Netop, og når det er sådan er det jo egentlig heller ikke venner,men bekendte.
Jeg har altid været meget tilbageholdende når det kommer til venner.
Egentlig er det paradoksalt idet jeg er en meget åben, imødekommende rappenskralde som aldrig holder kæft G
Men jeg er MEGET privat. Jeg husker tydeligt en venindes kommentar til mig en dag: “jamen Annette, jeg ved jo intet om dig, om hvad der foregår indeni dig.” - Denne veninde havde jeg været sammen med flere gange om ugen i over 2 år.
Det er ikke fordi jeg ikke fortæller, det gør jeg skam, og heller ikke overfladisk, men jeg åbner ALDRIG op for det inderste. Det har jeg aldrig gjort.
Egentlig har jeg aldrig set det som et problem at jeg ALDRIG har snakket “fra det inderste”. Om det skyldes en mistillid vil jeg umiddelbart ikke mene, for jeg har heldigvis mødt mennesker jeg har stor tiltro til.
Det lyder umiddelbart ensomt når jeg tænker mig om - men jeg er bestemt ikke ensom.
Gennem årene (jaja ok jeg er kun 30) har jeg samlet erfaringer der i dag gør det muligt for mig at være bedre til at vælge mine venner.
I mange år oplevede jeg at jeg var den der ydede i venskaberne, mig der stillede op og altid var der! Det er en egenskab jeg stadig besidder og som jeg mener er vigtig. Men jeg har måttet indse at i nogle af de venskaber var veninderne/vennerne så fuldt optagede af sig selv, at når de stillede mig et spørgsmål om hvordan det gik hjemme el. lignende var det retorisk og jeg følte tydeligt at de kun ventede på jeg trak vejret så de kunne afbryde og skrue samtalen over på sig selv.
Jeg “lider” af Moder Theresa syndrom, altså at jeg til enhver tid vil være der, koste hvad det vil!!
I dag er jeg klogere (jeg kan stadig falde i fælden) jeg er blevet så stærk at jeg kan bryde et venskab - ikke blot lade det glide ud i sandet, men åbent og ærligt fortælle personen hvorfor jeg ikke ønsker at se denne mere.
Jeg har gjort det 2 gange indtil nu og er MEGET stolt af mig selv!
Hold da ellers lige op Annette - det kunne have været mig, der havde skrevet det, du lige har leveret…
Det er overraskende så meget vi har til fælles. Hvor dejligt!
Det har været hårdt gang på gang at opdage at man nu IGEN sidder i saksen i sådan et venskab, men det er vel nok befriende efterhånden at genkende “faresignalerne”.
Det er overraskende så meget vi har til fælles. Hvor dejligt!
Det har været hårdt gang på gang at opdage at man nu IGEN sidder i saksen i sådan et venskab, men det er vel nok befriende efterhånden at genkende “faresignalerne”.[/quote:1b0b7oet]
Jeg kaster mig lige ud i venskaber, men er også hurtig til at trække følehornene til mig, hvis ser ser “faresignalerne”. Hmmm jeg ser dem ikke, jeg mærker dem. Og ved du hvad Annette - der findes velnok også mange mange skønne mennesker. Og det er en gave, at mange af dem findes her i vores forum. Det er jeg meget lykkelig over at kunne være en del af.
Du har ret May-Britt.
Her er virkeligt dejligt at være og jeg glæder mig afsindigt meget til at møde en del af dem IRL på Blushøj Camping d. 13-15.
Man kan jo “nøjes” med at kigge forbi til aftenskaffen fredag aften (hint hint)
Jeg bager jo kage (lokke lokke)
-neje
Annette, nu fik du mig lige til at føle mig ganske skizofren, for du har skrevet mit indlæg.
Jeg har rigtig mange venner, men sådan helt tætte venner, har jeg kun én (og også min søster, men det tæller ikke helt)
Jeg har også altid været hende alle kunne komme til, når de havde problemer (og jeg er det for så vidt stadig), og har derfor haft mange mennesker der åbnede op for mig, så jeg vidste alt om dem.
Det er ikke engang fordi jeg ikke vil have at folk kommer tæt på, det er bare sådan jeg er.
Jeg har mere ud af at høre på og om andre, end jeg har af at “give” af migselv.
Og et eller andet sted, ligeså meget folk synes jeg “giver” når jeg er der for dem, ligeså meget føler jeg jo at jeg får noget ud af at kunne hjælpe dem.
For mig er noget af det vigtigste, at gøre alt hvad der står i min magt for at hjælpe andre mennesker når jeg kan.
Sådan er jeg bare, og det kan og vil jeg ikke ændre.
Det er arvet, for min mor var lige sådan også.
He he… jeg kommer til udstillingen i Odder om lørdagen weekenden efter og håber da at møde mange af jer der.
Hvor er det da befriende at i også har det sådan, altså at jeg ikke er alene om følelsen.
Jeg har MANGE bekendte men kun ganske få jeg vil betegne som venner.
Jeg er selv åbenhjertet og tror på det bedste i folk, og er selv en rigtig god, ærlig og trofast ven.
Jeg vil sige, at ligeså hjertevarm og favnede jeg er - lige så let kan jeg vende på en tallerken, når jeg kan mærke, at det ikke er godt for mig at følge den vej eller det menneske. Jeg kan ofte få den erkendelse og et knips med fingrene … men jeg mærker selvfølgelig altid efter en ekstra gang.
Og hvor er det dog berigende for mig, at der er adskillige personer i dette forum, hvor jeg har haft den der samhørighedsfølelse med i meget meget lang tid uden at have haft tanken eller følelsen af tvivl. Det er dejligt bare at kunne være sig selv. Også selvom man ikke altid er enig med disse dejlige mennesker.
jaja lad os nu se hvad du siger lørdag morgen -høhø
Kender følelsen.
Jeg er sådan indrettet, at har man ødelagt det een gang, så kan jeg simpelthen ikke lukke folk ind i varmen igen, hvor meget jeg så end ville.
Eks. En tidligere rigtig god ven jeg gik på studie med. Vi skrev pædagogik eksamen, værkstedsfagseksamen og lavede vores bachelor afhandling i Kommunikation og ledelse sammen.
Under værkstedsfags- og pædagogik opgaveskrivning løb han meget fra sit ansvar, hvilket betød at vores venskab blev meget anstrengt og jeg bakkede ud.
Sidenhen er vi blevet kolleger på skolen - dog ikke i samme team.
Det har hjulpet en smule at vi var sammen hver dag, men var stadig langt fra det samme.
Nu her efter jeg brækkede min arm har han VIRKELIG vist sig fra sin gode side - han har virkelig bevist sit venskab og sit værd - her ville jeg så ønske jeg kunne være mere eftergivende, men det falder mig svært.
jaja lad os nu se hvad du siger lørdag morgen -høhø[/quote]
DITTO GG
Kender følelsen.
Jeg er sådan indrettet, at har man ødelagt det een gang, så kan jeg simpelthen ikke lukke folk ind i varmen igen, hvor meget jeg så end ville.
Eks. En tidligere rigtig god ven jeg gik på studie med. Vi skrev pædagogik eksamen, værkstedsfagseksamen og lavede vores bachelor afhandling i Kommunikation og ledelse sammen.
Under værkstedsfags- og pædagogik opgaveskrivning løb han meget fra sit ansvar, hvilket betød at vores venskab blev meget anstrengt og jeg bakkede ud.
Sidenhen er vi blevet kolleger på skolen - dog ikke i samme team.
Det har hjulpet en smule at vi var sammen hver dag, men var stadig langt fra det samme.
Nu her efter jeg brækkede min arm har han VIRKELIG vist sig fra sin gode side - han har virkelig bevist sit venskab og sit værd - her ville jeg så ønske jeg kunne være mere eftergivende, men det falder mig svært.[/quote:2hs47op2]
Det er jo optil dig selv Annette - det kan jo være dit eget tab, at du udviser den adfærd. Men ikke destro mindre er den adfærd rigtig for dig lige nu.
Jeg er også på nippet til at kvitte en meget nær “gammel ven” lige nu … Kattegalleriet.
Det rigtig… jeg mener at han, om nogen, virkelig har bevist sit værd og sit venskab nu… men kæmper en kamp mod noget uforklarligt… skuffelsen tror jeg man kan kalde det.
Blev enormt skuffet og såret dengang… måske det er det!!!
Måske du kan sætte ord på det overfor ham, så I kan få det snakket igennem. Om ikke andet kan I få taget en afklaret afsked med hinanden.
Jeg brød definitivt i december 2006 med en veninde som jeg har haft siden første skoledag. Hun har været som en søster for mig i mange herrens år. Ingen af de mennesker jeg mødte på min vej gennem livet faldt i hendes smag, altid var der noget at kritisere. Både på dem og på mig! Hun har hele livet været overvægtig (jeg en str. 34) og jeg fik de uddannelser hun ville have haft men aldrig kom ind på osv. osv.osv
Hun er en stærk pige der bruger at manipulere med andre mennesker og elsker at spille “offer” i alle livets forhold. Hun går fra forhold til forhold og har gerne flere samtidig. For 10 år siden mødte jeg dejlig dejlig fyr hvis romantiske følelser jeg ikke gengældte, da jeg var i et forhold. Min kære veninde som boede sammen med en mand, mente at ham her var frit slaw så hun lagde an på ham og ja det erfarede jeg så først da manden smed hende ud fordi han havde fundet ud af det. X vidste intet om at hun var i et forhold. Nå men de to beslutter sig for at danne par, selv om min veninde ikke mente at han tjente nok til at han var et seriøst emne. Da hun finder ud af at han faktisk tjener ikke så lidt er han pludselig hendes livs kærlighed. Hun kørte rundt i manegen med ham og nedlage eller forsøgte at nedlægge samtlige af hans mandlige vennere (nå ja dem det lykkes med var så ikke hans venner, men det ved han jo ikke!)
Han har støtte hende i alle hendes luner, har bakket op om hendes krav hvilket har betydet et jobskifte for ham, har fundet sig i hendes jalouxi imod hanss datter gennem alle årene og den sølle pige var kun 1 år da det lærte hinanden at kende og hun mente at den lille trut skulle sættes på plads. Arbejde har hun ikke men nyder at han forsørger hende.
Han har aldrig lagt skjul på at han ikke ønskede at få flere børn eller at blive gift igen. I september 2006 giver hun ham et ultimatum, at enten køber han hende en ring eller så skrider hun fra hus og hjem. Hun sidder kold og kynisk og fortæller mig at hun har krammet på ham og ganske rigtig to dage efter sidder der en ring på hendes finger. Elsker hun ham? Nej da han er et bekvemt bekendskab der gør at hun har hus, bil og kan gøre hvad hun vil uden at tjene til livets ophold, eller retter hun udfører jo et af de ældste erhverv vi kender til, men det er ikke et pænt ord at bruge så det undlader jeg lige.
Nå men den dag, hvor hun sejrsikkert sidder og fortæller om hendes seneste syge udspil, ja der får jeg nok! Jeg kan ikke fortælle den rare fyr at han er hanrej eller at hun ikke elsker ham og at han bare bliver brugt som bankbog, men jeg kunne fortælle hende hvad jeg mente om hendes måde at behandle ham, og alle de mænd hun har haft før ham, på og så ellers bede hende ryge og rejse. Mærkelig nok havde jeg den lækre fyr til at stå og råbe af mig bagefter fordi jeg havde “droppet hans forlovede”. Kors hvor skulle han bare vide at han var årsagen til vores brud, men jeg sendte ham hjem og den dag i dag er han stadig optændt af vrede over at jeg “uden grund” vragede hans kæreste.
Det der undre mig mest er at vi ikke taler om en ung tøs, men en voksen kvinde på (dengang) 40 år.
Som Pernille skrev - så var jeg træt af at bruge al den tid på at efterbehandle al den negative energi jeg fik når vi havde været sammen med dem - fordi han behandlede mig så godt og jeg var med til at føre ham bag lyset fordi jeg vidste hvad hun bød ham! Hun gjorde min mand og mig til hendes medskyldige og det kunne jeg ikke leve med!
Og hvor har jeg nydt at slippe af med hende…selv om det ikke lyder pænt, men hun sugede så meget energi ud af mig og jeg kunne knap nok se hverken hendes kæreste eller mig selv i øjnene.
Mai - du er inde på noget meget centralt der. Det siger altså ret så meget om en selv, hvem man omgåes. Der er selvfølgelig mange forskellige meninger om det enkelte menneske - og sikkert også mange forskellige sandheder (vi har jo hver især vores egen sandhed). Men det er altså vigtigt, at man kan se sig selv i øjnene og at samværet med andre mennesker eller situationer ikke er noget der tapper én for energi.
Når vi kommer dertil at vi har en masse at udsætte på andre mennesker, man omgåes - eller situationer man er i, som er andres “skyld”, så mener jeg altså, at man selv er det største fjols, hvis ikke man flytter sig. Disse tanker går jeg også og har om min færden på KG. Det er MIN skyld at jeg stadig er der, altså må jeg omtale “venskabet” på en værdig måde, ellers kan jeg ikke se mig selv i øjnene med at jeg faktisk stadig befinder mig der. Egentlig meget det samme som en ven man synes opfører sig dårligt overfor andre, men man holder fast ved vennen, trods det at man har det dårligt med vennens opførsel.
Faktisk er det jo på samme måde, som det du beskriver med din veninde Mai.
Måske du kan sætte ord på det overfor ham, så I kan få det snakket igennem. Om ikke andet kan I få taget en afklaret afsked med hinanden.[/quote:16isbtx2]
Egentlig vil jeg gerne tilgive ham og komme videre idet jeg jo mener han virkelig har bevist sit værd, men jeg har ikke kunnet give los - muligvis fordi jeg er bange for at han igen skuffer mig.
Fool me once shame on you - fool me twice shame on me… der er noget om det
Måske du kan sætte ord på det overfor ham, så I kan få det snakket igennem. Om ikke andet kan I få taget en afklaret afsked med hinanden.[/quote:n0x1si90]
Egentlig vil jeg gerne tilgive ham og komme videre idet jeg jo mener han virkelig har bevist sit værd, men jeg har ikke kunnet give los - muligvis fordi jeg er bange for at han igen skuffer mig.
Fool me once shame on you - fool me twice shame on me… der er noget om det[/quote:n0x1si90]
Jeg har ikke selv været ude for et lignende tilfælde Annette … måske fordi jeg er endnu “værre” end dig. Og måske er det fordi, der er andre mennesker, der er kommet ind i livet, som man værdsætter mere, så der ligesom ikke er plads til den person, som har skuffet én - også selvom denne person faktisk gør rigtig meget godt i nutiden.