Jeg har skrevet utrolig meget dagbog de sidste mange år. Gode minder, dårlige minder. Det her er ultimativt det sværeste jeg nogensinde har måttet skrive, men det er vigtigt for mig at jeg har mindet om det.
Sorg er ikke noget man kommer over, det er noget man lærer at leve med.
Musse med de dejlige missende øjne.
I tirsdags, D. 1. september 2009, døde min bedste veninde og samtidig mit barn. Hun har været en del af mit liv igennem de sidste 5 år. Hun er flyttet med mig alle 6 gange og har været fantastisk til at tilpasse sig de nye omgivelser - store eller små.
Når jeg kom hjem stod hun altid ved døren og var klar til tage imod mig. Hun elskede at slikke på de nye plasticposer fra supermarkedet og var altid mere interesseret i at slikke på dem, end at finde ud af om der var godbidder i posen.
Vi delte alt, hende og jeg. Selv et glas saft kunne jeg ikke have for mig selv. Hvis hun ikke kunne nå med tungen, brugte hun poten. Hun elskede at ligge hen over mine skuldre, hun lå der gerne mens der blev lavet mad.
Musse med poten for øjnene - det var så lyst!
Nogle gange hvis jeg havde taget dynen med ind i stuen, kunne hun finde på at komme snigende hen til mig og sætte sig foran mig - man kunne tydeligt se at hun tænkte “Moar, åben dynen så jeg kan komme ind i varmen!” Det var så hyggeligt når vi puttede under dynen sammen.
Musse var min sjæleven. Hun kunne drive mig til vanvid med hende miauven hele tiden, men samtidig kunne hun gøre mig blød i knæene når hun kom valsende hen til mig og ville kæles med. Eller når hun ikke kunne komme tæt nok på mig og nærmest ville putte ovenpå mit hoved og slikke mig meget omhyggeligt i ansigtet.
Jeg elskede at lege med hende, for når man kastede hendes fjer-pind så kom hun næsten altid tilbage med den. Hun kunne hoppe så højt når man legede med hende. Hun var smuk og elegant. Hendes øjne kunne få mig til at smile og hendes charme kunne redde mig fra en dårlig dag.
Musse og jeg putter under dynen.
Jeg har aldrig haft en veninde som Musse. Hun har været der for mig igennem tykt og tyndt. Hun har aldrig dømt mig - kun elsket mig højere end nogen anden og det var gengældt hele vejen.
Musse døde af organsvigt. Hun havde affaldsstoffer i blodet og manglede en del blod. Hun sov stille ind i mine arme og jeg var det sidste ansigt hun så. Jeg kyssede hende adskillige gange og fortalte hende at hun ville få det bedre nu. Da hun lagde sine poter på min arm, var det som om hun sagde til mig “Det er okay, mor.”
Efter få minutter holdte hun op med at trække vejret og det hele foregik fredfyldt.
Jeg prøver at fortælle mig selv at hun er et bedre sted nu, men jeg vil altid savne hende. Ingen vil nogensinde kunne erstatte hende. Der er ingen som Musse med de smukke grønne øjne.
Hun var så smuk 
Jeg elsker dig, Musse-pigen. Det vil jeg altid gøre. R.I.P min skat. Du betød alt for mig.
Jeg har aldrig elsket nogen som jeg elskede Musse. Hun var mit første barn og hun vil altid blive husket. Det er utroligt var kæledyr kan gøre, hvor stor en effekt de har på én. Et liv kan hurtigt forvandle sig til helvede hvis de forsvinder. Jeg prøver at bygge min hverdag op igen, men det er svært uden hende. Utrolig svært. Faktisk så svært at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal begynde. Savnet er for stort. -lazykitty
