Nu har jeg endelig set en - en Norsk Buhund! Har læst om den i min go’e gamle hundebog, men aldrig set den IRL. Det har jeg så nu, på dagens tur med den gamle westie-gut 
MiSi - Fik du hilst på den/ejeren, siden du ved det? 
Jeps! Vi fik en god snak. Som før nævnt er den “lille vuf” (10 år og 10 kg) altid glad for hunhunde. De gider så ikke ham, det er et “dav” og så er de gået.
Hanhunde er det fifty-fifty med. Så jeg giver det altid chancen, for lille vuf vil så gerne møde andre hunde. Han holder udkig, og reagerer, selvom det er et barn, en vogn eller noget, for det kunne jo være en anden hund.
Hvis det er, så bliver han enten meget ivrig og logrer og vil hilse, og det kan ikke gå hurtigt nok. Eller han lægger sig ned og afventer.
Så jeg spørger altid om hundens køn, før vi kommer tæt på. Går det godt, så spørger jeg som oftest til race, dels for at lære noget mere om de racer, jeg kender, dels, fordi der er kommet en del “nye” racer ifht min semi-antikke hundebog.
Pigen, der luftede ham, var stor teen, gætter jeg på. Hun sagde først Norsk Spidshund, og da jeg havde aha malet over fjæset, kom hun med racens navn. Det har hun garanteret hørt en del for - “en Buh-hund, harharhar”.
Vufferne hilste meget venligt på hinanden i nogle minutter, og så gik vi hver sin vej. Det gør mig så glad, når det sker, og han får sit ønske om kontakt opfyldt.
De er SKØNNE. Og jeg kender to - den ene gør HELE TIDEN. og jeg mener virkelig så de andre hunde kigger forbavset på den
Den anden gør aldrig
Men de er SKØNNE!