Lidt OT - men der er nogle ormepiller (Milbemax, så vidt jeg husker?) der smager af kød. Jeg har skullet give Creamy sådan en mens hun var helt sort i øjnene af angstanfald efter et dyrlægebesøg - det var jeg ikke så stolt af. Havde jeg skullet tvinge hende, var jeg enten blevet ædt eller hun havde fået hjertestop, tror jeg! Men jeg efterlod pillen i en smule tun til hende - og den var væk pr. omgående. De to andre spiste dem af min hånd - og hverken Greven eller Tullen var/er ellers til godbidder.
Bare en tanke?
Ingen af mine katte skal leve for min skyld ,
hvis de kommer til, at fejle noget, som ikke lige kan kureres med en omgang penicillin ell. lign.skal de ikke leve .
Der er selvfølgelig forskel på hvor meget de betyder for mig, og jeg ved , at når det bliver “hjertekatten Oline”‘s tur:brist:, bryder min verden sammen
Oline er nu 13 år, og jeg er 72, så jeg har aftalt med min søn, at hvis Oline dør før mig, bliver hun kremeret, og så vil jeg gerne ha’ hende med i min kiste! 
Aflivningen, af mine katte må gerne( helst foregå i hjemmet, men ingen betingelse, og jeg vil holde dem til de sover ind!
mine 4 andre katte vil, enten blive hos dyrlægen efter aflivning , eller hvis nogen af husets børn insisterer blive begravet i haven! Så, jeg har tænkt over det.
Hvis jeg dør først, har jeg en aftale med min opdrætterveninde, at hun bestemmer hvad der skal gøres ved dem= aflivning eller salg!
Cats og Conni
[QUOTE=Ann R;1033394]Lidt OT - men der er nogle ormepiller (Milbemax, så vidt jeg husker?) der smager af kød. Jeg har skullet give Creamy sådan en mens hun var helt sort i øjnene af angstanfald efter et dyrlægebesøg - det var jeg ikke så stolt af. Havde jeg skullet tvinge hende, var jeg enten blevet ædt eller hun havde fået hjertestop, tror jeg! Men jeg efterlod pillen i en smule tun til hende - og den var væk pr. omgående. De to andre spiste dem af min hånd - og hverken Greven eller Tullen var/er ellers til godbidder.
Bare en tanke?[/QUOTE]
Er prøvet uden held. De første to gange, gik det ok, ved at gemme pillen i lidt leverpostej eller en reje. Begge dele er han nemlig helt vild med. Men siden da kan jeg ikke snyde ham mere. Han spiser leverpostejen eller rejen, og spytter pænt pillen ud igen. Selv i dag, er han skeptisk hvis jeg servere en klat leverpostej, Han spiser det, men han siger underlige lyde imens, og han spytter det ud et par gange, inden hen endelig sluger det. Det KUNNE jo være jeg havde lagt en pille indeni 
Så ingen piller til Bastian.
Når mine katte engang dør, skal de ikke begraves i min have og jeg vil heller ikke have dem i en urne. Uanset om det er et menneske eller et dyr, så er den døde krop bare et tomt hylster, for mig. Jeg besøger heller aldrig min mors grav, for det siger mig absolut intet. Det er jo ikke der jeg har mine minder om hende.
Nu, hvor vi har fået have, føles det rigtigst at tage katten med hjem efter aflivning. Milly har sin plads derude under en busk, der forhåbentlig vokser sig stor og smuk.
Men først og fremmest lever hun og de andre i mine minder.
Snehvide får jo også reguleret stofskiftet med Felimazole dagligt, og når katten kan finde ud af at tage piller, falder det indenfor, hvad jeg kan acceptere.
Og heldigvis foregår de fleste aflivninger på en værdig måde. Jeg er taknemmelig for de gange, jeg har kunnet være med hele vejen.
Det er vist en meget almindelig følelse. Kunne man have gjort mere? Var det for tidligt? Eller for sent? Men vi er kun mennesker, og vi gør tingene, så godt vi kan.
Jeg har taget min beslutning med Smoke. Min stakkels dreng har så mange issues, og er så speciel og “besværlig”, intet kan ændres ved ham, han er en fuldstændig en-mands-kat - og ja jeg har en profs. ord for det. Han hr en hyperfølsom mave og der er prktisk talt ikke noget tørfoder han kan tåle.
Sammen med en prof. har jeg taget en beslutning om at sker der noget med ham, så skal han have lov til at have fred. Han har været så forfærdelig meget igennem allerede, og er så helt igennem speciel at han ikke skal udsættes for noget. Samtidig er han hjertekat, så han skal bare have lov til at være kat så længe han nu kan holde. Han skal ikke på medicin, han skal ikke have behandlinger, der skal ikke gøres noget for at forlænge hans liv. Han har det godt lige nu, og det er fint for mig.
Cooper derimod, det har jeg slet ikke turde tænke på.
Men jeg har tænkt på at hvis det passer med årstid og sådan når dagen engang kommer, så vil jeg høre min farmor og farfar om jeg må få lov til at begrave dem ved vores sommerhus. Det er nemlig mit favoritsted i hele verden!
For lidt over en måned siden stod jeg i situationen… Oliver var panisk angst for dyrlæger, også selvom de kom herhjem, så jeg tog ham op til dyrlægen… Min mor var med som støtte, men blev i venteværelset… Hans hjerteskærende skrig af angst, da dyrlægen måtte putte ham i et tvangsbur sidder stadig dybt i mig, og jeg glemmer nok aldrig de skrig… Men jeg var der hele vejen igennem og kyssede ham farvel mens dyrlægen gav ham den sidste sprøjte… 
Min mors kæreste har for længe siden tilbudt at den dag Oliver ikke var her længere, kunne han komme op og ligge i hans have, sammen med hans afdøde hund… Men eftersom det var midt i januar og jorden var bund frosen kunne det desværre ikke lade sig gøre… 
Så Oliver blev hos dyrlægen… Det var jeg rigtig ked af, for ville gerne have haft ham derop…
Når tiden om maaaange år kommer til Nuller, skal hun derop og ligge, hvis vejret er til at man kan grave i jorden… Hvis ikke må hun nok blive hos dyrlægen… Men mig og Nuller har aftalt at det snakker vi først om, om 20 år ca 
[QUOTE=cæsar;1033228]Mine dyr lever så længe som det er værdigt for dem, jeg vil ikke holde noget dyr i live blot for min egen skyld. Når tiden er inden blive de kørt til dyrlæge, og bliver hos dyrlægen. Hvad der sker efter en aflivning er jeg ligeglad med, mit elskede dyr er her jo ikke mere.
Nej jeg vil ikke begrave det i haven (heller ikke selv om jeg muligheden), nej jeg ville aldrig have en urne stående, for mig ville det blot vare en beholder med noget aske i.[/QUOTE]
Det er også min holdning. Jeg vil så tilføje, at jeg gerne donerer dyrets krop til forskning, hvis det kan være relevant.
Mine skal til dyrlægen, og jeg vil være der selv, lige til det sidste. Det er faktisk slet ikke så slemt, synes jeg. Tværtimod gav det en vis ro, da jeg måtte sige farvel til Cinnamon.
Hendes forløb har jeg lært rigtig meget af - synes jeg selv. Der er ingen af mine andre katte, der kommer til at gennemgå det, hun gjorde. Og jeg vil i øvrigt heller ikke igen bruge så mange penge på et forløb med så usikkert et udfald, som det hele tiden var med hende. På den anden side kan man jo gå hen at miste overblikket, når man står med en alvorligt syg kat, så derfor kan jeg ikke være helt sikker på, at jeg kan huske, hvad min holdning er, når jeg står i situationen 
Så længe Knirke er glad og virker til at have det godt, så holder jeg da liv i hende, hun er også årsagen til, at jeg først skal have 1 eller2 og med tiden 3 nye killinger fra Hanne Lindvig, når hun ikke lever mere, jeg har fået grønt lys som killingekøber fra DK Lindvig
Hun er 19 år, har haft gigt i 4 år, får Metacam,Canosan og Eye-Q-oliepille…det virker godt mod hendes gigt.
Hun fejler intet derudover, altså bortset fra at hun har været døv siden fødslen, men det er slet ikke et problem…og for 5 minutter siden smækkede hun Sim-Sim én på kassen, fordi han mente at den lille lyserøde kanin (fået for points på zooplus) den skulle han altså bare have.
Dét skulle han så ikke alligevel…hun leger stadig med den.
Hun er meget hjælpsom når jeg skifter sengetøj…hun løber helt “personligt selv” inde under et dobbeltlagen for at sikre, at alt er ok…og hun skal ind i dynebetrækkene og så ud igen…og ind igen…og ud igen…så det tager sin tid.
I formiddags hjalp hun mig med at pudse vinduer…hun sad indvendig og fangede min klud, når jeg pudsede udvendig…derfor pudser man først udvendigt her i huset…og så indvendigt bagefter 
Så længe jeg kan se hun er glad…så lever hun.
Jeg skal så lige sige, at det aldrig har været et problem med mine katte og medicin…de sidder selv på køkkenbordet…de er vant til at få børstet tænder, siden de flyttede ind her…og Knirke har jeg haft fra hun var 4½ måned…
Mht aflivning…jeg har været med til samtlige aflivninger af mine katte (og 2 hunde)…jeg står med kattene i favnen…de får en narkosesprøjte ind i låret og falder i søvn i mine arme…og får så selve aflivningsvæsken, stadig mens jeg holder dem.
Alle mine dyr er blevet kremeret på Ada’s Dyrehospital …da jeg boede på Frederiksberg tog jeg selv ned med dem, når var er blevet aflivet hos min dyrlæge…heroppe bliver de sendt med en fragtmand, der kører rundt til dyrlæger og dyrehospitaler og henter dem…
Urnen får jeg hjem…de står alle på en hylde i mit klædeskab i soveværelset…de har fulgt med mig siden jeg fik dem…der er navn på…fordi jeg efterhånden har mange…håber det varer længe, inden der kommer én til, for det er såååå hårdt at miste et dyr.
EDIT: En af mine tidl katte, en Colorpoint, blev aflivet pga en cancer tumor i endetarmen. Min daværende dyrlæge Raiku Sarvå sagde, at hun kun havde set det én gang før…så hun fik lov til at obducere ham til “eget brug”…og hun kørte så ned på Ada med ham den efterfølgende dag.
Jeg var igennem det for et halvt års tid siden. Kitten blev alvorligt syg men kunne måske have fået forlænget sit liv lidt med en kompliceret operation. Men jeg valgte at sige stop og dyrlægen var enig. Hvis hun kunne være opereret og der var god chance for overlevelse, så ville jeg nok vælge det. Men en operation, der bare vil udskyde en beslutning der skal tages med 14 dage eller måske 2 måneder… Nej, så hellere give slip.
Kitten var allerede indlagt, så vi kom forbi efter arbejde hun havde drop, så selve aflivningen gik hurtigt. Hun lå op ad mig og var tryg. Men hun syntes også der var ret spændende hos dyrlægen. Det gik som sagt meget hurtigt og var faktisk en meget smuk oplevelse. Oven i alt det sørgelige forståes…
Vi fik Kitten med hjem, så de andre katte kunne se hende. Hun er begravet under sit elskede birketræ. Efterfølgende gjorde jeg mig dog nogle tanker angående den obduktion, som jeg valgte fra. Dyrlægen ville rigtigt gerne have set hende indvendigt, men da han hørte hun skulle begraves i haven fik vi hende med hjem med det samme.
Mine andre bliver også begravet herhjemme. Her hører de til. Men jeg tager dem gerne med på klinikken, mine dyrlæger og resten af personalet er helt vidunderlige og giver rum og plads til at der også skal tages afsked.
Medicinering… Så længe jeg og min dyrlæge vurderer at min kat har et værdigt liv, så har jeg ingen problemer med at medicinere. Senest er det Whiskey, der har været på smertestillende en måned. Jeg har fået en ny kat! Nu får han ordnet tænder på torsdag, og så ser vi om han skal væk fra medicinen igen. Han får det fordi han er blevet lidt indfalden i musklerne på bagpartiet grundet gigt. Og så også fordi han helt tydeligt har en tand, der gør avs.
[QUOTE=Sim-Sim;1033612]Så længe Knirke er glad og virker til at have det godt, så holder jeg da liv i hende, hun er også årsagen til, at jeg først skal have 1 eller2 og med tiden 3 nye killinger fra Hanne Lindvig, når hun ikke lever mere, jeg har fået grønt lys som killingekøber fra DK Lindvig
Hun er 19 år, har haft gigt i 4 år, får Metacam,Canosan og Eye-Q-oliepille…det virker godt mod hendes gigt.
Hun fejler intet derudover, altså bortset fra at hun har været døv siden fødslen, men det er slet ikke et problem…og for 5 minutter siden smækkede hun Sim-Sim én på kassen, fordi han mente at den lille lyserøde kanin (fået for points på zooplus) den skulle han altså bare have.
Dét skulle han så ikke alligevel…hun leger stadig med den.
Hun er meget hjælpsom når jeg skifter sengetøj…hun løber helt “personligt selv” inde under et dobbeltlagen for at sikre, at alt er ok…og hun skal ind i dynebetrækkene og så ud igen…og ind igen…og ud igen…så det tager sin tid.
I formiddags hjalp hun mig med at pudse vinduer…hun sad indvendig og fangede min klud, når jeg pudsede udvendig…derfor pudser man først udvendigt her i huset…og så indvendigt bagefter
Så længe jeg kan se hun er glad…så lever hun. […][/QUOTE]
Og det var også sådan, vi havde det med Milly:hjerte:. Vi havde aftalt, at den dag hun ikke længere kunne passe sine opgaver som førstekat og blive respekteret af de andre katte, den dag ville det være tid at sige farvel. Som videoen fra hendes 18 års fødselsdag viser var hun stadig i fuldt vigør den sommer, og selv den sidste dag, hvor det var gået hurtigt ned ad bakke et par uger, selv dér var der ingen tvivl om hendes rang i flokken.
Hun var dronningen, og hun gik fra borde med værdigheden i behold.
Man kunne jo frygte, at de andre ville have udnyttet hendes svaghed, men det var der aldrig tale om. På en eller anden måde er kattenes indbyrdes relationer så fastgroede i hovederne på dem, at der skal virkeligt meget til at rykke rundt på dem.
[QUOTE=FinnFrode;1033796]Og det var også sådan, vi havde det med Milly:hjerte:. Vi havde aftalt, at den dag hun ikke længere kunne passe sine opgaver som førstekat og blive respekteret af de andre katte, den dag ville det være tid at sige farvel. Som videoen fra hendes 18 års fødselsdag viser var hun stadig i fuldt vigør den sommer, og selv den sidste dag, hvor det var gået hurtigt ned ad bakke et par uger, selv dér var der ingen tvivl om hendes rang i flokken.
Hun var dronningen, og hun gik fra borde med værdigheden i behold.
Man kunne jo frygte, at de andre ville have udnyttet hendes svaghed, men det var der aldrig tale om. På en eller anden måde er kattenes indbyrdes relationer så fastgroede i hovederne på dem, at der skal virkeligt meget til at rykke rundt på dem.[/QUOTE]
Respekt for det
Men til gengæld synes jeg det laver større chokbølger i resten af katteflokken, når den ubestridte leder pludselig er væk, fremfor en gradvis detronisering og nedgradering af den svækkede leder. Jeg har prøvet begge dele. Og begge metoder gav ubehagelige dønninger, bare på hver sin vis. Man kan vist ikke rigtig vinde i den situation, uanset Bare prøve at gøre det så godt man kan.
Nu har jeg jo været igennem det for kun 3 uger siden med min hankat skipper.
Jeg tog beslutningen ligeså hurtigt, som dyrlægen konstatrerede at han godt kunne pumpe ham med medicin, man det blot ville være at udsætte det uundgåelige.
Da sagde jeg stop og sagde at det er ikke værdigt for ham.
Det er den holdning jeg bære. De skal ikke være her for vores skyld. De skal kunne gå rundt med værdighed.
Ikke leve på medicin og smertestillende.
Jeg skal desværre inden længe igennem det igen med min hund, dog af andre og mere komplicerede årsager.
hader at sige farvel, men nogen gange er det det eneste rigtige ):
de gange jeg har måtte sige farvel til en af kattene har det været ved dyrlægen. jeg har verdens sødeste dyrlæge hvor det hele foregår stille og roligt, og hvor alting bliver meget nøje forklaret. og desuden nogle rigtig søde veterinærsygeplejersker - sidst hvor jeg stod derhenne og stortudede med en kat der skulle aflives og ikke kunne sige andet end buhubuhu, der kom hun og gav mig et stort kram og fortalte hvor ked af det hun var - så der forgår det stille og roligt og med værdighed.
alle (undtagen en, desværre) er blevet aflivet med værdigheden i behold, dvs før de blev så syge at de sygnede hen, feks min 14½ år gamle han kat der et halvt år i forvejen havde fået fjernet en kræftknude, da der så kom en mere et helt andet sted - ja så var det jo spredt sig til de indre organer og var kun et spørgsmål om tid - så han skulle aflives mens han stadig havde værdigheden og stoltheden i behold.
den sidste trak jeg det desværre for langt, da hans symptomer var næsten “ikke eksisterende” andet end forandret adfærd, men pludselig over en weekend sygnede han fuldstændig hen, så der kom beslutningen et par dage for sent.
de katte jeg har mistet ligger alle begravet i min have, hvor de hver har deres særlige plante/stenfigur - noget der minder om dem, og når jeg er i haven kan jeg sende dem en lille venlig tanke. og de sidder da garanteret også oppe på en lyserød sky og holder øje med hvad der foregår - pudsigt nok er viggos yndlingsliggested i haven lige oven på ibs (min første kat) gravsted
Sådan var min oplevelse også samme sted. Jeg vil blandt andet aldrig glemme min dyrlæge for, at han indvilligede i at tage billeder af mig og Cinnamon, så jeg kunne få et billede, hvor jeg sad med hende. Sådan et havde jeg nemlig ikke