Vi har fredag den 9. december mistet vores store, rare, dejlige dreng
Han var begyndt at få det bedre på medicinen Cartrophen, og gik glad op og ned af trappen til 1. salen.
Men omkring den 5.-6. dec. begyndte han at være lidt usikker på bagbenene, og i dagene op til den 9. hvor han skulle have haft den sidste af 4 injektioner med Cartrophen, blev han mere og mere slingrende.
Vi snakkede om, at det måske var bedst for ham, at sadle om og give ham fred, men valgte lige at se om det bedrede sig.
Fredag måtte han lægge sig på gulvet to gange undervejs mellem kattebakken og sin kurv (ca. 4 m). Og jeg ringede til dyrlægen og bad dem om at vurdere hans tilstand, når han kom ind til dem.
Min mand ringede hjem indefra dyreklinikken, og fortalte, at de havde undersøgt ham og sagde, at hans muskelmasse i bagkroppen var næsten væk. Og at han ikke var smertedækket og heller ikke kunne blive det.
Vi blev enige med dyrlægen om, at Milo skulle med hjem, i første omgang, så vi kunne få taget afsked med ham i fred og ro.
Og så ville hun komme ud til os og aflive ham ved 14 tiden. Og sådan blev det.
Vi nussede og kælede med ham alt det han ville, og han sov stille og fredeligt ind.
Milo var killing af Gråmis (vildkat), som han havde sin sort/sølv farvede pels fra, og kuldbror til Mollie.
Søster Mollie
Han blev født i en flamingokasse i vores gamle vaskehus.
De første år af hans liv, boede han ude i vaskehuset, som var blevet isoleret fra top til tå, sammen med sin mor og en ældre søster, Rikke.
Rikke som var sort/smoke.
Men der kom mange bøllekatte og overfaldt dem, så det endte med at de alle 3, en efter en flyttede ind i vores hus.
Milo viste sig at være en vagtkat. Han lagde ud med at knurre af fjernsynet, når der var en person som talte derinde. Og af telefonen, når medhøret var slået til.
Han faldt dog hurtigt til, i det indendørs, med kun kattegården, som udendørs areal.
Han var glad for trygheden ved at være herinde.
Han var meget madglad, og vi kæmpede nogle kampe for at holde hans vægt nede. Det lykkedes ikke helt. Han vidste at kattemaden stod i kælderen, og han åbnede døren derned konstant, så vi var nødt til at låse den. Men det forhindrede ham ikke i at rive i døren, når han ville have vores opmærksomhed.
Han var en stor kat, både lang (ca. 90 cm fra snude til halespids) og havde lange ben, og så vejede han 9 kg.
Han var så sød og kælen, men også en bandit, der drillede og væltede sine søstre, undtagen Mikki, det turde han ikke, selvom han var dobbelt så stor som hende.
Og så havde han den aller kæreste stemme.
Vores søde dejlige Milo, hvor er her tomt uden ham