Jeg ved godt jeg har postet det her indlæg i en af grupperne, men nu gør jeg det lige igen (for at “nye” kan følge med). Når jeg omtaler vi mener jeg Henning (min mand) og lille mig.
Sagen er den at min søn på 15 i december flyttede op til sin far, efter et skænderi ang. skolen. Jeg vil ikke sige jeg er henrykt (det er langt fra den bedste beslutning sønnik har taget, da det bestemt ikke gavner ham - snare tvært imod), men der er en ro herhjemme for tiden, så det er helt behageligt.
Sønnik er ADHD (attentional defict - hyperactivity disorder) barn, og deraf kan han være svær at tumle. Han er samtidig midt i puberteten hvilket bestemt ikke gør det bedre/nemmere for hverken ham eller os.
Den ultra korte historie er, at han blev nødt til at skifte skole, da hans tidligere skole bare ikke kunne magte ham (forståeligt). Vi havde i 1½ år prøvet at få diverse instanser til at hjælpe os med at finde skole, og da den rigtige skole endelig dukkede op (en efterskole 15 km fra hvor vi bor), spolerede K (sønniks far), S (hans faster) og J (hans farmor) det hele ved at sige, at man da kun sendte sine børn på efterskole hvis man ikke gad dem mere… Dette fik sønnik til at flejne af - og efterfølgende ringede efter sin far. K, S og J dukkede op 01.30 natten mellem søndag og mandag for at hente ham, og han har boet hos “dem” siden.
K har tilsyneladende ikke ret stor viden omkring ADHD børn, og hver eneste gang der er problemer med sønnik, mener K at det er vores skyld han er som han er - og nu vil han ikke have jeg ser sønnik. Det er ikke første gang han truer mig med dette, men nu er jeg så godt gal i skralden at jeg ikke orker flere trusler fra hans side.
Jeg skrev følgende brev til amtet:
[i]Jeg har nu flere gange oplevet, at Kim siger, enten til mig eller til Sebastian, at jeg ikke må se Sebastian. Dette finder jeg dybt kritisabelt, da det påvirker både Sebastian og mig meget og jeg finder den nuværende situation totalt uacceptabel.
Derfor ønsker jeg samværsretten fastsat hurtigst muligt.
Sebastian er et ADHD barn, og da Kim tydeligvis ikke har sat sig ind i, hvilke problematikker dette kan indebære, er han overbevist om, at det er min skyld Sebastian reagerer som han gør.
Mange ADHD børn reagerer anderledes og i visse tilfælde ret voldsomt, når de har været på besøg andre steder (selv hos den forælder de ikke bor hos), og Sebastian er et af dem. Dette er en normal reaktion på, at de har brugt al deres energi på at være søde, de dage de har været væk. Min mand og jeg har selv oplevet dette gennem de sidste 8 år, når Sebastian kom hjem efter et besøg hos Kim.
De sidste 3 år har Sebastian været på Ritalin, og i denne periode er hans medicin rettet til så den passer til ham. Dette er gjort i samråd med egen læge samt børnepsykolog fra Herning Sygehus, Børnepsykiatrisk afdeling. Lægen anbefalede, at Sebastian fik en depot-kapsel om morgenen, og hvis der var behov for yderligere medicinering kunne han få en pille sidst på dagen, hvilket også fremgår af den journal, der blev sendt op til Kims læge.
De gange Sebastian har været her, har jeg vurderet at behovet for den sidste pille ikke har været til stede, og derfor har jeg valgt ikke at give ham den, da for meget Ritalin giver modsatte effekt end den ønskede.
Da Kims læge tilsyneladende ikke har forstået journalen, har han udskrevet medicin BÅDE morgen og eftermiddag, selvom dette ikke altid er nødvendigt. Kim vil ikke høre på de erfaringer vi har haft de sidste mange år, men henholder sig til sin egen læge, der kun har haft Sebastian som patient i 4 måneder. Da jeg ikke følger Kims læges anbefalinger, men min egen læges, nægter Kim mig nu samkvem med Sebastian, indtil jeg overholder det som hans læge har ordineret. Dette vil jeg ikke tvinges til, da det strider mod de erfaringer vi har gjort de sidste 3 år.
Som tingene er lige nu, føler jeg at Kim fører en krig, hvor Sebastian bliver holdt som gidsel. Kim har problemer med at styre Sebastian og de to skændes tit, hvilket Sebastian ofte har givet udtryk for. Kim bebrejder tilsyneladende mig, at Sebastian reagerer som han gør, hvilket jeg stiller mig uforstående overfor.
Hvis situationen for Sebastian ikke forbedres inden for kort tid, anbefaler jeg et besøg fra de sociale myndigheder, for at vurdere familiens egnethed til at håndtere et ADHD barn.
Som begrundelse for, hvorfor jeg ønsker samværet fastsat, har jeg skrevet
Jeg orker ikke flere trusler fra Kim (efternavn) side om at jeg ikke kan få Sebastian at se. [/i]
…og på det fik jeg egentlig hurtig respons. Problemet er bare, at der står at en ansøgning om samværsret kan tage op til 9 uger og jeg GIDER SGU IKKE (pardon my french) vente 9 uger på at se sønnik.
Jeg står nu og overvejer, om jeg skulle tage til Aalborg med min dokumentation om fælles forældremyndighed i hånden, og kontakte politistationen deroppe. Problemet er bare, at uanset hvad jeg gør så vil der jo være en krig mellem mig og K, og det er bestemt ikke godt for sønnik.
Henning spurgte mig her til morgen om jeg gør det for min skyld eller jeg gør det for sønniks skyld, og jeg vidste faktisk ikke hvad jeg skulle svare. Jeg vil jo ikke bare slippe min søn, og jeg VED han gerne vil ned til os.
Er jeg egoist, hvis jeg tropper op på K’s adresse med et par betjente og ber om at få min søn udleveret, da det er min weekend?
