved at håndtere tingene i deres eget liv. Det er meget nemmere at se på andre – og kritisere dem – end det er at se på sig selv og måske gøre noget ved de ting, der ikke fungerer. Og det er en måde at føle sig bedre tilpas med sig selv på, hvis vi kan overbevise os selv om, at: Vi er ’gode’ – de er ’onde’ – vi er ’rigtige’ – de er ’forkerte’! Og jo flere mennesker, vi kan få til at tro på det, jo rigtigere bliver det. Det er sikkert derfor, sladder er så populær.
Fordømmelse og kritik bringer ikke mennesker tættere på os – det skubber dem væk.
Og det værste er: Vi dømmer og kritiserer også de mennesker, vi elsker!
Når to mennesker finder sammen, fordi de er forelskede og deler et ønske om at være sammen og skabe et liv sammen, går der ofte ikke lang tid, før de begynder at konkurrere og ’kæmpe’ om at være ’ovenpå’ og have kontrol. Og måden at opnå det på er ofte gennem kritik. Jeg er ’rigtig’ – du er ’forkert’! Og begge parter kan kritisere og beklage sig over den andens mangel på evner, som hver især synes, den anden burde have – og glemme, at vi rent faktisk er to forskellige mennesker, der sandsynligvis fandt sammen på grund af forskellighederne. Og det er på grund af forskellighederne, at vi danner et team, hvor begge har enestående evner, som den anden kan have glæde af. Og hvis vi ikke er gode til at kommunikere, og vi ikke får vore behov mødt i et parforhold, kommer det somme tider ud som kritik. Så i stedet for: ”Jeg har brug for”, bliver det til: ”Du er ikke god til”.
Men kritik kan være meget destruktiv og nemt blive til en dræber af romantikken og til slut: af parforholdet.
Når vi kritiserer andre og fokuserer for meget på at ville have dem til at være som os, afskærer vi også os selv fra at lære og vokse; og vi glemmer, at vi ikke er perfekte, og at andre mennesker ikke er perfekte. Og hvem har nogensinde fortalt os, at nogen af os behøver at være perfekte? Det er sandt, at andre mennesker har måder at udtrykke sig på (i ord og i fremtoning), som vi måske ikke forstår. Men det gør ikke nogen ’forkerte’ – det gør dem bare forskellige – og interessante. Hvis vi alle var ens, ville der ikke være meget sjov i at være sammen. Og hvis vi alle var gode til de samme ting, hvordan skulle vi så kunne løse eller få alle de andre ting gjort?
Der findes andre måder at kommunikere på end: ”Dit dumme, klodsede fæ – du gør alting forkert. Nu skal jeg vise dig, hvordan det skal gøres!” Eller: ”Du sagde noget dumt til vore venner i aftes, nu skal du høre, hvad du skulle have sagt”, osv. Du gør det forkert! kunne blive til: Hvorfor gør du det på den måde? Fungerer det? Vil du vise mig det? Hvad mente du, da du sagde…? osv.
Og ofte – når vi lægger al vores energi i og fokuserer for meget på de ting, som VI ikke er trygge ved – glemmer vi ALLE de andre ting, som fungerer så godt. Jeg kender en mand, der ikke er særlig god til at kommunikere. Det er ikke, fordi han ikke ved, hvordan. Det er bare sådan, at han glemmer at fortælle sine ansatte visse ting. Men denne mand har SÅ mange andre talenter, som nemt burde kunne kompensere for det ene ’flop’. Men menneskene omkring ham har deres fokus på, hvad de opfatter som hans fejl og identificerer manden med DET – i stedet for at se manden som en helhed. Og i stedet for at fortælle ham om alle de gode ting, han gør for firmaet, hører han aldrig andet end bebrejdelser og kritik for den ene ting, som han ikke er så god til. Og det er en skam, for vi har alle tendens til at gøre tingene endnu bedre, når vi fra tid til anden får at vide, at vi gør det godt.
Hvordan håndterer vi selv andres kritik og fordømmelse?
Hvis nogen kritiserer os – får det os så til at føle os slemme og forkerte? Tager vi det personligt?
Når nogen kritiserer os – hvad enten det er, for hvad vi gør, for hvem vi er, for hvordan vi opfører os og reagerer osv. – er det altid godt at se på: Hvad og hvor kommer de fra? Kommer de fra skuffelse? vrede? frustration? mangel på selvtillid? jalousi? Mangler de (mere) opmærksomhed? Hvad er det, de mennesker siger om sig selv, mens de prøver at fortælle os om os? For det meste er der en skjult dagsorden. Men det er ikke altid nemt at se gennem en person og finde den dagsorden. For det kan være ret vanskeligt at genkende hvilken type ’bagage’, andre mennesker (selv vores partner) slæber rundt på.
Så i stedet for at prøve at finde ud af ALLE de komponenter, der har fået en anden person til at kritisere os, kan vi spørge: Hvad er det egentlig, du siger? På hvilket grundlag kritiserer du mig? Og så ville det måske være en god ide at begynde at finde ud af os selv – med spørgsmål som: ’Hvad er det, jeg reagerer på?’ ’Hvad er det i mig, der gør mig vred eller får mig til at føle mig såret eller hvad det nu kan være, når jeg bliver kritiseret?’ osv. Så kan vi tage ansvaret for vore egne følelser og handlinger i stedet for at overdrage dem til andre (læs mere i ANSVAR, som kommer næste gang).
En dag stod min far, Leif og jeg i min fars havehus, og de arbejde på noget sammen. Jeg deltog ikke i deres arbejde; men min opmærksomhed blev fanget, da jeg hørte Leif sige til min far: ”Se nu, hvad du har gjort – du har ødelagt det” – hvortil min far svarede i en meget rolig tone: ”Såmænd har jeg ej”, uden at lade det afbryde hans arbejde. Kritik glider simpelthen af på min far – som vand af en gås, fordi han har så stærk en sans for, hvem han er.
Jeg lærte en værdifuld lektion den dag, da jeg erkendte, at hvis Leif havde sagt de ord til mig, ville jeg have følt mig såret og have startet et skænderi – hvorimod min far næppe lagde mærke til det. Jeg blev klar over, at Leif blot gav udtryk for sin mening – og min far, der gør tingene anderledes end Leif, var uenig. Og mere var der ikke at sige om det. Og jeg blev klar over, at:
Kritik kan kun såre, hvis man tror på det! Hvis man ikke gør – har ord ingen magt.
Hvis nogen kalder mig dum, betyder det ikke, at min IQ på et øjeblik falder til et lavere niveau, eller at alle mine hjerneceller pludselig beslutter sig til at gå amok, omorganisere sig og falde døde om. Det betyder bare, at en giver udtryk for sin mening. Og jeg kan så vælge enten at føle mig såret, ignorere erklæringen eller værdsætte en mening, der er forskellig fra min. Hvis jeg tænker på mig selv som værende ikke dum, kan intet menneske i Verden gøre mig dum. De kan kun få mig til at FØLE, at jeg er det, hvis jeg tror på det.
Det kan selvfølgelig være svært at lægge afstand til kritik, når den kommer fra mennesker, vi elsker og stoler på, og hvis mening betyder meget for os. Men hvis vi skærer dramaet fra og tror på vore egne erfaringer, vil vi ikke være så lette at rokke.
Hvad jeg finder svært at lægge afstand til er ’ondsindet sladder’ og løgne. Leif har sin måde at takle den slags på: ”Lad det være. Det er ikke værd at beskæftige sig med. Du kan ikke ændre dem eller deres meninger alligevel, og du kan ikke være ansvarlig for deres løgne”.
Men det værste, synes jeg, er, når børn bliver sårede. Og det er så nemt at såre et barn med kritik – fordi det ofte vil tro på, hvad det får fortalt; og kritikken kan måske hænge ved barnet resten af dets liv.
Da jeg var barn havde jeg en drøm om at blive stewardesse. Jeg var omkring 9 eller 10 år gammel, da vores klasselærer en dag spurgte klassen ud om vore drømme og planer for fremtiden. Da han hørte om min drøm, spurgte han mig, om jeg vidste, hvad der skulle til for at blive stewardesse. Om jeg gjorde! Og jeg fortalte ham alt, hvad jeg vidste, med stor entusiasme. Så sagde han, at jeg havde glemt en ting. ”Nej!” — ”Jo” — ”Hvad?” — ”Man skal se godt ud!” Wow! Min drøm forsvandt op i den blå luft på et øjeblik. Og jeg blev aldrig stewardesse.
I dag kan jeg se, hvad der skete. Jeg gav min lærer min kraft – til at ødelægge min drøm, bare ved at tro på, hvad han kun antydede. Og måske mente han, at jeg ikke så godt ud, eller måske ville han bare drille mig. Det får jeg aldrig at vide. Og det burde egentlig heller ikke betyde noget, men det havde betydning for mig på det tidspunkt. For mig var det dommedag! Og jeg bebrejdede ham i mange år for at have knust min drøm, og jeg lod den episode influere på måden, hvorpå jeg så på mig selv i spejlet i mange år. Jeg begyndte også at tro, at udseende er mere vigtig end evner, når det drejer sig om arbejde. Det tog mig lang tid at komme over den dag.
I dag ved jeg også, at det bør være min mening og ikke andres, der gælder for mig! Jeg kan sætte pris på andre menneskers meninger; men hvis de er i modstrid med mine egne, bør jeg stole på mine, lade dem være grundlaget for min selvrespekt og mine handlinger og ikke tage kritik personligt.
Tænk, hvis min lærer havde kaldt mig dum og sagt, at jeg aldrig ville blive til noget? Det ville jeg også have troet på. Og mange børn får sådan noget at vide – selv af deres forældre! Og de går gennem livet og tror på, at de ikke dur til noget, eller at de ikke har evnerne til at gøre det, de virkelig gerne vil i livet. Derved vil de opfylde profetien, og deres ’dommere’ kan så sige: ”Vi havde ret!”
Kritik er ikke kun dårlig. Det kan være godt at høre en anden persons mening, når vi har brug for det. Men kritik bør altid gives som støtte (et emne, vi vil se nærmere på senere). Givet på en positiv, kærlig og ærlig måde, fulgt op med forslag til forbedring, (– og ikke, når man er i dårligt humør) kan kritik virkelig være til gavn.
Nogle ønsker måske nu at tilføje: Hvad med ros? Hvis kritik ikke er personlig – hvordan kan vi så tage ros personligt? Og de har nok en pointe. Men det føles helt sikkert godt at blive klappet på skulderen fra tid til anden. Og jo mere, andre tror på os, jo mere kan vi tro på os selv, og jo bedre kan vi blive til at være den, vi er.
Kirsten Kjær 2005
