Når det er tid at sige farvel

Katte Generel snak om katte
1

Har I egentlig nogensinde gjort jer nogle tanker om hvad der skal ske med jeres kæledyr den dag de skal herfra?
Hvordan skal det foregå?
Skal de leve så længe de kan? Vil I holde dem oppe med medicin hvis de bliver syge? Eller skal de herfra mens de stadig har lidt værdighed?
Skal hunden med ud og lege ved vandet og hjem og hygge bagefter, hvor dyrlægen kommer og gør sit job? Eller tager I ud til dyrlægen og får det gjort der?
Og hvad så bagefter? Vil I overlade jeres kære til dyrlægen? Eller skal de hjem i haven? Vil I have dem i en lille urne på reolen? I et mindeskab?

Tanken strejfede mig, da jeg i dag læste om en som mistede sin knap 4 årige hankat… Han brækkede nakken da han under leg rendte ind i et bord…
Det kan ske så pludseligt…

Jeg må indrømme at med to af mine katte aner jeg ikke hvordan jeg skal takle det, mit forhold til dem er ikke nær så tæt som til de to andre…
Den ene er også mandens kat, så det må blive op til ham, hvordan det skal foregå…
Men mine to små øjesten, Misse og Gizmo…
Selvfølgelig skal de have lov at leve så længe de kan, men jeg vil ikke nå derud hvor deres liv afhænger af at de skal have deres daglige medicin, de skal stadig kunne løbe og lege, klatre og springe, selvfølgelig forventer jeg ikke at de vil være lige så aktive om 10 år som de er i dag… Men de skal ikke have ondt! Det er sikkert!
Jeg har en drøm om at de skal forkæles på deres sidste dag, ikke for meget mad, da jeg har hørt at de kan kaste op under aflivningen…
Vi skal lege med deres yndlingslegetøj og hygge og nusse under tæppet…
Sidst på dagen skal dyrlægen komme hjem til mig, og så stille og roligt få det overstået.
På dette tidspunkt har jeg allerede en aftale med det nærmeste dyre-krematorium, om at jeg kommer og afleverer mit kæledyr samme eftermiddag…
Når de kommer hjem i deres urne, skal de i et lille mindeskab, hvor der er billeder fra dengang de havde det allerbedst… Skabet skal være oplyst, så jeg kan se det og mindes dengang de havde det rigtig godt - det er sådan jeg vil huske dem.
Når pengene er sparet op, vil jeg have lavet en mindeperle med deres aske, en for hver, så jeg altid kan bære dem tæt på livet.
Nogen mener at det er lokke penge ud af folk når de er aller mest sårbare, men jeg ved allerede på forhånd at jeg vil have det lavet… Jeg synes at idéen er ganske fin:
http://www.mindeperlen.dk/

Nå, nu har jeg jo fortalt. Nu er det jeres tur…

2

Mine dyr lever så længe som det er værdigt for dem, jeg vil ikke holde noget dyr i live blot for min egen skyld. Når tiden er inden blive de kørt til dyrlæge, og bliver hos dyrlægen. Hvad der sker efter en aflivning er jeg ligeglad med, mit elskede dyr er her jo ikke mere.
Nej jeg vil ikke begrave det i haven (heller ikke selv om jeg muligheden), nej jeg ville aldrig have en urne stående, for mig ville det blot vare en beholder med noget aske i.

3

Mit indlæg bliver lidt kort, da jeg for meget nyligt havde disse beslutninger tæt inde på livet og det stadig påvirker mig.

Den sidste dag har jeg forkælet og hygget alt det jeg kunne. Dagen har været fuld af nus, leg og tårer. Mad har jeg ikke sparet på. Det er rigtigt, at katte kan blive dårlige af den første injektion, men opkastninger skulle ikke føles så ubehagelige for katte som for os mennesker. Mine dyr har elsket mad og skulle selvfølgelig have lov til at mæske sig i deres yndlingsguf i deres sidste timer. Ingen af dem kastede op.
De to gange jeg har skulle sige farvel, har jeg valgt at få en dyrlæge hjem til mig. Det er lidt dyrere, men det opvejes SÅ meget af de positive ting. Der er ro på og ens elskede dyr kan sove ind i deres vante miljø. Så det vil jeg vælge til enhver tid - hvis det er muligt. Jeg har også begge gange valgt at lade dyrlægen tage katten med. Når livet og sjælen har forladt kroppen, så lever dyret videre i mit hjerte og jeg har derfor intet behov for en urne i et skab eller et gravsted, jeg kan besøge.

4

[QUOTE=Lotte F;1033219]Har I egentlig nogensinde gjort jer nogle tanker om hvad der skal ske med jeres kæledyr den dag de skal herfra?
Hvordan skal det foregå?
Skal de leve så længe de kan? Vil I holde dem oppe med medicin hvis de bliver syge? Eller skal de herfra mens de stadig har lidt værdighed?
Skal hunden med ud og lege ved vandet og hjem og hygge bagefter, hvor dyrlægen kommer og gør sit job? Eller tager I ud til dyrlægen og får det gjort der?
Og hvad så bagefter? Vil I overlade jeres kære til dyrlægen? Eller skal de hjem i haven? Vil I have dem i en lille urne på reolen? I et mindeskab?
…
Selvfølgelig skal de have lov at leve så længe de kan, men jeg vil ikke nå derud hvor deres liv afhænger af at de skal have deres daglige medicin, de skal stadig kunne løbe og lege, klatre og springe, selvfølgelig forventer jeg ikke at de vil være lige så aktive om 10 år som de er i dag… Men de skal ikke have ondt! Det er sikkert!
…
Nå, nu har jeg jo fortalt. Nu er det jeres tur…[/QUOTE]

Jeg synes du meget konkret afviser at dyr der er afhængig af medicin kan have et godt liv.
Jeg har (og har haft katte), der er afhængig af daglig medicin, det finder jeg ikke det mindste uværdige i.
De har alle haft det godt og ikke haft problemer med at tage medicinen.
Jeg ved flere andre herinde er i samme situation.

Hvorfor er det du mener det er uværdigt for et dyr at være afhængig af daglig medicin?

5

Da jeg mistede Vanilla - valgte jeg en urne …

Det vil jeg også gøre næste gang …

6

Det er blot min holdning, og fordi jeg har været vidne til at det kom for langt ud til sidst…
Min bedstefars hund havde gigt og en diskusprolaps i lænden, fik den ikke sin daglige medicin kunne den ikke rejse sig fra kurven.

Selvfølgelig er der forskel på hvilken type medicin de får.
Skulle en af mine få epilepsi ville jeg med glæde lade dem få medicin hvis det kunne give dem deres liv tilbage.
De må blot ikke være “påvirkede” af medicinen, og det skal ikke være det der holder dem i live…

Hvis du forstår hvor jeg vil hen? Synes det er lidt svært at forklare :slight_smile:

7

Jeg har mistet to elskede elskede katte på hhv. 2 og 2½ år. Begge gange var der intet at gøre.
Min første pige fik en blodprop, som gjorde hende lam. Det var bare babu babu til dyrlægen, og der var intet at gøre (logisk nok). Hun blev aflivet ved dyrlægen, og kom med hjem til mine forældre, og blev begravet i deres have.

1½ år senere, udvikler min yngste pige tør FIP. Jeg pressede den måske en uge for lang tid, men jeg ønskede af hele mit hjerte, at hun kom sig. Hun havde flest dårlige dage, men når hun havde sine gode - så var det ualmindelig svært, at give slip.
Hun blev også aflivet ved dyrlægen - en rigtig ubehagelig oplevelse faktisk! Hun blev ikke bedøvet forinden, og det gik SÅ stærkt… Ved min første, faldt hun i søvn i mine arme af bedøvelsen, og blev så aflivet også - i mine arme. Det troede jeg også var tilfældet her.
Men sygeplejersken holdt hende, dyrlægen sprøjtede, Dussen kiggede meget bedrøvet på, og miavede og var på vej til at springe hen til mig, da hun faldt om, efter 1½ sekund.
Det var VIRKELIG ubehageligt! Fik hende med hjem, og hun blev begravet ved siden af sin mor, i mine forældres have.

Fremadrettet, hvis jeg har en sygt dyr, som ikke er babu babu, så vil jeg have dyrlægen hjem til mig, og så skal det aflives herhjemme, i trygge omgivelser. Og dyret skal ALTID bedøves først!

Bor forøvrigt i lejlighed i Aarhus, så det er derfor de er blevet begravet hjemme ved mine forældre.

8

[QUOTE=Lotte F;1033236]Det er blot min holdning, og fordi jeg har været vidne til at det kom for langt ud til sidst…
Min bedstefars hund havde gigt og en diskusprolaps i lænden, fik den ikke sin daglige medicin kunne den ikke rejse sig fra kurven.

Selvfølgelig er der forskel på hvilken type medicin de får.
Skulle en af mine få epilepsi ville jeg med glæde lade dem få medicin hvis det kunne give dem deres liv tilbage.
De må blot ikke være “påvirkede” af medicinen, og det skal ikke være det der holder dem i live…

Hvis du forstår hvor jeg vil hen? Synes det er lidt svært at forklare :-)[/QUOTE]

OK forstår bedre med denne forklaring - tak for den :slight_smile:

Mht smeterstillende til hund med gigt og diskusprolaps, virker medicinen som den skal er det vel OK, men når det ikke går mere er man jo desværre nødt til at gå den tunge gang…

Ind i mellem er det dog medicinen der mere eller mindre indirekte ‘holder dem i live’.
Og gør den det uden nogle problemer synes jeg bestemt det er OK, også selv om de ville dø/være i en tilstand hvor de burde aflives, hvis de ikke fik medicinen.

:slight_smile:

9

Jeg var selv på den sidste år i Maj. Helt alene fordi mike var på skiferie og nej, det kunme ikke vente til han kom hjem.
Dyrlægen. Jeg ville ikke se på det så jeg gik igen efter at have sagt farvel.
Vi havde prøvet alt medicin mod det og for flere tusimd kroner af tests…

Men jeg bliver harm over dem, som for enhver pris vilholde liv i dyret. Mikes mormor og morfar har en.hund… og det er dyreplageri minut for minut den stadig lever…

10

jeg havde en indstilling til det, så mistede jeg Devouee for et par år siden, og nu har jeg en ny indstilling til det.
jeg vil aldrig - og jeg mener aldrig! - bruge så mange penge på dyrlæge udredninger som jeg gjorde på Devouee. det var et svimlende beløb jeg endte på og der gik - set i bagklogskabens lys - nok også for lang tid og for meget medicin før jeg sagde farvel.

I dag vil jeg holde katten i live, smertefri og glad så længe det er katten værdig. Men jeg vil aldrig ud i et enormt langt behandlingsforløb med en gammel kat.
så hellere lade den gamle kat få et værdigt farvel og bruge pengene på kremering og urne eller mindeperle.
Er det pludselig i morgen eller om et år jeg står med mine relativt unge katte vil jeg nok gå længere set ift det forhåbentligt lange liv de stadig har foran sig! Men katte tænker ikke i fremtid, de tænker her og nu, derfor tror jeg ikke at jeg ville ud i mange måneders lang behandling, hvis ikke det har “omgående” forbedrende effekt på kattens livskvalitet. Katten skal ikke have det af pommern til i 8-10-14 måneder fordi, jeg kan se en raskfremtid på flere år, når den lange behandling er slut. Katte opfatter ikke “håb for fremtiden” som vi mennesker og de mange måneders behandling uden lindring for katten vil da kun være for mit eget håbs skyld! det vil jeg aldrig rode mig ud i - for kattens skyld.
men jeg vil nok gå længere for en helt ung kat end for en gammel - hvis katten får glæde af behandlingen mere eller mindre med det samme behandlingen starter.

11

Vi har en klar grænse for, hvornår vi vil ofre de meget dyre operationer på vores katte… 10 år, derefter er det faktisk kun tænder, der betales for…
Det betyder så måske også at vores dyr kommer lidt for tidligt herfra - men jeg nægter at skulle rumstere rundt med mine gamle venner!
Daglig medicin - det kommer godt nok an på hvad vi taler om!
Jeg havde ingen problemer med at give Aske Felimazole hver dag for hans hyperthyroidisme, men jeg ville ikke give Rane smertestillende resten af hans liv!

Vi har hidtil valgt at få dyrlægen hjem til at aflive - ligesom at vi har fået dyret “hjem” efter kremering… derefter begraves dyret et sted i vores have…
Dise har jeg fået lov at begrave ved vores agilitybane - det virker passende…

12

Hmm… Jeg har faktisk ikke taget stilling i forhold til Nobby (eller fremtidige katte)… Jeg har aldrig mistet et dyr før, Nobby er jo min første nogensinde, så jeg ved ikke hvordan jeg vil reagere… Men han skal i hvert fald ikke rende rundt i smerte fordi jeg ikke vil sige farvel! Og med medicin har jeg vist den samme holdning som de fleste indtil nu - det kommer an på hvad det er og hvordan katten tager det.

Umiddelbart tror jeg han skal aflives hos dyrlægen og efterlades der… Det er jo på det tidspunkt ikke ham længere, som sådan… Og det med urne/mindeperle er jeg ikke umiddelbart til - syns personligt det er lidt uhyggeligt at have aske til at stå :slight_smile:

Men nu må vi se hvordan det går til den tid - det kan jo være jeg pludseligt synes en mindeperle ville være det bedste eller vi har en have han kunne begraves i…

13

[QUOTE=Lykke;1033316]Hmm… Jeg har faktisk ikke taget stilling i forhold til Nobby (eller fremtidige katte)… Jeg har aldrig mistet et dyr før, Nobby er jo min første nogensinde, så jeg ved ikke hvordan jeg vil reagere… Men han skal i hvert fald ikke rende rundt i smerte fordi jeg ikke vil sige farvel! Og med medicin har jeg vist den samme holdning som de fleste indtil nu - det kommer an på hvad det er og hvordan katten tager det.

Umiddelbart tror jeg han skal aflives hos dyrlægen og efterlades der… Det er jo på det tidspunkt ikke ham længere, som sådan… Og det med urne/mindeperle er jeg ikke umiddelbart til - syns personligt det er lidt uhyggeligt at have aske til at stå :slight_smile:

Men nu må vi se hvordan det går til den tid - det kan jo være jeg pludseligt synes en mindeperle ville være det bedste eller vi har en have han kunne begraves i…[/QUOTE]

sådan havde jeg det også - indtil det blev Devouee der sku af sted!
det var vinter og kunne derfor ikke begrave hende og jeg kunne ikke bare tage hende med hjem - og jeg havde ingen steder at begrave hende inde på Valdemarsgade og hun kunne i ikke være i min fryser på nogen måde til foråret.
jeg valgte at få hende i en urne og nu ligger hun inde på den plet i mine forældres skov, som hun elskede at tumle rundt i om sommeren, når vi gik tur.
Det virkede på det tidspunkt helt forkert, at hun bare skulle blive hos dyrlægen og brændes og “smides væk” på den facon - lige der måtte jeg give afkald på en indstilling til, hvad der skulle ske. Jeg havde brug for et sted at tage hen, når jeg savnede hende for meget. i det øjeblik var det det eneste rigtige for mig at få hende retur i en urne, som jeg kunne begrave.
Fremover tror jeg faktisk jeg vil overveje mindeperlen - fordi det er ikke en urne på samme måde, men alligevel en måde at have mindet med mig.

14

Da vi fik Jobbe(min barndomskat) aflivet fik vi ham med hjem og begravede ham på et af hans yndlingssteder i haven. Det synes jeg var en smuk ting da han jo havde haft 19 år med gode tider i haven :slight_smile:

Da Hugo blev aflivet valgte vi at efterlade ham hos dyrlægen… Vores første tanke var at begrave ham i mine forældres have, men det var februar og frost så det var umuligt. Set i bakspejlet var det nok også bedst at efterlade ham, han havde jo været obduceret og var ikke køn(fik vi at vide).

Penny efterlod vi også hos dyrlægen og det vil vi også gøre i fremtiden. Måske når vi en dag har hus og have kan det være vi begraver dem i haven, men det må vi se på til den tid.

Angående medicin… Jeg ved det ikke… Det kommer an på så meget og så må jeg tage stilling til det hvis situationen en dag opstår.

15

[QUOTE=danpia;1033259]OK forstår bedre med denne forklaring - tak for den :slight_smile:

Mht smeterstillende til hund med gigt og diskusprolaps, virker medicinen som den skal er det vel OK, men når det ikke går mere er man jo desværre nødt til at gå den tunge gang…

Ind i mellem er det dog medicinen der mere eller mindre indirekte ‘holder dem i live’.
Og gør den det uden nogle problemer synes jeg bestemt det er OK, også selv om de ville dø/være i en tilstand hvor de burde aflives, hvis de ikke fik medicinen.

:)[/QUOTE]

Meget enig.
Min holdning er nok farvet af dels at jeg selv er i live pga daglig medicin og dels af alle mine år i sundhedsvæsenet. Men here goes.
Hvis medicinen virker, hvis den kan gives uden dyret opfatter det som et dagligt voldeligt overgreb og - meget vigtigt - man ikke bare får en stribe bivirkninger i stedet. Hvis du får et “rask” og velfungerende dyr ud af medicineringen. Så er det helt fint med mig. Men hvis bare nogle af disse ting ikke er overholdt. Så nej.

De tre jeg har fået aflivet, har den første været hjemme - og det var ikke en så god oplevelse af flere grunde.
En blev aflivet i en stille dyrlægeklinik, det var en absolut fredelig omgang.
Den sidste måtte jeg beslutte ikke at vække efter en narkose, og det var meget traumatisk for mig, fordi jeg ikke kunne være der helt til det sidste. De bange øjne der spurgte mig hvorfor jeg gik (jeg troede jo kun det var for kort tid) glemmer jeg aldrig. Og det nager mig at hans sidste oplevelse var at jeg forlod ham, svigtede ham, bange og syg, hos fremmede han var bange for. Nu var det ikke godvilligt, men kan jeg vælge gør jeg aldrig det igen.
Det er hårdt at se en ven dø. Men det er så meget hårdere ikke at gøre det.

Vi har fået kremeret vores katte. Jeg har haft urnen stående til jeg har været klar til at give slip, og så har vi fundet et stiile og ugenert skovområde hvor vi har strøet asken ud. Det MÅ man sikkert ikke, men jeg har tror næppe asken af en lille kat kan skade naturen. Og det har været rigtigt for mig. Jeg kan ikke bare lade et familiemedlem destruere uden at vide hvad der videre sker med dem. Og som med mennesker - hvilke “ceremonier” man griber til efter døden er for de pårørendes skyld, ikke de dødes, så man skal nok gøre det man bedst kan leve med.

16

Jeg synes man bør have for øje om en evt. behandling af en syg kat er for KATTENS skyld eller for ens egen skyld.

Og selvfølgelig kommer det også an på kattens alder. En 15 årig kat skal ikke gennemgå så mange undersøgelser og “forsøg” som en kat på et år. Der er det mere humant at give den gamle kat fred, synes jeg.

Men naturligvis er det svært, og det er altid let at have de rigtige holdninger så længe man ikke selv står i situationen. Den dag man står med sin elskede 15-årige gamle ven i favnen og der er en behandling som MÅSKE virker… kan man så give slip?

Jeg har indtil nu kunnet, sådan nogenlunde. Hverken Bøv eller Basil havde strengt taget behøvet at blive SÅ sløje… men igen… Man håber jo altid. Og en anden ting er at når man går sammen med et dyr (eller menneske for den sags skyld) som hver dag bliver en LILLE smule ringere… så er det svært at se forskellen. Der skal somme tider en udenforstående til for at sige “Du godeste hvad er der sket med katten, den er jo helt mager” (eksempelvis…)

Men den største gave til et sygt dyr er at kunne give slip og give det fred. Og det burde i øvrigt også gælde for håbløst syge mennesker

      • Updated - - -

[QUOTE=Ann R;1033335]
Den sidste måtte jeg beslutte ikke at vække efter en narkose, og det var meget traumatisk for mig, fordi jeg ikke kunne være der helt til det sidste. De bange øjne der spurgte mig hvorfor jeg gik (jeg troede jo kun det var for kort tid) glemmer jeg aldrig. Og det nager mig at hans sidste oplevelse var at jeg forlod ham, svigtede ham, bange og syg, hos fremmede han var bange for. Nu var det ikke godvilligt, men kan jeg vælge gør jeg aldrig det igen.
Det er hårdt at se en ven dø. Men det er så meget hårdere ikke at gøre det.[/QUOTE]

Det der minder mig så meget om den første kat - Ylle - vi fik aflivet. Der var vi begge to nogle kyllinger der ikke kunne holde ud at se hende få den sidste sprøjte. Så vi gik. Og her, mere end 20 år efter, kan jeg STADIG se hendes store bange uforstående øjne der kiggede efter os med det der “går I fra mig?” blik. Der svor jeg at det var sidste gang jeg ikke holdt et dyr “i poten” mens den sidste sprøjte blev givet.

17

Jeg gruer for at Bastian en dag får brug for medicin regelmæssigt, for den dag bliver han aflivet. Han er simpelthen helt umulig at give piller, så det ville jeg aldrig byde ham på daglig basis. Han ville tage det som det forfærdeligste overgreb, og fuldstændig miste tilliden til os.

18

Du kan få meget medicin som flydende - og noget af det smager åbenbart glimrende! Greven fik smertestillende i en længere periode pga en skade i ryggen, der skulle hele. Jeg lover dig, han kom farende for at få sit “slik” - Han slikkede medicinen af min håndflade, og elskede det. Donna ville slå ihjel for synulox tabletter - de smager af gær, og hun elskede dem. Endelig er der jo muligheden for at lære at give det som injektion, hvis dyrlægen ellers vurderer at det er en farbar vej. Ved sukkersyge, f.eks. Du skal ikke male fanden på væggen før han sidder der :wink: :slight_smile:

Men ja - det er den slags scenarie jeg mener. Det er nemlig ødelæggende for forholdet til katten, og så kan det være ligemeget.

19

Det kommer helt og aldeles an på katten - og på situationen.

Jeg har formet nogle holdninger til hvad nu hvis, men situationen kan betyde at jeg er nødt til at ændre den.

Generelt kunne jeg godt tænke mig at få dyrlægen hjem - det stresser, uagtet hvilken kat der er tale om, mindre end en tur til dyrlægen. Det gør det også nemmere for mig at opfylde et af mine andre krav, nemlig at den/de øvrige katte skal have lov at opleve den døde kat, for det er min oplevelse at det klart hjælper på deres forståelse af en forsvunden ven.

Mine katte bliver kremeret, kommer hjem i en urne og bliver pt. sat i et af mine vitrineskabe med en ramme med billede ved siden af. Selv hvis jeg kendte nogen med hus og have ville jeg ikke kunne få over mig at begrave dem der - tænk nu hvis de flyttede og mine kattes sidste hvilested blev forstyrret. Så indtil jeg finder den helt perfekte løsning for mig, så står urnerne altså diskret i mit hjem.

Jeg har to gange prøvet at få en kat aflivet, begge gange i forbindelse med akut sygdom og derfor begge gange hos dyrlægen. Jeg kunne ikke drømme om at forlade dem i deres sidste øjeblik, det gør uendeligt ondt at sige farvel, men jeg ved med mig selv at med min psyke skal det være sådan. Ved Freya (blodprop i bagkroppen) gik det så hurtigt at jeg knap nåede at registrere hun var væk. Med Gizmo (aneurisme i bughulen) gik der over en halv time - og mange indsprøjtninger med aflivningsvæske (fordi kroppen var gået i chok og væsken simpelthen ikke blev transporteret videre), og hele tiden stod jeg og aede ham på hovedet, kyssede ham og hviskede at det var okay at give slip, det var okay at rejse videre. Jeg er glad for jeg havde min bror ved siden af mig, det er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet - tårerne triller igen nu og det er snart tre år siden :ked:

For to ud af tre af de katte jeg har nu, har jeg også en nogenlunde klar holdning.

Devi er opereret for brystkræft og har det godt. Kommer der knuder igen eller begynder hun at skrante og det viser sig at det har spredt sig, så skal hun aflives. Ikke flere operationer, hun er ti år og panikangst for dyrlæger og hun skal ikke igennem sådan en omgang igen.

Niggi der har hjertefejl blev spået 1 år af dyrlægerne og er nu næsten 6. Hun er ikke i behandling og skal det heller ikke, det vil være et enormt overgreb at tvinge medicin i hende. Så når hendes livskvalitet bliver forringet, bliver hun aflivet, det har jeg lovet mig selv, opdrætter…og Niggi. Allerbedst ville det være om hun bare faldt om herhjemme en dag og var væk, for nu hvor jeg har prøvet den første episode med symptomer på hjertesvigt - og hun overlevede - ved jeg at jeg nu er i tvivl om, hvornår det er tid til at kontakte dyrlægen og hvornår det “bare” er en episode hun klarer sig igennem. For hun skal ikke lide unødigt.

…konklusionen på det hele må blive at jeg har nogle ideer, nogle retningslinier, men samtidigt også at de endelige beslutninger er taget i situationen. Og jeg er altid i tvivl om hvorvidt jeg har gjort det rigtige i den første tid…når det hele kommer på afstand finder jeg ro og ved at jeg har gjort det helt rigtige for mig og min kat.

20

[QUOTE=Ann R;1033373]Du kan få meget medicin som flydende - og noget af det smager åbenbart glimrende! Greven fik smertestillende i en længere periode pga en skade i ryggen, der skulle hele. Jeg lover dig, han kom farende for at få sit “slik” - Han slikkede medicinen af min håndflade, og elskede det. Donna ville slå ihjel for synulox tabletter - de smager af gær, og hun elskede dem. Endelig er der jo muligheden for at lære at give det som injektion, hvis dyrlægen ellers vurderer at det er en farbar vej. Ved sukkersyge, f.eks. Du skal ikke male fanden på væggen før han sidder der :wink: :slight_smile:

Men ja - det er den slags scenarie jeg mener. Det er nemlig ødelæggende for forholdet til katten, og så kan det være ligemeget.[/QUOTE]

Ja jeg ved godt der er meget medicin som kan gives på anden måde end i pilleform. Den ene gang hvor han har skullet have penicillin, bad jeg også dyrlægen om at give ham en sprøjte, netop fordi han er umulig at give piller. Så jeg håber bare på det aldrig bliver nødvendigt at skulle give ham piller. Ikke engang en ormepille kan jeg lokke i ham. Heldigvis er han en robust og sund kat, der aldrig fejler noget(7-9-13 og bank under bordet).