Det er aften. Udenfor er det hvidt, frostvejr og vindblæst. Radiatoren rasler lidt, de levende lys i de hvide hurricanes er tændt og stuen henlægger i en behagelig dunkel belysning.
Jeg ligger på sofaen, godt pakket ned under min dyne og ser Animal Cops på Animal Planet. Ved min skulder, på rygpuden ligger Devi krøllet sammen som en snegl og drømmer imens hendes knurhår sitrer og en af bagpoterne dasker til min overarm. Ovenpå dynen, mageligt udstrakt fra mine knæ til min hals ligger Junior og småsnorker. Min højre hånd er fastklemt under hans hoved og jeg kan lige bevæge pegefingeren og kæle ham på halsen.
Pludselig hører jeg et lille druiiiit og det går op for mig at Niggi ligger i kradsetræet lige bag mit hoved.
I det øjeblik smiler jeg og føler mig så uendeligt taknemmelig. Tv’et fortsætter med at fortælle om sørgelige dyreskæbner. Og her ligger jeg omringet af tre katte der værdsætter mig og det jeg giver dem så meget at de vil være tæt på mig, trygge nok til at sove, elskede nok til ikke at ville være andre steder.
Behøver jeg sige at jeg følte mig værdsat?