Halløjsa alle kattegale
En lille præsentation af mit katteliv.
Ligeså længe jeg kan huske har vi haft kat hjemme i mit barndomshjem. Og indtil flere af dem.
Min mor var/er opdrætter af siamesere og orientalere, dog primært siamesere, som også er den race jeg selv har kastet min kærlighed på.
Vi havde også en grå huskat, Hilda, som gik ude som den eneste. Alle de andre var indekatte. Jeg tror det var en beslutning min mor tog efter hendes siameser led trafikdøden. Men allerede dengang var Hilda udekat, og det ville være synd at tage hende ind og lade hende blive indekat. Hilda blev en gammel mis, jeg huske ikke helt præcis hvor gammel, men mener det var en 15 år eller noget i den stil. Hun blev aflivet hos dyrlægen, og mestrede altså at undgå bilerne i alle sine leveår.
Den første kat som blev min helt egen, fik jeg af min mor da jeg var 14 år gammel. Selvfølgelig en siameser. En chokolademasket killing, som jeg kaldte Tia. En rigtig puttemis, som sov i min seng og fulgte mig rundt i huset. Hende havde jeg til jeg var 19 år, lige omkring da jeg flyttede hjemmefra. Jeg skilte mig af med hende efter MANGE grundige overvejelser. Hun kunne ikke være alene hjemme, og da jeg vidste hun ville være meget alene i min kollegielejlighed, mens jeg var i skole, tog jeg beslutningen om at finde et nyt hjem til hende. Problemet var blandt andet at hun tissede diverse steder, uden for kattebakken. Sikkert i trods og frustration. Vi fandt et hjem til hende hvor de voksne i huset arbejdede på skift, så der altid var nogen hjemme. Og efter hvad jeg hørte dengang i '99, faldt hun godt til og blev en glad mis igen, uden nogle tisseproblemer. Ved ikke om det var den rigtige beslutning jeg tog dengang, men sådan blev det i hvert fald, og det er LIDT sent at gøre noget ved nu.
I 2001 fik jeg en ny missekat. Wishy. En 4 år gammel lillamasket siameser, som min mor havde i sit opdræt. Den trivedes ikke med de andre katte hun havde, så hun fik en chance hos mig. Og hvilken chance! I starten var hun megasky og jeg så hende nærmest ikke, men hun blev (også) bare en rigtig puttemis med tiden. Dejlig og kærlig. I 2006 fik hun en tandrensning med dertilhørende narkose, som åbenbart gik hårdt ud over hendes nyrer, der formentlig ikke havde det godt i forvejen. Kort tid senere tog jeg den møgsvære beslutning om at lade hende sove ind, der var ikke mere at gøre for hende. Min kære Far kørte hele vejen fra mine forældres hjem i Århus til København for at hente hende, så hun kunne blive begravet hjemme i deres have.
Efter at have været katteløs i halvandet års tid overtog jeg endnu en mis fra min mors opdræt. En 4 år gammel Foreign White. En rigtig selskabspapegøje! Jeg boede alene dengang, men var kæreste med ham der nu er min mand, og han var der da jeg fik Flower, så selvom det var min kat, blev det snart vores, i hvert fald da jeg flyttede sammen med ham.
Min mand havde i forvejen en sort/hvid huskat, Plet, som Flower skulle leve sammen med. Det blev aldrig et rigtigt venskab mellem de to. Et tålt ophold, vil jeg kalde det. Det var Flower der bestemte, selvom vi havde troet det omvendte. For Plet er lidt en bisse, med noget vildkat i sig. Og hun bryder sig bestemt ikke om fremmede, hverken mennesker eller dyr. Men de kunne da leve sammen uden på noget tidspunkt at komme op at slås. Lidt jagen frem og tilbage blev det til, men heller ikke mere.
Flower trådte lige ind i folks hjerter med “træsko” på. Hende kunne alle li’, og vi elskede hende højt. Derfor var det også bare SÅ svært at erkende at hendes tid var kommet, sidste år i september. Også her var det nyrerne, der satte ud, og samtidig havde hun diabetes. Et elsket væsen var hun. Hold kæft hvor var det hårdt!
I dag har vi Plet, en nu 9 år gammel huskat. Hun er virkelig sin egen. Men efter Flowers død er hun virkelig kommet på banen. Fra at have været reserveret og sær, er hun næsten blevet en kælekat, og det har hun aldrig været før. Heller ikke før Flower kom ind i billedet. Man skal stadig passe på fingrene af og til, men hun er sgu sød og puttesyg for de meste. Kommer op i sengen, lægger sig i sofaen hvor vi sidder osv. Som sagt, sådan var hun bare SLET ikke før i tiden.
Jeg er fast besluttet på, at når Plet engang ikke er her længere, så skal vi have kat igen. Min mand mener vi skal have en pause, men ved ikke hvor længe pausen skal være. Om det er en uge, en måned, et år eller flere - det kan han ikke sige. Vi skal ikke have flere katte mens vi har Plet, for det ville sgu være synd… Hun trives bedst alene, bare sammen med sin ‘mor’ og ‘far’. Jeg håber da også Plet bliver en gammel mis, men kan næsten ikke se et liv uden at have kat(te). Så jeg håber vi engang, når den tid kommer, måske kan anskaffe os et par killinger og fortsat have liv i huset. Børn har vi nemlig ingen af, og skal heller ikke har nogen.
Pyha, det var lidt af et langt skriv jeg der fik tastet. Og det var med hele følelsesregistret, kan jeg mærke… Men okay, for det første er jeg sygemeldt med stress for tiden, for det andet har jeg ELSKET de katte så højt, at det gør så ondt at erkende at man aldrig nogensinde skal se dem og holde om dem igen. Men det kender I jo godt, kan jeg forestille mig. Tænk at man anskaffer sig et dyr man ved, man skal tage afsked med på et tidspunkt. Det er jo tortur, et eller andet sted…
Nå, det må være det for denne gang. Jeg skriver nok mere i et andet forum på dette site.
Hilsener,
Spritzel.