Min hund er blind - Gode råd efterlyses

[quote=Mega;243591]
Og så melder tanken sig - og her har jeg virkelig brug for jer hundefolks erfaring:
Bør jeg lade Mandy og Rumlepot tage af sted sammen?
De er mor og datter, og Mandy (15 år) er delvis blind. Det er kun et tidsspørgsmål, hvornår hun er det helt, men ellers er hun sund og glad, selvom det er længe siden, hun har villet gå den lange tur ned i mosen. Hendes “skridttæller” bliver gradvist sat ned, så turen bliver kortere og kortere, før hun sætter sig ned og vil hjem igen. (Og selvfølgelig går vi så hjem).

Vil Mandy have nok i mig, eller vil savnet af Rumlepot belaste hende for meget?[/quote]

Nej. Du skal ikke aflive hende fordi du afliver (Var det mandy?). Hun vil komme til at savne Mandy meget… Rigtig meget fordi hun har haft en ven i 15 år. Men jeg synes absolute ikke du skal aflive hende fordi du afliver den anden. Du kan jo tage alternativet og anskaffe en kammi til hende. Og ellers er jeg sikker på hun nok skal klare den med tiden :slight_smile:

Mine svigerforældre har 2 pudler. Hhv 8 og 11 år. Den på 11 er ved at være ved vejs ende, så de besluttede med det samme at købe en ny hvalp. Det har de så gjort nu, og nu har de så 3 pudler, så den på 8 stadig har en kammerat når ham på 11 ikke kan mere.

Sådan en løsning tror jeg ikke vil være god, hverken for Mandy eller en hvalp.
En hvalp vil lege og tonse rundt, og dét gider Mandy i hvert fald ikke, lige som hun heller ikke gider gå så langt.
Det ville svare til at sætte en på 75 år sammen med et legebarn i døgndrift.

Så skulle det være to hvalpe, og det hverken gider jeg og kan heller ikke forsvare, da jeg ikke ville kunne tage mig optimalt af dem. Jeg er 67 år, kræfterne er ikke, hvad de har været, og jeg har jo også kattene at se til.

hmmmm det er svært…mine forældre havde 2 hunde…en på 13 og 1 på 16…da dem gamle pludselig var bedre tjent med at få fred, den lile var vokset op sammen med den gamle, og de var meget i tvivl om om de skulle lade dem begge aflive…men de valgte dog at beholde den yngste, og han fik faktisk et par gode år endnu …det er nu flere år siden, og mine forældre er over 70, men de overvejer stadig om de skal have en ny hund…og jeg har lovet dem at hvad de end vælger, så overtager jeg…hvis bare det ikke er en rottweiler

måske skal jeg lige tilføje at den på 16 var en nuwfoundlænder og den på dengang 13 var en golden retreiver

Min kollega Julie er god - måske hun har nogle brugbare råd

[email protected]

MVH

Trist at det går tilbage for Rumlepot, men det må da trøste lidt, at hun trods alt har en god alder. :kram:

Mht. Mandy, så ville jeg nok vente og se, hvordan hun klare det uden Rumlepot, til den tid. Hvis hun er bundulykkelig, så tag beslutningen der, men ellers er du der jo stadig for hende.

Trist med Rumlepot, men du har jo nok ret… tiden er ved at løbe ud for hende :frowning:
Tag hellere beslutningen idag end i morgen - hun skal have chancen for at gå med værdighed… Og senilitet er utroligt belastende og stressende for hunden…

Hvad angår Mandy… den er altså svær!
Prøv at se på, hvor meget de to stadig har sammen… Tror du at Mandy kan klare at undvære Rumlepot?
Vi var jo selv lidt tilsvarende igennem, da vi for et par år siden måtte lade Sif aflive. Dise så hende klart som sin flokleder og store tryghed, men ellers havde de to hunde faktisk ikke så meget sammen… de blev sjældent luftet samtidigt, aldrig trænet sammen, var alene i huset hver for sig osv osv.
Vi havde oven i købet lille Gimle dengang, så helt alene ville Dise jo ikke være…
Virkeligheden var en helt anden! Umiddelbart så det ud til at Dise både accepterede og klarede Sifs død fint - men gradvist blev hun mere og mere klyngende og uselvstændig, græd fx hjerteskærende, når jeg gik fra hende. Træning blev da gennemført, men helt uden Dises sædvanlige entusiasme og engagement… Da hun også begyndte at hyle, når Jan gik, var vi klar over at noget skulle ske - noget som kunne få hende ud af depessionen. Løsningen blev for os, at lade Nanna flytte ind… Den lille hvalp gav Dise noget helt andet at tænke på :slight_smile:
MEN - Dise var også en sund og rask hund på ca 7 år! Hun kunne sagtens håndtere en bøvefjollet hvalp…
Det mener jeg ikke at Mandy vil kunne… det vil simpelthen ikke være fair overfor hende at hun skal udsættes for en hvalp!
Hvor hårdt det end ville være, så tror jeg, at jeg ville de to følges ad på den sidste rejse…

Dyrlægen kom hjem her til aften og hjalp stille og fredfyldt Rumlepot til Regnbuebroen. Hun var selv på vej.

Tak til jer for gode råd og stor tak til dyrlægen, som gav sig god tid - både før og efter - til både at nusse med dyrene og tale med mig.

Til sidst en stor tak til dig lille, elskede Rumlepot for 13 år med din ubetingede hengivenhed og kærlighed. Du vil altid være her!

Det gør mig meget ondt Hanne. :ked: Hvor var det godt hun havde dig til at hjælpe hende herfra med værdigheden i behold.

:lys:

Åhh, det gør mig ondt. :ked:
:rip: :lys: Rumlepot og et trøstekram til dig Mega. :kram:

Savnet må være ulideligt Hanne… føler inderligt med dig!

Mens Rumlepot sov ind, talte jeg til hende med en glad og lys stemme, men nu føler jeg mig helt lammet og sort af smerte indvendig, og jeg skal også have den første gå-tur med Mandy overstået, for de var altid sammen på vores ture.

Bagefter kom flere af kattene på skift og gned hovedet mod Rumlepot, og dá fik også dyrlægen tårer i øjnene.

Men Mandy holdt sig væk og ville ikke engang snuse til hende, og i det hele taget har hun ikke været nær hende de sidste dage.
Måske havde hun allerede sagt farvel til hende!

Hvor gør det mig ondt Hanne. :ked:

:lys:

Århhh hvor bevæget Hanne…det kunne da åbne sluserne…vræl…

hvor er det godt at læse at rumlepot gik herfra med værdighed…må hun møde en masse venner ved regnbuebroen…

kram til dig Hanne…og respekt

Efter en lang snak med dyrlægen og et kig i bak-spejlet er jeg nået frem til, at Rumlepots ret hurtigt ændrede adfærd hverken skyldtes stress pga. blindhed eller demens, men svigtende nyrefunktion og dermed selv-forgiftning, der som bekendt bl.a. påvirker hjernefunktionen.

Jeg har bare ikke tænkt i de baner, da hun fik den helt store undersøgelse til UG sidst i april måned, og det først var her til sidst, hun drak mere end sædvanligt.

Mandy leder ikke efter hende, er glad for sine gå-ture, men hun opholder sig hele tiden, hvor jeg er.
(Ann, jeg har dit indlæg om Dise i baghovedet, men nu må jeg lade tiden vise …)

Åh Hanne - jeg sender dig en masse tanker og medfølelse.

Det var et svært og flot valg - taget i ren kærlighed.

Respektfuld og kærlig hilsen